Rastløse sjæl

Med dette indlæg trumfer jeg allerede mængden af blogindlæg i hele 2015! Hele dagen har jeg været i gang med at ville skrive, men tankerne farer i alle retninger. Nu ved jeg hvorfor.

Jeg har flere gange det sidste år oplevet, at mennesker, jeg slet ikke kender, har vidst, at jeg var hende fra Hulebo. Enten fordi de har gættet det, når talen er faldet på min historie, eller fordi de er kommet forbi bloggen og har lagt to og to sammen.

Det er ikke fordi, det gør noget - jeg skrev jo ikke her, hvis jeg ikke gerne ville nå ud over min egen matrikel. Men jeg oplever, at det påvirker mig, når skriveriet skal tage form. Jeg kommer altid til at tænke: "Ej hvis nu den og den læser det her, så ved de jo, det er dem, jeg mener", eller: "Ej, hvis mine veninder læser det her, så misforstår de det, og tror, der er noget galt". Jeg synes egentlig, at jeg forsøger at blive hjemme ved mig selv, og skrive hvordan jeg oplever det, der sker i mit liv. Men alt, hvad jeg oplever, handler som regel om relationer, og jeg føler mig mere og mere stækket i at kunne udtrykke mig frit.

Jeg har derfor tænkt hele dagen over, hvad jeg skal stille op, for jeg elsker at skrive. Og jeg elsker næsten endnu mere at finde tilbage til mine egne gamle indlæg, fordi de dokumenterer mit liv. Ganske enkelt. Der står hvem jeg var, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte og tænkte i andre tider af mit liv.

Mens jeg tænker over det, planlægger jeg en fest. Egentlig var det for mange år siden tænkt som en livsfest. Mens mit liv var allermest sindssygt tænkte jeg, at jeg ville fejre det, hvis jeg overlevede. Det gjorde jeg heldigvis (i al fald indtil nu, livet er jo et farligt sted at være). Nu, hvor dramaet er på afstand, ville jeg ønske, jeg med sikkerhed kunne sige, at det er en midtvejsfest. Men jeg kan jo ikke vide, om jeg bliver halvfems!

Derfor kan jeg godt beslutte mig for, at jeg alvorligt vil overveje, hvordan jeg bruger mit liv. I, der har læst med længe, er nok ikke særlig meget i tvivl om, at jeg tænker ret meget over lige netop dét...

I løbet af de sidste fem år har jeg købt hus, fået ny job, taget en Master, fået endnu et nyt job og en ordentlig økonomi. Det var det, jeg troede, jeg længtes efter. Det var det så åbenbart ikke. Ikke kun, i al fald. Jeg er rastløs igen. Gode gamle rastløshed, der har drevet mig gennem 20 boliger før damehuset, en hel del parforhold, tre uddannelser og forskellige jobs.

I mange år tænkte jeg, at jeg ville ønske, jeg havde en passion. Ha, den var så tydelig, at jeg slet ikke kunne få øje på den. Nu ved jeg, hvad det er, og jeg ville ønske, jeg var sådan en, der turde gøre noget ved det. Men uha, nej tak. Og så alligevel. Hvis jeg nu virkelig er midtvejs i livet, så er det da ærgerligt ikke at bruge den sidste halvdel på det, jeg altid svarede som barn, når nogen spurgte mig, hvad jeg ville, når jeg blev voksen. Måske er jeg voksen, måske er det tid. Midtvejs.

Kære Mor

Jeg har længe tænkt på at skrive til dig. Der var så mange ting, der godt kunne have været sagt. Talt mere om, mener jeg. Men når jeg satte mig for at skrive, syntes jeg alligevel, det hele var sagt. Du ved jo godt, hvad jeg ville sige til dig.

Nu lader vi de ord blive mellem os. Den ordløse dialog, som alligevel, på dit dødsleje, bekræftede mig i, at vi kendte hinandens vigtigste tanker. En hel uge siden nu.

Det er rigtigt, hvad de siger. At der er så mange praktiske ting at tage sig af, at de første dage flyver afsted. Men de slæbte sig også afsted, med gråd, smerte og savn. Rådhuspladsen kunne for den sags skyld være bombet, uden jeg havde opdaget det. Alt var dét, at du ikke er her mere. At vi aldrig skal se dig igen. At du ikke er her, når vi lever, griner og græder over livet. At du aldrig mere skal sende en sms ved sengetid: "Kys og godnat".

Men du er her. Du er om os. Jeg kan læne mig i dig, og det, du omgiver mig med. Der er så meget ro omkring dig. Jeg fornemmer, at du var færdig med at være her. Var du det? Jeg har en følelse af, at du ikke ville tilbage, om så du fik valget..? Måske er det fordi, du gik selv. Vi talte om det, far og jeg, inden vi skulle i kirken og sige det symbolske farvel til dit jordiske legeme. At kisten ikke var så skræmmende, nu vi vidste, at du forlod din skal, allerede inden vi sagde farvel til dig i kapellet.

Det var en smuk dag med sol, da du blev bisat. Og der var rigtig mange, der kom for at sige farvel til dig. Flere end 150 tror jeg. Din familie, venner og gode bekendte fyldte kirken, så de sidste måtte sidde bag orgelet. Jeg er glad for, at jeg havde fornemmelsen af, at du var med. Selvom du ikke ville have stads og opmærksomhed, har det alligevel glædet dig at se så mange samlet. De mente jo dét farvel.

Jeg har en hel masse ting med hjem. Den halskæde, du havde på juleaften (fordi du ville vise mig, at den passede til de øreringe, jeg selv havde fået. Ikke?). Dit ur. Mor-ting, der er dejlige at sætte på hylderne og lægge i skabene. Det er godt at have dig omkring. Far sagde det meget godt; på den ene side havde han lyst til at stryge en tændstik og lægge det hele bag, når du ikke er med længere. På den anden side havde han lyst til at sætte sig ind i dit skab blandt tøjet, og aldrig komme ud igen.

Vi har drukket nogle flasker rødvin, ham og jeg, de seneste dage. Og talt. Han er jo et snakkeøre, ved du. Ligesom jeg. Nu tror jeg, han er klar til næste etape. Som han er nødt til at gå selv. Ligesom jeg er, med mit savn. I morgen starter hverdagen her i Hulen igen, og jeg glæder mig. Lidt. For jeg ved, at tiden igen vil flyve. Bort fra dig? Jeg bryder mig ikke om tanken om, at vi bevæger os væk fra din sidste dag. Du var der jo lige. Holdt min hånd. Klemte den, da du ikke længere kunne åbne øjnene. Jeg skal lige finde ud af at have dig med videre.

"Mor, bliver man ung igen, når man bliver engel? Så du ikke hende damen foran det stærke, hvide lys? Så du hende virkelig ikke? Det var en ung hun-engel, med strimlet hår. Og mormors øjne". Godt du var forbi ham. Og godt vi har ham til at se dig. Troldebarnet. Han sagde, den dag du døde: "Hun havde jo levet et helt liv, mor". Det er den følelse, du også giver mig.

Præsten sagde (med teologen Bent Falk's ord), at "sorg er kærligheden, der er blevet hjemløs". I hvert fald for en tid. Det er meget rigtigt. Der var meget kærlighed til dig. Og fra dig. Kærligheden lever, og du lever i os. Kys og godnat.

Livscirkler

For præcis en måned siden var jeg helt nede at ramme bunden. Siden blev det heldigvis bedre med overskuddet og humøret. Jeg fik sat nogle vigtige punktummer.

Jeg bruger for tiden mange tanker på at finde ind til det vigtige i livet. Essensen. Måske er det fordi, jeg har været rigtig, rigtig bange. Og først nu kan reflektere over, hvad der egentlig skete. Måske er det fordi min mor er syg, og har døden tættere på, end nogle af os andre. I hvert fald så vidt vi ved. Måske er det bare fordi, jeg nærmer mig en helt klassisk 40-års krise...??!!!

Jeg tænker meget på at være til. At dyrke nærvær. At gro livsglæde.

Blogland har været lidt ambivalent for mig. Er det ikke bedre at være rigtigt sammen med mennesker? Kender vi hinanden herinde, når vi følger med i hinandens liv, glæder og sorger? Jeg tror, ja.

Jeg har opdaget, at blogging handler meget om sharing (ja, ja skarp, jeg ved det...*hmm*)
Og det er noget af det, der gør det dejligt at blogge. At bloggere linker til hinandens sider, hinandens ideer og især hinandens give-aways. Flere om "konkurrencen" ~ mindre chance til mig!! Deler ud og får mere tilbage?

Forleden dag opdagede jeg, at June havde skrevet noget virkeligt pænt og stort om min blog. Tusind tak, June. Og samme dag vandt jeg en give away hos Karen. Mit besøgstal eksploderede og jeg følte pludselig, jeg havde en identitet som blogger. Ikke bare én, der læser med hos jer...

I det "virkelige" liv fik jeg nogle gode breve, der afsluttede sager. Jeg arvede en masse gode, gode ting af venner. Jeg fik kys. Jeg fik lækker, lækker mad. Og drak mig fuld i Asti. Jeg fik ... overskud.

Der er tider, hvor ens tro vakler. Måske ikke en defineret tro. Men tillid så. Tillid til det gode i livet, det nyttefulde i livet. Og nu er jeg også overbevist om, at det handler om at dele ud. Ikke være nærig med sig selv. Jeg har været nærig med mig selv. Men med alt det, jeg selv kan gøre, skal det være slut nu.

Og til de ganske få af jer, der ikke følger med i dagens Elvis-dosis hos Julia, så får I lige en her. Min nye ringetone. Uovertruffen.



Undtagen selvfølgelig en enkelt undtagelse. Når han ringer er ringetonen denne:




Godnat fra skoven, hvor nattergalen vist er den eneste, der endnu ikke er gået til ro...altså bortset fra rådyrmor, der græsser, mens den lille ny trykker sig for regnen under den store gran. Jeg så den i dag, men nænnede ikke at forstyrre dem for et billede...

Blog blokering

Jeg ved ikke, om jeg har sådan en?

I mange dage har jeg intet fået skrevet, fordi jeg har alt for meget på hjerte. Og regnede med at Påsken ville bringe rolige stunder med tid til at få tankerne ned på papir. Blogpapir. Nu er det ligesom om tiden allerede er gået...

Jeg ville skrive om

• mine overvejelser om arbejdssituationen
• tre alenedage uden børn
• venindetanker efter de tre dage. Om hende, der venter sit første barn som næsten 40-årig. Og hende, der måske er nødt til at forlade sin mand
• de arme, der holdt om mig de tre nætter
• min angst for at være i den by, hvor mine forældre bor. Og hvor min eksmand leder efter mig. Senest for 14 dage siden.
• min sorg over min mors uhelbredelige sygdom
• min begejstring over at Suede genopstår og spiller på Danmarks smukkeste
• min seriøse start på løbetræningen
• kærlighed
• længsel
• glæde

For to år siden var mit liv kaos. Min eksmand var blevet løsladt efter varetægtsfængsling, og selvom han skulle afsone en lang dom senere, rådede politiet mig til at forsvinde. "De løslader ham i xxxby nu. Du har en time til at komme ud af byen". Jeg hentede børnene og kørte til Jylland.

Kort tid efter vendte jeg tilbage sammen med mine forældre. Vi pakkede de mest nødvendige ting om natten, så alt var parat. Næste dag var børnene i skole og børnehave, mens vores liv blev pakket i to biler. Da vi var klar opdagede vi, at min bil var punkteret - meget belejligt. Han patruljerede.

Mens min far skiftede dæk hentede min mor og jeg børn. Midt i skoletimen og uden forklaring. Vi kørte, kørte, kørte. Og vendte aldrig tilbage.

Første gang jeg gik forbi det lille hus i skoven, nægtede jeg at kigge derind. Ville ikke se detaljerne, for jeg vidste, at så ville jeg ikke kunne bære ikke at bo der!

Nu sidder jeg i stuen og skriver. Ilden gløder i brændeovnen. Børnene sover dybt. Hunden slumrer og kattene spinder. Der er mørkt i skoven. Det mørke, der gør andre bange, men mig tryg. For der er ingen, der kan komme her, uden jeg opdager det. Jeg skubber de grimme tanker væk. Angsten. Livet er nuet. Og lige nu er her mørkt, stille og trygt.

God Påske!

Bloggers by choice

Inde i mit hoved er der et indlæg, som ikke er skrevet endnu. Det har taget form igennem et par dage. Og det er åbenbart stadig ikke parat til at blive skrevet, for nu sidder jeg her. Endnu. Igen.

De andre dage fik jeg slet ikke skrevet. I dag skriver jeg - alligevel - noget andet. Gætter på I også kender det; pludselig kan man føle sig forpligtet overfor sin blog. Og allerydmygest overfor sine læsere.

Nå der er så meget, der vil ud... så ender det med, at der ingenting kommer. Måske forpasser man tidspunktet, fik ikke grebet tanken. Bliver så inspireret af andre, at det tager tid før egne tanker bundfælder sig.

I dag er der sket så meget, at jeg har oplevet

• ærgrelse
• energi
• glæde
• angst
• frygt
• raseri
• ro
• overraskelse
• kærlighed
• ydmyghed
• træthed

hvor er det mange følelser. På een dag!! Dagen har været en række af små selvstændige oplevelser som har bragt mig gennem hele følelsesregisteret. På godt og ondt.

Nu er jeg nødt til at sove. Men i morgen...der må jeg få skrevet det, jeg egentlig ville!