Dét, vi tror om hinanden

Den anden dag på studiet skulle vi lave en vanskelig studieøvelse. Under vejledning fra underviseren diskuterede vi et kompliceret pædagogisk begreb, og frustrationen var næsten til føle på. Jeg var i gruppe med to, jeg ikke har arbejdet sammen med før, og da jeg argumenterede for mit synspunkt (med opbakning fra underviseren) udbrød den ene:

Hende: "Jamen Hulemor, du er også så......så......"
Mig: "Sååeeh... hvad?"
 "Ja altså, så.......voksen"
"Øhh nå.....okay....er du ikke det da?"
"Jo jo, men du er så....du har garanteret.....sådan......et liv!"

Jeg har stadig ikke helt grejet, hvad hun mente, men jeg har mange sjove billeder af, hvad det er for et liv, hun tror, jeg har. Faktisk ret sikker på, at hendes forestillinger ikke rigtig svarer til det liv, jeg i virkeligheden har. Mærkelige ting, vi går og tror om hinanden.

Vil du se?

...hvad der var i min taske i dag, en helt ordinær torsdag.

• En tampax
• Et hvidt (billigt) perlearmbånd
• Tandtråd
• Latterligt orange plastarmbånd, der symboliserer en kampagne i sundhedssektoren om at undgå stress. Bare ærgerligt at vores hygiejneforskrifter forbyder at bære den slags i arbejdstiden..
• En bon på kr. 276,- for maling
• Nøgler
• 8 hour cream, EA
• To lipgloss, en fra Clarins og en ubestemmelig. Måske Nivea (nu er smidt ud)
• Overstregningstusch
• Høretelefoner til Mp3 afspiller (købt mhp løbetræning. Aldrig brugt)
• USB nøgle (tom, men man ved jo aldrig)
• Knækket lerfigur, gave fra Elverpigen (som jeg stadig ikke nænner at smide ud)
• Labello solstift
• 4 hårnåle
• Overfaldsalarm (160 dB)
• Hårklemmer, stor + lille
• Oplukker
• Pink knap
• Lysegrøn skattekiste med udtrukket kindtand, Troldebarnets
• 2 sorte eyelinere
• Lille spraydåse (kunne indeholde peber)
• Frimærker. Værdi: 22 kr.
• Læbebalsam med karamelsmag (kan ikke anbefales)
• 2011 udgave af fag-kalender (2010 udgaven blev smidt ud inden jeg tog billedet. Den var også i tasken)
• Orange post-it med nummeret på tandreguleringsklinikken
• 2 papirclips
• Lille konkylie, fundet i Skagen
• Min mors ur
• Læbeblyant

Bortset fra de få kasserede effekter er det hele tilbage i tasken igen. Uundværligt faktisk...

Kære mor#2

Jeg ville egentlig bare sige tillykke. Med bryllupsdagen. 42 år siden i dag, at I sagde ja til at følges ad, indtil døden jer skilte. Og det gjorde den. Det betyder meget for far, at det gik rigtigt til, i hvert fald på den måde. Han holdt sit løfte overfor dig og overfor dem, der bevidnede jeres ægteskab for nøjagtigt 42 år siden.

Dengang var du kun 24 år, tænk sig. Ung og smuk og meget nygift. Fest på Hjerting Badehotel, i lige netop disse timer. 15.330 dage plus rundt regnet 10 skudårsdage. Det er alligevel også en slags lang tid. Han havde siddet med jeres bryllupsalbum her til aften. Set alle billederne igennem og husket jeres store aften i glimt. Men det havde ikke været slemt ved ham. "Ved du hvad?", sagde han til mig, "De fleste af dem, der var med, er døde. Livet er jo bare ikke konstant. Det går vi måske og tror i hverdagens trummerum, men det flytter sig hele tiden. Nogle dør og nye fødes. Det var okay".

Det blev jeg glad for at høre ham sige. Han trænger til at være lidt glad igen. Han havde været ovre på kirkegården med roser til dig. I to farver. "Det er bare ikke særlig festligt, at det er derovre, man skal give hende blomster. Især når man tænker på, hvor tit jeg har glemt vores bryllupsdag, mens hun var her".

Jeg var også derovre i går, på kirkegården. Jeg forstår det stadig ikke, at det er dit navn, der står der med de sirlige bogstaver. Jeg synes, det må være en fejl. Når jeg ser dine sommerblomster, din håndskrift på små sedler og dit navn på den sten, så længes jeg sådan efter dig. Jeg kan næsten ikke trække vejret mor. Men jeg kan godt græde, heldigvis. Tiden læger ikke alle sår. Tiden bevæger sig væk fra dig, og minder mig om, at du ikke kommer tilbage.

Jeg ville bare sådan ønske, at du snart kom hjem til os igen...

Sådan kan man få noget nyt at tænke over

Nå, men så ville jeg egentlig have skrevet et indlæg om besøget hos min far, om vores snakke (og for meget Baileys. Alt for meget) en gåtur til kirkegården og noget om at besøge sin mor sådan et sted. Og om, hvordan min far nu studerer gravstene - ikke for at se, hvor gamle de andre blev (hvilket er det, jeg kigger efter) men hvor lang tid, der gik, imellem to ægtefællers død. Vel at mærke fordi, han misunder dem, hvor der kun gik ganske kort tid. "Se der. Han døde ikke engang to måneder efter hende. Det, ville jeg synes, var fuldendt". Okay.

Vel hjemme fortalte Troldebarnet så lige pludselig om sin egen farve og min farve. "Altså, hvad mener du med 'farve'". Ja, den farve alle mennesker har uden omkring sig. Det kan være dén farve og dén farve og dén farve. De kan også blande sig og skifte. Det kommer an på, hvordan den person har det. Og om hvilke børn, der havde hvilken farve, og at det nogle gange var svært at være henne i skolen, når alle de andres følelser blander sig ind i hans. "Altså de farver, er det noget, du kan se?". "Ja. Eller det er nærmere noget, jeg kan fornemme. Kan du ikke det?" (Nej. Det kan jeg så ikke)

Og at det var rigtig svært at mærke, hvor dårligt morfar har det indeni. "Og mor, ved du godt, at han ikke ønsker at leve og at hans hjerte hele tiden leder efter mormor? Jeg kan høre det inde i mit øre, når han græder, og så hader jeg mig selv, fordi jeg ikke kan helbrede ham. Det er ligesom, når du græder mor. Jeg mærker, når der falder en tåre"

(Behøver vel ikke sige, at han altid finder mig, når jeg går afsides for at tage en tuder? Om jeg går på toilettet, i haven eller brændeskuret, så finder han mig. Men kun, hvis jeg græder)

Nå, men det sidder jeg så lige og tænker lidt over, mens jeg prøver at finde det rigtige svar på spørgsmålet: "Mor, hvad er reglerne så, når man kan fornemme de andres farver, og mærke, hvordan de har det?". Jeg kunne kun lige skynde mig at sige, at det i hvert fald er vigtigt at passe på sig selv! Og at den vigtigste regel er, at det ikke er hans ansvar, at alle skal have det godt, for så kommer han godt nok på overarbejde..

Resten tager vi lige i morgen, når jeg er færdig med at google "aura-farver" og "hvad gør jeg, hvis mit barn har evner for noget, som jeg ikke ved noget om, og ikke engang ved, om jeg selv tror på?"

Erfaringer modtages gerne...(hjææælp mig)

Ved du, hvor din mor er?

Min lillebror, han er sådan en, der skruer i alt. Alternativt hamrer. Jeg husker ham med en hammer og en pakke søm i hånden fra han var helt lille. Og jeg husker, hvor mange søm, der skulle trækkes ud af væggen, engang der skulle males på hans værelse..

Nu skruer han mest i lastbiler. Store, dyre maskiner. Og han er virkelig, virkelig dygtig til det. Og virkelig, virkelig afholdt alle steder. Det kan jeg godt forstå. Han er nemlig et helt usædvanlig rart menneske. Harmonisk, glad og smilende. Og sjov. Kan en masse røverhistorier, og kan få en lille ubetydelig hverdagshistorie til at blive et oneman show.

Nå, men han har jo altid bare været min lillebror. Lille. Bror. Men da min mor døde, opdagede jeg, at han faktisk er blevet en mand. En helt rigtig voksen mand. Og faktisk også lidt sølvhåret, når jeg kigger ordentligt efter! Da han blev far første gang, havde jeg godt nok på fornemmelsen, at jeg ikke kendte ham så godt, som jeg troede. Det var og er han nemlig også rigtig, rigtig god til.

Jeg ved ikke, hvor meget han reflekterer over tilværelsen. Liv og død og den slags. Men jeg ved, at han har været rigtig god til at holde om sin storesøster for nylig, da døden kom tæt på. Han tog om mig på sådan en måde, som jeg forestiller mig en....storebror ville gøre? Jeg kunne læne mig. Det var rart. Vi er blevet tætte.

Den anden aften sagde han noget, som jeg har tænkt meget over siden. Fordi jeg synes, det var klogt og rigtigt. Og rørende. Og måske mest, fordi jeg blev overrasket over, at han tænker sådan. Det var noget, han havde sagt til en af sine venner.

"Ved du hvad jeg synes er det værste ved, at hun er død? At jeg ikke ved, hvor hun er mere! Ens mor ved man jo altid hvor er......for det meste er hun hjemme, og ellers ved man hvor hun er og hvornår hun er hjemme igen. Man ved sådan nogenlunde, hvad hun skal og hvad hun laver i løbet af en uge. Og uanset hvad, er hun kun en sms eller et telefonopkald væk. Nu har jeg i 36 år vidst, hvor min mor var, og pludselig......så ved jeg det ikke mere. Har du nogensinde tænkt på, hvordan det er? Kan du forestille dig hvordan det er, ikke at vide hvor din mor er?"

Det er jo sådan, det er. Hun må da være der et sted?!!? Hun var her jo lige!! Jeg kan mærke den undren dybt inde i mig selv også. Og længsel. Og fortvivlelse. Er hun virkelig væk for altid? Nej. Jo. Eller?

Ved du, hvor din mor er?

Hvis du var en supermarkedsvare, hvilken hylde ville du så ligge på?

Det er faktisk længe siden, jeg har set ham. Han er ellers en af mine stampatienter, der kommer fast hver 6. uge. Desværre har han været meget, meget syg den seneste tid, men han så alligevel bedre ud i dag, og der var stor gensynsglæde. Selvom han er 70, er han en indtagende mand og rap i replikken. En af de få, der får et knus, inden han går ud af døren (selvom det ligger en hel del udenfor den professionelle grænse).

Inden han gik, så han mig i øjnene og sagde:

"Du kender godt de der vogne i supermarkedet, ikke? Dem, der er fyldt med udgåede varer til ingen penge? Som alle mennesker står og rager lidt ligegyldigt i? Jeg føler mig som en af de varer. Lægerne var ikke nærige med kniven, og nu er jeg helt ødelagt. Jeg kan ikke engang hygge mig med en dame længere"

Han havde tårer i øjnene.

Og han fik et kram, da han gik.

Resten af dagen har jeg tænkt over, hvilken vare jeg egentlig er? En farverig grøntsag i den kølige afdeling? Et syrligt drop på dåse? En god steg i køledisken? En sprudlende boblevand blandt kvalitetsvine? En hengemt syltevare på bagerste hylde? En falmet serviet glemt i udstillingen? En lækkerbisken i glitterpapir? En doven cola i automaten? Jeg kan ikke rigtigt bestemme mig, faktisk...

Jeg håber bare, det varer længe, før jeg ligger i rodekassen med uddaterede varer! Og så alligevel...det er ikke alt guld, der glimter - og lige netop i rodekassen finder man ofte de bedste køb. Det vil jeg minde ham om, når jeg ser ham igen!!

Hvilken vare er du?

Hvem er du?

Min venindes datter spurgte hende om dét, forleden. "Mor, hvem er du egentlig?"

Jeg tænker den samme tanke disse dage. "Mor, hvem var du egentlig?".

Der er min mor, som jeg kender hende. Kendte? Den kærlige, beskyttende, omsorgsfulde, interesserede og lyttende mor. Faktisk lige sådan som en mor skal være.

Men min mor var også noget andet, end den vi kendte. Min bror og jeg. Hun var privat og distanceret, når det kom til hendes følelsesliv - der blev ikke delt ret meget. Min mor var mor for sine børn. Ikke ven og veninde. Vi var ligeværdige, men ikke ligelige. Hun lyttede og værnede sine unger. Bar. Vi skulle ikke bære hende.

Efter hendes død har min far og jeg drukket rødvin. Og talt solen sort. Og han har fortalt mig en masse historier, som hun aldrig selv har fortalt. Vist mig breve, hun har skrevet til ham gennem tiden. Lært mig, at min mor var så meget mere, end det, jeg - hendes datter - så. Hun bliver meget mere farverig og sprudlende. Levende.

Til aften fik jeg en mail af en min mors søstre. Hun skrev blandt andet:

At hun kunne være sig selv i næsten hele sygdomsforløbet og helst ville bære det selv, er fantastisk.

Det er noget underligt noget at føle, at i torsdags var en god dag, men det var en trøst for os, at du fortalte om de sidste dage som noget smukt og givende. Vi genkendte hende i alt, hvad du sagde.

Jeg tænkte, ja netop sådan var hun, værdig og stærk på trods af det sprøde sind, som jeg ved, hun havde.

Jeg tror, du ligner hende meget, og det kan du kun være stolt af.


Min mor er død. Måske er jeg først lige begyndt at lære hende at kende? Det er okay. Og jeg er stolt.

Hvem er du?

Og nu til noget helt andet

Var faktisk lidt for træt i hovedet til at få tanker vendt til skrevne ord. Har både bagt rugbrød, kogt suppe, afmonteret juletræ (endelig!!), støvsuget og vasket gulve. Også i badeværelset. Og slet ikke drukket rødvin. Til gengæld ikke fået andet frisk luft end det, der selv kom ind ad terrassedøren, da jeg smed juletræet ud!

Nå, men så sad jeg og faldt i staver over, hvorfor bloggens googlesøgninger er så sindssyge, når jeg nu bare er en ganske almindelig Hylemor (NÅ. Det var så en slåfejl. Riiimelig tankevækkende. Den lader vi bare stå) Det var de søgninger, vi kom fra:

• Vinterteltning. Jamen jeg ville ønske, jeg var sådan én. Børnene ville elske det...
• Den perfekte mor. Jamen jeg ville ønske, jeg var sådan én. Børnene ville elske det...
• Danske skønhedsbloggere. Jamen jeg ville ønske, jeg var sådan en...
• Fodpleje. Jamen jeg ville ønske, jeg gjorde det noget mere
• Gammelkone kusse. ??????? Jamen...øhhh. Nå

Jeg tror bare jeg stempler ud for i dag så...det er altså ikke alt her i verden man skal tænke over. Eller forstå. Så dét...

Store spørgsmål. Og lidt om Lars Lilholt

"Sig mig, hvorfor er vi til

Hvad får hjertet til at slå

Hvorfor skal jeg dø, når jeg

langt hellere vil blive ved at gå"

Ordene er lånt fra en af de bedste danske sange, jeg kender. Jeg har haft den i hovedet det meste af weekenden, fordi konfrontationen med livets afslutning bringer mange tanker med sig.

Min mor er stadig lige ved siden af. Varm og blød, levende og fysisk. Bare mor. Men snart skal hun videre i en anden form. Hvorhen? Uanset hvad man bekender sig til eller tror på, bliver overbevisningen udfordret, når døden bliver en realitet. Hvorfor og hvorhen?

Jeg var 15 år, da min farmor døde. Jeg kan huske, at mine forældre var uenige om, hvorvidt jeg skulle have lov at se hende i kisten. Min far sagde, at det skulle jeg selv bestemme, og jeg besluttede mig for at se hende. Det var godt, jeg gjorde det. Jeg var lidt bange forinden, men husker tydeligt den lettelse, det var at se hende!

Jeg åndede helt lettet op og tænkte "Nå pyyha, det dér er jo slet ikke farmor". Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det bare var hendes skal, der lå der tilbage, som om hun havde smidt sin ham og forladt den. Det trøster mig nu, for jeg er sikker på, at min mor fortsætter et andet sted hen, i en anden form end i sin jordiske ham.

Det gør det ikke mindre smertefuldt. Jeg vil bare sidde og holde om hende og mærke hende varm og levende. Og våd på kinderne af tårer. Vi har grædt en flod i weekenden. Været sorgfulde, forpinte, fortvivlede, fjollede og taknemmelige. Måske er det alligevel godt at få tid til at tage afsked, selvom det river lidt af hjertet ud. Og selvom vi ikke forstår...

Den sang er skrevet af en fantastisk sangskriver. Af en mand, der deler vandene, og som mange elsker at hade (selvom jeg har lagt mærke til, at det er blevet mere legalt at kunne lide ham. Altså hvis man er hip nok til at kunne bære det og ikke identificeer sig med hans fans) Nå, men navnet er Lars Lilholt. Af uransagelige og meget indviklede årsager stod jeg - for præcis 18 år siden - en kold januarmorgen foran Århus Musikhus og ventede på en bus. Den skulle køre et lukket selskab til Val Thorens for at stå på ski. Med i bussen var både folk fra bandet og crewet i Lars Lilholt Band. Og så mig. Det var godt nok en skidt start, for det var slet ikke meningen, men skægt blev det - og bragte både sjove og pinlige episoder med sig. Uskyldige flirts og livslange venskaber.

Så jeg er sådan en, der bærer over med mærkelige mellemspil og hidsige fløjter, for der er perler mellem de mange numre, der flyder fra den mands hånd. Og en af mine yndlings er den med Peter Masai og Rasmus Lyberth fra cd'en Gloria, som jeg fik foræret af en af skiferievennerne til min 30 års fødselsdag. Hvilket vil sige, at den er udgivet for nøjagtigt 10 år siden *hm hm*. Den bliver mit soundtrack til natten. Den hedder "Bag Kuala Lumpurs smil" og du kan høre den her.

Forunderlige hjerte

"I et fyldt hjerte er der plads til meget - i et tomt er der ikke plads til noget"

Sådan lyder et afrikansk ordsprog. Og jeg ved, at mit hjerte er fyldt.

Mit lille hjerte er ved at briste ved erkendelsen af, at min mors dage rinder ud langt tidligere, end jeg havde forestillet mig.

Samtidig svulmer det af lykke over to glade, raske børn, der glæder sig til julen som aldrig før.

Det berøres dybt ved synet af den ubegribelige skønhed, naturen udfolder sig med lige nu - overalt omkring mig.

Og det bobler af glæde over en langstrakt forelskelse på vågeblus, der, midt i en svær tid, giver sig til at gløde og ulme - og antændes til et bål af kærlighed.

Side om side går sorgen og smerten ved at skulle miste, hånd i hånd med glæden over livet.

Forunderlige hjerte.

Det liv

Uiii hæsblæsende weekend. Elverpigen blev el've. Med pigegæster og talent, håndboldkamp og flødeboller, biograftur og guf, restaurantbesøg og softice bar, familie tam-tam og gaver. Hun er glad. Og stor. Og lidt lille. Lidt endnu...

Gik egentlig og puslede med nogle andre tanker, der skulle ud her, da jeg tjekkede mine telefonbeskeder. Et opkald fra min kusine (én af dem! Der er mange..), som jeg ikke har hørt fra længe. Måske fordi hun har tre små børn. Plus tvillinge babyer. Vi taler fem børn under syv år. Hun havde altså alligevel fået tid til at ringe til mig, angående et familiearrangement på lørdag, hun gerne ville indbyde mig til. Hos en af vores mostre.

Der var engang seks søstre. Døtre af vores fælles mormor, mødre til alle os. Nu er de fem tilbage. To af dem har kræft. Én af dem er min mor.

På lørdag er der babytræf hos den ene moster. To af de andre er inviteret. To er ikke. De syge.

"Vi vurderede, at din mor ikke har overskud til at komme og dikke babyer, så hun er slet ikke blevet spurgt. Vil du give os ret?"

Nej, ved I hvad? Det vil jeg faktisk ikke!

Jeg ved med sikkerhed, at den beslutning er taget i den allerkærligste mening. For at skåne hende. For at skåne hende for glæden ved livet? For at skåne hende for glæden ved den familie, hun måske snart skal skilles fra? For at skåne hende for latter og smil fra de små, der kun lige er født ind i det liv, der måske snart skal tages fra hende?

For at skåne sig selv for hendes gråd? For at skåne os andre for smerten ved erkendelsen om, at vi måske snart skal miste? For at glemme, at vi er forgængelige?

"Jeg tror i hvert fald rigtig gerne, hun vil spørges", svarede jeg.

Må hun ikke nok selv vælge, mens hun kan?

Hun er ikke mærket fysisk. Hun er glad, omend med vemod og et strejf af sorg i blikket. Hun hæger om livet, og vil gerne være med. Hun tager med i byen og danser. Hun passer sine børnebørn. Hun siger ting, som er vigtige. Hun er i stand til at glæde sig over, at det ikke er en af os andre. Hun græder en gang imellem, men hun lever. Endnu. Hun er hér, blandt os. Hun vil gerne være med i livet. Sammen med de levende.

Forbandede sygdom. Ikke nok med, at den måske ekskluderer hende fra livet, nu ekskluderer den hende også i livet. Det er næsten mere, end jeg kan bære. Jeg håber, de spørger hende.

I det blødeste bløde

I det blødeste bløde i min kerne, det er dér, jeg er ramt lige nu.

Jeg har aldrig skrevet et blogindlæg før, der har været så lidt velovervejet. Jeg har ikke fået mine tanker på plads. Jeg har ikke fået bearbejdet mine følelser. Jeg har ikke fået "vendt den" og sat de dækkende ord på. Men jeg skriver alligevel, for at fastholde øjeblikket.

Jeg efterrationaliserer ofte mine følelser, hvilket af og til er vældig hensigtsmæssigt. Men jeg er ramt i min kerne, og jeg har behov for at få det nedfældet. De er sådan her, jeg har det. Det var sådan, jeg havde det i dag. En helt anden dag har jeg måske fået efterrationaliseret og fundet de rigtige ord. Forklaret og analyseret mine følelser så meget, at jeg slet ikke kan forstå og huske, hvordan det var at være mig i dag.

Sent i aftes modtog jeg en mail. Skrevet af en kvinde, en mor fra Troldebarnets skole. Mailen handlede om, hvordan Troldebarnet har krænket hendes søn igennem længere tid. Der var ord som knytnæver, arme vredet om på ryggen, fingre stukket ind i øjnene.

Det er ingen hemmelighed, at Troldebarnet har en svær gang på jorden. Han er udfarende og har stor vrede mod sig selv. Det er meget sjældent at han slås, men at han driller og irriterer, er jeg fuldstændig på det rene med.

Mailen var sendt til skolens leder og det andet barns far (forældrene er skilt). Sort på hvidt stod det, hvilke overgreb min søn, ifølge hende, havde begået mod hendes dreng. Jeg følte ham fuldstændig blottet, angrebet og forsvarsløs.

To dage forinden havde jeg haft en telefonsamtale med den pågældende mor i en ganske almindelig aftale-situation vedrørende fritidsaktiviteter. Ved den lejlighed faldt der ikke så meget som ét ord om de vanskeligheder, hun nu redegjorde for i sin mail. Dagen før havde jeg mødt hende i en anden sammenhæng, hvor der heller ikke var så meget om et lille pip om de voldsomme situationer, der skulle have fundet sted over længere tid.

Jeg slog ikke koldt vand i blodet. Jeg ringede til hende med det samme. Min stemme skælvede, og ja, jeg var rasende. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten direkte. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten før. Rasende over at hun involverede skole og forældre uden at varsle mig. Rasende over, at hun ikke mødte mig i det, men indledte en så alvorlig diskussion i et niveau og på et tidspunkt, hvor det var svært for mig at bevare jordforbindelsen.


Hun kunne ikke redegøre for, hvornår episoderne havde fundet sted. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor det pludselig - siden søndag aften - var blevet så magtpåliggende for hende at få det "sagt" højt. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor hun ikke havde taget den op med mig, de to foregående dage, hvor vi havde været i kontakt med hinanden.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så berørt i en telefonsamtale. Hun forklarede sig med, at det var svært for hende at være i dialog om det, fordi hun ved andre lejligheder har haft konflikter med skolen (jamen netop derfor skulle du jo komme til mig???). Hun vidste i øvrigt ikke, hvilken rolle hendes søn selv havde haft i sammenstødene, det havde hun ikke fået spurgt ham om (Hvad med at vi to havde haft den snak først?). Hun havde valgt at skrive en mail, for ikke at gøre det til en konflikt (???) Jeg bad hende om, en anden gang, at overveje sin kommunikationsvej.

Jeg skrev en mail til skolen om, at jeg naturligvis bakkede 100% op om at få kastet lys over sagen, og at jeg i øvrigt syntes, at det var en uheldig måde at indlede en dialog på. Især på en skole, der sætter nærvær og ordentlig kommunikation i højsædet.

Jeg sov ikke. Jeg kunne ikke. Mit system kunne ikke falde til ro. Og det er det, jeg reagerer på. Det fortæller mig noget? Min voldsomme reaktion fortæller mig noget. Der er noget helt inde fra, der fortæller mig noget her. Der er noget galt.

Skolen har i dag forsikret mig, at der stadig er god kontakt til- og opmærksomhed omkring Troldebarnet. Men der har været episoder, der passer på beskrivelserne. Der har været knytnæver. Det er bare ikke, af skolen, blevet oplevet som overgreb. Der har været tidspunkter, hvor de voksne har løftet øjenbrynene, fordi det i et sekunds tid lignede, at noget var i gang. Men aldrig mere end et sekund. Aldrig noget, der ansporede til delagtiggørelse af andre, herunder mig. Aldrig noget, der fik klokker til at ringe. Aldrig noget, der gav anledning til særlig bekymring.

Jeg blev beroliget med, at skolen aldrig har haft fokus på, at der netop mellem disse to drenge har været særligt behov for opmærksomhed. Jeg blev støttet i min oplevelse af, at kommunikationsformen var uhensigtsmæssig i retning af at løse konflikten i mindelighed. Jeg blev forsikret om, at Troldebarnets vanskeligheder bliver mindre dag for dag. Jeg blev overbevist om, at min dreng ikke er et monster, der går rundt og stikker fingrene i de andre børns øjne.

Vi talte om over-kill og under-kill. For lidt og for meget. Brodden blev taget af angrebet. Men at det andet barn har haft den oplevelse af overgreb, er jeg ikke menneske til at ændre på, hvor gerne jeg end ville.

Jeg blev bedt om ikke at diskutere det med Trolden. "Det er noget, der sker for ham i situationer, hvor noget bliver for hyggeligt. For tæt. Det er sekundvis, og han kan ikke "gøre for" det. Han er oprigtigt ked af det bagefter. Vi ser det som en del af hans selvdestruktive tendens. Vi oplever ikke, at de andre børn føler sig truet eller "jordet" af ham. De er kloge. De ved godt, han er sårbar.

Tak. Det hjalp.

Jeg sidder tilbage med modsatrettede, diffuse følelser. Hvad skete der med mig? Hvorfor blev jeg så oprørt? Hvad er op og ned?

Ingen tvivl om at den mor, uforvarende, ramte mig i det blødeste bløde. Det mest smertefulde i mit liv. At Troldebarnet er kommet til verden og er vokset op i et følelsesmæssigt utrygt hjem, hvor intet nogensinde har været godt. Og at jeg ikke kan ændre det. At jeg er bange for, at den adfærd er direkte nedarvet fra hans far. Uanset hvor mange psykologer, der hævder, at sådan er det ikke. (Og at min bekymring om det i øvrigt kan forstærke Troldebarnets angst for at ligne sin far for meget på det punkt).

Jeg har lige læst de to mails igen. Jeg kan godt holde dem ud fra kroppen nu og læse dem. Uden hjertebanken. Jeg har vænnet mig til ordene. Måske kan jeg ikke forstå, at de gav det stormvejr indeni.

Var det berettiget at blive så vred? Var det rimeligt, at ringe hende op og afkræve svar, tidspunkter, forklaringer? Almindeligvis bliver jeg ikke skubbet ud over den grænse.

Jeg forsøger at fange den flygtige fornemmelse af genkendelighed. De andre gange, det er sket. Der har min erfaring været, at det var fordi der var noget i det. Noget, der ikke var rigtigt.

Og derfor sidder jeg tilbage med følelsen af, at den mail virker så skadelig og angribende, netop fordi den giver sig ud for at være tilfældig. Sendt en tilfældig dag. Netop fordi der ingen optakt har været.

Følelsen nu af en skjult dagsorden. En bagtanke. En raffineret optrapning af en konflikt, der handler om noget ganske andet end Troldebarnet. Jeg kan ikke slippe den...

Jeg holder af hverdagen. Eller gør jeg?

Jeg har altid godt kunnet lide den sætning, sagt af en meget uhyggelig mand (min fars faster var kun bange for én ting, når hun var alene hjemme i deres sommerhus. At det skulle banke på døren en sen aften, og Onkel Danny skulle stå derude med sine sortlakerede negle. Mærkelig, mærkelig frygt!)

I anledning af, at Landsbyhospitalet snart definitivt lukker, tænkte jeg, at det var godt at lave lidt research på andre muligheder. Og startede indefra, med en bog fra stakken.

Jeg hader selvhjælpsbøger. Af alle slags. Jeg er ikke stødt på en eneste endnu, hvor jeg ikke har brækket mig over al det frelste, man skal igennem, inden man kommer til de saliggørende øvelser. Der retter op på hele ens miserable skude af et liv.

(Og undskyld til alle jer, der har skrevet eller læst fantastiske selvhjælpsbøger, der rent faktisk har hjulpet)

Nå men...der var et eller andet ved den her bog, der fik mig igennem indledningen uden at kaste op. Og rent faktisk har jeg læst kapitel 1 indtil flere gange. OG *trommehvirvel* lavet øvelserne. Sgu.

Den korte version er, at øvelserne i første kapitel skal spore læseren ind på, hvilke følelser, der skal motivere ham/hende til at følge sin passion. Og jeg blev faktisk lidt grebet af det. Og lavede øvelserne virkelig grundigt. Ja, næsten passioneret. Det satte faktisk noget i gang, det må jeg indrømme. Hårdt presset.

Og lige nu sidder jeg lidt målløs og studerer resultatet, for...der hvor jeg mangler noget, der hvor jeg ikke lever, der hvor jeg er drænet og kører på autopilot - det er lige netop i hverdagen, som jeg eller synes, jeg holder sådan af. Nå.

Mit arbejdsliv er glimrende i følge testen. Well, no surprise actually. Jeg er glad for mit arbejde, kolleger og patienter. Det er mere af nød, jeg skal finde noget, jeg kan blive lige så glad for.
(Jo, jeg bliver overflyttet. Men til en forbandet heksekedel af en arbejdsplads, hvor jeg har været før. Og i løbet af 5 måneder havde 600% stigning i sygefravær ift. de forrige 15 år på arbejdsmarkedet!)

Men det rammer noget at se på de ord, jeg selv har skrevet om, hvad der mangler i mit liv. Ikke af jordisk gods eller guld, men af elementer, oplevelser, episoder, der får de livlige, glædesfulde, passionerede følelser frem i mig.

Det er her i mit hjem i min hverdag, i mit helt almindelige liv, jeg skal til at lappe huller. Fylde op. Nære. Mærke. Slippe. Være. Og trække vejret helt ned i maven.

Jeg måtte næsten år tilbage i tiden, for at jeg kunne genkalde mig de følelser, der engang gjorde livet til en fest. Og ja, ja, nok er det en kliché og livet er jo for fanden ikke en fest hver dag...men en gang imellem må det da godt være det! Selv om man er nødt til at være verdens største praktiske gris fra kl. 5.35 til 22.25 hver dag.

Så nu bliver selvforkælelse indført. Dét ord ville jeg helt sikkert have vendt vrangen ud over, dengang tilværelsen var ulidelig let. Men nu giver det mening. Og helt alvorligt; jeg skulle starte på det i går. Med fodbad og stearinlys. Det var ligesom det, jeg kunne forpligte (adddrrr) mig til. Altså overfor mig selv.

Og hvad endte det med? At jeg gnubbede fødderne i en varm vaskeklud lige inden jeg skulle sove, fordi jeg ikke lige havde nået det med fodbadet! Nået det! Et eller andet sted...så har den coach sgu da ret i, at når man ikke engang kan afse sølle 20 minutter til sig selv til noget virkelig rart - som ikke engang generer nogen - så tror da pokker, at man ikke kan trække sig selv op ved håret og prøve at nyde det hele lidt!

Og i dag? Skulle jeg høre musik/bevæge mig/danse (det ved jeg nemlig virker) i 20 minutter. Men så trak putteriet ud og derefter ringede en slags kæreste og ... så nåede jeg det ikke. Egentlig kunne jeg godt have nået det, men bloggen trak voldsomt, for jeg havde pludselig lyst til at dele det med nogen. Hmm.

I morgen. 20 minutters afspænding. Nogen, der vil vædde?

Apropos dramaqueen..

Tænkte jeg lige skulle komme med et eksempel. Har tilfældigvis lige et dugfrisk ét. Jeg kunne jo evt. selv læse det igen ved lejlighed. Fx når jeg har glemt, hvor latterlig meget energi, jeg kan bruge på dramaer. Både min egen og andres. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme: det her bliver langt!

Anledningen var en begivenhed, som også har optaget andre bloggere: U2 koncerten i Horsens.

U2 og jeg går langt tilbage. Torquay 1987. En sprogrejse, hvor jeg blev veninde med Helene. Den skønne Helene er ingen underdrivelse her. Smuk, intelligent, sød, sjov...blablabla...fantastisk pige. Det var vi dengang. Helene hørte U2. Altså inden U2 var noget man hørte, der hvor jeg kom fra.

(Der hvor jeg kom fra hørte vi nemlig 50'er musik og kørte i amerikanerbiler. Ja, grin bare. Det var sgu tider!! Bonderøve med bonde på. Hillbillies and rednecks)

Helene hørte U2, så det gjorde jeg også. Og jeg har hørt det siden. I radioen og til fester. Og sidste år i Nice, hvor jeg sad på en terrasse med fuldt overblik over lysshowet og en hel del lyd.

U2 har bare aldrig sagt mig noget. Jeg kan sagtens høre at de er...kvalitet. Power. Enestående. Men deres musik rører mig ikke. Sætter ikke stemninger, billeder, følelser og klumper i halsen i gang indeni. Hvis jeg skulle lave en sæt-liste over mit liv, ville U2 ikke figurere. For mig var de kun en flirt, fordi jeg gerne ville være ligesom Helene.

Så selvom jeg er vild med stadionkoncerter og kæmpeproduktioner, overvejede jeg ikke rigtigt det der U2-skråstreg-Horsens. Selvom det var i rimelig køreafstand og man måske kunne have fået en billet, når det nu var over to dage. Out of my mind.

Næste del af historien indbefatter så en lokal, nutidig bonderøv. Som jeg ...æhhh...ser. En slags kæreste. Og vi havde sgu ikke lige fået snakket om det der U2. Ikke med et ord.

Her skal jeg lige indskyde, at jeg er meget stor tilhænger af lommepsykologi (min egen), hvilket ofte afstedkommer dramaer på et tvivlsomt grundlag. Således også i dette tilfælde.

Jeg havde nemlig analyseret mig frem til (ja, helt uden dialog. Imponerende, jeg ved det) at ham slags kæresten ikke var til U2. Han er mere til Bruce. Den slags. Ligesom mig.

Han er også sådan en, der har hænderne skruet godt på og ved alt om fx kloakker. Strøm, generatorer, værktøj, mandeting. Og dem, der kan det, bliver tit ringet efter når der skal laves store installationer til store forsamlinger. Fx i Horsens.

Place and time for the drama: Søndag d. 15. august.
Første U2 koncert i fuld gang. Nede i hulen putter Hulemor/dramaqueen børn, et sted i omegnen er en slags kæreste i gang med det samme. Han pakker også tasker, fordi hans børn skal til deres mor næste dag. Han kommer i tanke om nogle papirer, han gerne vil have Hulemor til at læse igennem og sender en sms... *trommehvirvel*

SK: "Jeg vil gerne have dig til at læse de papirer igennem"

H/D: "Selvfølgelig, du siger bare til"

SK: "I morgen engang?"

H/D: "Fint, så skal det være aften, Elverpigen er først færdig med håndbold kl. 19" (mellem linierne: så kan vi jo også lige hygge os når børnene sover. Og sår'n. Det er længe siden)

SK: "Øhe ved ikke rigtigt. Tror sgu jeg napper U2 i morgen"

(Hvar? U2? Hvorfor nu det? Det troede jeg da ikke var noget for os! Jamen hvorfor fanden spørger du ikke om jeg vil med? Det har du sgu da overhovedet ikke sagt noget om! Hvorfor vil du ikke hellere ned til mig? Okay, jeg har fattet det. Ud at have det sjovt med drengene. Fair nok, men hvorfor har du ikke bare sagt det? Var du bange for, jeg skulle nå at købe en billet? Nu troede jeg jo lige, du kom kom herned, synes da du skrev, du savnede mig lige for to timer siden. Men det er måske lavet om nu?)

H/D: "Okay. Det har du da ikke snakket noget om?"

SK: "Nej men det var også bare en pludselig indskydelse i dag. Synes der trængte til at ske noget"

(Nå ja, men det er da også fedt. For dig. Jeg sidder jo ligesom her og har ingen til liiiige at give mig en børnefri aften. Ja ja, ved sgu godt jeg selv har valgt det. Troede måske bare at du var lidt solidarisk. Håbede i hvert fald. At du hellere bare ville herned. Suk. Men nej nej. Du kører selvfølgelig dit eget show. Du skal lige have det hele med. Hold kæft hvor egoistisk. Hmm *tuder lidt her. Retfærdig harme*)

H/D: "Hmm. Jamen så god fornøjelse. Troede bare det var sådan noget, man gerne ville gøre med sin kæreste"

SK: "Stop nu skat altså. De ringede i sidste uge, om jeg ville arbejde derude, og jeg sagde nej pga. børn. Så har de lige ringet igen, at der er bøvl med en generator, om jeg ville komme og lave den. Længere er den ikke. Men jeg bliver da hjemme hvis det er sådan et problem"

(Nej nej ikke for dig. Og lad være at spille martyr for helvede. Det handler om nogle heeeelt andre ting. Som fx prioriteringer. Nu har vi ikke set hinanden i 14 dage, og så er det pludselig mere spændende at skulle derud. Det er mest det, at du ikke selv har lyst til at se mig...hmm. Ja ja, ved godt vi har en aftale på tirsdag, men alligevel. Du får bare lige det hele med ikke. Fandeme dejligt for dig)

H/D: "Det må du da selv om. Du har bare ikke snakket om det, og så håbede jeg måske, du havde lyst til at komme herned. Når jeg så ovenikøbet skulle hjælpe dig med de papirer. Jeg vidste ikke det var arbejde. Jeg er nok bare skuffet over, at du ikke tænkte mig ind i det. Godnat"

Her sidder jeg så virkelig og krummer tæer. Lille sur pige indeni. Misundelig, overset lille pige. Åbenbart. Næste dag skrev jeg selvfølgelig at blabla, det var jo ikke sådan ment, og selvfølgelig skulle han da bare tage derud og i øvrigt var jeg overhovedet ikke særlig vild med U2.

Og hele dagen spillede de U2 i radioen og man kunne bare ikke blive fri for at blive mindet om, at man bare var den eneste i hele verden, der ikke skulle til den forbandede koncert. Og anmelderne var jo bare helt vilde og mandag forstod jeg da virkelig, at her var noget once-in-a-lifetime jeg var gået glip af. Skidetak (som det er blevet så moderne at sige. Her dækker det til fulde min følelse)

Og en slags kæreste tog derud mens martyren indeni dramadronningen våndede sig.

Og så blev det endelig tirsdag aften. Og dramaet blev forløst. Med kys blandt andet. Og forunderligt nok med denne udramatiske samtale i bilen:

H/D: "Nå fortæl så! Hvad gik jeg glip af" (Nu hvor du ikke ville have mig med MED)

SK: "Jamen vi kom lidt sent. Bilen gik i stykker på vej derind, så den måtte vi have Jxxx til at hente. Vi havde heldigvis taget cykler med også, så vi cyklede det sidste stykke ind til stadion. Men det var svært at komme tæt på. De havde jo lukket alle sidegaderne af"

H/D: "Nå. Men hvor mange var I da?"

SK: "Bare mig og Pxxx"

H/D: "Nå. Men jeg troede da du skulle arbejde?"

SK: " Ja men jeg havde været forbi tidligere og sætte en slange på den generator, så det var fikset"

H/D: "Jamen hvordan havde Pxxx fået billet med så kort varsel?"

SK: "Billet?"

H/D: "Var I ikke til koncert?"

SK: "Nej. Eller jo. Vi stod bare ude på Langmarksvej og drak lidt fadøl. Men vi kunne ikke rigtig se noget af det"

(For helvede. Var det det, jeg hidsede mig sådan op over. At han for hede hule helvede skulle stå ude på gaden og drikke fadøl. Det var dét, der var så vigtigt at blive spurgt om. Inviteret med til. Hold kæft mand, jeg brækker mig. Over mig selv. Godt nok ikke sjovt at blive snydt på den måde hvar?)

H/D: "Hmm jeg troede, da I var derinde. Jeg så dem faktisk på samme måde sidste år. Dengang jeg var i Nice. Den aften jeg lige var landet. Jeg sad ude på altanen og det var helt mørkt, så man kunne næsten se lyset over hele byen. Men oppe på bjerget var lyden af cikaderne højere end koncerten"

SK: "Det lyder sgu da en hel del federe haha"

Hvad er det vigtige?

Så sad jeg der på mit arbejde, og havde i.n.t.e.t. at lave. Legede med min spritnye gadget uhh så fin og lækker - og miljøvenlig. Lagde planer for aftenens sommerhusparty med de skønneste kolleger. Tøse sms'ede med veninde. Fnis fnis og fredag for fuld skrue på radioen.

Nå, men mens jeg drev afsted i tilværelsens ulidelige lethed, ringede telefonen fra en sengeafdeling, at jeg skulle ind til en patient. Da jeg kom ud fra stuen igen, måtte jeg tørre øjnene. Og lod derefter telefonen blive i lommen, havde mistet lysten til at lege. Fordi det var ligegyldigt.

Patienten er 55 år, flot mand, veltalende og fuld af humor. Han fortalte mig, at han var lidt stresset de her dage. Fordi han lige har fået at vide, at han har tre måneder tilbage. Altså hvis det går godt. Han synes pludselig, han har lidt meget, han gerne vil nå.

Hvad pokker er det med det liv? Hvad er det nu, vi skal med det? Hvad skal det give os? Hvad skal vi give det? Er der overhovedet noget, der nytter?

Min mor er også alvorligt syg. Men hun er i behandling, og indtil videre ved vi ikke andet, end at det virker. Så de tunge tanker er til at holde i ave. Vi er blevet gode til at bruge tiden og fx prioritere at se hinanden, selvom det kun er for et par timer. Der er dage, hvor jeg næsten glemmer det.

Vi havde en god snak, patienten og jeg. Fordi jeg har det så tæt på selv, var det ikke svært at lytte til ham. Og spørge. Og tage hans hånd, da han rakte ud efter min, og fortalte, at hans søn havde sagt: "Jamen jeg har altså brug for mere far-tid". Det var ok, at vi begge kom til at græde lidt.

Der var en hel fortættet stemning inde på den stue. Tænk at to fremmede kan komme så tæt på hinanden på så kort tid. Det var gribende, berigende, ærligt, smertefuldt og bevægende på en gang. Men også varmt og nært. Forunderligt.

Jeg gav ham et knus, da jeg gik, fordi det var okay. "Tak for din måde at være på. Og pas nu godt på dig selv ude i den store verden" sagde han.

Vi kender kun lige nu. Dette øjeblik er i virkeligheden det eneste, vi ved. Om lidt kan alt være forandret. Så husk det lige.

Pas godt på dig selv, og dem du elsker. Nyd livet, for det er lige nu...

Hvad sker der...

... for de patienter?

Havde altså en virkelig underfundig oplevelse i dag. Det kan godt være, du er god til at tage imod komplimenter. Det er jeg ikke. Slet ikke. Ikke at jeg særlig tit er udsat for nogle...pfff.

Nå, men jeg har jo min daglige gang på det her provinssygehus. Hver dag tror jeg, at jeg er med i Landsbyhospitalet. Det er rigtigt!! Da jeg kom hjem fra skiferie skimmede jeg lige lokalavisen. Og dødsannoncerne...altså, det gør man på landet. Eller. Man skimmer vel altid dødsannoncerne, for at svælge i de efterladtes udsagn om afdøde, for at spotte kendte navne, eller sammenligne aldre (og regne forsigtigt på, hvor mange år man gennemsnitligt har tilbage, målt om mod ugens gennemsnitlige levetid..eller er det bare mig?)

Nå, men jeg tog mig i hvert fald i at skamme mig lidt over at have haft sådan en dejlig ferie - når to af mine stampatienter var døde i selvsamme uge! Endda én af mine absolut yndlingspatienter. For real. Måtte lige blinke et par tårer væk. For Gunner.

Men tilbage til emnet. Komplimenten.

Ind ad døren kommer endnu stampatient. Vindtør type. Vist nok noget restauratør. Er i hvert fald vågen hele natten og lugter lidt af bodega. På den tilrøgede måde. Dertil har han en velfriseret grydeklip med langt baghår. Og måne. Altid hvid skjorte (knappet godt op - ydrk) og en ordentligt motherfucker af en guldkæde. Han er da høflig nok, men ikke ligefrem noget festfyrværkeri..

Så mens jeg gør klar til at tage en blodprøve, siger han præcis sådan her:

"Jeg kan så godt lide at sidde og se på dig. Du er så køn i profil".

Ejmen, hvad f**** siger man lige til det???

Jeg ved ikke om jeg sagde noget. Brændte lige sammen oveni, for ikke at grine højt. Hele situationen var bare SÅ grotesk. Måske blev han også selv lidt forlegen. For han skyndte sig at fortælle mig, at han skulle videre ned til lægen. Fordi han bløder ud af numsen.

Jeg mangler ord.