Viser opslag med etiketten sne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sne. Vis alle opslag

fredag den 30. marts 2018

Langfredag

Ih, hvor vi fik sne igen igår.
Det begyndte ved 8-tiden i går morges...og blev ved det meste af dagen.
I alt fik vi omkring 10 cm...
Nu vil jeg så gerne proklamere, at jeg har fået så rigeligt af den sne, jeg ønskede mig for et stykke tid siden. 

DER BEHØVER IKKE KOMME MERE NU! 

FORÅR, TAK!

Nå, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget og pga. gårsdagens vejr måtte vi jo ty til indendørs aktiviteter - og et af vores hængepartier var skabene i bryggerset.

Især det ene skab var slemt, så det tog sin tid, men vi fik virkelig ryddet grundigt op, smidt ud, pakket til genbrug osv...
Allerbagerst - på øverste hylde - (gen)fandt jeg et askebæger og et cigaretbæger, som min salige farmor malede helt tilbage i 1944.

Askebægeret har de sødeste små erantis på:
 Cigaretbægeret har hele tre motiver:


Det er slet ikke så tosset at få ryddet lidt ud en gang imellem - så finder man glemt guld :)

Apropos guld, så vågnede vi op til det smukkeste solskinsvejr idag. Desværre ligger der stadig så meget sne, at man ikke kan komme i haven, men så vil vi i stedet tage ned på den lokale kro og indtage en påskefrokost senere idag.

GLÆDELIG PÅSKE.

tirsdag den 13. marts 2018

Det går ikke altid som planlagt

Indlægget blev skrevet mandag - jeg glemte bare at offentliggøre det ;)

I mine 0-dage (="vinterferie") var det meningen, at jeg både ville få ordnet en masse skolearbejde og så ikke mindst bruge en del tid på haverelateret stof, som min blog, andres blogge og ikke mindst havebøger. Sådan kom det dog ikke til at gå.
Mandag formiddag begyndte jeg at få det dårligt; Jeg frøs ligegyldig, hvor meget tøj jeg tog på....fik ondt i hele kroppen + halsen og hovedpine... Så vidste jeg egentlig godt, hvad klokken have slået og tog min temperatur....feber.
Jeg har sjældent feber, så jeg havde det meget dårligt, da den blev ved med at stige "helt op" til 39,2. Det er meget for mig - og jeg er totalt ynkelig.
Jeg lå derfor brak på sofaen hele ugen og først fredag var jeg feberfri...men orkede ingenting. Lørdag havde jeg det fint igen - og så måtte jeg bare knokle igennem med skolearbejde både lørdag og søndag.
Søndag eftermiddag kørte vi til kirkekoncert i Ringsted, med bl.a. Steffen Brandt og Andrea Pellegrini. Det var en anderledes, men meget smuk oplevelse.
Mandag startede jobbet igen og så fløj tiden afsted....om torsdagen var jeg til Generalforsamling i Haveselskabet...og så var det nærmest weekend igen.

Det meste af weekenden blev brugt på skolearbejde (Jeg havde stadig en bunke terminsprøvestile liggende, som jeg af gode grunde ikke havde nået i uge 8.)

Mandag d. 5. marts begyndte med kraftigt snevejr, men så fik jeg da glimrende træning i at køre bil i sådan et vejr :)


Om eftermiddagen væltede verden et øjeblik.

Jeg blev hentet i min klasse; jeg var kaldt ind på min leders kontor.
Hun havde netop fået besked om, at en af vore kolleger var afgået ved døden efter kort tids sygdom. Han blev 31 år gammel.

Resten af ugen blev en meget mærkelig uge på skolen, afsluttende med en mindehøjtidlighed for vores kollega om fredagen.
Nu er det så mandag - og en ny uge begynder. Sneen er næsten forsvundet udenfor og jeg begynder så småt at længes efter foråret. 
Her til formiddag (Jeg møder sent om mandagen) har jeg været en tur i haven med telefonen og hold nu op, hvor det pibler op derude.

Mine kejserkroner er på vej. Her den ene af de tre, der står der. De andre tre står i forhaven. Dem har jeg ikke lige set, hvor langt de er kommet.
Mine vintergækker står så fint.
Overalt kommer der løg op - nogle steder er der dog stadig bart, så der har jeg nok plads til at sætte nogle klumper løgplanter. (Jeg skal gerne have tømt mine 3 murerbaljer med løgplanter ud i bedene her i foråret.)
Nogle af de nye løg kommer op i forhavens højbed. Der er botaniske krokus (2. år de står der) og så to slags tulipaner og min yndlingsnarcis 'Thalia'.
De små klumper vintergækker, der stod her, da jeg flyttede ind, er ved at blive til nogle pænt store klumper, så senest næste forår skal jeg have delt dem.
Nogle enkelte af mine krokus 'Creme Beauty' har fået knopper.
I bedet under rønnetræet opdagede jeg nogle erantis. Jeg kan ikke huske, jeg har sat nogle der, men de er da noget så velkomne.
Det bed har jeg satte jeg omkring 400 løg i forrige år, så jeg er spændt på, hvor mange af dem, der dukker op i år. Krokus'en kan man regne med :)
Mine fasters erantis står to steder. En lille klump med blot fire blomster, står lige bag lågen ind til Sydhaven.
Den større klump, som jeg har skrevet om før, står under ribs- og stikkelsbærbuskene.
Allium er på vej langs husmuren i Sydhaven.
I det ene skyggebed satte jeg sidste år et par vintergækker.
De har fundet sig godt til rette, kan jeg se :)
På terrassen har vi en murerbalje med blandede løg stående og de første, der er godt på vej er nogle botaniske tulipaner. Jeg glemte at se på skiltet hvilke.
Quintus inspicerer, at alt er som det skal være :)
Jeg har, bortset fra da vi lagde de sidste løg i midten af januar, ikke lavet spor i haven. Dengang fik jeg også lige fejet stierne og derfor ser der jo egentlig ganske pænt ud - på trods af årstiden.
Vi skal snart have gang i saksen og have klippet 'Lykkefund' - den er skal jo holdes i ave.
Flammebedet er nok et af de mest rodede bede, så jeg glæder mig til at komme i gang med at få ryddet op i det.
Det lyserøde bed ser egentlig fint ud, men selvfølgelig skal det også ordnes - forhåbentlig snart.
Jo, det der forår må godt snart dukke op!

onsdag den 24. januar 2018

Kan jeg få en bunke sne, tak?

Jeg havde egentlig aldrig nogensinde troet, at jeg ville give udtryk for gerne at ville have sne. Det ligner mig slet ikke, men ikke desto mindre, er det lige præcis det jeg gerne vil have - og gerne meget snart.

Måske er det minderne om den ikke-særlig vinteragtige vinter vi havde sidste år, der resulterede i en af de vejrmæssigt værste somre jeg kan huske.

Måske er det bare januar-træthed. Vi har jo knap set solen i januar måned og derfor ser det så gråt,  brunt og trist ud udenfor. Her ville en pæn bunke sne gøre underværker, da det ville give store mængder LYS.

For slet ikke at tale om, hvor fantastisk smuk vejret kan være, når der ligger sne og solen skinner.
Så, jeg vil altså gerne bede om noget sne - og gerne omkring 15-20 cm og gerne med dagsfrost. Jeg ser dog helst det er væk igen omkring 1. marts - for der vil jeg have FORÅR!

Jeg fik aldrig klippet min rose og taget den med indenfor, men den står stadig smukt derude i Sydhavebedet, så den får lov til at blive stående.
Den lille klump erantis (fra min afdøde fasters have) som jeg hæger så meget om, er begyndt at vise sig. Sidste år nåede den op på ti blomster i alt. Er spændt på, om den bliver større i år.
Nogle steder er mine krokus langt fremme, som her i bedet under rønnebærtræet. Andre steder er de knap begyndt at titte frem.
Vintergækkerne er langt bag de fleste andres, men det er jeg efterhånden vant til. De står i den del af haven, der henligger i skygge det meste af vintermånederne.
Kattene har fået en vis forkærlighed for at kravle i mit lille æbletræ, hvilket jeg ikke er specielt begejstret for.
Ikke desto mindre tog jeg et par billeder af Quintus, før jeg tog ham ned :)

mandag den 13. februar 2017

Hvad mon det er for en plante?

En gang i november eller december, hvor jeg lagde lidt løg i forhaven, opdagede jeg pludselig en plante midt inde i den ene af mine heuchera.

Jeg hev den op og syntes ikke umiddelbart den lignede ukrudt. Hvad det var, kunne jeg dog ikke lige finde ud af.

Jeg plantede den derfor i det nyeste højbed - og glemte så alt om den.

I dag kom jeg så i tanker om den igen - og tog et par billeder af den - og så er det jeg håber en af jer, kan fortælle mig om, det er ukrudt eller en bevaringsværdig plante.
Umiddelbart tænker jeg laurbærkirsebær...men sådanne er der slet ikke her i nærheden, så vidt jeg ved, men det kan naturligvis være en fugl, der har tabt et frø.
Hvad siger I?

Ellers er der ikke så meget at berette i dag. Der er forsvundet en del af sneen, men der er stadig for meget tilbage, efter min mening.


 Hav en dejlig mandag aften.

torsdag den 9. februar 2017

De stedsegrønne

Forleden skrev jeg, at jeg ikke havde så meget at skrive om for tiden.

I går havde jeg så - endelig - tid til at fordybe mig i haveblogland igen...og sandelig om ikke jeg fik inspiration til at skrive et indlæg. Mange tak for det.

Både Gunilla og Lisbeth har nemlig for nylig lavet indlæg om stedsegrønne planter i haven.

Jeg ved ikke meget om de stedsegrønne, men jeg kan godt lide dem, især hvis de er formklippede. Jeg har stadig ikke glemt de smukke træer og buske jeg så på vores Tysklandstur i oktober '15.

De fleste læsere af min blog ved, jeg har buksbomhække til at omkranse en stor del af mine bede. men, jeg har faktisk også andre stedsegrønne. Må dog blankt erkende, at jeg ikke aner, hvad det er for nogen.

Jeg gik derfor en tur med kameraet igår og fik knipset de stedsegrønne jeg har. Lyset begyndte dog at svinde, så det er måske begrænset, hvor meget man kan få ud af billederne.

 Denne her, som vist nok er en cypres, stod allerede i haven. Den står hvor mine tre store clematis breder sig om sommeren, så den syner ikke af meget, når de først er i fuldt flor.

I stedet for at fjerne den, dengang i foråret 2011, klippede jeg den...dog ikke med den store succes. Jeg har efterhånden erkendt, at jeg ikke er den store ørn med en saks.

Så er det jo heldigt, at Carsten har et meget bedre øje for det, så han kommer på arbejde i år :)

Jeg vil nemlig gerne have, at denne får en to nogenlunde ens kugler/eller hvilken figur han nu finder på.
Skal nok vise jer resultatet af hans anstrengelser, men det varer lidt endnu. Han skal jo ikke i gang med saksen før til april.
Stedsegrøn nr. 1

 Så har jeg disse to. For et par år siden købte jeg dem i november/december måned...til 15/20 kroner stykket....dengang var de heller ikke særlig høje, kun 10-15 cm. Det er de så nu.

Jeg aner ikke, hvad de hedder, så hvis nogen kan hjælpe, så siger jeg mange tak for hjælpen.
Stedsegrøn nr. 2
Stedsegrøn nr. 3

Denne cypres (?) stod i haven,langs plankeværket, der hvor den store rosenbue nu er. Jeg flyttede den i sommeren 2011 og "barberede dens ben".
I år er det meningen, at Carsten skal prøve og se, om ikke han kan klippe den lidt a la nogle af de træer vi så i Tyskland. Spændende.
Vi er godt klar over, at det færdige resultat først viser sig om et par år, men det er okay.
Stedsegrøn nr. 4

Udover buksbomhækkene, har jeg denne buksbom stående i forhaven. Den blev slæbt med hjem fra familien i Tyskland, så den ikke røg på komposten.
Disse to små er købt som miniplanter i Bilka sidste forår. De skal have en større potte om ikke så længe. Må indrømme jeg ikke rigtig har fået passet dem, så de ser lidt forsømte ud.

Jeg mener, den ene af dem er en ene, den stikker i hvert fald pænt meget.
Stedsegrøn nr. 5

I forhaven står denne også. Den købte jeg to af på Køge Torv sidste forår og plantede dem som en plante i forhaven. Jeg aner heller ikke, hvad det er for en, men den har en smuk, lidt sølvgrå farve.
 
Stedsegrøn nr. 6

Min buksbombørnehave skal I heller ikke snydes for. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg vil stille op med alle de buksbom, så det er vist meget heldigt de vokser så langsomt. Haha.
Der står forøvrigt også en enkelt taks, som har sået sig selv - den nænner jeg ikke at hive op.
 Mine tre rhododendron er jo forøvrigt også stedsegrønne. Det varer ikke længe, før de vokser sammen, tror jeg.
Jeg har faktisk en bog om stedsegrønne, men synes dens fotos er alt for små til at jeg kan finde ud af, hvad det er for stedsegrønne jeg har....eller også er jeg bare ikke tålmodig nok ;)
Så, hvis du har nogen som helst anelse om, hvilke stedsegrønne jeg har, så må du meget gerne give mig besked. har derfor også givet hver plante et nummer, så det vil være lidt nemmere at kommentere, hvis man kender svaret.

....og så lige lidt mere om sne, for i løbet af i går aftes, i nat og i dag har vi fået mere sne, så her nu ligger omkring 10 cm...
 Quintus inspicerer de nye snemængder - han er ikke helt tilfreds.