Viser opslag med etiketten fødselsdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fødselsdag. Vis alle opslag

søndag den 15. februar 2015

Forsinket fødselsdag...


I starten af februar rundede jeg endnu et år, men da vi på det tidspunkt var højt oppe i de norske fjelde, fejrede jeg - lettere forsinket - min fødselsdag i sidste weekend med den allernærmeste familie. Jeg må nemlig tilstå at jeg elsker fødselsdage og at blive fejret - selvom forventningerne selvfølgelig ikke er på samme niveau, som da man var barn, er det dejligt at blive forkælet af dem man holder allermest af.  

Sidste år lavede jeg denne lækre lagkage med nougat, så der var noget at leve op til. I år tryllede jeg disse lækkerier frem; en tøset lagkage med fyld af hvid chokoladeskum og hindbær samt hjemmelavede hindbærsnitter. 

De smukke blomster fik jeg af min gode veninde og Karlas Bedste Lis, som efterhånden er blevet en del af familien. Jeg fik også et gavekort til Illum, den blødeste plaid fra Tine Ratzer, en kamerataske fra Black Lily og den smukkeste halskæde fra Stine A fra min søde kæreste. 

onsdag den 5. marts 2014

Min store lille pige


Tænk engang, 3 år! Jeg kan slet ikke forstå hvor tiden er blevet af... Min lille pige på knap 3000g, som ville ud og opleve verden før tid, er pludselig blevet en stor og skøn pige på 3 år! Jeg er fyldt til randen af kærlighed og stolthed over alt det hun kan og har lært på de få år. 

Hun snakker og snakker, og beretter om hvad hun laver i vuggestuen - hun er også helt med på når farmand laver fis med hende. Generelt er hun bare en glad pige med krudt i rø..., og så er hun i besiddelse af et temperament af en anden verden - men det er en anden snak. Hun er oven i købet i stand til at navigere i det at have en storesøster som hun kun ser noget af tiden - selvom det ikke er nemt når man kun er 3 år. Jeg lider med hende og føler hendes smerte når storesøster ikke er her.

Hun er blevet fejret af flere omgange; i weekenden med familien fra Jylland, i går på selve dagen med vores egen lille familie inklusive Karlas reservebedste Lis, og om formiddagen med besøg af vuggestuen. Så det var en meget træt fødselsdagspige, der blev puttet i aftes. Så stor og så alligevel min lille pige.

onsdag den 12. februar 2014

Fødselsdagsglimt


Dejlige glimt fra min fødselsdag, som blev fejret med min dejlige familie, min gode ven og Karlas reservebedste Lis, lækker kage (som meget ulig mig ikke var hjemmebagt), hygge og fine gaver...

lørdag den 8. februar 2014

Flere ønsker...



Når man, som jeg, har fødselsdag i begyndelsen af året, er der store chancer for at ønskerne fra jul gentager sig, såfremt man ikke allerede er blevet begavet med lige præcis de ønsker. En af de ting som ikke længere figurerer på listen, er uret fra Daniel Wellington, som nu pynter på mit håndled. Men på trods af nogle få gentagelser har jeg ikke i sinde at lade muligheden for en collage med endnu flere ønsker gå fra mig - og jeg har da været i stand til at forny mig en smule...

Faktisk er jeg allerede blevet begavet med et kæresteophold, og jeg ved ikke hvad der glæder mig mest; selve opholdet (destination stadig ukendt, så gode råd modtages gerne) eller at min dejlige kæreste ved lige præcist hvad der er allermest tiltrængt - og som er meget mere værd end guld og diamanter (selvom det også er dejligt...)

fredag den 8. november 2013

Fødselsdags give away med Kähler


Det er et helt år siden jeg skrev mit første indlæg på bloggen, og i den anledning vil jeg i samarbejde med Kähler udlodde en lille fødselsdags give away; nemlig de helt nye Cono lågkrukker - en efterfølger til de flotte Cono stager, som tidligere i år vandt læsernes favorit i Bolig Magasinets Design Award. Cono serien er designet af Marianne Nielsen, som også er designeren bag de fine Avventostager, som jeg tidligere har vist her på bloggen. De fås i øvrigt nu også i en ren hvid, foruden de fine grå og grønne nuancer. 

Lågkrukkerne findes i tre forskellige modeller, og jeg kan glæde en heldig læser med disse to, som kan fyldes med alt hvad hjertet kan begære af julegodter, mandler og andre søde sager. Jeg er helt vild med formerne og de brunlige farver, som skifter nuance alt efter lysets vinkel. Jeg skal lige nævne at krukkerne ikke er designet til blomster, men jeg syntes min sukkulent passede så fint til krukkens former - dette er dog på eget ansvar :) Lågkrukkerne har indtil videre fået plads på mit nye Unit, ligeledes fra Kähler, men mere om det en anden dag...

For at deltage skal du gøre følgende: 

1. Følge Kähler på facebook
2. Følge mig på bloglovin
3. Skrive en kommentar, hvor du fortæller hvad du gerne vil putte i dine Cono krukker (husk at skrive din mail, hvis du ikke har en blog)

Herudover kan du samle et ekstra lod ved at linke denne give away fra egen blog eller egen facebookprofil (brug billedet herunder)


Jeg trækker en heldig vinder fradag den 15. november kl.21, hvor I kan glæde jer til endnu en spændende give away.

Indlægget er sponsoreret, men meninger, holdninger og fotos er mine egne.

 

mandag den 4. marts 2013

2 år

I dag er det 2 år siden vores lille fidus kom til verden, og jeg kan slet ikke forstå at hun er blevet en stor pige på 2 år. Hun udvikler sig hele tiden, og jeg bliver gang på gang forundret over hvor meget hun kan og forstår. Hun kom hjem fra vuggestuen i fredags og havde lært at sige '2 år'. Vi fejrede hende med familien i lørdags, hvor hun var i hopla og fik de fineste gaver. Her til formiddag fik vi besøg af vuggestuen og nu ligger min store lille pige og sover :)

mandag den 11. februar 2013

Det dejligste selskab

Søndagen stod på veninde/fødselsdagsbrunch i det dejligste selskab. Kæreste-manden min var på skiweekend, og Karla var på overnatning hos farmor, så jeg havde fred og ro til at fremtrylle de dejligste lækkerier; blandt andet yoghurt med hjemmelavet müsli, bananpandekager og (selvfølgelig) fastelavnsboller a la Mille. Der var veninder helt tilbage fra folkeskolen, fra mit studie, fra studiejobbet, fra APA og veninders veninder - alle med forskellig baggrund. Det er efterhånden en tradition at vi hvert år opsummerer 'året der gik', og i år blev der berettet om store udlandsrejser, forlovelser, huskøb, og de to små babyer, som gik på omgang. Det var en absolut fantastisk dag, som giver smil på læben og energi på kontoen i lang tid fremover.

tirsdag den 5. februar 2013

Fødselsdag...

Ifølge kalenderen bliver jeg et år ældre i dag... Jeg har forkældet mig selv ved at tage en fridag, og jeg tog forskud på dagen i søndags med familiehygge og en lagkage ud over det sædvanlige (hvis ikke til fødselsdag - hvornår så...) Jeg er også blevet rigt begavet; Pernille Corydon øreringene har længe stået på min ønskeseddel, og mor-koppen fra Liebe har jeg ønsket mig siden kæresten fik sin far-kop af pigerne til sin fødselsdag. Min søde kæreste har inviteret på weekendophold i løbet af foråret. Nu glæder jeg mig til sushi, bobler og kærestehygge senere. God dag til alle jer skønne mennesker.

tirsdag den 22. januar 2013

Over al forventning

Lidt billedspam fra Bonus' pigefødselsdag i lørdags, som gik over al forventning. Vi havde dekoreret med guirlander, confetti og crepe papirs strimler og maden var pyntet med flag af masking tape - alt sammen i de skønneste farver og mønstre. 

I et tidligere indlæg havde jeg bedt mine søde læsere om forslag til hvad pigerne kunne lave, og der var mange rigtig gode ideer. Maiken havde foreslået design-din-egen-cupcake, hvor pigerne skulle klippe/klistre deres egen cupcakes. Jeg havde printet et farvet sæt til dem hver, samt et sæt som de selv kunne farvelægge - og købt en lille bitte æske farveblyanter (1,88kr pr.stk hos Søstrene) til dem hver. Det var et kæmpe hit; pigerne blev helt opslugt af at farvelægge og klippe, og jeg havde så travlt med at hjælpe til højre og venstre, at tiden fløj af sted (og jeg glemte at få resultaterne billeddokumenteret)

På pinterest havde jeg fundet en DIY til nogle fine hatte, og så kunne pigerne vælge mellem mønstret papir, karton, filtkugler og crepe-bånd i de fineste farver. Det var helt fantastisk at se deres kreativitet og deres glæde over at producere noget de kunne tage med hjem, og med et "tror det er den bedste fødselsdag jeg har været med til"  fra en af pigerne blev mit bonusmoder/krea-hjerte helt stolt :)

onsdag den 16. januar 2013

Forberedelser

Kort efter jeg skrev mit første indlæg om forberedelser til Bonus' pige-fødselsdag, var jeg en smut i Søsterne og Tiger, hvor jeg var heldig at finde papir og strimler i de skønneste farver. Indtil videre er der pyntet sugerør (masking tape igen igen) og lavet cirkler til guirlander og confetti - både jeg og Bonus har haft stor fornøjelse af mine cirkel udstansere :) Vi mangler blot at få indkøbt gennemsigtige balloner.

Men ét er pynten, noget andet er underholdningen... Hvad skal pigerne lave? Udover de klassiske lege, vil jeg gerne lave noget kreativt med dem, således at de kan producere noget og evt. tage med hjem. Nogen der har nogle gode idéer - gerne til den nemme / overkommelige side?

torsdag den 10. januar 2013

Invitationer

Så er invitationerne til Bonus' pigefødselsdag sendt ud og forberedelserne er i fuld gang... Ideen er set mange gange før, men den er så enkel og simpel at jeg syntes at den godt kunne tåle een gang mere, og det passer lige til det farverige og legende univers jeg ser for mig, med flag, guirlander, balloner og confetti.