Viser opslag med etiketten sovetryne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sovetryne. Vis alle opslag

onsdag den 26. oktober 2011

Hit med dit bedste trick


Snart skal jeg til at stå tidligere op. Meget snart. Ikke meget tidligere, men tidligere end nu, og alene dét er nok til, at mit sovehjerte gisper efter vejret. Jeg er så meget B-menneske. Og det bliver ikke bedre. Og nej, jeg vænner mig aldrig til at stå tidligt op, nu har jeg prøvet i ca. 35 år, og det bliver.ikke.bedre! Jeg hader ganske enkelt at stå op. Mit indre nat-ur er indstillet på søvn mellem kl. 24 og 8, hverken mere eller mindre. Alt andet er vold.

Nu skal jeg altså til at stå op kl. 6. Og jeg ved godt, at det ikke er specielt tidligt, men tidligt nok til mig. Jeg forsøger at planlægge sådan, at mindst muligt skal klares om morgenen, så jeg har overgivet mig til det frygtelige: smør-madpakken-om-aftenen. Uha, jeg nænner det næsten ikke, for jeg hader selv daggamle madpakker. Og selvfølgelig kan børnene smøre deres egen om morgenen...det kommer måske hen ad vejen. Lige nu har jeg det bedst med, at det er gjort om aftenen. Jeg testede det i aftes, og det var en succes. Mange ting kan godt pakkes dagen før, i dag fx fiskefrikadeller, sukkerærter og en god grovbolle med spegepølse. Det overlever nok natten over.

Hunden kan jeg ikke lufte på forhånd, og selvom haven er indhegnet, kan jeg ikke lukke den ud, mens det er mørkt. Hvorfor, siger du? Pindsvinene er ikke gået i seng. Og de bliver dræbt, hvis hun finder dem. De skal ligge helt stille, blev der sagt. Eller knurret. Det kan jeg ikke bære. (Og jeg har heller ikke tid til det larm om morgenen!)

Men hvad skal der til for at komme ud af fjerene? Jeg er helt derude, hvor jeg har overvejet at investere i en "vågnelampe", jo, det findes faktisk. Det kan vække en hane midt om natten, så måske også en Hulemor? Hvis du har et godt trick til at synes, at morgenen er velkommen og at det er en dejlig ting at stå op, selvom det er buldermørkt, regner og blæser udenfor og dynen er den bedste i verden - så hit med det!