Om veninder og en enkelt faderbinding

Lige nu er det nattøjstid med ild i brændeovnen, to snorkende unger i sofaen og en lille mundfuld rødvin i fredagsglasset.

I morgen er det venindedag, med børn, snik snak og måske en anelse mere rødvin. Jeg glæder mig til den salige stund, hvor vores unger sover, og vi kan smække fødderne op i samme midte af sofaen, mens vi gør os kloge på verden.

Da jeg var i gang med at blive skilt, spurgte min psykolog mig engang, hvad det var, der havde gjort udslaget. Hvad det var, der havde fået mig til at tage beslutningen om at blive skilt. Der var mange grunde, store og små. Manglende respekt for mig som hustru, mor og menneske var den altoverskyggende grund. Jeg var indhyllet i et spin af psykologiske tirader, der gjorde mig evigt tvivlende og handlingslammet. Jeg blev blandt andet kaldt umoden og doven og blev beskyldt for at have en uhensigtsmæssig faderbinding.

Det var svært at finde modargumenter mod én, der havde studeret termerne og fundet en vej til magt i dem. Men én episode kom til at gøre forskellen. Én episode, hvor det stod lysende klart for mig, at han ikke havde ret. Og hvor tvivlen og trangen til at være rigtig, for en gangs skyld stod i skyggen af følelsen af at have den rigtige mavefornemmelse.

Anledningen var en venindekomsammen i min gamle gymnasieklasse. Jeg har veninder, som går helt tilbage til dengang, jeg var ni år. Veninder fra folkeskolen, fra gymnasiet, fra højskolen, fra mine studietid på to uddannelser, fra skiferier, naboskaber og arbejdspladser. Nye og gamle imellem hinanden.

Det var sommer, mit ægteskab var i krise og jeg blev inviteret til reunion. Min eksmand var af den mening, at jeg skulle blive hjemme, når nu tingene ikke fungerede 100%. En ganske rimelig betragtning egentlig, hvis ikke det var fordi, jeg måske trængte til at få en lille bitte smule luft.

Jeg fik en lang forelæsning om, at det var et utrolig infantilt træk at have alle disse gamle venskaber. At det handlede om et ønske om at holde fast i fortiden og ikke være tilstede i nuet. At jeg ved at holde fast i gamle relationer, fremfor at være sammen med min familie (altså ham og børnene) ubevidst stræbte efter en svunden tid, som jeg ikke evnede at frigøre mig fra. Det kan alle jo forstå er umodent, ikke sandt?

Lige dér, lige den aften, der tænkte jeg: Det dér, det er eddermame LØGN. Naturligvis skal venskaber ikke overskygge engagementet i den nære familie, men jeg tror ikke på, at der findes en eneste psykologibog i verden, hvor der står, at det er dårligt at have venner. At det er uhensigtsmæssigt og infantilt at have relationer, der går længere tilbage i tiden end nuet. Jeg nægter at tro på det! Det er grundlæggende en positiv evne at kunne skabe, udvikle og bevare venskaber. Basta! (Behøver jeg nævne, at han ingen havde?)

Og det viste sig jo også, at alle venner og veninder stod på spring for at huse, hjælpe, støtte og trøste, da jeg fik brug for det. Derfor har jeg dem stadig, og derfor gider jeg godt køre langt for at værne om dem. Amen.

Ps. Min eksmand formastede sig engang til at nævne min usunde faderbinding overfor min mor. Han pointerede blandt andet, at min far bestemte for meget over mig. Hvortil min mor kvik i replikken svarede: "Ved du hvad? Hvis hendes far havde bestemt noget som helst over hende, så var hun ALDRIG blevet gift med dig" (tag den fister løgsovs, siger jeg bare)

Soulmates eller tilfældigheder vol. 2

Jeg var inde at besøge hende den anden aften, hende min soulmate.

Vi mødtes første gang for godt et år siden, til en julefrokost. Hun fortæller selv, at hun, straks hun trådte ind i lokalet og så mig, tænkte: Hende dér skal jeg snakke med. Vi talte sammen hele dagen og aftenen, og da vi gik hjem, var et helt særligt venskab opstået. Eller genoptaget? Jeg ved ikke ret meget om teorier om reinkarnation og den slags, men jeg ved, at nogen tror på det. Og hvis det passer, har vi helt sikkert kendt hinanden før. Der er så mange ting, vi ikke behøver sige højt, før den anden har forstået og fanget pointen. Vi kan afslutte hinandens sætninger og finde de rigtige ord til hinanden.

Kort fortalt har hun fulgt den slagne villa-volvo-vovse vej indtil hun var midt i 30'erne, hvor hun blev skilt og kastede sig ud i noget seriøs selvudvikling. Er du sindssyg nogle skøre kurser, hun har været med på. Skøre, siger jeg bare. Men hun har masser af jordforbindelse og er ikke røget ud af den der navlepillertangent, hvor man er nødt til at høre Enya hele tiden og ikke opdager, at der har været uroligheder i Egypten (sådan en selvudviklet veninde har jeg nemlig også!)

Jeg har selv snuset en liiille smule til forskellige alternative retninger og gået i massiv terapi igennem min vanvittige skilsmisse, men jeg har aldrig deltaget i kurser eller forløb. Har det med den slags som med stoffer. Jeg tør ikke prøve det, for jeg er bange for, jeg måske selv ville skride ud af tangenten og aldrig komme tilbage til jordoverfladen!

Min eneste erfaring med det rigtig alternative var engang, jeg boede til leje hos én, der selv syntes, han var healer og clairvoyant. (Ja ja, men det er du da garanteret...) Hånden på hjertet, så var han noget overnaturlig. Ting skete omkring ham. Han kunne fornemme, hvad jeg læste og var optaget af. Engang foreslog han, at vi skulle se en bestemt film sammen - jeg var lige kommet hjem fra biblioteket, hvor jeg havde lånt bøgerne! 'Nåmen så var det derfor, jeg lige kom i tanke om den', sagde han bare. Jamen selvfølgelig da.

Jeg har af og til tænkt på ham gennem min mors sygdom, fordi der var så mange spørgsmål. Han var nemlig rigtig god at snakke med, og havde en helt anden tilgang til liv og død. Han så det hele i en større verdensorden. Og hvis han nu havde haft nogle svar...men jeg fik ikke gjort noget ved det.

Og desuden havde jeg min nye veninde. Hun mistede for 12 år siden sin egen mor, og havde deltaget rigtig meget i den proces med sygdom og død. Alle de tanker og fortællinger delte hun med mig i et helt år, mens vi gik i skov og ad bakker, drak kaffe og tog på camping. På den måde blev hun virkelig katalysator for mit forhold til min mor, både mens hun var syg og i det sidste døgn, hvor jeg var meget tæt på hende. Jeg havde ikke kunnet tage den smukke og afklarede afsked med min mor, hvis ikke jeg havde haft min venindes historie og erfaringer at læne mig op ad.

Efter min mors død, sad hun en dag i mit køkken og fortalte om sin mors allersidste dag. Moderen ville ikke tale med en præst, hun ville tale med Erik. 'Hvem er Erik' spurgte jeg. 'Det var en clairvoyant, jeg kendte dengang. Han havde mødt min mor flere gange i hendes sygdomsforløb, og han var rigtig god til at hjælpe med at få de svære tanker på plads. Også for mig'. 'Jamen hvor boede han? Hvad hed han til efternavn?'. 'Jae, han boede inde i midtbyen. Jeg kan ikke huske, hvad han hed'. 'Hed han Erik XXX og boede i xxx-gade 1?'. 'Ja ja, kender du ham?'

Har du gættet det? Det var ham den excentriske healer, jeg havde boet hos. Er det kun mig, der synes, at det er et helt fantastisk sammentræf? Selvfølgelig er det ikke så mærkeligt at have en fælles bekendt. Men at have en fælles bekendt af den slags, i nøjagtigt de samme år, og så lige netop ham - det er sgu mærkeligt. Fordi det bekræfter mig i, at hun og jeg bevæger os i de samme livscirkler. At vi støder ind i de samme tanker, problematikker - og mennesker. Hvis det bare er tilfældigheder, sååå...nej. Det kan det ikke være.

Det, jeg synes, er allerbedst ved den her historie, er, at jeg føler, jeg har fået den hjælp til min proces, min angst, forvirring, sorg og smerte af Erik gennem hende. Han hjalp hende dengang, og med den hjælp kunne hun hjælpe mig. Det er smukt i min verden. Det er lidt ligesom med synkronitet - man får det, man har brug for, hvis man åbner sig for det. Og formulerer sine ønsker. Og får øje på det, selvom det af og til materialiserer sig i en anden form, end man havde forventet.

Og nu vi er ved det, så har jeg på fornemmelsen, at synkroniteten knokler for mig lige nu. På et helt andet plan. Men lidt overtroisk skal der også være plads til at være! Så jeg skriver ikke mere om det, før nogle nogle andre ting er gået op i en højere enhed. Hvis de gør - så skal I få en helt ny, helt sandfærdig og helt 'tilfældig' historie fra det virkelige liv...