Viser opslag med etiketten potter & krukker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten potter & krukker. Vis alle opslag

onsdag den 2. januar 2019

Første indlæg i 2019

Det kan godt være det kun lige har været vintersolhverv, men jeg er helt overbevist om, at jeg allerede kan mærke vi går mod lysere tider :)
Hvis jeg kommer i tvivl, går jeg bare en tur udenfor og kigger i nogle af mine krukker - for der er nemlig liv.
Jeg er så spændt på at se mine mange nye krokus i blomst, men ved også godt de først begynder at blomstre i slutningen af februar, så jeg væbner mig med tålmodighed.
 Sidste forår havde jeg plantet hornvioler i de tre store krukker ved indgangen. De har flittig sået sig selv, så de skærver der ligger i indkørslen, skal luges grundigt til foråret.
Et par af dem har jeg gravet op og sat i min store plantekasse, så kan de stå der og se smukke ud her i kulden.
 Billederne er forøvrigt fra i går, hvor vinden endnu ikke var så voldsom. Derfor lykkedes det mig at få taget et par billeder af de fnuglette frøstande på den ene clematis.


Imorgen starter jobbet igen, så en stor del af dagen i dag er gået med forberedelser. Jeg synes mine to ugers juleferie er spurtet afsted. Jeg har slet ikke nået at lave meget af det, jeg ellers gerne ville lave, såsom mosaik, men det er okay.

Jeg kan nemlig mærke, at jeg har været helt nede i gear. Carsten og jeg har fået spillet en masse spil og så er vi også begyndt at lægge et puslespil, som jeg fik i julegave af nevøen.
Det tager sin tid, da jeg ikke har gjort meget i puslespil. Før dette - med 1000 brikker - var min "rekord" vist 225 brikker, så det er noget af en forskel!
Hvornår vi bliver færdige med det, ved jeg ikke - men forhåbentlig inden længe, så vi kan få spisebordet igen :) (Bordet er slået ud, så vi kan godt sidde og spise i den ene ende af det.)

P.S. Jeg ved godt man kan købe sådan et "puslespilsmåtte", der kan rulles sammen, men så tit lægger vi jo heller ikke puslespil. Derfor klarer vi også med masonitpladen :)

mandag den 17. juli 2017

Pynt?

Jeg har før skrevet, at mit pynte-gen ikke er særlig stort. Derfor får jeg heller ikke rigtigt lavet diverse "tableauer" i haven. Jeg kan se at rigtig mange bloggere laver dem - og jeg synes de er smukke.

Men - jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med det der "nips". Jeg har ellers en del af det, men det ligger for det meste gemt ad vejen.

F.eks. har jeg nu på 3. eller 4. år et zink-vaskebrædt, som bare står i udestuen, fordi jeg ikke aner, hvordan jeg skal bruge det som pynt.

Jeg synes, vaskebrædtet er fedt, men for pokker altså...hvor det irriterer mig, at det bare står der, så nu  har jeg besluttet at det skal stå på mit nymalede plantebord sammen med diverse potter og hvad jeg nu ellers kan finde på.

Hvordan resultatet bliver, kan jeg ikke sige noget om endnu. Det varer nok nogle dage, inden det er færdigt, da jeg har andre ting at gøre, der er mere vigtige :)

I går aftes fik jeg tilplantet tre potter med "pletter i luften". Lige nu står de i det ene højbed, mens jeg spekulerer på, hvor de skal stå. Regner med de også skal stå på plantebordet.
Der er forøvrigt noget med, at "pletter i luften" er vinterhårdføre, men er de også det i en krukke?

De abrikosfarvede tvillingeblomster  (Via forespørgsel på FB fik jeg deres navn) jeg købte igår, er blevet plantet i potter og placeret på mine zinkhylder over plantebordet.
Det synes jeg ser godt ud. Bevares, hylderne skal lige skylles af en gang - det samme skal potterne, men nu småregnede det, da jeg gjorde det i går aftes...så... :)
Jeg er helt vild med abrikosfarven, den er virkelig nydelig, synes jeg.
...og nu nytter det ikke noget, at jeg bliver siddende her - nu er det på tide at komme ud og komme i gang :)

Kan I have en dejlig mandag.

mandag den 3. april 2017

Gårsdagens formiddagsprojekt

Som tidligere skrevet, tog jeg årets første tur ud til Frenderup Planteskole i går morges. (Var der lidt over 9)

Som jeg også nævnte, blev det til noget af en udskrivning, men PYT....for jeg havde fundet svaret på "hvad-skal-der-i-de-nye-store-krukker-spørgsmålet."

Da de planter jeg købte, er temmelig gødningskrævende, tænkte jeg at det nok ikke ville gøre noget, hvis de kom i rigtig god jord, nu de skal bo i krukker. (Beklager det lidt uskarpe billede)
Lidt hornvioler skulle der også til - som "bundpynt". De kan så senere skiftes ud med sommerblomster.
Her ses vores nye indgangsparti - og jeg er helt vildt begejstret.
 
 ...og i solskin :)
Jeg kiggede på både hostaer, roser osv. osv..men jeg blev ved med at vende tilbage til disse opstammede benved (Euonymus fort. 'Emerald Gaiety') - så dem blev det - og det var det helt rigtige valg.

Som sagt er jeg ovenud begejstret for min løsning - den er perfekt. De har så lange stammer, at man stadig kan se, hvad der gror i højbedet.

Det eneste "problem" nu, er at finde ud af hvordan de skal klippes. Jeg regner med som runde kugler, selvom jeg også synes, det kunne være sjovt at lave dem som en "overstanderhæk"...men sidstnævnte er næppe særlig smart, da man ikke kan flytte krukkerne samtidig....så det bliver nok til runde kugler - og det er helt fint.

Carsten klipper dem om en måneds tid. Nu skal de først lige have mulighed for at"sætte sig".

---

Allerede i går formiddags, da vi plantede krukkerne til begyndte jeg at kunne mærke, at min hals ikke havde det for godt...og ganske rigtigt; i løbet af eftermiddagen/aftenen blev halsen mere og mere irriteret. Stemmen begyndte at svigte og en hoste stødte til....og siden er det så ikke blevet bedre...ØV.

Nå, men jeg må vælge at se det fra den positive side; Når jeg nu ikke orker ret meget, så er det da fint jeg har en mængde haveblade, for ikke at forglemme; Tantens nye havebog....plus der kommer engelske haveprogrammer på TV2 Fri her til formiddag....

Hav en god mandag.

mandag den 6. marts 2017

Nye krukker

I går var jeg ude hos en haveveninde og afhente seks krukker. Ikke bare sådan nogle små krukker, nope, det var sådan nogle pænt store nogle.
Hun ville ikke have dem mere pga. flytning - så de kostede gratis :)
Nu er jeg så gået i tænkeboks mht. til de tre store krukker herover.

Jeg vil have dem stående foran det første højbed - hvis det ellers ser godt ud - har ikke prøvet at stille dem der endnu. Det er jo muligt det kommer til at se for voldsomt ud.

Hvis det ser okay ud, skal de stå der hvor de tre terracottakrukker står på billedet herunder. (Vil lige tilføje, at fuglefoderhuset er flyttet hen til komposten.)
Hvad angår indhold, har jeg overvejet følgende:

Tre forskellige stedsegrønne planter, (De skal naturligvis passe sammen mht. højde osv.)
eller
hosta og forårsløg

Har du nogle andre gode forslag, så læg gerne en kommentar. Mit eneste krav, er at det skal være noget, der ikke skal skiftes ud, altså ingen dahliaer/sommerblomster osv.

De andre tre krukker er disse, der også har en god størrelse. Dem overvejer jeg at sætte hosta i. (Er blevet lidt vild med tanken om flere hosta efter det inspirerende foredrag til vores generalforsamling.)
Apropos krukker, så bestilte jeg i sidste uge lerpotter hos Grafical, bl.a. 24 små (9 cm Ø). Desværre var de seks af dem gået itu under transporten.

Jeg sendte derfor en mail med billeder til Grafical og fik svar efter ganske kort tid: De beklagede at der var gået så mange i stykker og ville sende mig en ny kasse uden beregning.

Dagen efter fik jeg kassen - og alle 24 potter var hele. Det kalder jeg god service.
Til sidst skal I lige møde Fasanen Finn.

Min haveveninde har en fasan gående i haven. Han er så tam at hun kan håndfodre ham.
Han var supernysgerrig, mens vi tømte krukkerne for indhold, så jeg kunne tage pænt mange billeder af ham, da han vimsede rundt under en meter fra mig.
Det var en sjov oplevelse at komme så tæt på en fasan. Normalt er det en fugl jeg brokker mig over fordi den løber så hovedløst over vejen (og tilbage igen) når man kommer kørende; jeg vil jo nødig køre dem ned, så det var helt sjovt at se den fra en anden side.

Som det kan ses på billederne af Finn, havde vi et kedeligt vejr. I det hele taget er vejret ikke ret spændende for tiden. Ja, i disse dage er det oven i købet pivkoldt, så længslen efter foråret er ikke blevet mindre.

Så er det jo godt, at jeg flere steder på min kørsel til/fra jobbet kan glæde mig over dette syn:
Jeg kunne slet ikke få det hele med på et billede, men her er der i det mindste et udsnit af tusindvis af vintergækker og erantis.
På onsdag, hvor jeg har tidligt fri, er det planen at jeg skal prikle nogle af mine frølinger - og så få læst op på jeres blogs. Det glæder jeg mig til.

Hav det godt.

mandag den 21. november 2016

En tur til Rødby og lidt om vintage paint

Onsdag i sidste uge trillede vi til Rødby for at se Henriettes nye bolig - og for at hjælpe hende med at få sat nogle hylder/skabe op.

Det vil sige, kæresten arbejdede, mens vi snakkede...og holdt hylder, når der skulle måles, bores osv.

Det er et rigtigt fint lille hus, hun nu bor i.

Vi nåede en kort rundgang i haven - og den er fyldt med muligheder - men jeg kan nu godt forstå, at hun synes det er træls at måtte efterlade den nye have, hun allerede havde fået ændret så meget på så kort tid.
 Hun har dog allerede en del planer for den nye have - og når hun får dem ført ud i livet, bliver det super :)
Ved eftermiddagstide satte vi snuden hjemad igen og jeg satte mig atter med penslerne.

Jeg skal nok undlade at vise jer alle de urtepotter m.m. jeg har malet, men et par eksempler skal I nu have.
Denne stol trængte virkelig til en kærlig hånd - og det har den fået.

Den er malet med 'Dusty Blue' - og derefter givet klar voks.
Et lille skind på sædet og vupti, så er den da vist lige så trendy, som de stole man ser i boligbladene :)
Det er forøvrigt ikke en stol vi beholder - den skal sælges i min svigerindes kommende brugskunst-gårdbutik, lige som de fleste af alle de urtepotter jeg maler.

Det er dog ikke alt, jeg maler, der skal sælges. F.eks. er jeg ved at udskifte alle de af mine urtepotter, der er i brug, med nogle af de malede, da jeg synes de er pænere.

Denne gamle tepotte har min bedstemor en gang malet. Desværre var den gået i stykker under min søsters flytning, så jeg fik den med hjem. Kæresten har limet den, så godt som han kunne. (Det var ikke nemt og man skal ikke holde den i håndtaget alene!)
Den er malet med 'Black Velvet' paint. Vokset med 'black' voks og til sidst fik den 'Antique Gold' voks. 

Da den jo er noget skrøbelig, er det en jeg selv beholder. Den vil være velegnet til en dekoration, f.x. en juledeko.
Her et lille udpluk af nogle af de ting jeg har malet i de sidste par uger.
Kæresten har forøvrigt været så sød at lave et lille penselophæng til mig. Det er jeg meget glad for, for at have dem liggende i plasticposer er ikke optimalt.

lørdag den 29. oktober 2016

Flere løg!

Er så småt gået i gang med at tage dahliaer op af krukker og sætte løg i i stedet for.
Jeg foretrækker at lægge to lag løg i krukkerne - og derfor måtte jeg lige proviantere nogle flere løg i dag.
Havde stadig et gavekort til Thyme (som desværre ikke er billige med deres ting, overhovedet.) så det blev brugt på:

hvide scilla
forskellige krokus (hvide, mørke- og lyselilla)
hvide Chionodoxa (snepryd)
hvide Puschkinia

Jeg fik lagt løg i ni krukker i alt - her ses de syv af dem.
Det er meningen krukkerne skal stå på terrassen vinteren over, men der skal først gøres efterårsrent, så indtil videre står de hvor der er plads.
 Kæresten er gået i gang med et "miniprojekt", der indebærer både stolpebeton og mørtel...så må vi se, hvad det udvikler sig til.

En ting er det billede jeg har i hovedet - noget andet er, hvordan det kommer til at se ud i virkeligheden. Skriver naturligvis et indlæg, når projektet er færdigt.

Her lidt efterårsfarver fra haven.



Hav en dejlig lørdag.
Jeg vil kaste mig over nogle loppeting, der trænger til noget farve og voks :)

P.S. Vil da forresten lige gøre reklame for min søster & families Bed & Breakfast, som de overtog for en måneds tid siden. Linket er ude i højre side af bloggen.

mandag den 26. september 2016

Flere krukker, mosaik og blomster

I sidste uge var jeg atter lidt på have-indkøb.

Det var de sidste fødselsdags-kontanter, der brændte i min lomme...og de blev så brugt på endnu tre af de krukker jeg er så vild med + en bette amfora til husløg. Jeg fik alle fire krukker for 372,-. De blev atter købt i krukkeparadiset.

Kæresten har fået boret huller i dem, så nu er det sådan bare op til mig selv at få dem fyldt med lecakugler/jord og lagt løg i dem.
Amforaen skal hovedsageligt have sand iblandet en smule jord i - og så flytter jeg nogle af husløg-ungerne fra stenbedet over i den. Det skal nok blive fint.
Vi har forøvrigt flyttet fuglefoderhuset. Efter blot et par dage, syntes vi begge, at det var alt for dominerende, der hvor vi havde sat det, så nu er det blevet flyttet  - og der står det meget bedre. Mellem stolperne med Montana-clematisen og komposten.
Der hvor det stod før, er der nu plads til de nye krukker. Esther er glad :)

---

I fredags kom min bestilte pakke med tilbuds-mosaiksten....12 kg i alt. (Otte kg med 20x20 mm og fire kg med 10x10 mm.) De var ikke sorterede, så der var ikke andet for end at gå i gang. 

Det tog et par timer....
...men det var dejligt, da opgaven var klaret. 
De turkis og orange sten måtte dele et rum, da jeg ellers ikke havde plads til dem i de til formålet indkøbte kasser.
Nu har jeg vist mosaiksten nok til vinterens hobbyarbejder :)

Og nu en tur i haven for at se, hvad der blomstrer. Takket være den skønne september vi har haft, er der rigtig meget, der stadig blomstrer.
Forfaldet er så småt begyndt, men der er stadig mange dejlige farver at kigge på.
Mine zinniaer har været (og er stadig) overdådige i år. Dem skal jeg have rigtig, rigtig mange af næste sæson.
Jeg vil prøve at tage frø af dem jeg har - ligesom jeg vil købe frø til nogle til vinter.
Det samme gælder de rudbeckia jeg har sået. De er simpelthen fantastiske.
'Cherry brandy' og 'Marmelade' hedder de.
Min store elefantgræs blev jo delt i forbindelse med omlægningen af forhaven. Den har derfor ikke været særlig stor i år, men blomstrer, det gør den nu alligevel.
Min nye staude; sølvlys, har to blomster. Den ene er ved at afblomstre, men den anden blomstrer endnu.
Her lidt flere billeder fra haven:
Pragtsnerlen 'Heavenly Blue' kom sent i gang, fordi jeg var længe om at få plantet den ud, så hurra for det milde vejr.
Dette er en enkelt blomsterkarse, der har bredt sig helt vildt.
Mine zinnia.