Når man får et scleroseattack, bliver man i nogle tilfælde tilbudt medicin, som kan forkorte længden og intensiteten af attacket. Det lyder jo umiddelbart fint nok, men jeg får det virkelig skidt af medicinen. Det er derfor altid et dilemma, hvorvidt det er at foretække, at vente på at attacket går over af sig selv, eller jeg skal sige ja tak til behandling.
 |
| Billedet er fundet på Google |
Som nogle af jer har fulgt med i, blev jeg i sommers tilbudt at skifte til en ny medicin. Desværre fik jeg en allergisk reaktion allerede efter 2. infusion, og blodprøverne viste efterfølgende, at jeg havde dannet antistoffer mod medicinen. Noget rigtig møg, men går og venter på at starte op i en forholdsvis ny medicin, som hedder
Gilenya. Skiftet betyder desværre, at jeg har været uden behandling i nogle måneder, og spørgsmålet er så, om det er det der gør, at kroppen reagerer nu.
Jeg har i flere uger har haft det skidt. En periode med brændende smerte i den ene arm, en uges tid med en underlig strammende smerte i nogle fingre, og nu svimmelhed og en sovende fornemmelse i mit højre ben.
Sidste år havde jeg et slemt attack i julen, og vil meget gerne undgå en gentagelse i år. Tænker at jeg så må bruge et par af de første dage af juleferien på at være dårlig af medicinen og så forhåbentlig have det bedre henover julen. Efter en længere diskussion med mig selv, har jeg taget mig sammen og ringet til scleroseambulatoriet, så jeg kan nu forvente en dag med laaaang ventetid på Rigshospitalet i morgen. Må hellere medbringe madpakke, bog og hækletøj.
