Her er jeg med

Viser opslag med etiketten forårsblomster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forårsblomster. Vis alle opslag

mandag den 14. marts 2011

Weekend.

Min weekend slutter først i dag, mandag. Den begyndte, som weekends jo gør, i fredags, hvor vi var et lille smut i Odense. Vi besøgte bl.a. bazarfyn, som er en stor sydlandsk markedsplads. Jeg havde aldrig været der før, så jeg syntes, at det var spændende. Især deres grøntsags- og frugtmarked lever tilfulde op til dem, man har set syd på. Desuden kan man naturligvis købe andre ting, mad, tøj osv. ligesom der er en del restauranter der. Vi besøgte en græsk do., hvor vi fik græske kartofler, calamares, tzatziki, salat og kylling. Det smagte dejligt.

Lørdag skulle vi have gæster, så jeg måtte i gang med at kokkerere og gøre klar. Til forret fik vi figner med chèvre omviklet med parmaskinke. De skulle så lige have 7 min. i ovnen og blev serveret på salatbund med flutes og smør til.

Til hovedret fik vi lammekølle med tzatziki, græsk salat (jeg blev faktisk vældig inspireret om fredagen, lader det til), ovnkartofler og fyldte portobellosvampe.
Til dessert fik vi citronis med friske jordbær. Vand og diverse vine indgik naturligvis også i serveringen. Alle udtrykte stor tilfredshed med menuen! 4-5 frugter/grøntsager var købt i bazarfyn.

Søndag lå jeg ak og brak. Derfor slutter min weekend først i dag. Et flot punktum, da en veninde kom forbi med en masse erantis og vintergækker i store potter til udplantning. Dejligt. Vi har ikke selv så mange, så de var kærkomne. Lige nu står de og lyser på terrassen, inden jeg planter dem om.
Herefter tror jeg, at jeg vil satse på en 4-dages arbejdsuge!

onsdag den 9. marts 2011

Glæde!

Der er heldigvis mange ting, der kan gøre én glad. I dag så jeg fx de første erantis og vintergækker i haven. Det kan godt være, at det er senere end alle andre steder, men alligevel. Små farveklatter midt i alt det brune og sorte.
Forleden så jeg den smukkeste og mest orangerøde solnedgang, jeg har set i lang tid. Hele fjorden var på det nærmeste oplyst af denne meget flotte farve, og midt i det hele lå store skibe og ventede på at komme i havn eller på at bunkre. Det ved jeg ikke, men synet var bare enestående.
Den største glæde i denne tid er dog visheden om, at vi skal være bedsteforældre igen. I dag er det officielt. Selvfølgelig har vi vidst det et stykke tid, men scanningerne skulle først være gennemført med et godt resultat, før venner og bekendte skulle vide det. Lille Øgle får en lillebror/-søster. Spændende at opleve, hvad hun siger til det. Øglemormor og Øglemorfar her er meget glade. Nummer 4 barnebarn er på vej. Fantastisk.
I skrivende stund er det begyndt at hagle. Solen var ellers fremme lige før med små strejf på en ellers grå dag. Og jeg som troede, at foråret var på vej! Men vi må nok indstille os på skiftende vejrtyper, indtil foråret rigtigt brager igennem.