Et skridt nærmere

Jeg var til møde i går. I Statsforvaltningen. De var venlige derinde. Interesserede, lyttende, imødekommende, reflekterende. Fire mennesker rundt om et bord, der forsøger at regne ud, hvad en psykopats motiv er. Rigtigt svar: Det kan man ikke. Det var i øvrigt ikke mig, der sagde P-ordet, men psykologen. Og sagsbehandleren. Så er katten da ude af sækken i det mindste.

Nu venter vi igen. Børnene skal høres. Ikke afgøre noget, men høres. Ting skal tænkes over, vendes og drejes. Måske skal vi snakke igen. Store beslutninger må gerne tage den tid, det tager, at tage de rigtige.

Kom heldigvis hjem til glade børn, og havde selv fået nyt overskud. Lavede aftensmad, bagte kanelsneglekage og kom for sent i seng, kun fordi det var så hyggeligt. Og ski'e være med det. Det er jo fredag. Børn uddelegeret til hyggeovernatninger. Hulemor tager en tiltrængt indhent-det-hele aften med smeden. På madrasmåden med film og stearinlys. Og gardiner for pokker.

Det er derfor, jeg altid vender tilbage til IKEA. Jamen de havde faktisk syet gardiner til mig! Mig, der ikke engang kan tråde en symaskine. Mål af, stryg oplægningsbånd på, klip klip, hæng op. (Kan da godt se, de burde have en hurtig søm ved ombukket, men det bliver først, når der er to mandage på en uge. Og det drømmer vi jo ikke om).

God fredag derude.

Mens vi venter#2

Intet nyt er godt nyt. Eller?

Jeg har ikke hørt mere fra Statsforvaltningen. Og ånder lettet op hver dag, jeg ikke gør. Jeg har vendt jeres kommentarer rigtig mange gange, og det er gået op for mig, at det nok er tiden til at stå lidt mere ved det. Hvad der egentlig skete dengang, da vi måtte rejse fra den ene dag til den anden. Elverpigen blev hentet i skolen midt i en time - vi kørte direkte til Jylland og så os aldrig tilbage.

Måske er de snart store nok til at få lidt mere sandhed. Jeg har syntes, det var mest fair at dække over ham, at forklare på hans vegne, at glatte ud. Men som nogle af jer er inde på, kan det aldrig lave om på, hvilken virkelighed, der møder dem, når de skal se ham igen. Og det er måske bedre at være lidt forberedt på det. Illusioner om ham er der jo nok af i små barnehoveder. Ingen tvivl om, at de ofte tror, alt ville løse sig, bare de havde en far. Deres far.

Troldebarnet har haft svære dage med skolestart og de uundgåelige, men så evigt svære for ham, almindelige krav til en otte årig dreng. Derfor er der taget initiativ til noget støtte, som forhåbentlig kan gøre vejen nemmere. Jeg forventer, at der i det forum også vil være plads til at lufte sine far-frustrationer. Jeg er der jo også, og kan trække streger. Og grænser. Der er ofte lang vej og mange forklaringer, før velmenende fagfolk indser (og tror på) at der her er tale om vanskeligheder, der rækker udover almindelige chikanerier. Og at etablering af et samvær er forbundet med risici, som ikke kun eksisterer i mit hoved.

Indimellem bliver der tid til rare ting også. Familietræf med min mors klan, hvor alle mostrene sidder og ligner hende helt vildt. Lyder som hende. Ler som hende. Gestikulerer som hende. Taler som hende. Smertefuldt med godt. Vi er mange efterkommere i direkte linje fra min mormor. Rigtig mange. Rigtig gode mennesker og rigtig meget varme. Det var fint.

Godt nok var jeg kvæstet efter en festlig, sprittet og meget kysselig Skanderborgdate med smeden. Teenagere for en aften. Næsten. For mig, næsten et flashback til tidlige 90'ere, fordi gamle venner var med i samme camp. Viser sig også at være venner til smeden. Dejligt sammentræf..

Henover det hele ligger nu, igen, hverdagen med al dens travlhed , logistik og rutiner. Og aftensmad på klokkeslet. Og faste børnesengetider. Dejligt for det. Mit modergen er slidt efter 7 ugers anarki på kost og logi fronten. Og ikke mindst fuld åbningstid på morpligten. Jeg trænger til mine egne aftener, så skoledage er velkomne. Selvom sommeren endnu engang slipper ud af mine hænder, inden jeg nåede at få greb om den.

I dag er der ingen aftaler, bare tid. Til børn, kaffe og sensommersolskin. Mens vi venter..