Under de samme stjerner

Jeg var lige ude.

Det fryser 9.5 grader. Der er strøet bittesmå diamanter ud over sneen. Stjernerne funkler. Der er tyst. En hel skov uden lyde. Med højt til loftet. Plads til tanker.

Til venner og veninder, der hjælper mig praktisk og materielt

Til den sjoveste julefrokost med snaps, dans og blå mærker (??? Nej. Ved heller ikke, hvor de kommer fra)

Til de ondeste tømmermænd, der heldigvis er forduftet igen

Til de naboer, der kørte bil for mig, mens sprittet i mit blod fordampede

Til min smukke datter, der lige har forklaret mig en masse indviklede håndbold regler

Til min smukke søn, der tidligere på dagen meddelte, at han flytter, hvis jeg (også) er pinlig, når han har venner på besøg. I ramme alvor

Til ham, der siger, han elsker mig

Til ham, jeg elsker (Og ja, heldigvis den samme..)

Til alle dem udenfor min rækkevidde, der lever og ånder

Dem, der er vågne og dem, der sover

Dem, der glædes, griner, varmer, sprudler, deler, jubler, begejstres og henrykkes

Dem, der ængstes, frygter, græder, raser, græmmes, smertes, afmægtiges, pines og plages

Alle dem midt imellem

Alle dem, der gør verden

Alle os

Under de samme stjerner

Flyvske tanker om skov og stjerner..

Kort efter jeg var flyttet ind i Hulebo, var jeg til barnedåb. Præsten talte i sin prædiken om, at vi ofte glemmer, eller i hvert fald overser, naturens helende kraft. Jeg blev helt forskrækket, for jeg følte nærmest at han, uden at vide det, talte direkte til mig.

Mit liv var totalt væltet, og jeg kunne stadig ikke se en vej frem, end ikke en lille sti. Men jeg fandt den, vejen, og jeg er stadig overbevist om, at en eller anden højere kraft talte direkte til mig gennem præsten. Så utrolig mange gange har jeg mærket, at han havde ret i sine ord - overfor naturen blegner alt andet. Gå derud og mærk, at ting og status og show-off i alle afskygninger, blegner.

Jeg stod lige derude før. Det er så mørkt, at stjernerne og månen lyser skoven op. På himlen aftegnedes en skystribe efter et fly som en ujævn landevej på tværs af mælkevejen. Det var så tyst, at det er ufatteligt, der kan være så stille udenfor! Der er en storhed i det, der i min verden føles som garant for, at hele menneskehedens indbildskhed er latterlig. Naturen er så meget større end os. Det føles som en stor lettelse, når døden forekommer så tæt på.

Hendes scanning er udsat til i morgen, så tiden står stille, mens den flyver afsted med skole, arbejde, fritidsinteresser, madlavning, hundeluftning, legeaftaler, skal-må-og-burde-ting, opvask...blablabla og kagebagning.

Nå ja, kagebagning. På børnenes skole er der tradition for fælles fødselsdagskagebord den sidste fredag i måneden. Og da begge Hulebobørn har haft fødselsdag, var det dobbelt op med kagebagningen. Og nu vil "man" jo godt liiiige demonstrere et vist overskud (som enlig mor). Det skulle jo nødigt hedde sig...

Men alle anstrengelser blev gjort til skamme - den ene kage så vildt mystisk ud efter bagningen (?&%¤#????) og den anden - klassikeren/den pålidelige - faldt totalt sammen. Nå. Jeg er ellers skidegod til at bage. Men det skal nok blive spist. Og okay. Naturen er bare så meget større end mig og alt mit show-off!!