Januar
Jeg trådte ind i det nye år i mit eget selskab - og kattenes :)
Maden havde jeg hentet på den lokale kro. Her et billede af desserten.
Januar var også den måned, hvor jeg for første gang stiftede bekendtskab med afdøde Geoff Hamiltons eminente have-formidlingsevne via de
dvd'er jeg havde købt på amazon.
Det sande festfyrværkeri af inspiration jeg der blev tæppebombet med, medførte at jeg gik mere eller mindre amok i frøkataloger i tiden efter ;)
De fleste var online-kataloger, men Impectas katalog betalte jeg en dyr porto (50,-) for, så jeg i det mindste kunne bladre i et frøkatalog...og jeg skal da lige love for jeg fik bladret...! Hver eneste side blev kigget grundigt igennem...og der blev sat helt vildt mange x'er....
Mener at huske jeg havde krydset frø af for omkring 1500,-!! I den virkelig verden endte jeg dog med at købe frø for et noget mindre beløb ;)
Jeg fik også afprøvet den fantastiske ide med
islygter - det er helt klart noget, jeg vil prøve igen, såfremt vi skulle få længerevarende frost i denne vinter.
I år er jeg dog mere forberedt, idet jeg forlængst har indkøbt to poser med runde balloner ;)
I slutningen af måneden fik jeg
endelig adgang til mine fotos (fra 2007-2011) igen. Stor glæde :)
Februar
Februar måned stod helt sikkert i forspiringens tegn.
3. februar gik jeg i gang med at så de første frø - artiskokker. Til min store glæde var frøene meget
spirevillige.
Så store var de blevet i midten af marts :)
Jeg blev virkelig grebet af det der med at så og investerede i både lys og pluggbokse..for så kunne jeg også have frølinger stående på mit bord i krearummet - smart :)
Marts
Jeg havde efterhånden
fået sået temmelig meget, og havde derfor fået problemer med at finde plads til alle frølingerne. Ikke desto mindre var jeg i starten af måneden til havemessen i Hyllie sammen med min kollega/haveveninde. Naturligvis kom jeg ikke tomhændet derfra...!
Jeg måtte derfor tage
udestuen i gang også - for at have plads til alt :)
Jeg ser frem til at få mine to nye mistbænke hjem - det giver mere plads til
endnu flere frølinger i sæsonen 2014... haha :)
Den 10. marts var jeg til et fint forårs-blomsterdekorationsforedrag med Trine Norby på den lokale kro.
Foråret 2013 var som bekendt meget forsinket og koldt...sne fik vi i pænt store mængder i midten af marts. På det tidspunkt, plejer havefolket ellers at have mægtig travlt, men vi måtte nøjes med en masse armchair gardening...
Min blog på ildkat.dk gik helt ned og længe troede jeg, at jeg havde mistet alle mine gamle indlæg. Men de ligger stadig i min wp-database, så sålænge jeg har den, er de ikke tabt.
Jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at få overflyttet alle indlæggene til denne blog, men det skal nok komme - en gang.
April
April startede også kold, men sneen begyndte endelig at forsvinde, men hold op,
hvor tog det lang tid....
D. 18. april var jeg til
storkenæbsforedrag med Birgit Reimer - og kom selvfølgelig til at købe 8 nye storkenæb... ;)
Endelig var jorden også til at grave i og jeg kunne gå i gang med det første
haveomlægnings-projekt. Nemlig at få gjort noget ved Sydhaven.
På daværende tidspunkt anede jeg ikke, hvor fantastisk min Sydhave ville komme til at se ud - den blev meget flottere end jeg i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig.
Næste haveomlægningsprojekt gik jeg i gang med d. 25. april -
lagkagebedet.
Bedet blev ryddet, bortset fra min dværgpil og så gik jeg i gang med at dele bedet op i to bede, adskilt af en stensti. Arbejdet var færdigt d. 11. maj og jeg var meget tilfreds med resultatet, som kan ses her nedenfor.
Maj
Jeg fik pludselig mulighed for at få en hel masse belægningssten helt gratis - og så blev der
slæbt sten hjem til matriklen i den helt store stil.
Jeg nåede også forbi det årlige plantemarked på Køge Torv - og der gik så startskuddet til mit pelargonieflip... ;)
Pelargonier var dog
ikke de eneste planter, jeg kom hjem med. Det ville da også have lignet mig meget dårligt ;)
D. 5. maj gik TV2Fri i luften. De første par måneder så jeg rigtig mange af programmerne, men nu ser jeg kun et enkelt en gang i mellem, oftest Gardener's World. Jeg kan dog sagtens forestille mig, at jeg kigger mere med igen, når foråret er her.
D. 15. maj blev første spadestik taget til det helt store haveomlægnings-projekt; nemlig Sydhaven.
Den sidste sten blev lagt d. 24. maj og
resultatet var overvældende.
Kan huske jeg konstant lige måtte om og kigge igen-igen. Det var så uvirkeligt, at det aflange jordstykke jeg havde haft så meget bøvl med var blevet forvandlet til en næsten sydlandsk udseende have.
Samtidig med ovennævnte projekt blev min søster gift ved en hyggelig lille højtidelighed. En meget dejlig dag.
Jo maj 2013 var i sandhed en skøn måned :)
Juni
I juni skete der også rigtig meget i haven. Jeg fik indkøbt et par smukke
pilestativer. Min pelargoniereol kunne tages i brug
(Den mangler stadig at blive malet!) Jeg fik lavet et espalierhegn i køkkenhaveafdelingen.
Terrassen blev også
udvidet en smule og jeg fik endelig sat en kompostbeholder op.
Malmö Garden Show nåede jeg sørme også forbi.
Juli
I denne måned fik jeg lavet en
gangsti af brosten ved det blå bed, der derved også blev udvidet en smule.
Gangstien er en del af et større sti-projekt, der forhåbentlig færdiggøres i løbet af foråret. Det kommer an på finanserne.
Jeg fik endelig mine længe ønskede
netdøre, lige i tide, så de kunne tages i brug under hedebølgen. Hold op, hvor det hjalp at kunne lave gennemtræk i huset - uden kattene kunne stikke af.
I løbet af måneden fik jeg set to meget forskellige haver. En have i
St. Heddinge og en
landbohave. Begge steder fik jeg inspiration til min egen have.
Jeg fik også selv havebesøg. Søde
Henriette kørte den lange vej fra Lolland for at
besøge mig. Det var en rigtig hyggelig dag :) En gang i løbet af januar/februar tager jeg turen til sydpå for med egne øjne at besigtige hendes dukkehus - det glæder jeg mig til.
Lidt kulturelt blev det også til i månedens løb. En aften i Cirkusrevyen og den årlige tur til
Bornholm for at se TV•2.
På Bornholm oplevede jeg dog også det skotske band TRAVIS - og de slog totalt benene væk under mig. Troede da ellers forlængst jeg var ude over den alder, hvor man kan blive vild med et "nyt" band - men det er man åbenbart aldrig for gammel til :)
August
D. 4. august besøgte jeg endnu en have, denne gang en
fuchsia-have, men der var nu mange andre planter også.
August er også tid til skolestart og ikke mindst min fødselsdag :)
I år fik jeg en rigtig smuk sortmalet betonkat til haven. Den er døbt Nero og passer fantastisk til Sydhaven, hvor den har fået sin fast plads :) Den er dog taget ind for vinteren nu.
September
Denne måned fik jeg kun skrevet tre indlæg til bloggen, så det er svært at huske, hvad der egentlig skete i den måned, udover en pokkers masse skolearbejde og møder. Det er dog sikkert og vist, at jeg havde megen gang i saftkogeren :)
Æble/rønnebær-gele
Oktober
I oktober fik jeg endelig lidt mere tid til at komme i haven. Jeg fik ryddet grundigt op i mit haveskur og fik
anlagt et lille løgbed - proppet med løg - i forhaven.
Er spændt på, hvordan det kommer til at se ud til foråret.
Jeg er slet ikke sikker på, at bedet er en varig løsning, men så længe jeg ikke har fundet ud af, hvordan jeg vil have min forhave til at se ud, kan det få lov at blive der.
Så ved jeg da hvor jeg har nogle af de mange løg :)
I selve haven skete der også
ting og sager. Der blev klaret endnu en etape af mit store ud-med-græsplænen-og-erstat-med-brosten-i-hele-haven-projekt.
I oktober kom "Allan" også lige forbi - og ødelagde mine rosenbuer.
Det er dog billigt sluppet sammenlignet med hvilke ødelæggelser mange andre var udsat for, så jeg klager ikke.
Desuden har jeg jo før
beklaget mig over mine buers placering, så nu kan jeg da få gjort noget ved det - til foråret, altså.
Måneden sluttede med noget af en chok: Jeg røg på sygehuset med mistanke om blodprop ved hjertet. Heldigvis slap jeg med
skrækken - men det var en slem oplevelse.
November
November plejer at være den måned jeg synes går langsommere end alle andre måneder. Sådan har det slet ikke været i år. Måske det også hænger sammen med to rigtig gode oplevelser i månedens løb:
En meget hyggelig indkøbstur til
Tyskland sammen med gode venner...
...og sidst, men slet ikke mindst - gensyn med
Travis, der gav koncert på Amager :)
December
Så nåede vi til december, der startede med at "Bodil" færdiggjorde "Allan's" arbejde med mine rosenbuer...
Det blev også til endnu en koncert - denne gang med Magtens Korridorer i Køge.
En udmærket koncert, men næste gang skal jeg da godt nok have ørepropper i, for hold da helt op, hvor de spiller højt. Jeg kunne slet ikke holde ud at stå oppe foran, så måtte rykke helt bagerst efter 4-5 sange for ikke at smadre mine ører.
Måneden gik hurtigt og lige pludselig var der kun et par dage til jul - og så kom Felix op og slås - og skulle klipses sammen og på penicillin.
Det betød
ændring af juleplanerne og jeg skulle holde jul alene. Heldigvis stod det klart allerede den 23. så jeg kunne nå at få provianteret og refunderet min togbillet..!
I dag, d. 27. december nåede jeg så til vejs ende med at få griflet mit tilbageblik ned. Det har været sjovt at rejse igennem 2013 - min 3. sæson som haveejer - og også rart at opdage, at min glæde ved havelivet langsomt er ved at vågne af
dvalen igen.
Nu håber jeg at 2014 bliver endnu et dejligt haveår.