Viser opslag med etiketten Filosofi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Filosofi. Vis alle opslag

fredag den 3. januar 2014

Tak for 2013 og velkommen til 2014 på bloggen :-)

Så rundede vi endnu et årsskifte.
Bloggen havde nytårsaftensdag 2 års fødselsdag, og et par uger inden nåede jeg op på 250 indlæg på bloggen. Det har dog aldrig været et mål i sig selv. Jeg skriver, når jeg har lyst og har noget på hjerte. I nogle perioder er det tit - i andre perioder mindre tit :-)

Som den opmærksomme læser vil vide, havde jeg ét nytårsforsæt sidste år, nemlig at tabe mig og ændre min livsstil. Begge dele har jeg gjort. Jeg startede i januar 2013 på et slankehold hos Fitness.dk, og jeg begyndte at spise mere regelmæssigt og mere grønt. Det har givet pote. Jeg dyrker stadig fitness og forsøger at spise sundt. Jeg er dog ikke typen, der løfter vægte og løber i flere timer på et løbebånd. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg skal dyrke motion, skal det være sjovt, og jeg skal kunne mærke på min krop (og se på min vægt), at det virker. Derfor har jeg valgt holdtræning. Jeg har mest dyrket Dance og Yoga, men jeg har også været omkring Aerobic, Pilates og Spinning. Sidste nye er CX Worx, som jeg kaster mig ud i i dag for første gang. Så må vi se, om det også bliver sidste....... Som sagt - det skal være sjovt.
For mig er "sjovt" at være sammen med nogle mennesker, der også kan se det absurde i en bestemt yogastilling og grine sammen, samtidig med, at vi naturligvis GØR det. Mennesker, der efterhånden bliver bekendte, når vi sidder sammen i saunaen bagefter. Men endnu vigtigere er TRÆNEREN. Jeg booker konsekvent mine træningstimer hos en og samme træner, for han er simpelt hen så dygtig! Han er god til at motivere mig til lige at gøre lidt ekstra, når jeg tror, jeg er helt "færdig". Jeg ved, at jeg kommer ud ad døren, fordi hans timer altid er effektive - og sjove :-)

Nå, men al den træning resulterede i, at jeg tabte 7 kg. Dog har jeg taget de 2 kg på igen siden sommerferien, men stadig vejer jeg 5 kg mindre, end jeg gjorde i januar 2013. Jeg ved også godt, hvorfor jeg har taget de 2 kg på igen, og det bliver der lige rettet op på, nu hvor december er overstået. Intet må blive for fanatisk, men jeg må op på hesten igen. 

2013 blev også året, hvor min datter flyttede hjemmefra. Egentlig var det først meningen, at hun skulle flytte, når hun havde taget Studentereksamen. Det gør hun til sommer. Men da hun fik et tilbud om en bolig, hun ikke kunne afslå, slog hun til. Det er SÅ fantastisk at se, hvordan hun breder vingerne ud og flyver selv. Det gælder alt fra gymnasiet til økonomi, relationer og jobs. Jeg er ikke så lidt stolt af hende :-)

Og hvad skal der så ske i 2014? Ja, vi ved det jo ikke :-) Men sikkert er det, at der kommer til at ske ting - også i mit liv. Jobbet som lærer forandrer sig helt sikkert med Skolereformen, der træder i kraft til august. Hvordan det kommer til at forme sig i praksis, ved jeg ikke helt endnu. Måske flere timer på arbejdspladsen - i hvert fald flere undervisningstimer, og med det følger kortere tid til forberedelse af undervisningen......... Hvordan det skal betyde "mere faglighed" og "klogere elever" har jeg endnu til gode at forstå........

Helt sikkert er det, at bloggen her kommer til at bestå. Den vil jeg ikke undvære. Det kunne dog være hyggeligt med lidt flere kommentarer fra alle jer, der læser min blog. Jeg kan jo se i "maskinrummet", at I er der :-) Naturligvis forsætter jeg med mine nørklerier, og dem vil jeg fortsat dele med jer. Jeg kan jo ikke lade være :-)

Godt nyt år - 2014 til jer alle!


torsdag den 17. oktober 2013

Refleksion over livet og dets faser

I dag får I et mere filosofisk indlæg, end jeg plejer at lave. Bloggen afspejler normalt mest min kreative side, men jeg indeholder jo andet og mere end det. Kreativiteten blomstrer bedst, når jeg har ro til det. Jeg kan dog sagtens lave håndarbejde, selv om jeg har travlt - så bruger jeg det lidt som meditation - men kreativ (som at finde på nye ting og øve nye teknikker) er jeg ikke, hvis jeg har for meget om ørerne.

Jeg har lige haft fødselsdag. 48 år er det blevet til. Normalt tænker jeg ikke så meget over min alder, men pludselig i fredags hvor mine elever sang fødselsdagssang for mig, og min nærmeste kollega og eleverne talte "Et år for Lotte, to år for Lotte, tre år........." o.s.v. op til 48, kom jeg til at tænke, at det jo efterhånden er rigtig mange fødselsdage, jeg har holdt. Og faktisk er det ikke ret mange af dem, jeg kan huske.... Mærkeligt. 

Kilde: Haengoddag.dk

Og mærkeligt er det også, at min datter, som jo flyttede hjemmefra i sommer, nu kommer på besøg for at fejre mig og selv har fundet på og købt (gode!) gaver til mig. Jeg må erkende, at jeg er trådt ind i en ny fase af mit liv. En fase med et udeboende barn og det savn, der følger med det. Og den stolthed, der følger med! For hvor er det i grunden fantastisk, når man pludselig ser, at vingerne bærer, og hun ringer hjem og fortæller, at hun har været på Borgerservice for at lave sit skattekort om, og at hun lige har været en tur til Pilates. Og når hun ryster på hovedet over min bekymring over, at hun cykler i København. Og når jeg tager mig selv i at tjekke, om hun nu har gjort rent på sit nye badeværelse. Det er vildt, at en ny fase i den grad sniger sig ind i ens liv! Og samtidig har jeg jo min søn på 8, som drøner rundt på stuegulvet med Lego det ene øjeblik og klædt ud som hardcore rockstar det andet øjeblik. Det er da en gave, stadig at kunne holde fast i at være mor til min "lille" søn, samtidig med at jeg har en voksen datter.

Og så er der jo det med babyer....... Jeg var til sølvbryllup hos en kollega i tirsdags. Her var en af vores fælles kollegaer også på besøg. Hun er på barsel i øjeblikket, og hun havde sin skønne datter på 6 måneder med. For første gang blev jeg ikke grebet af "uhhhhh, tænk hvis man fik én til!" Næh, jeg blev grebet af "gid jeg snart bliver mormor!" Gisp!!! Så ved man bare, at man er nået til næste level....... 

Kilde: Fantastfabrikken.dk

Samtidig kigger jeg på mig selv og kan både se og mærke, at jeg aldrig har været i bedre form, end jeg er nu. En kvinde i sin bedste alder, vil nogen måske endda sige. Livsstilsændring med bedre kost og fitness har sat sine spor - på den FEDE måde...... eller måske netop ikke :-) Jeg har fundet ud af, at god form ikke nødvendigvis handler om at kunne løbe 5 kilometer, men at det også kan være sjovt. Jeg har været så heldig at finde den mest fantastiske træner - Cino - som i den grad inspirerer og motiverer til at komme ud ad døren. Jeg går altid derfra med et smil på læben. Det er da fantastisk!

I bund og grund er jeg nået til en fase af livet, hvor jeg elsker at være :-)

fredag den 30. november 2012

"Holder I jul?"

Ovenstående spørgsmål overhørte jeg i dag, da jeg var ude at købe ind. En kunde stillede spørgsmålet til kasseassistenten. Jeg tænker, at det var underforstået, at kasseassistenten var muslim. Ikke at jeg kunne se det på hende, for hvordan kan man se på et andet menneske, hvilken religiøs overbevisning vedkommende har? Jeg har da fx ikke tatoveret i panden, at jeg er kulturkristen. Hun havde ikke tørklæde på - så kunne jeg måske også have tænkt, at hun var muslim.

Men bortset fra det - hvorfor stille sådan et spørgsmål - "Holder I jul?" I? Der sad kun én ved kassen. Tænk at blive identificeret med den halve verden i sådan et spørgsmål. Tænk, hvor ekskluderende sådan et spørgsmål kan stilles: I - som i - ikke os. Du er ikke en del af fællesskabet.

Resten af dialogen var meget respektfuld og hverdagsagtig, og jeg tror ikke, at kunden tænkte over, hvad han egentlig (også) fik sagt i den sætning. Men det tror jeg, er rigtig vigtigt at tænke over.

Nå, men her i huset holder vi jul, og som faste læsere vil kunne se, har jeg pyntet lidt op her på min blog i anledning af julemåneden. I dag lavede jeg min kalenderlysdekoration. Den ser sådan ud i år:

 
Jeg holder meget af det naturlige look, så dekorationen består i år af mos, lidt bark, lærkekogler og røde rønnebær. En enkelt skovnisse fra Netto og nogle paddehatte har dog fået lov at snige sig ind også :-)
Kalenderlyset er det samme som altid - lavet af ren stearin.

Vi snydetændte i dag for at nå ned til omkring d. 1.
I aften skal jeg hygge mig med at pakke små pakker ind, så ungernes pakkekalendere kan hænge klar i morgen tidlig. Vi er SÅ klar til december!

Er du også klar?

fredag den 23. november 2012

Seks om dagen....... inspiration ;-)

Nå, livet består jo af andet end håndarbejde, så i dag er dagens billede en reminder om at huske at få nok frugt og grøntsager....... tror jeg nok..... ;-)
 
 
Husk nu at få nok i weekenden :-)
 
God weekend!

torsdag den 18. oktober 2012

Vær ligeglad :-)

På vej ud ad døren med mand og søn (med genbrugsbutik, Kop & Kande og Kvickly som destinationerne), tænkte jeg, om det var i dag, jeg skulle gøre alvor af denne lille selvhjælpsøvelse, som i mange år har hængt på min opslagstavle:




Tegning: Nikoline Werdelin
 
Måske gjorde jeg det - måske ikke ;-)

tirsdag den 18. september 2012

Jesus - hvordan så han ud?

I min egenskab af kristendomskundskabslærer (langt ord.......) har jeg en naturlig interesse for børnebøger, der handler om fx Jesus. Det er altid godt at blive inspireret til at fortælle om Jesus på anderledes måder, end det lige er beskrevet i Bibelen, for det kan være tungt stof for især små børn. Som lærer må jeg naturligvis ikke forkynde, men alene formidle det kristne budskab, hvilket i øvrigt passer mig fint, da jeg synes, elever selv skal danne sig en mening om det, de hører. Om man så personligt vælger at "opdrage" sine egne børn i den kristne tro, er en helt anden sag. Det er nemlig ikke skolens opgave.
Nå, i lørdags var jeg en smut forbi en af de lokale genbrugsbutikker. Der fandt jeg disse fire bøger, som jeg naturligvis straks købte:


 
I bogen 'Da Jesus var dreng' ser man bl.a. dette billede, der skal vise Jesus som dreng ved templet:
 
 
Billedet udfordrer i den grad mit billede af, hvordan jeg tror, Jesus så ud. Jeg kan nemlig ikke forestille mig, at Jesus var en lyshåret dreng med blå øjne. Det ville i hvert fald have været meget mærkeligt, da han jo blev født i det nordlige Israel af forældre, der selv var født i området (nåh ja, i hvert fald den ene af dem......).
 
Jeg er klar over, at det igennem tiderne har været meget almindeligt at portrættere Jesus som "almindelige" mennesker i pågældende område selv så ud, for at befolkningen lettere kunne identificere sig med ham, men det virker altså ikke for mig. Et andet eksempel på det, er dette billede: 
 
Kilde: www.dybiz.com - Kunstner ukendt
 
Eller sådan her - igen med blå øjne:
 
Dette er Jesus profilbillede på Twitter.......(!) Kunstner ukendt
 
Eller som her - på en toast:
 
Kilde: just-eat.co.uk
 
Eller her - med rødt skæg (nårh nej - det er jo min mand......)

Foto: Lotte Grundsted Nielsen
 
Hvis det sådan var muligt selv at bestemme, hvordan Jesus så ud, så tænker jeg, at det tætteste man kommer på mit ideal, vil være dette:
 

mygoddesigns.com
 
Han har i det mindste sort hår og mørke øjne, hvilket nok er tættest på sandheden :-) Nårh ja, og så spiller han på el-spade :-)
 
Min pointe er naturligvis, at Jesus bør portrætteres, som det var mest sandsynligt, han så ud. Alt andet er utroværdigt, hvis I spørger mig.

onsdag den 12. september 2012

På mit badeværelse.....

......hænger der et billede. Eller det må vist snarere kaldes en tekst. Normalt, når nogen har en indrammet tekst hængede i huset, er det måske en broderet udgave af "Home, sweet home", "Intet hjem uden en moder", Sindsrobønnen eller Fadervor. Men ingen af delene er tilfældet her. Min tekst kommer på ingen måde i nærheden af at skulle læses med ærefrygt.
Her hænger mit billede - lige ved siden af toilettet. Og det er der en god grund til, vil I finde ud af, når I om lidt læser teksten.

 
Jeg er den heldige ejer af en kopi af originalen, som oprindeligt hang i min morfars og mormors hjem. På toilettet, naturligvis. Gæstetoilettet. For at man ikke skulle være i tvivl, var der opsat et lille skilt med en Manniken Pis figur på døren.... Toilettet var det mindste rum, jeg nogen sinde har set. En lille bitte hjørnehåndvask og et toilet med ægte træk-og-slip (yes, vi snakker den slags med kæde) var, hvad der var - ud over teksten. Der var spindelvæv alle vegne og sommetider også store, behårede edderkopper. Egentlig ikke et sted, man havde lyst til at opholde sig ret længe. I øvrigt var der ingen radiator (og det var laaaaaang tid før gulvvarmen blev opfundet), så særligt om vinteren var det ikke et sted, man havde lyst til at smide bukserne.......
 
Her sad jeg så og kiggede på teksten. Sikkert også før, jeg kunne læse.
Efter sigende skulle det være min morfar, der i egen person havde stjålet opslaget fra Fredericia Havnelokum. På originalen var der tydelige spor af huller efter rustne tegnestifter og fugtplamager. En Juleaften for mange år siden fik jeg så en kopi af originalen i en ramme. En gave, som jeg blev rigtig glad for, husker jeg. Jeg har siden farvet kopien en anelse og givet den en ny baggrund og en anden ramme. Her er den så - teksten:
 
 
Som det ses, er det Jeppe Aakjær, der har skrevet det smukke vers, som jeg kan recitere i søvne :-) Jeg synes, det er sådan et hyggeligt indslag på badeværelset.
 
I morgen vil jeg vise endnu en ting fra mit badeværelse, så kig ind :-)
 
Har du også "mærkelige" ting på dit badeværelse?

søndag den 9. september 2012

Ny Coelho bog - jubiiii!!!!

Siden jeg for omkring 20 - 25 år siden fik min første Paulo Coelho bog (Alkymisten) forærende af en veninde, har jeg været vild med hans bøger. Han er ubestridt min yndlingsforfatter. Jeg har alle hans bøger (dem, der er oversat til dansk), og jeg kan varmt anbefale dem alle. Coelho er en af verdens mest læste forfattere. Hans bøger er oversat til 73 sprog og er solgt i mere end 135 millioner eksemplarer. Alligevel støder jeg på mennesker, der aldrig har hørt om ham. Forhåbentlig kan dette blogindlæg rette lidt op på det. Hans romaner har bund i hans egen måde at leve på - i nuet. At leve sine drømme ud. At se verden omkring dig. Jeg kan kun sige, at hvis du ikke har læst Coelho endnu, så er i dag en glimrende dag at starte :-) Der er altid noget at blive klog(ere) af.

 
Nu er der så kommet en ny bog - Alef. På bagsiden står der: "Somme tider opstår behovet for forandring. Behovet for at genskabe dig selv. Sætte dig nye mål. Eksperimentere, opdage. Tro på dine drømme og erobre det ukendte. Stille spørgsmål og være bevidst. Føle dig levende. Så hvert øjeblik bliver en ny begyndelse. Der er dage, hvor vi spekulerer på, om vi er der, hvor vi ønsker at være, og gør det, vi ønsker at gøre. Alef, Paulo Coelhos nye roman, inviterer dig til at tage affære. Nogle bøger læser du, Alef oplever du."
 
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn til at læse den? Det vidste min mand godt. Jeg havde nemlig tjek på, at den ville udkomme på dansk i denne måned, og det havde han hørt - og husket. Da jeg kom hjem fra arbejde i onsdags, lå der en lille pakke på bordet med et kort.
 
 
Og det var Alef. Og ja, den ligger der endnu. Manden spørger, om jeg ikke snart skal læse den, når jeg nu har fået den. Jo, det skal jeg. Men jeg har det med Coelho, som jeg har det med en fin æske chokolade: Den skal gemmes lidt - så holder den længere :-). Den skal nydes side for side. Så den ligger og venter til efterårsferien, hvor jeg vil indtage den på én gang (ok, dét gør jeg normalt ikke med chokoladen :-) Det er skønt at have noget så dejligt at glæde sig til. Når jeg har læst den, skal I nok få at høre, hvad jeg synes om den. Det skulle forbavse mig meget, hvis jeg ikke er begejstret, som jeg plejer.
 
Jeg håber, at jeg med dette indlæg har vist, at min mand faktisk er meget betænksom og fornuftig. Gårsdagens indlæg kunne måske give et andet indtryk :-)

søndag den 1. juli 2012

Have-Done listen

Jeg har startet mangen en sommerferie med at lave en To-Do liste (ikke uden grund har min datter ofte kaldt mig Monica.......). Ja, faktisk har jeg lavet to: En til manden og en til mig selv........ Og stakkels mand, hvis hans liste ikke var fuld af overstregninger, når ferien var omme. Anderledes var reglerne for min liste: Hvis jeg ikke liiiige havde nået det hele (og det havde jeg aldrig), så havde jeg adskillige plausible undskyldninger. Så kunne man starte frustreret på job igen over alle de ting, man ikke havde nået og være irriteret på den skidesure mand (hvorfor mon?!), man havde.
I morges, da jeg lå i sengen og overvejede, hvad jeg havde lyst til at lave på årets første sommerferiedag, fik jeg en - hvis jeg selv skal sige det - ikke mindre end genial idé. I år vil jeg ikke skrive så meget som én eneste To-Do liste (i hvert fald ikke til mig selv...)! Jeg vil lave en Have-Done liste! Det er da smart! Hver gang jeg kigger på den, vil jeg se, hvad jeg har lavet i stedet for det, jeg ikke har lavet, og når sommerferien er slut, er listen forhåbentlig mega-lang, og jeg går superglad på job igen - stolt over alt det, jeg har lavet herhjemme.

Have-Done liste:

3. bryg hyldeblomstsaft siet og hældt på flasker - tjek!

Faldet i søvn på sofaen til lyden af Tour De France og Jørgen Leth - tjek!

Talt pengene op fra gårsdagens indsamling til giro 413 - tjek! (
Og så er det ikke en gang løgn :-))

Brug frit idéen - jeg tænker, vi får en hyggeligere ferie og vender gladere tilbage fra ferie, hvis vi dropper To-Do listerne og indfører Have-Done listerne i stedet for.

tirsdag den 14. februar 2012

Deo eller dildo??

På vej i seng i går passerer jeg datterens rod på vaskemaskinen. Intet usædvanligt i det. På vaskemaskinen står bl.a. en deospray. Af mærket Rexona. Heller intet usædvanligt i det. Men formen på denne deospray.........


Da jeg gik i gymnasiet, analyserede vi reklamer og lærte at finde mere eller mindre skjulte fallossymboler. Vi troede ikke rigtigt på, at reklamefolkene virkelig havde tænkt sådan, for det var da for mærkeligt, syntes vi. Antydningens kunst blev anvendt.

Kilde: Kommunikationsforum.dk

Det gør den så ikke mere, skal jeg lige love for. Nu kan man nærmest blive i tvivl, om man køber en deo eller en dildo i supermarkedet! Varene bliver serveret for forbrugeren på et sølvfad. Lige op i masken! Er forbrugere dummere i dag? Forstår man ikke længere en hentydning? Jeg er nu mere til antydningens kunst........

lørdag den 14. januar 2012

De små ting

I dag kom jeg til at tænke over, hvor dejligt det er at kunne glæde sig over de små ting i livet. Det kan jeg, og i dag var der flere små ting, jeg kunne glæde mig over: Solen skinnede, og jeg gik ud i haven for lige at få en fornemmelse af tingenes tilstand. Og tænk jer - dér under den næsten nøgne bøgehæk stod vintergækkerne i fuldt flor!


Uden helt at vide det, tror jeg, at det må være noget af det tidligste, de nogensinde er kommet frem. Skønt at se!
Det betyder naturligvis også, at jeg lige må huske mine børn på at plukke nogle af dem til gækkebreve....... For påskeæg vil de nok gerne have igen i år, og det kræver jo en vintergæk i gækkebrevet. Det kan være, vintergækkerne skal presses og tørres i år og gemmes lidt. Det er jo trods alt først påske i starten af april.
I haven står også en krukke, og se lige hvad der titter op her:


Jeg elsker blomster, og ved denne tid begynder jeg at købe hyacinter, som jeg sætter i hyacintglas herinde. Jeg køber også ofte perlehyacinter (nogen kalder dem for "blå drenge") og så selvfølgelig de små mini-påskeliljer. Når de så er afblomstret, lægger jeg dem udenfor i en kasse. Her lever de deres eget liv til i løbet af sommeren, hvor jeg tager alle de visne blomster og blade væk, så der kun er selve løget tilbage. Når vi så når omkring efterårsferien, er løgene klar til at blive lagt i jorden igen - ja, nogle af dem er endda så småt begyndt at spire. Så tømmer jeg krukkerne for sommerblomster og fylder krukken med ny jord, hvori jeg lægger mine blomsterløg. Og nu er de altså begyndt at titte frem igen. Og sådan går livet sin gang år efter år. Det er da fantastisk! Jo, de små ting betyder noget for mig.
En chai latte på en hyggelig café med mand og begge børn her til eftermiddag er også en af de små ting, jeg kan glæde mig over.
Og gæt, hvad jeg skal senere: Jeg har lagt rent på sengene, så jeg skal i seng i helt rent sengetøj! Selv om det bliver skiftet ofte, er det nu noget helt særligt at lægge sig i det første gang. Jo, det er de små ting, der er med til at gøre min verden til et rart sted at være. Hvilke små ting betyder noget for dig?

mandag den 2. januar 2012

Blachman & Anders Matthesen

I går satte jeg mig foran fjernsynet (det er en af de ting, jeg ikke skal gøre så meget i det nye år......). To af mine yndlingsmænd var på programmet: Blachman og Anders Matthesen. Ikke samtidig - men tænk, hvis de var! Det ville være ultimativt sjovt - og tankevækkende. For det er dét, de to mænd kan, hvis I spørger mig (og nu er I på min blog, så det leger vi lige, at I gør). De er begge så hudløst ærlige, at det af og til er grænseoverskridende groft - og morsomt! De går begge til grænsen. Og det kan jeg godt li'. Alting kan blive så fuck... pænt, at jeg ikke gider at høre på det. Det kan også blive så utroligt plat, at jeg heller ikke gider at høre på det. Men sådan er det ikke med de to. Samtidig er der alvor og engagement bag ved deres måde at udtrykke sig på. De har begge en fantastisk måde at betragte deres medmennesker og omgivelser på. De har en evne til at stille et spejl op foran os. Det kan være utroligt ubehageligt - og det kan være ufatteligt morsomt. Jeg er i hvert fald vild med dem! For dem, der kender mig og min type mand kan det forekomme paradoksalt, at jeg synes, at to skaldede mænd er lækre, men sådan er det :-)

Foto: DR/Henrik Brus

Fotograf ukendt

lørdag den 31. december 2011

Godt Nytår og velkommen til min blog

Velkommen til og godt Nytår til jer, der har fundet frem til mit værelse. 
Jeg har længe overvejet at lave en blog, og nu blev årets sidste dag altså dagen, hvor jeg gjorde det.

Hvorfor have en blog? Fordi jeg ind i mellem bare får sådan lyst til at sige min uforbeholdne mening om dit og dat. Som min ex-mand engang sagde: "Findes der overhovedet noget, du ikke har en mening om?" Og ja, det gør der faktisk. Så det vil I ikke kunne læse om her på bloggen - men alt muligt andet.

Og hvad vil I så kunne forvente jer af denne blog? Lidt af hvert. Her på mit værelse vil jeg af og til hænge nye billeder op på væggen og føje et par ord til. Det kan være billeder af mine nørklerier (jeg hækler en del), det kan være billeder fra haven, af mine katte, at mine malerier (jeg maler af og til) og undtagelsesvis kan det også være billeder af mine børn og min mand.
Det er også her på mit værelse, at jeg raser over dette og hint eller filosoferer over livets ulidelige lethed.