*lykkelig smiley*
Så oprandt den endelig - årets første havedag og ih, hvor var det dog bare dejligt.
Godt og vel fire timer tog jeg derude. Jeg skal jo ikke tage for hårdt fat her i starten - og desuden kom jeg først ud efter middag, da jeg lige havde en pokkers masse skolearbejde, der skulle laves først.
Dagen startede dog ude hos min plantepusher; Frenderup Planteskole - kl. 9.00. Jeg skulle nemlig hente Champost planteskolejord og gødningskugler til brug senere på dagen.
Selvfølgelig kunne jeg ikke nøjes med ovenstående, for hun havde en enkelt tilbage af de der rustne "fuglefisk" som jeg købte en af sidste år.....se billedet nedenfor....så den skulle da med hjem til den anden, så den ikke skal være alene mere :)
Lige så kom jeg til at købe en lille, rusten krone sammen med en spættet efeu. Efeuen skal plantes i en lerpotte og så pyntes med kronen. Indtil videre står efeuen dog i udestuen, så billedet her er kun en hurtig opstilling. Det skal nok komme til at se godt ud.
Et kig ned mellem de blå bede, der slet ikke er klargjort endnu.
Flammebedet stod for tur idag.
Det var kun første oprydning, så det roder stadig lidt, men sikke dog en forskel allerede.Der ligger stadig sne i haven - men kun klatter hist og pist. Dette billede er taget i formiddags, der er forsvundet noget mere af sneen nu.
Rosen 'Helena Lykkefund' fik sin årlige klipning. Her før....
...og her efter. Det ser altid meget voldsomt ud, men den plejer jo at kvittere med en overdådig blomstring omkring 1. juli.
Mens Carsten klarede opbindingen af rosen, gik jeg om i forhaven, for NU skulle der farver til. I fredags var vi en tur på den lokale planteskole og jeg hjembragte 16 store hornvioler.
De tre store krukker med Euonymus fik fjernet det øverste lag jord og dernæst fik de syv gødningspiller hver, så de kan klare sig hele sæsonen.
Til sidst plantede jeg hornvioler i bunden og resten af hornviolerne blev plantet i de nærmeste krukker, der stod tomme efter at have haft dahliaer i sidste år. Ih, hvor det pyntede med så mange farveklatter. Det kan man kun blive glad i låget af.
Her til sidst er nogle billeder (af nogle) af mine krokus
.
Krokus tommasinianus på vej.
Jeg har bemærket, at rigtig mange af mine krokus begynder at blomstre "helt nede ved jorden" i stedet for først at udvikle en stilk. Det må vist skyldes det kolde vejr.
Ukendt (skal først have gravet skiltet frem)
Ukendt - den skulle - ifølge skiltet - være en ganske almindelig hvid krokus - det er den så ikke.
'Creme beauty' skulle dette være, selvom jeg synes de er meget gule.
En af de nye krokus; 'Rosea'. En yndig lille en.
Til sidst 'Tricolor'.
Nu er klokken næsten 20, så jeg vil smutte ind foran tv'et og følge med i "I kamp til hækken" - det nye have-konkurrence-program. Så må vi se, om det er værd at se eller ej.