Nå!

Så kom man hjem fra skiferie og regnede med, at lørdagens milde vejr varslede forår. Og så startede det hele forfra med snevejr og fygning og skovl i bilen. Okay da. Men det kan ikke ryste mine indre forårsfornemmelser ud af mig!

Sådan en snevejrsdag savner jeg igen. Eller endnu. Stadig. Det var jo sådan en dag, vi skulle skvadre i telefon over, hvor besværligt det er, men hvor flot, der er i skoven. Og hvor dejligt det er, at jeg fik snekæder til jul. Og hvor godt det er, at jeg ikke skal køre så langt. Og hvor hyggeligt det er, når man først kommer hjem. Faktisk præcis som nu, hvor ilden buldrer, dyrene sover i flæng, en sen kop kaffe er brygget og jeg venter med et smil på sned. På ham, min smed.

Min far har lige hentet børnene. Han er ellers bange for alt nyt, altså alt det nye i det nye år 0. Alle tings første gang. Uden hende. Men han kæmper og er sej, så i dag var dagen, hvor han ville overvinde smerten ved den første tur ned i skoven. Alene. Og han kæmpede med sig selv, med sneen og med tårerne. Men han kom igennem. Og nu skal de tre nok finde en måde at hygge sig på. Uden mormor. Det river indeni.

Men der er også noget, der letter. Det er lidt svært at indrømme. Lidt svært at give plads til lettelsen over, at være forbi den tid med sygdom, uro og angst. Nu er der sorgen. Og lettelsen. Og det er det, der giver forår indeni. Rastløshed og længsel efter noget nyt, noget mere, noget andet. Jeg sender breve i forskellige retninger og prøver at lade tanker og ideer spire. Alligevel spændende, hvilke, der rodfæstes og bliver til nyt...