En blandet sommerhandel

Jamen hvor skal jeg næsten starte. 24. april....det er godt nok længe siden sidste indlæg. Faktisk skete der allerede noget drastisk d. 13. marts, som satte sit store præg på foråret. 

Mit store, lille Troldebarn lænede sig på det tidspunkt op af en depression. Det lærerskifte han havde glædet sig sådan til sidste sommer bar slet ikke frugt, som han havde forestillet sig - men bød i stedet på nederlag og mistrivsel. Gys. Alt var slukket i ham og et akut skoleskift måtte til. Heldigvis er vi kommet godt igennem det, og han er faldet godt til. Har ovenikøbet fået sig en rigtig ven med samme slags krøllede hjerne. Altså på den gode måde. Efter sommerferien venter et nyt skoleår med to helt nye lærere. De to, han så lige nåede at lære at kende, har begge trukket stikket på grund af den nye reform og ændrede arbejdstidsregler. Det gav lige en mavepuster til, men Troldebarnet synes, det er okay "for så får vi jo to nye lærere, som ikke kender de andre elever bedre end mig. Så bliver det jo mere lige for mig". Nemlig.

3. semester på studiet blev klaret med venstre hånd, mens den der hverdag kun med nød og næppe hang sammen. Elverpigen er så meget i hormonernes vold, at hun i sine klare stunder græder salte tårer over det. Og formulerer til min ufattelige glæde, at hun synes, jeg altid er så rolig og lige kan sige det dér helt rigtige, så det hele ikke er så slemt alligevel. Årh mand - det er stort at høre. 

Når jeg kigger tilbage på de sidste fire måneder har det godt nok været noget af en tørn. Gode, trofaste veninder og en meget menneskevarm chef holdt modet oppe og verdens bedste smedearme bar mig i mål. Tak er virkelig kun et fattigt ord...

Nu sidder jeg i min seng og vrider det sidste ud af en fantastisk ferie med fantastiske børn i fantastisk vejr. Jeg er helt og aldeles udsovet og gider faktisk godt på job i morgen. Det er stadig halv ferie, når det kun er mig selv, der skal ud af døren om morgenen...

Jeg har så meget at skrive om ferien og sommeren, at det hele står og klodser og vil først frem. Så du får det i den korte version. Med billeder:

• Campingferie. Den første i mit liv - men ikke sidste. Med foreningen Gifted Children

• Knuthenborg Safari

• Nordjysk natur

• Møns Klint

• Is (samlet antal ukendt)

• Tre romaner læst. (Ja. Romaner. Ikke faglitteratur). Denne var ubetinget bedst

• Skagen og Råbjerg Mile en varm sommeraften

Nåe ja og Djurs Sommerland, stranddage, brændende sand og svalende badeture, friske jordbær, iskold hvidvin og Asti, brunch på Food Fein, havenusseri, solbadning, Candy Crush, sommershopping, grillaftener, sommerhus, lyse nætter, dybe vejrtrækninger og sove-længning. 

Ahhhhh....

Håber du nyder sommeren og ferietid!

En sjælden luksus

Ligger i en dejlig bred seng. I knitrende hvidt sengetøj. Har faktisk ligget her et par timer. Efter jeg havde taget et langt, varmt bad. Bag mig ligger en skøn, inspirerende dag, med spændende mennesker, uovertruffen lækker mad, kager, eksotiske kaffer, økologiske teer, smuk natur, meditation på iPod og håndbold på fladskærm. Ikke at håndbold interesserer mig. Men tv'et skulle da prøves fra sengen. Mens jeg nød en hel aften i spørgefri zone. Ingen børn, der skulle puttes, dyr lukkes ind og ud, madpakker smøres, tasker pakkes. Kun ro til Hulemor.

Jeg er på kursus på lækkert kursuscenter. I mit hjertebarn; læreprocesser. Morfar og Inger sørger for ro på bagsmækken, og jeg har intet hørt fra dem, hvilket jeg tolker som absolut gode tegn. Tre hele dage er jeg blevet bevilget i inspirerende selskab med andre fagfolk. Og føromtalte luksusomgivelser.

Jeg har ikke sat mit noget for i det nye år, ingen nytårsforsætter, der alligevel ikke bliver holdt. Men i løbet af aftenen har jeg tænkt mere end én gang, at resten af mit liv skal indeholde væsentlig flere hotelovernatninger end hidtil. Og mig-tid. Jeg grovnyder det og trækker vejret helt ned i maven.

Der står et lille billede af min mor på natbordet. Et ungdomsbillede. I dag er det to år siden, hun døde. To år siden, hun var varm og jeg kunne røre ved hende. Klemme hendes hånd, ae hendes kind. Jeg savner hende. Forstår ikke kognitivt, at hun bliver ved med at være død. Billedet minder mig om at værne om livet, gide det og leve det. Hendes er slut, mit er her og nu. Jeg agter at gide det og leve det! Ses fredag...

Jeg kan virkelig, virkelig godt lide...

... at være studerende. Åhh jeg elsker de stille morgener med bøgerne og kaffen, hvor der er timevis til børnene indtager hjemmet med knæver, lektier, grin og larm. Og spørgsmål. Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål. Og lidt smækken med døre. Og weltschmertz jammer. Man har vel en tween i huset. Suk.

Det lyder sjovt, og det er det også. Af og til. Det er også hårdt. Af alt det, jeg har været alene om, har jeg virkelig, virkelig følt mig alene med ansvaret for en næsten-teenager. Er I klar over, hvor åndssvage mødre er? Det er jeg. Jeg er pinlig, gammeldags og forstår ingenting, ved jeg nu. Elverpigens følelser svinger mellem berusende lykkefølelse og altomfattende raseri. Udlevet i intervaller mellem yderpunkterne på max. 7 minutter. Gosh.

Jeg har faktisk været helt ude af den over det. Så meget, at jeg efter sommerferien trak stikket ud, aflyste alle weekendaftaler og gik lidt i hi. Af alle de hårde tider, livet har budt på de sidste fire år, var det her det sværeste. Fordi jeg ikke bare kan beslutte mig ud af det. Jeg er nødt til at være i det, leve i det. Med det. Og med risikoen for at gøre alting forkert.

Selvfølgelig kan jeg tale med andre om det. Én syntes, jeg skulle rumme hende bedre (okay, prøv SELV! Grrr.) Én syntes, jeg skulle lade være at lade hende bestemme så meget (vi tales ved, når dine bliver teenagere). Én syntes jeg skulle trække på skuldrene, "det går jo over" (jamen det kan jeg ikke leve på i 5 år du!). Jeg var nødt til at strække våben og bede om hjælp.

Heldigvis fik jeg lov at få 5 samtaler med vores altid frelsende familievejleder, og tak fordi jeg bor i et land, hvor det kan lade sig gøre. Efter én time har jeg meget bedre redskaber, nu kun et minimum af konflikter og en mor med mere overskud. Guld, ganske enkelt. "Hun kan ikke gøre for det... hun skal ikke diktere hverdagen med sit humør... og i øvrigt skal der to til konflikt". Nåe ja. Nu er jeg ikke længere så bange for det, vi skal nok komme igennem. Men for fanden hvor ville jeg en gang imellem ønske, at der var en anden, bare en eller anden, der kunne elske børnene højt nok til, at jeg ikke altid skal bære alting selv. Dét jeg forestiller mig, en anden forælder ville kunne. Bare ikke i det her tilfælde, dén forælder ejer ikke evnen.

Nå, men brok nok. Heldigvis er der lidt pause i hverdagen, fordi jeg ikke skal så tidligt op og ikke så meget ud af døren. Jeg har et hoved på størrelse med en luftballon, og snart skal jeg sortere og skrive opgave. Jeg glæder mig og jeg frygter det, men indtil da vil jeg nyde de sene, stille aftener og dovne, langstrakte morgener.

Må din nye uge blive fantastisk...

Sommeren er gået, tasken er pakket og afgørelsen faldet

Uha uha. Længe siden, alt for længe. Jeg havde travlt med at holde sommer og ferie. Toget gik til færgen, færgen gik til Bornholm og solen skinnede. S.K.I.N.N.E.D.E. Tak til jer, der også var på Bornholm og tog det gode vejr med. Åhh som jeg trængte. Til morgenmad på terrassen, dage i shorts og bikini, is og Svaneke øl, strand og natur. Bedste venner, sild, islandske heste, koncerter, grill og skybrud. Tror vi fik det hele med på en enkelt uge.

Derefter dejlige dage med børn, smed og badeland. Holder max at have ferie sammen. For ikke at sige sove sammen. En hel uge i træk. Det trængte jeg også til...Afsluttede ferien med Skanderborg Festival og en gedigen monsterbrandert. Trængte jeg faktisk ikke til.

Så kom hverdagen igen. Egentlig tiltrængt at få genindført regelmæssige måltider, grøntsager og sengetider. Og blogs. Jeg har været totalt koblet af og mon ikke, det har været sundt nok? Nu har jeg læst og læst hos resten af blogland og er nogenlunde opdateret. Og opgraderet med smartphone, spotify, tdcplay og hele molevitten. Og blogger på mobilen. Med 30 blogindlæg i hovedet, der aldrig blev til noget. Det går nok...

I dag har jeg læst lektier og pakket skoletaske. Ja. I morgen starter mit nye liv som skoleelev, godt nok på videreuddannelse, men alligevel. Føles meget spændende og manner, jeg glæder mig. Jeg er sulten efter noget nyt og føler mig meget voksen og etableret, fordi jeg har tjenestefri og får det hele betalt! Glæder mig til det, det fører til og glæder mig især over, at jeg er på en arbejdsplads, hvor ledelsen tror på, at det jeg brænder allermest for, vil jeg blive allerbedst til. Alle skulle have sådan en chef.

Nå ja, og så kom afgørelsen. Længe ventet med angst og bæven, mareridt og mavepine.

Vi har bestemt, at der ikke bliver fastsat samvær, idet vi ikke finder, at samvær vil være til gavn for børnene.

Umiddelbart en kæmpe lettelse og forventning om, at der så er ro på endnu. Men samtidig...en lammende følelse af, at jeg bliver fastholdt i en situation og nogle livsvilkår, som jeg er fuldstændig afsindigt træt af. Ikke at have en adresse. Ikke at have mit eget telefonnummer. Ikke at have et sygesikringskort. Små ting, ja. Men for helvede. Jeg bliver så træt nogle gange.

I morgen skal jeg møde 20 nye mennesker og igen forklare, at nej, det er ikke en fejl, at jeg ikke figurerer med billede og adresse, og nej, mit telefonnummer skal ikke på klasselisten. Vær venlig ikke at omtale mig eller lægge sjove studiebilleder på sociale medier og husk ikke at nævne mig i dokumenter, I offentliggør. T.R.Æ.T siger jeg jer. Men okay, alternativet er værre, så jeg tager en runde til i den hemmelige mølle.

Nu er det strengt taget sengetid for en Hulemor, så jeg vil bare sige godnat - og forresten, tak for alle jeres kommentarer, som jeg aldrig får vendt tilbage på. Det er skønt at være tilbage i Hulen og sammen med jer igen. Sov godt.

Jeg har da slet ikke vist jer...

... alle de fine gaver, jeg fik, da jeg rejste fra Landsbyhospitalet. De må være meget glade for, at jeg rejste! Eller også mente de det bare, da de sagde, at jeg altid var så sød og hjælpsom. Og så tudede jeg selvfølgelig lidt. Okay meget. Men jeg var også glad. Og jeg er endnu mere glad hver gang, jeg åbner mit toiletskab. Uhm fyldte hylder. Ren hverdagsluksus. Se bare:

Og nu du spørger, så er der bare total overskud i hverdagen stadigvæk. Madplaner og planlægning holder bare, så der er pakket overnatningstasker og varmt tøj til udelivsdøgn på skolen. Indkøbt mad og afleveret det hele på skolen. Resten gider jeg ikke blære mig med her, men jeg glæder mig til at læse de her indlæg, når jeg kokser rundt i mangel på tid igen. Lige nu nyder jeg det bare. Især at jeg har en hel aften, biotur og masser af kyssetid med smeden i morgen. Hej hej.

Kærlighed er...#2

...når man diskuterer en eller anden detalje i de nye børneværelser, og Hulemor står med hænderne ned langs siden og ikke aner, hvad hun synes om den detalje. Selvom det er hendes hus. Og han så siger: "Du er nok nødt til at tage en beslutning nu. Og det kan jeg godt se, du ikke kan. Så nu gør vi sådan her *forklare-forklare* og hvis du fortryder senere hen, laver vi det bare om"

...når han ligger på knæ ude på stilladset i hæsblæsende efterårsregn og skærer tagplader til i et afsindigt tempo, så det ikke kommer til at regne ind på Hulemors plankegulve

...når han gider bruge en eftermiddag på at køre med den store trailer (som er noget af det eneste jeg ikke kan. Og aldrig kommer til at kunne) for at hente og montere Elverpigens nye sovesofa, så hun kan vise den til veninderne til fødselsdagsfesten (Og jeg sparer 500 kr. i transport til møbelforretningen)

...når han i stedet for at synge italienske serenader siger: "Jeg er sgu vild med dig, Mutter" (udtales"Måtter")

...og ikke mindst, når veninderne siger: "Hvordan går det? Du fortæller aldrig noget mere" - fordi der ikke er noget at fortælle. Altså noget problematisk (det er åbenbart bare nemmere at brokke sig)

Det er den ægte slags.

Et skridt nærmere

Jeg var til møde i går. I Statsforvaltningen. De var venlige derinde. Interesserede, lyttende, imødekommende, reflekterende. Fire mennesker rundt om et bord, der forsøger at regne ud, hvad en psykopats motiv er. Rigtigt svar: Det kan man ikke. Det var i øvrigt ikke mig, der sagde P-ordet, men psykologen. Og sagsbehandleren. Så er katten da ude af sækken i det mindste.

Nu venter vi igen. Børnene skal høres. Ikke afgøre noget, men høres. Ting skal tænkes over, vendes og drejes. Måske skal vi snakke igen. Store beslutninger må gerne tage den tid, det tager, at tage de rigtige.

Kom heldigvis hjem til glade børn, og havde selv fået nyt overskud. Lavede aftensmad, bagte kanelsneglekage og kom for sent i seng, kun fordi det var så hyggeligt. Og ski'e være med det. Det er jo fredag. Børn uddelegeret til hyggeovernatninger. Hulemor tager en tiltrængt indhent-det-hele aften med smeden. På madrasmåden med film og stearinlys. Og gardiner for pokker.

Det er derfor, jeg altid vender tilbage til IKEA. Jamen de havde faktisk syet gardiner til mig! Mig, der ikke engang kan tråde en symaskine. Mål af, stryg oplægningsbånd på, klip klip, hæng op. (Kan da godt se, de burde have en hurtig søm ved ombukket, men det bliver først, når der er to mandage på en uge. Og det drømmer vi jo ikke om).

God fredag derude.

Så strammer vi lige op...

... eller rettere, slapper lidt af. Heksemor tog lige lidt rigeligt over i går med sure miner og vrantent sind. Sikkert fordi jeg formastede mig til at skrive om alt det, jeg i hvert fald godt kunne klare. Men altså.

Når man skal passe arbejde, børn, hunde og katte (i den rækkefølge), køre en Elverpige til ridning, lave aftensmad, hente hende igen, huske at tanke benzin, spartle gipsplader i nye værelser, hjælpe med lektier og svare på spørgsmål a lá: "Mor når jeg bliver voksen, hvilken farve neglelak tror du så vil klæde mig bedst? Ja, for det kommer jo også an på min hårfarve. Tror du jeg bliver mørkhåret, når jeg bliver voksen?"

Så kan man altså godt lige blive lidt træt. Og det ved man, at de selv kan se, når man hører den store sige til den lille: "Du skal ikke spørge hende om sådan noget unødvendigt noget. Hun er træt".

(Og det værste var faktisk ekkoet af den lille stemme, der hele eftermiddagen hviskede i mit øre: Gem nu det der til i morgen. Lad det nu ligge. I morgen har du tid til at koncentrere dig om det. Lige nu giver det uro. Luk døren, tal med dine børn, drik en kop kaffe og kom igen i morgen. Altså den stemme, jeg overhørte...)

Nå, men heldigvis skrev kloge Anna lige præcis dén aften: "Tilgiv dig selv, når det hele kokser". Lige hvad jeg havde brug for at høre, pyha. Så det endte nogenlunde godt. Især da jeg så, at den her mail var kommet. 4 dage før ansøgningsfristen:

"Ansættelsesudvalget har med glæde læst din ansøgning igennem, og vil i den forbindelse gerne invitere dig til en samtale om stillingen.."

Nutid og dengang

Endelig fredag. Efter en fantastisk og lidt overnaturlig uge, hvor jeg har fået gode, kærlige, tankevækkende og overraskende mails. Fx fra to tidligere chefer. På samme uge! Hvor underligt er det lige? Måske mere om det senere, hvis nye ideer kommer i spil..

Tid til kaffe hos smeden, ny lækker grøntsagskasse på trappen, aftensol i haven og livretter til aften. Børnene havde ét ønske til vores fredag: at se TV sammen og drikke varm kakao. Fint nok, først så vi det nye program "Skjulte Stjerner", som for mit vedkommende faktisk var til at holde ud at se. Marie Frank, som jeg nærmest lidt havde glemt - hun er da noget af det mest sprudlende, jeg længe har oplevet på skærmen! Måske fordi jeg kun sjældent ser TV?

Nå, men kl. 21 var det da aaalt for tidligt at komme i seng (syntes børnene) - de ville have mere fjernsyn. Som sandt at sige ikke er ret egnet for børn en fredag aften ... så vi slog over på DR2. Temaaften om Jørgen Clevin. Fra en lidt overgearet stemning med musik og sang, snakkeri og kakao blev vi alle tre helt stille. Lyttede, så og hviskede kun lidt af og til. Troldebarnet lagde godt nok ud med :"Aj mooor. Var det sådan noget kedeligt børne TV, I havde??". Og jeg svarede, at det slet ikke var kedeligt dengang. Det var det heller ikke nu.

Børnene blev selvfølgelig optaget af universet med tegninger og fortællinger - og jublede ved billederne af Jakob og Joakim, som vi har læst til bevidstløshed, da de var små. Hulemoren slugte fortællingen om mennesket Jørgen Clevin, som jeg aldrig har vidst andet om, end at han var god til at tegne. Et rigtigt spændende program, som sluttede med en god pointe; Jørgen Clevin, der malende undrer sig over, at man(den) bærer den gravides mave, er med på klinikken, lægger barnet op på maven af kvinden, klipper navlestrengen - og så i øvrigt stopper dér. Altså med at interessere sig for barnet.

Så enkelt synes jeg nu ikke, det er, men han spurgte retorisk: "Hvis du beder forældre skrive ned, hvad de har talt med deres barn om i løbet af en dag - altså hvilke emner, man virkelig har berørt og talt om - så vil det være et magert resultat". Tror faktisk lidt, han har ret. Jeg har i hvert fald dage, hvor jeg taler mere til mine børn, end med mine børn...

Nå, men nu ligger de og sover på hver deres madras i stuen, og eftersom min seng står i køkkenet lige ved siden af, tror jeg bare, jeg lader dem ligge (og får den store seng for mig selv, gnæk, gnæk).

Stearinlys, Tracy Chapman, en enkelt godnat Carl ('s special), og drømmende børn med spindende katte on top - det er da fredags-Zen, der er til at forstå!

Og i morgen: Ord

I forgårs nat: Lysskyer

I aftes: Solnedgang

Nu: Damehus

Hejhej

...jeg er jo faktisk kommet hjem. I dag. Til Hulen.

Børnene sover, Troldebarnet helt salig i sin egen seng "Åh mor, hvor er det dejligt at ligge i sin egen seng. Og der er ikke engang nogen edderkopper". Elverpigen slås vist med nogle nye slags hormoner i sin krop og er mest sur. Men hun sagde da godnat og fik et lille bitte kys. Og huskede heldigvis at smække en lille smule med døren.

Hunden sover i sin kasse, kattene i stole og på sofarygge. Ilden buldrer i brændeovnen, kufferten er (næsten) pakket ud og jeg drikker lige et sidste glas after-ski rødvin. Alene. Der er stille.

Jeg har også talt med min far og tudet over savnet efter min mor. Som det vist kun er ham, der forstår. Jeg savner at kunne ringe og fortælle hende alle detaljerne om verdens bedste skiferie. Og høre hende svare. Nu ligger der en sten på jorden, der hvor hendes urne står. Jeg savner hende sindssygt. Jeg drømmer om hende - og hun er der. Lyslevende. Men ikke her hos os.

De sidste to timer har jeg junket blogs og forsøgt at indhente. Godt jeg har en hel søndag også...

Og jeg blev rask. Øjenbetændelse, bronchitis og blærebetændelse afløste hinanden, men jeg havde det godt som aldrig før. Børnene hyggede sig, der var masser af sne og sol, maden var god og hytten perfekt. Og så ham. Kæresten.

Da jeg var yngre var jeg helt sikker på, at mennesker på næsten 40 år ikke kunne blive forelskede i hinanden. Ikke sådan rigtigt. Måske på en lidt lunken måde, men ikke sådan rigtigt. Så meget fejl, jeg tog! Jeg tør næsten ikke tro på det, selvom jeg ved, det er sandt. Ægte. Og sådan helt rigtigt.

Nu vil jeg også gå ind i min egen seng. Under min egen dyne. Drømme nattens drømme og glæde mig til en lang, tiltrængt, hyggelig og doven søndag i morgen...

Gnmmprff

Måske var det derfor Heksemor lå så latent under huden. Er i hvert fald sendt til tælling med ondt i halsen og resten af kroppen. Hoster noget op, som selv Shrek ville blive forskrækket over. Fryser og sveder og ømmer...

Godt ens chef er af den slags, der siger: "...det ville da være underligt, hvis du ikke blev syg ovenpå den her omgang. Gå nu hjem og plej dig selv. Og jeg vil overhoverhovedet ikke se dig i morgen. Du trænger til en fridag. God bedring."

ZZZZZzzzzzzzzzzz...........

Tid nok

18. december. Jeg ved ikke hvordan, det er gået til, men jeg er klar. Til jul. Gaver er købt, pakket ind sågar, småkager er bagt, julefrokoster holdt og badeværelset gjort rent.

Det er kun lørdag, det er snevejr og der er tre fridage endnu. Sne løs.

Hvad skal man så give sig til? Finde en ny hobby?

Se lige her, hvad jeg har lavet i eftermiddag! Neeeeeejj. Det var sjovt. Jeg blev grebet af det, og har været på hækleskole på Youtube mere end en time. På engelsk. Se, hvad jeg har lavet:

Den lille bold har jeg fundet opskriften på her. Der er plasticposer indeni, omviklet med bagepapir, så den knitrer, når man klemmer den.

Det er sgu da i orden på en lørdag eftermiddag, når man aldrig har hæklet før!!

Synkronitet oder was?

Så går man der og piver. Og føler sig presset over, at man aaaaltid skal det hele selv. Og aaaaaldrig har fri. Og dét.

Så ringer ens chef og siger: "Jeg har lige talt dine timer op. Pga den måde julen falder og ...(blablabla) ... har du 39,27 timer, du skal afspadsere. Inden jul. Kan du ikke lige finde ud af, hvilke dage, du vil have?"

Hold da helt...ferie. Jeg skal have fri! F.R.I. Til mig. Og julegaver. Og børn, der kan sove lidt længere. Og blive hentet SÅ meget tidligere. Og bøger. Og ild i brændeovnen MIDT på dagen. Og gåture i skoven, mens det er lyst. Og måske en alene dag med sin egen mor. Årrhhhh. Tak dér.

Soundtrack til natten

For præcis otte år siden gik jeg i seng d. 16. oktober, fire dage over terminen med Troldebarnet. Jeg vågnede kl. 4 om morgenen med lidt murren i kroppen. Og havde fået at vide af jordmoderen, at jeg skulle komme straks, når jeg mærkede det mindste. Fordi det var gået stærkt med Elverpigen, da jeg fødte hende.

Men altså...det tæskregnede den tidlige morgen. Jeg gad ærligt talt ikke ud i den regn på det tidspunkt og nænnede ikke rigtigt at vække min svigermor, der skulle komme og være hos Elverpigen. Så jeg sov uden problemer videre til kl. 7, hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at komme i bad. Derefter var det som at se en film i fast-forward, og han er født kl. 8.58. (hvilket også er prisen på en liter benzin den dag. Til info). Der havde jeg både bagt boller, tørret indregnet vand op i havestuen, indlogeret svigermor - og faren var nybarberet.

Kl. 13.00 var vi hjemme og mine forældre kom. Jeg havde barselshvile hjemme og ihh hvor var det skønt. Det var nogle dejlige dage.

Nåmmen det gik jeg bare og tænkte på, mens jeg pakkede gaver ind, fandt flag frem, satte bolledej over og rodede med at lægge musik på pc'en, som skal overføres på den nye mp3 i morgen.

På youtube faldt jeg over denne, som er den perfekte baggrundsmusik til hyggelige, mindeværdige aftenstunder. Og det er ikke fordi teksten er symbolsk eller noget. Stemningen er bare så - uhm. Man kan næsten ikke lade være at gå og gynge lidt til rytmen. I hvert fald ikke mig... og så godnat fra Hulen.

Om at være perfekt og uperfekt...

Jeg har ikke sådan rigtigt blandet mig i den debat, der har været om perfekte/uperfekte mødre. Jeg er nemlig ikke så hurtig...går altid og vender og drejer tingene, indtil andre har fundet på nye ting at tale om.

I dag har jeg været begge dele, og allerførst vil jeg klappe mig selv på skulderen for at være den perfekte mor!

Jeg er nemlig ikke god til nærvær. Absolut ikke. Og derfor er der ofte krig mellem Hulemor og Heksemor her på matriklen - og især lige efter aftensmaden, hvor der skal rydes op, vaskes op, fodres dyr, tømmes opvasker, smøres madpakker, pakkes tasker blablabla.

Men i dag blev der dækket op efter aftensmaden. Foran brændeovnen. Med madras og kokosolie. Og så var det massage tid. Begge børn fik en lang og varm massage over hele kroppen, og hvor var det bare skønt! For os alle tre. Jeg fik selvfølgelig også til sidst. Og åhh, ja, nærvær - man (jeg) glemmer det!

Hvad nærvær kan gøre for kontakten og ordene og samhørigheden...det var så skidehyggeligt, at jeg slet ikke kunne forstå, at vi ikke bare gør det altid! Jeg er for træt til at gå i detaljer, men for sevan det var bare 1000% dejligt. Og to rolige, milde englebørn blev puttet og sov med det samme. Totalt perfekt.

Og nu er jeg så kommet i tanke om, hvorfor vi ikke gør det altid!! Køkkenet roder, kattene er ikke blevet fodret (rolig, de har mad), jeg har ikke fået te (men har til gengæld talt i telefon med en slags kæreste i 1 time og 36 minutter), der er ikke smurt madpakker, opvaskeren er ikke tømt, hunden er ikke luftet (ordentligt), der er ikke hentet nok brænde ind, taskerne er ikke pakket og nu sidder jeg ovenikøbet og skriver et blogindlæg i stedet for at fise ud og komme i gang. Så nu kommer jeg også alt for sent i seng. Og skal stå op kl. 05.35 til et rodet køkken. På en dag, hvor jeg har aftaler indtil kl. 20. Totalt uperfekt.

Kan I se det? Jeg er totalt perfekt og uperfekt. På den perfekte måde. Juhuu - jeg er venner med alle!! Eller...?

Ps. Fik jeg med at kokosolien var øko?

Dullegrej, damesnak og deller...

Nu da børnene var sendt på lejr, på hyggeligste vis *hm hm*, var der dømt Hulemor-tid for fuld skrue, indtil de kære skulle hentes søndag morgen. Det vil sige en H.E.L. lørdag kun til mig. Mig mig mig. Vel at mærke uden at have tigget mig til det, uden at have lukreret på andres nåde - men fordi børnene selv skulle noget. Så var det nemlig meget mere legalt at nyde deres fravær i fulde drag. Hvilket jeg gjorde!

Jeg har jo før skrevet om mit drug - dullegrejet. Så lørdag morgen var viet til ansigtsmasker, fodpleje, uhm uhm uhm, tal om egenomsorg. Det var ikke så meget fordi jeg skulle se godt ud, eller være lækker for nogen...men jeg skulle mødes med en lidelsesfælle, så jeg kunne lige så godt komme i stemning fra morgenstunden...

Jeg får et kick af alt, hvad der handler om hudpleje (Fuldstændig tossi, som min far siger). Især Clarins. Især nye ting. Og flere af mine veninder styrter da også på badeværelset, så snart de er indenfor døren, for at se, hvad jeg nu har købt. Tøj, tasker, sko - forget about it. Ikke her i huset. Og veninderne skal jo ligesom sige, at jeg er godt tossi at bruge flere hundrede kroner på det. Tit. Og det er jeg så. (Men til gengæld er mine gummistøvler fra Netto, og det er deres ikke!!)

Men nu har jeg fundet én, der er ligesom mig! Der også synes, det er vigtigt, hvad man putter i hovedet. Og som gider høre på- og forklare, for hun har nemlig også forstand på det! Jeg siger jer, et kontor, den dame har!! Fyldt til randen af lækkerier. Og hun deler ud...lige her. (Bor du i omegnen af Århus, kan du stadig nå forbi Magasin og hente en lækker læbesag fra Kiehl's). Nå, men fuldstændig fantastisk morgen med lækker kaffe, lækre sager og lækre damer. Os. Og masser af snak på den gode måde, hvor tusind vinkler på alting stod i kø for at komme ud af munden, fordi der var genklang. Eller samklang. I hvert fald klang!

Næste dame var en veninde, som jeg kan vende de viiiirkelig dybe ting med. Totalt dogme-damer, uden filter. Lang tur i skoven, natur, kærlighed, spiritualitet, liv og død, børn, mænd, moderskab, kvinder, særheder (mest vores egne), sorger, glæder, bekymringer, taknemmelighed og meget mere, blev vendt. Endevendt! Så godt for sjælen.

Lørdag aften blev der plejet deller i sofaen under et tæppe, med god mad, et bjerg af dessert, en hund i fodenden, masser af stearinlys og en fremragende film. Derefter rykkede Dronningen af Saba ind i de tilstødende gemakker, aka soveværelset, hvor der blev hygget op med flere lys, masser af puder i ryggen, te og en fremragende bog.

Tal om genopstået overskudsmor, da der skulle hentes børn. Og derfor blev der bagt boller og givet nussemassage, lyttet og kysset, spillet spil, bagt pandekager og set film.

OG givet verdens største undskyldning til Elverpigen. Med kram og løfte om bod. Fordi jeg fyldte hende med nyttesløse bebrejdelser over et par regnbukser, da hun skulle afsted. Hvorefter jeg fandt dem i trækassen med vaskepulverposer lørdag morgen. På bunden. Og nej. Der kunne hun ikke vide, de lå. Så kunne jeg måske lære det. Må vi da håbe...

Den store dag

Ja, sådan havde jeg faktisk tænkt om den. Havde jo luret hos andre, at det var store blogtræf-dag ved Himmelbjerget. Og tænkt. Og overvejet. Og besluttet mig for at deltage. Og glædede mig!

Havde været ude i noget "Arj, de andre er jo meget smartere, pænere, sjovere, mere originale end mig. De er rigtige bloggere. Du falder da totalt til jorden mellem dem". Og vidste jo godt, det var noget pjat, så selvfølgelig skulle jeg med. Og var sikker på, det blev fantastisk.

Havde godt nok lovet at passe børn for en slags kæreste, men det var jo fint-fint. De kunne lege med mine, og der var sikkert andre børn at udforske skrænterne med.

Vågnede tidligt og sprang (ja, faktisk!) ud af sengen, for den her dag ville blive god! Satte en lækker bolledej over, mens jeg sprang i bad. Okaaaay ... overskudsagtig - ud af badet igen - tror sgu lige jeg smækker en kage sammen. Yes, den gode chokoladekage, der smager af en milliard og altid vækker begejstring.

Bagværk i ovnen, tørre hår, lægge en liiiille smule makeup - arrangere morgenhygge for ungerne...hvad fanden er nu det? Hele stuens parketgulv har rejst sig i bølgeformationer. Ikke meningen! Nå pyt, ikke mit hus, en hurtig besked på viceværtens svarer om at tilse skaderne mandag. Det må være kaskaderne af regn, der har undermineret fundamentet...

Tid til at få bollerne penslet, åbner et skab for at finde en skål - ud ryger mit bedste fad - i 1000 stykker. Øv. Pyt, det er kun en død ting. Av, fandens jeg skar mig ovenikøbet, og det bløder. Og bløder.

Videre med dejen, et blik til kagen i ovnen (fandeme mærkeligt den ikke hæver i dag??), nå men 28 boller slået op til efterhævning. Åhh at være en køkkensucces.

Det slår mig i samme øjeblik, jeg tager kagen ud af ovnen - sukkeret!! Aaaallright. Den smager ikke særlig godt. Men halløj, en rigtig husmor har vel rigeligt med basisvarer - så jeg smækker da en ny kage sammen. Nu med sukker. Ovnen kører jo alligevel, ikke sandt?

Moooar!! "Jeg har fundet ud af, hvorfor det lugter af kattelort inde i kammeret! Det ligger under skriiiivebordet". Hurra...men klokken er kun 10.30 så kammeret får da lige en tur. Vask og skrub. Det dufter godt og rent, da kagen er færdig. Åh så flot (og sød) denne gang!

Kære unger, surprise: "Vi skal på Himmelbjerget!!". "Aaaaj mand, det gider vi ikke. Vi vil hellere spille Wii. Altsåååå". "Nå, men i dag har jeg altså bestemt, at vi skal på udflugt. Vi tager kage med. Og der er andre søde mennesker med kager, vi kan bytte med. Der kommer nogle voksne, jeg gerne vil snakke med, det bliver viiildt hyggeligt!!".

(Åbner et skab for at finde nogle servietter at putte i kaffekurven. Et glas falder ud og splintrer i 1000 stykker. Frem med fejebakke og støvsuger. Pyt, det er vel kun endnu en død ting.)

Hmm, ordne, arrangere, rydde op, gøre klar (klokken er over 12, men det var jo heller ikke tidstyranni vel? Man må komme, når det passer sig). "Kom så unger, vi kører om ti minutter"...

"Æhhh moar... Har du slet ikke set, at dit ene dæk er punkteret?". (Æhh NEJ. Fuckefuck. Og jeg kan sagtens skifte dækket. Gider bare ikke køre til Himmelbjerget med 50 km i timen. ØV)

Okay. Det gled altså ikke rigtigt i dag. Jeg kunne næsten fristes til at sige, at det åbenbart ikke var meningen, jeg skulle med. Jeg fik fjernet kattelort og glasskår. Skiftet dæk og rullet tæpper væk, så viceværten kan komme til. Fyldt fryseren op med boller og pyntet kagen med smørglasur. Men jeg kom ikke til træf.

Forbarmede mig over ungerne, der gerne ville ud til det andet hjem og spille 4-mands Mario. Pakkede to romaner og et par solbriller. Bryggede en kop kaffe, serverede kage for børnebanden og smed benene op i havestolene, i et læfuldt hjørne på terrassen. Og sendte alle jer 'træffere' nogle gode tanker. Vi ses en anden gang!

Apropos

Vi ved det jo godt...

S.L.U.K. D.E.N.

og i den anledning...husk at også mænd, koner, kærester, veninder, familie og vi selv, er børn et eller andet sted indeni!

Turbodage

... er sådan nogle, jeg lige har haft. Elverpigen og Troldebarnet har nemlig været på lejrskole i tre dage.

Hvor jeg har nået:

• rengøring (kedeligt, men fedt bagefter, og det holdt tre dage!!)
• kaffehalløj med tidligere kollega
• barselsbesøg hos kær veninde og det kæreste barn
• 2 timers ridetur i nyudprungen bøgeskov, over bakker og dal
• telefonsamtaler, der ikke blev afbrudt
• grillaften hos gode venner
• B12 skud i rumpetten - ny energi
• opdagelse af Anettes totalt lækre beautyblog
• afslutning på første etape af erstatningssag (indsæt selv lettelsens suk)
• trimning af græs, urtehave og bede
• te med god ven
• kaffe og kage med Kirsten giftekniv
• indkasseret et stk. lædersofa fra flytte-bo
• samt havemøbler i træ fra samme
• solnedgangsgåture i skoven

WOW. Nu er de to tornadoer hjemme igen. Pinsen står for døren, med alle arrangementer aflyst, fordi Trillemissen skal have pinse-killinger. Tror vi.

Det var fantastisk og fredfyldt og luksus at have tre dage uden børn. Og jeg nød det i fulde drag. Og nu er jeg salig over at høre deres åndedrag og deres trygge søvn i egen seng.

Så kan man da kun glæde sig til i morgen