Viser opslag med etiketten haveblogs. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten haveblogs. Vis alle opslag

torsdag den 6. juni 2019

Bloggertræf-debut i Geografisk Have

Så fik jeg oplevet plantemarkedet i Geografisk Have - og ikke mindst fik jeg - endelig - hilst på en del af de havebloggere jeg har "kendt" igennem en del år. Det var rigtig hyggeligt. Jeg glemte dog at tage billeder... så typisk.

Lisbeth fra Høneballehaven har dog taget nogle billeder, som man kan se her.
I det hele taget fik jeg ikke taget ret mange billeder.
Min afdeling i Haveselskabet havde arrangeret en tur til plantemarkedet, så vi var 27 havefolk, der tog afsted fra Sjælland.

Vi havde i alt fem timer til at se markedet i. Jeg tilbragte dog en stor del af tiden ved "blogger-bordet", da det var ret varmt at gå rundt.

Tror egentlig heller ikke, at jeg fik set hele markedet, men skidt pyt. Jeg fik til gengæld den nok bedste (og mest fedtdryppende) burger jeg nogensinde har smagt. Hold op, hvor var den god. Mums.


Det var sjovt at opleve plantemarkedet. 

På forhånd havde jeg været ret spændt på, om jeg ville kunne lade være med at købe planter (Det kunne jeg ikke!) - men jeg begrænsede mig voldsomt; kun to hosta (navne følger i et andet indlæg, da det vælter ned med vand udenfor i skrivende stund...!) og to duftpelargonier.

Til gengæld kom jeg hjem med et længe ønsket spejlbassin. I omkring fire år har jeg gået og drømt om et af Helle Nørbys fine spejlbassiner med klinker i - og nu måtte jeg bare have det med hjem.

Jeg er superglad for det - kattene er dog overbeviste om, at det er en ny vandskål til dem ;)

Jo, det var en rigtig god tur :)

Herhjemme i haven er min Clematis Montana Wilsonii bare så smuk. 
 I mit sidste indlæg skrev jeg jo, at Carsten havde fået sig en ordentlig hækklipper, så vi endelig kunne få klippet buksbomhækkene.

Vi undlod at klippe dem sidste år pga. tørken, så de var blevet voldsomt store:
 Det pyntede derfor gevaldigt at få dem klippet, så de atter står skarpt. Her ved det blå bed.
 Den "Boulevard-clematis" Carsten gav mig sidste år, fik en større krukke i weekenden og i går kvitterede den så for det ved at springe ud.
Her til aften fik vi også vores del af styrtregnen. Da vi kom hjem tjekkede jeg hurtigt regnmåleren; den sagde 18 mm - og da regnede det stadig. Regnen er dog stilnet af nu. Det skulle dog ikke undre mig, hvis der er kommet mere end 20 mm. Jeg må ud og tjekke om lidt.

tirsdag den 18. juli 2017

Navneforandring

Jeg har længe gået og grublet over, om det ikke var på tide at få givet bloggen et mere passende navn.

Ikke at jeg ikke er glad for "Ildkattens Scriptorium" - det har min blog faktisk heddet, siden jeg startede den tilbage i februar 2004.

Men - den gang skrev jeg jo om "alt imellem himmel og jord - næsten" - og derfor var "Scriptorium" jo et ganske dækkende navn. 

Ildkat er også ret logisk; Jeg er født i løvens tegn og har meget (henna)rødt hår.

Navnet er dog ikke ret dækkende for bloggens indhold de sidste mange år. Det hænder, der kommer et ikke-haverelateret indlæg, men langt de fleste indlæg handler om havelivet.
Da jeg i vinters sad og arbejdede på fotobogen om min have, grublede jeg også meget over en titel. 

Det endte som bekendt med 'En lille stor have", hvilket jeg fandt og finder er en meget dækkende beskrivelse af min have; Den er lille hvad angår m2, men stor hvad angår antal af planter jeg propper i den.

Derfor overvejede jeg også at kalde bloggen her for "En lille stor have", men det lød så en anelse upersonligt, synes jeg. 

I forbindelse med Åben have, kaldte jeg haven for "Min lille store have" - og det er da dét min blog skal hedde fremover. Det er lige den tand mere personligt.

Så, farvel til "Ildkattens Scriptorium" og goddag til "Min lille store have".
C.viticella ’Södertälje’

P.S. Der går så nok nogle dage, før det nye navn slår igennem på diverse bloglister, men fred være med det :)

tirsdag den 14. februar 2017

Den 14. februar 2004 gik Ildkattens Scriptorium i luften for første gang

Jeg havde et dage forinden blogget for første gang, på et eller andet dansk blogsted. (Har forlængst glemt navnet.)

Men, jeg hoppede hurtigt over på Blogger - og begyndte samtidig at lege med css og det var noget være rod at blande de to ting sammen dengang (Det er muligt det stadig er det) - og da i særdeleshed, når jeg ikke kendte til nogen af tingene.

Derfor er mit første blogindlæg på "Ildkattens Scriptorium" da også noget teknisk brok...
De første mange blogindlæg var forøvrigt ren tekst. Det der med billeder havde jeg ikke lige grejet, hvordan man fik ind, men godt og vel en måneds tid senere (Har ikke tjekket særlig grundigt.) fik jeg smidt et billede i et indlæg.

Forøvrigt er det ret sjovt, at det første indlæg med billeder er et haveindlæg, eftersom jeg på daværende tidspunkt skrev mest om motorcykler, DiabloII (computerspil) og katte.

En gang imellem kom der så et have-relateret indlæg, men det var først sådan for alvor, da jeg havde købt huset her i november 2010, at min blog begyndte at udvikle sig til en 90%-haveblog.

90% fordi jeg af og til også skriver om andet.

Jeg ved godt nogle bloggere opretter blogs til forskellige emner, men da langt de fleste af mine første års bloggerier slet ikke omhandler have, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne skrive om andre emner på samme blog.

I 2010 var jeg så småt ved at gå lidt død i det der bloggeri, fordi jeg ikke syntes jeg havde noget at skrive om, andet end brokkerier over min daværende boligsituation. Jeg skal undlade at kede jer med detaljer.

Men, så var det jo jeg købte mit drømmehus - midt under finanskrisen - og så skal jeg da lige love for jeg fik noget at skrive om.

Jeg genlæser stadig med stor glæde det indlæg, der omhandler købet af huset her:

Det kan måske undre, der ikke er nogle kommentarer til de første mange indlæg. Især dette om flytningen. Det fik nemlig en del kommentarer, men...

...alle indlæggene har ligget på min WP-blog...som ligger på mit domæne ildkat.dk....og jeg mangler stadig at få overført mellem 1000-1500 blogindlæg....

Hvis jeg så orker, overfører jeg bagefter kommentarerne, men nu får vi altså se, hvornår jeg får tid (og energi) til det. (Det skal gøres manuelt, indlæg for indlæg, ligesom dato og klokkeslet skal tastes ind - fordi min gamle WP-udgave slet ikke korresponderer med Blogger.)

Jeg har hele tiden syntes det var sjovt at blogge - ellers var jeg forlængst holdt op - men jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg her, 13 år efter stadig ville være i gang.

Det hænger selvfølgelig sammen med at denne altoverskyggende haveinteresse totalt har invaderet mit liv. De sidste 6-7 år har helt sikkert været de sjoveste blog-år, fordi jeg er blevet haveejer.

Jeg kan stadig have perioder, hvor jeg ikke lige synes jeg har noget at skrive om eller hvor jeg mangler energi til overhovedet at få tændt computeren, men det er stadig dejligt at blogge....

....og bloggen er forøvrigt et FABELAGTIGT opslagsværk, når jeg vil se på min haves udvikling. Jeg kan helt sikkert ikke undvære bloggens søgefunktion :)

På denne dag, den 14. februar fejrer mange Valentine's Day - jeg fejrer, at jeg har blogget endnu et år :)

tirsdag den 10. maj 2016

Besøg i Casa Rosen

I går oprandt så endelig dagen, hvor jeg kunne tage Casa Rosen i nærmere øjesyn.

Jeg har endnu ikke besøgt ret mange "haveblogger-haver", så det var et besøg jeg glædede mig  meget til. (Jeg ville nu nok også glæde mig, selvom jeg havde set mange haveblogger-haver...haha...)  Især fordi jeg jo følte jeg "kendte" haven i forvejen.

Linda hentede mig på p-pladsen sammen med søde Alma og så gik vi ned til Casa Rosen.

Først viste Linda mig rundt i sit fine lille hus og dernæst var det tid til at se haven.
Jeg er ikke selv særlig god til at "pynte" med diverse ting og sager, men det er Linda, så der var masser af motiver at tage billeder af.
Lindas have er ikke ret meget større end min egen - og jeg finder det meget interessant og spændende at se, hvordan andre udnytter deres kvadratmeter. Man kan jo altid finde inspiration.
Naturligvis kan man også blive inspireret af en stor have, især når den er inddelt i rum, men jeg har efterhånden udviklet en forkærlighed for små haver (max. 400m2) - og derfor var det også rigtig skønt at få lov at se Lindas have.

Søda Alma måtte jeg naturligvis også have et par billeder af - og jeg synes de er blevet fine.

Her er hun gået i noget nær koma på grund af varmen. Der var saftsuseme også varmt!
Heldigvis serverede Linda både koldt danskvand og den lækreste kyllingesandwich. Mums, hvor den smagte godt.
Efter indtag af sandwichen gik jeg endnu en gang en tur i haven med kameraet.

Området ved orangeriet er nok det mest kendte område i haven, da Linda ofte viser billeder derfra. Det ser godt ud på billeder, men er endnu skønnere i virkeligheden. Belægningen er rigtig flot og passer perfekt til området, synes jeg.
Jeg er vild med de rustne buer - det ser knaldgodt ud.
Lidt billeder indefra orangeriet:


Først på eftermiddagen sagde jeg tak for i dag og kørte hjemad. Heldigvis bor jeg forholdsvist tæt på Linda, så det tager kun knap en time hver vej.

Tak fordi jeg måtte se din have, Linda. Jeg kommer gerne igen, når roserne blomstrer (hvis vi kan finde en dag).

....og NU er det vist på tide at få læst lidt op på jeres blogs :)

søndag den 20. marts 2016

En travl og begivenhedsrig uge

Sikke en uge jeg har haft... :)
Det har været en uge med fuld fart på, så både bloglæsning og -skrivning har jeg ikke haft tid til. Det må jeg råde bod på i løbet af ferieugen.

Nogle af oplevelserne fortjener et eget indlæg (De er markeret med grøn skrift - og dem skal jeg nok få skrevet snarest) - men her blot lige en oversigt over ugens forløb:

Mandag: Job til 17 og det var så den dag.

Tirsdag: Om eftermiddagen besøg af have-veninde, der hentede seks spande med overskudsplanter (nepeta). Som tak fik jeg 15 af de lækreste æg fra hendes høns...
 ....OG en sæk hønsemøg :)
Onsdag: En tur til lægen pga. mine stadig hovedpiner. Jeg skal have bestilt tid hos en neurolog i løbet af den kommende uge. Egentlig tror min læge mest på, at hovedpinerne er udløst af spænding/stress, men han vil gerne lige have mig tjekket.

Om aftenen var vi i Operaen og høre Steffen Brandt og Tina Dickow. (Vi sad helt oppe på 3. balkon, så billederne blev derefter.) Vi var først hjemme igen til midnat, men det gjorde ikke noget, for...
Torsdag: ...havde vi nemlig begge taget en ferie-fridag :)

Det betød nu ikke, at vi kunne sove længe, for jeg havde tid hos tandlægen i Lund kl. 9...så vi var ude ad døren allerede kvart i 7 pga. morgentrafikken.

Efter tandlægebesøget gik vi en lille tur i byen.
Jeg har altid syntes, at svenskernes påsketradition med at pynte op med fjer foran butikkerne var så hyggelig :)
Lidt indkøb blev det naturligvis også til. Udover katte-viskestykket ovenfor, købte jeg også en ny svensk havebog og selvfølgelig en bunke haveblade.
Derefter gik turen hjem til Danmark igen - som det ses, havde vi et aldeles pragtfuldt vejr - hele dagen :)
Vi kørte direkte til St. Heddinge, hvor første stop var kommunen, da mit pas er udløbet og jeg skal have et nyt.

På det tidspunkt (13-tiden) var vores maver begyndt at knurre, så vi indtog frokosten på "Cafe Algade".Det var første, men ikke sidste gang, vi spiser det. Det var sørme godt.
Kaffen/teen indtog vi hos "Blomsterpigen" (Hvor jeg gik på mit første blomsterbindingskursus i efteråret.) De har også en minicafe, hvor man kan nyde kaffe og kage, så det gjorde vi...og SÅ satte vi kursen hjemad. Da var klokken også tæt på 15.30.

Jeg smed mig straks på sengen for at nå at få en lur, inden jeg skulle ud ad døren igen kvart i seks.

Lidt i seks kørte jeg så mod Roskilde, hvor min havekreds arrangerede et rosenforedrag med Ernst Jensen. 
Foredraget var meget interessant og langt. Så vidt jeg husker var det først færdigt ved 22-tiden. Godt 23 var jeg hjemme, en smule træt, for nu at sige det mildt, men i det mindste begyndte jeg at kunne ane påskeferien... :)

Fredag: Kl. 12 var den der; PÅSKEFERIEN.

Det betød dog ikke, at jeg kunne slappe af. Jeg skyndte mig hjem og derefter ud til min blomsterbindingslærer, hvor jeg indkøbte blomster en masse, en spækkenål og et bånd med tekst.

Hun gav mig en kort instruktion i, hvordan man spækker en halmkrans - og så tog jeg hjem og gik i gang...
FIRE TIMER tog det mig at lave kransen, men jeg var godt tilfreds med resultatet. Det var kæresten også, da han kom hjem og det var jo heldigt, eftersom jeg ikke ville kunne nå at lave den om :)

Lørdag: Vi stod temmelig tidligt op, for allerede kl. 6 startede vi turen nordpå - helt op til Skagen, hvor vi skulle til bisættelse. (Det var hertil jeg havde lavet kransen).
Da solen stod op. nærmede vi os Storebælt. Over det meste af Fyn kørte vi dog i mere eller mindre tætte tågebanker. Rigtig trist vejr.
Tågen holdt ved til godt op i Jylland - omkring Aalborg fik vi solskin - indtil vi kørte igennem Limfjordstunnelen - så var det atter tåget.

Efterhånden begyndte det dog at klare op og da vi nærmede os Skagen, havde vi det flotteste solskinsvejr. Vinden var dog kold.

Omkring kl. 19 påbegyndte vi så den lange tur hjem igen (Knap 500 km hver vej) - og var hjemme præcis til midnat - og meget kort tid efter sov vi tungt.

Søndag: (i dag) I dag er det en slapperdag - jeg tog mig en totimers lur her til formiddag, mens kæresten kørte sin bror til lufthavnen...
Indtil videre har jeg altså ikke fået lavet noget som helst, bortset fra røræg og bacon til morgenmaden...og det passer mig fint nok.
Jeg har nemlig ingen som helst intentioner om at lave noget som helst i dag, da jeg stadig er en smule "slap i koderne" efter en heftig uge.

Nu vil jeg dog tage mig endnu en bette lur, for jeg gider ikke rigtig andet. Kan I have en fortsat god Palmesøndag :)

lørdag den 2. januar 2016

På besøg hos Henriette, Holger og Herman

I går formiddags trillede vi med godt læsset bil sydpå for at besøge Henriette og for at se "det gule hus" med tilhørende have.


Den gang Henriette skrev om ikke at kunne beslutte sig for at flytte m.m. kommenterede jeg hendes indlæg og skrev bl.a. at HVIS hun valgte at flytte til det gule hus, så ville vi gerne give hende et par nye Billyreoler fra IKEA, fragte dem ned til hende OG samle dem (dvs. kæresten skulle nok samle dem).

Heldigvis blev det muligt for hende at flytte og derfor tog vi i Ikea for et par dage siden og fik købt reolerne plus et par småting - og så aftalte vi at kigge forbi Rødby den første dag i det nye år.

Jeg fik lidt problemer med ryggen på turen derned, så det var begrænset, hvor meget jeg kunne hjælpe, men jeg fik da vasket en del ting af og fik sat flere ting på plads i køkkenet.

Henriette og jeg var forøvrigt lige en tur henne i hendes gamle bolig for bl.a. at hente støvsugeren. Jeg har været der en gang før - i december 14 og ....undskyld jeg bander...

FOR FANDEN HVOR ER DET GODT, HUN ER KOMMET VÆK DERFRA! 

Ikke pga. nytårshærværket mod postkassen (de fleste postkasser i gaden var sprængt itu) men pga. selve huset, atmosfæren inde i det, de lave, fugtige lofter, der nærmest presser sig ned over en...og selvfølgelig også lugten...! Efter min mening et hus, der er uegnet som menneskebolig.

I det fine, gule hus knoklede kæresten løs og i løbet af dagen fik han samlet de to Billyreoler plus fire andre reoler. Så kan Henriette komme videre med udpakningen af de flyttekasser, der står og fylder i stuen - og få fjernet bogbunkerne fra entreen.

Desuden fik han sat et skab op i køkkenet, sat en bordplade fast til væggen, også i køkkenet og hængt nogle køkkenredskabsstænger op.


Som det kattemenneske jeg er skulle jeg jo også snakke med Henriettes katte, men det var nu en begrænset succes. Især Herman er temmelig påvirket af flyttehurlumhejet, så ham fik jeg kun set på afstand.

Med Holger gik det så noget bedre. Første gang jeg besøgte Henriette (december 14) ville han slet ikke snakke med mig. Det ville han gerne i dag...ikke så længe dog, men trods alt ville han gerne...(Vi taler slet ikke om bestikkelse med ny, spændende kattemad, vel?!)

...og han hoppede endda selv op på mit skød og lå der i et par minutter...! Det skyndte jeg mig naturligvis at få et bevis på (billedet herunder).

Ved 18.30 tiden var det tiden at køre hjemad. Vi var alle trætte og især Henriette trængte til ro, så vi sagde farvel og på gensyn til foråret og så trillede vi nordpå.

På den tur hjemad fik jeg forøvrigt min "ilddåb" mht. at køre på ukendt motorvej i til tider tæt tåge. Heldigvis gik turen godt, men hold så lige op, hvor jeg var bombet, da vi nåede hjem.

I dag står der ikke ret meget på programmet. Jeg skal lige have kigget til nogle dahliaer, men ellers står den på afslapning.

lørdag den 11. april 2015

En uge bagud...

Det slog mig pludselig i går aftes at

hov...jeg havde da vist helt glemt både at skrive og læse blogs den sidste uge.?!

Jeg har haft så meget at se til og stadig døjet med forkølelse og hoste, at jeg ikke har orket noget som helst om aftenen. De fleste aftener er jeg faldt i søvn før 21.30....selv mine svenske haveblade er jeg ikke nået igennem endnu. Til gengæld skrider haveprojekterne langsomt, men sikkert, fremad :)

Jobmæssigt har det været en sej uge at komme igennem - dog mest pga. helbreddet og trætheden. Da jeg trådte ind ad døren herhjemme sent igår eftermiddags, var jeg så træt, at jeg bare havde lyst til at gå i seng...men i stedet fik jeg ordnet et par småting udenfor; jeg kunne nemlig stadig ikke "holde fri".

Vores nemme aftensmad (for en gangs skyld hentet på det lokale pizzaria) blev indtaget på terrassen...utroligt, at det kunne lade sig gøre så tidligt på året....og så tøffede jeg ellers afsted igen. Klubmøde i motorcykelklubben.

Det var heldigvis et ret hurtigt et af slagsen, så jeg var hjemme igen 20.15...spillede lidt computerspil og så gik jeg i seng...og inden klokken var halv ti sov jeg som en sten.

I dag er vejret fantastisk dejligt. Desværre har jeg ikke tid til at tilbringe hele dagen i haven, hvilket ellers ville have været dejligt. Jeg skal nemlig til koncert...så jeg håber sørme det også er havevejr i morgen.


I må have en dejlig weekend - nu vil vi cykle i Bygma :)

mandag den 14. januar 2013

Kære blogspot-havebloggere

Jeg har netop (gen)fundet "Danske Haveblogs" - og er selv kommet på listen....Bedre sent end aldrig :o)

Det er jo dejligt, MEN....

I skrivende stund er jeg rundt i have-bloglandet og kigge....og så er det jeg ikke kan undgå at blive en smule ærgerlig;

Der er en hel del af de blogs, der ligger hos blogspot, hvor jeg ikke kan få lov at kommentere, fordi muligheden "Navn/Webadresse" ikke er tilgængelig.

Det er lidt surt, at have skrevet en længere kommentar....og så bare må slette den igen, fordi jeg ikke kan poste den.

Så kære blogspot-bloggere, er I ikke søde at slå valgmuligheden "navn/webadresse" til? (Jeg ved altså ikke hvordan man slår den til - må jeg hellere skynde mig at sige - men jeg ved det skulle være ret nemt at gøre.)

På forhånd tak :.)