Det kan de godt kalde fridag en gang til...

Torsdag morgen.

Kl. 05.45: Tænder radioen for at høre breaking news om vejret udenfor Hulen

Kl. 05.55: Vågner under en bruser

Kl. 06.15: Vækker børn

Kl. 06.30: Elverpigen er overdrevet forkølet, ingen feber, men snot, hoste og lyde som en søløve

Kl. 06.35: Kollega adviseres om fravær med sygt barn

Kl. 06.45: Der oprettes feltlazaret i stuen, incl. dyner, stearinlys og børne-tv. Man er overhovedet ikke for stor til Peter Pedal, når man er syg!

Kl. 07.00: Naboen ringer og melder snakaos. "Skal du ud af skoven her til morgen? "Næh ikke rigtigt. Elverpigen er syg". "Godt. For det kan du heller ikke komme". Okay da.

Kl. 07.30 - 20.30: (Bemærk: 13 timer) Der hygges. Tændes op. Og vartes op. Bages boller. Laves te. Læses højt. Spilles Wii. Smøres mad. Hentes brænde. Vartes op. Luftes hund. Hjælpes med lektier. Ses film. Hentes vand. Vaskes tøj. Vartes op. Lukkes katte ud-ind-ud-ind-ud-ind. Snakkes. Hænges tøj op. Hentes mere brænde. Handles. Vartes op. Bages klatkager. Spilles mere Wii. Graves nabo fri af snedrive. Laves aftensmad. Ryddes op. Laves te. Svares på Troldebarnets spørgsmål á la: "Mor hvor lang tid er en million sekunder? Hvor mange timer har morfar levet? Hvor mange sekunder er det? Kan man godt leve en milliard sekunder? Er der nogen, der kan blive 150 år? Hvor mange timer har du levet? Hvor mange dage er tusind timer? Hvor mange minutter er der til juleaften?" OG SÅ VIDERE!! Ses julekalender.

Kl. 20.30: Hulemors tålmodighed er så småt ved at være brugt op. Så småt. Heksemor ulmer indeni og vil snart råbe: "HOLD NU OP MED DE TAL-SPØRGSMÅL DRENG. Find tandbørsten frem. Husk at lægge svømmetøj frem. Hov hov, tag lige jeres tallerkener med ud. Gå nu i seng. TROR I JEG ER ANSAT HER?!!!!!!

Kl. 20.35: "Moar jeg er tørstig, men jeg må jo ikke stå op igeeeeen!! Må jeg få noget iskoldt vand"
(Her er Heksemor ved at brøle)

Kl. 20.36: Hulemor finder en "sølvbakke". Sætter to glas iskoldt vand på. Med isterninger. Lægger Elverpigens tandbørste på bakken ved siden af glassene. Tager et hvidt viskestykke over armen og går med højtidelig mine ind i deres værelser og serverer.

Ha HAAAA hvor er det sjovt at tage fusen på sine børn. Vi grinede så tårerne trillede. Og jeg klappede mig selv på skulderen for at sejre i en situation, hvor jeg var liiiige ved at blive den sure Heksemor.

Overskud er godt. Meget overskud er meget godt. Tjek Hjerte-Trine og Hjerte-Marina og deres Hjerteblog hvor alle kan være med til at sprede overskud og juleglæde.

Ps. I Hulen er der tidlig juleglæde og taknemmelighed. En juleengel kom forbi og delte overskud ud, så der nu er forbindelse mellem Hulebo og den store omverden igen...

Elverpigetid

Og nu skal vi jo ikke glemme, at Elverpigen ifølge sin lærer er sød, social, positiv og arbejdsom med en yderst veludviklet sans for humor! Og at alting bare går så godt, at der ikke rigtigt er noget begavet at sige om arbejdspunkter fremadrettet. Udover at man selvfølgelig altid kan øve sig lidt mere i minus-stykker med lån. Altså mest for at kunne skrive et eller andet.

Og nu skal vi jo også lige huske, at hun er totalt legebarn og stadig har huller på knæene fordi hun leger kat inde under bordet.Tit. Og at hun samtidig sender sin mor sådan nogle sms'er:

"Jeg vil have en ny mobil sådan en som lxxx's bare i en anden farve kom nu så er du den sødeste i hele verden selvom du er det i forvejen (udvalg af blinkende, kyssende, smilende smiley'er) og godnat og tænk over det kh Elverpigen"

Og i aftes så jeg hende stå og synge foran spejlet mens hun kastede med sit lange lyse hår...og en gammel vemodig mor tænkte kærligt, at det er lige nu, det starter, og tænk sig hvilket liv, der venter hende. Generationerne rykker en tand, og lige om lidt er det hendes tid. Elverpigetid.

Mere stolthed

Og det blev verdens bedste fødselsdag. Ifølge Troldebarnet.

Elverpigen listede op og vækkede mig allerede kl. 7.00 og vi sang ham vågen. Endelig. Hans øjne lyste af glæde, selv over at pakke en blød gave op - to stribede undertrøjer. Fra Bilka såmænd. "Tusind tak Amanda, Trille, Freja og Pebernød". De var fra dyrene!

Lego og Wii spil blev taget i brug med det samme og mp3 afspilleren blev sat til opladning. Senere på dagen skulle vi køre hen til mormor og morfar, og der skulle høres musik undervejs. Stor var skuffelsen (og tårerne stod i øjnene), da det viste sig, at batteriet ikke var ladet tilstrækkeligt op.

I stedet blev Hulemors telefon monteret med lytte udstyr, og turen kunne nydes med mit gammelkone-musik, bl.a. Lyle Lovett. Jeg fik et smil og et nik i bakspejlet - og denne kommentar:

"Mor! Det her musik. Det passer bare så godt til landskabet udenfor. Det er nærmest sådan noget...landbrugsmusik. Sådan helt smukt og stille. Med marker"

Altså. I mine øjne og ører er han poetisk, sensitiv og intelligent på én gang. Døm selv. Her er hvad han hørte:

I det blødeste bløde

I det blødeste bløde i min kerne, det er dér, jeg er ramt lige nu.

Jeg har aldrig skrevet et blogindlæg før, der har været så lidt velovervejet. Jeg har ikke fået mine tanker på plads. Jeg har ikke fået bearbejdet mine følelser. Jeg har ikke fået "vendt den" og sat de dækkende ord på. Men jeg skriver alligevel, for at fastholde øjeblikket.

Jeg efterrationaliserer ofte mine følelser, hvilket af og til er vældig hensigtsmæssigt. Men jeg er ramt i min kerne, og jeg har behov for at få det nedfældet. De er sådan her, jeg har det. Det var sådan, jeg havde det i dag. En helt anden dag har jeg måske fået efterrationaliseret og fundet de rigtige ord. Forklaret og analyseret mine følelser så meget, at jeg slet ikke kan forstå og huske, hvordan det var at være mig i dag.

Sent i aftes modtog jeg en mail. Skrevet af en kvinde, en mor fra Troldebarnets skole. Mailen handlede om, hvordan Troldebarnet har krænket hendes søn igennem længere tid. Der var ord som knytnæver, arme vredet om på ryggen, fingre stukket ind i øjnene.

Det er ingen hemmelighed, at Troldebarnet har en svær gang på jorden. Han er udfarende og har stor vrede mod sig selv. Det er meget sjældent at han slås, men at han driller og irriterer, er jeg fuldstændig på det rene med.

Mailen var sendt til skolens leder og det andet barns far (forældrene er skilt). Sort på hvidt stod det, hvilke overgreb min søn, ifølge hende, havde begået mod hendes dreng. Jeg følte ham fuldstændig blottet, angrebet og forsvarsløs.

To dage forinden havde jeg haft en telefonsamtale med den pågældende mor i en ganske almindelig aftale-situation vedrørende fritidsaktiviteter. Ved den lejlighed faldt der ikke så meget som ét ord om de vanskeligheder, hun nu redegjorde for i sin mail. Dagen før havde jeg mødt hende i en anden sammenhæng, hvor der heller ikke var så meget om et lille pip om de voldsomme situationer, der skulle have fundet sted over længere tid.

Jeg slog ikke koldt vand i blodet. Jeg ringede til hende med det samme. Min stemme skælvede, og ja, jeg var rasende. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten direkte. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten før. Rasende over at hun involverede skole og forældre uden at varsle mig. Rasende over, at hun ikke mødte mig i det, men indledte en så alvorlig diskussion i et niveau og på et tidspunkt, hvor det var svært for mig at bevare jordforbindelsen.


Hun kunne ikke redegøre for, hvornår episoderne havde fundet sted. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor det pludselig - siden søndag aften - var blevet så magtpåliggende for hende at få det "sagt" højt. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor hun ikke havde taget den op med mig, de to foregående dage, hvor vi havde været i kontakt med hinanden.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så berørt i en telefonsamtale. Hun forklarede sig med, at det var svært for hende at være i dialog om det, fordi hun ved andre lejligheder har haft konflikter med skolen (jamen netop derfor skulle du jo komme til mig???). Hun vidste i øvrigt ikke, hvilken rolle hendes søn selv havde haft i sammenstødene, det havde hun ikke fået spurgt ham om (Hvad med at vi to havde haft den snak først?). Hun havde valgt at skrive en mail, for ikke at gøre det til en konflikt (???) Jeg bad hende om, en anden gang, at overveje sin kommunikationsvej.

Jeg skrev en mail til skolen om, at jeg naturligvis bakkede 100% op om at få kastet lys over sagen, og at jeg i øvrigt syntes, at det var en uheldig måde at indlede en dialog på. Især på en skole, der sætter nærvær og ordentlig kommunikation i højsædet.

Jeg sov ikke. Jeg kunne ikke. Mit system kunne ikke falde til ro. Og det er det, jeg reagerer på. Det fortæller mig noget? Min voldsomme reaktion fortæller mig noget. Der er noget helt inde fra, der fortæller mig noget her. Der er noget galt.

Skolen har i dag forsikret mig, at der stadig er god kontakt til- og opmærksomhed omkring Troldebarnet. Men der har været episoder, der passer på beskrivelserne. Der har været knytnæver. Det er bare ikke, af skolen, blevet oplevet som overgreb. Der har været tidspunkter, hvor de voksne har løftet øjenbrynene, fordi det i et sekunds tid lignede, at noget var i gang. Men aldrig mere end et sekund. Aldrig noget, der ansporede til delagtiggørelse af andre, herunder mig. Aldrig noget, der fik klokker til at ringe. Aldrig noget, der gav anledning til særlig bekymring.

Jeg blev beroliget med, at skolen aldrig har haft fokus på, at der netop mellem disse to drenge har været særligt behov for opmærksomhed. Jeg blev støttet i min oplevelse af, at kommunikationsformen var uhensigtsmæssig i retning af at løse konflikten i mindelighed. Jeg blev forsikret om, at Troldebarnets vanskeligheder bliver mindre dag for dag. Jeg blev overbevist om, at min dreng ikke er et monster, der går rundt og stikker fingrene i de andre børns øjne.

Vi talte om over-kill og under-kill. For lidt og for meget. Brodden blev taget af angrebet. Men at det andet barn har haft den oplevelse af overgreb, er jeg ikke menneske til at ændre på, hvor gerne jeg end ville.

Jeg blev bedt om ikke at diskutere det med Trolden. "Det er noget, der sker for ham i situationer, hvor noget bliver for hyggeligt. For tæt. Det er sekundvis, og han kan ikke "gøre for" det. Han er oprigtigt ked af det bagefter. Vi ser det som en del af hans selvdestruktive tendens. Vi oplever ikke, at de andre børn føler sig truet eller "jordet" af ham. De er kloge. De ved godt, han er sårbar.

Tak. Det hjalp.

Jeg sidder tilbage med modsatrettede, diffuse følelser. Hvad skete der med mig? Hvorfor blev jeg så oprørt? Hvad er op og ned?

Ingen tvivl om at den mor, uforvarende, ramte mig i det blødeste bløde. Det mest smertefulde i mit liv. At Troldebarnet er kommet til verden og er vokset op i et følelsesmæssigt utrygt hjem, hvor intet nogensinde har været godt. Og at jeg ikke kan ændre det. At jeg er bange for, at den adfærd er direkte nedarvet fra hans far. Uanset hvor mange psykologer, der hævder, at sådan er det ikke. (Og at min bekymring om det i øvrigt kan forstærke Troldebarnets angst for at ligne sin far for meget på det punkt).

Jeg har lige læst de to mails igen. Jeg kan godt holde dem ud fra kroppen nu og læse dem. Uden hjertebanken. Jeg har vænnet mig til ordene. Måske kan jeg ikke forstå, at de gav det stormvejr indeni.

Var det berettiget at blive så vred? Var det rimeligt, at ringe hende op og afkræve svar, tidspunkter, forklaringer? Almindeligvis bliver jeg ikke skubbet ud over den grænse.

Jeg forsøger at fange den flygtige fornemmelse af genkendelighed. De andre gange, det er sket. Der har min erfaring været, at det var fordi der var noget i det. Noget, der ikke var rigtigt.

Og derfor sidder jeg tilbage med følelsen af, at den mail virker så skadelig og angribende, netop fordi den giver sig ud for at være tilfældig. Sendt en tilfældig dag. Netop fordi der ingen optakt har været.

Følelsen nu af en skjult dagsorden. En bagtanke. En raffineret optrapning af en konflikt, der handler om noget ganske andet end Troldebarnet. Jeg kan ikke slippe den...

Heksemor slår til...

Intentionerne fejler aldrig noget!

Dengang jeg studerede, forestillede jeg mig altid, hvordan jeg ville være forberedt til timerne, lave skriftlige opgaver i god tid, fordybe mig i emnerne, sågar læse relevante bøger udenfor pensum... HA! Så sad jeg der natten inden og svedte over konklusionen. Printeren løb selvfølgelig tør for blæk 45 min. inden afleveringsfristen og bla.bla. Måske kender du scenariet?

Når jeg skal have gæster, har jeg også store, forkromede planer om den dejlige mad, jeg skal lave. Gerne noget med marinader, der har trukket i dagevis. Desserter, der smager lifligt og selvfølgelig afspejler årstiden i smag og farver...HA! Ender med en ovn-klar ret fra slagteren og en købesovs. Derefter literis direkte fra platicbøtten, "pyntet" (!) med en improviseret kompot af ubestemmelige, blandede bær fra fryseren.

Hulemors intentioner fejler heller ikke noget, når bøllerne skal på lejrtur. Forestiller mig selvfølgelig, at vi aftenen før sidder stille ned og hygger os. Evt. med te og sikkert hjemmebagte kanelsnegle, nu vi skal undvære hinanden i 2 døgn! Vigtigt med nærvær!! Vigtigt!

Taskerne er pakket. Der er solide navneskilte på poser med sengetøj og sovebamser. Den fra hjemmet medbragte mad er økologisk og indbydende. Begge børn har været ansvarligt involverede i pakke-processen (naturligvis under hensyntagen til deres alder og forskelligheder) og har dermed fuldt overblik over eget grej. Altså i fantasien.

Ude i virkeligheden ender det med kaos! Elverpigens ridning var da ikke aflyst, bare fordi der var lejrtur med SFO'en næste dag! For ikke at tale om regnvejr (Plejer sgu aldrig at regne, når de er på den tur! For helvede)

Dagen før dagen:

Kl. 16.15:
Vi kan godt lige nå at hygge med te og de der kanelsnegle (nej, nej. Ikke hjemmebagte! Findus-style)
Kl. 16.55:
Troldebarn:"Mor, sover du? Jeg er sulten"
Elverpige: "Mor, der er huller (hulLER!) i mine gummistøvler"
Kl. 17.10:
Smører 4 rugbrødsmadder og kører i desperat fart ud for at købe nye gummistøvler. Med formaninger til Elverpigen om at stå KLAR en halv time senere.
Kl. 17.40:
Hjem og vende efter Elverpigen, nu i ridetøj.
Troldebarnet: "Hvad med mig?". "Dig? Øhhh tag din Nintendo med i bilen". "????? Det plejer jeg da aldrig at må???". "Nej, men det må du altså godt nu!"
Kl. 19.20:
Hest afsadlet mv. Retur til Hulen, nu med sultne børn (Bliver sgu da også sultne i tide og utide)
Kl. 20.30:
Børn spist af og puttet. SOV! Det er alt for sent. I er alt for trætte i morgen (Heksemor)
Kl. 21.00:
Køkken ryddet. Økologiske rosiner og juicer pakket. Pænt. Må hellere få pakket til Troldebarnet!!
Kl. 22:
FUCK hvorfor virker lommelygter bare ikke, når de skal? Og hvorfor virker en helt ny pandelampe nu heller ikke? Fordi det GØR DEN BARE IKKE.
Kl. 22.20:
Må hellere få pumpet cyklerne. Ud i garagen...nu regner det f*ndeme også!! Arggg!! (Tjekke vejrudsigt? Plejer aldrig at regne den weekend, har jeg jo sagt)
Kl. 23.oo:
Hvor ER det regntøj? Typisk Elverpigen. Tosser rundt i sin egen lille virkelighedsfjerne verden, hvor der ikke bruges energi på noget så trivielt som regntøj. Sådan cirka samme virkelighedsfjerne verden som hendes mor befinder sig i.
Kl. 23.15:
Crasher med gode intentioner om at nå resten i morgen. Tidlig.
Kl. 05.35:
Vælter ud i bad. Eeeej mand, det regner stadig.
Kl. 06.00:
Ud at montere cykler på bilen. I mørke. Og p*sseregnvejr.
Kl. 06.20:
Prøve at få liv i unger. Vise et søvndrukkent Troldebarn det geniale i pakkesystemet. "Prøv lige at se en gang. Jeg vil gerne lige have, du ser her, hvad jeg mener. Prøv lige at koncentrere dig" (Som om. Heksemor)
Kl. 06.30:
"Bebrejde bebrejde bebrejde. Jamen hvor har du sidst haft de regnbukser.?... aaaaltid væk.... aaaaaldrig finde noget. Bebrejde bebrejde bebrejde" Elverpigen: "Jamen bliver det regnvejr? Det gør det da aldrig på SFO-tur!" (Told you)
Kl. 07.28:
Alt afleveret. Inclusiv lidt mut Troldebarn (jamen der er jo TO dage til, vi ses mor) og lidt sur Elverpige (det er altså ikke kun min skyld mor! Nej, nej skat. Av) kysset farvel. Et par ekstra regnbukser + et stk. ekstra tandbørste leveret af en slags kæreste. Tror sgu lige det går alligevel. Og kommer vist kun 6½ minut for sent på job.

Men næste gang...der bliver det hyggeligt!

Familieforøgelse...

Så skete det endelig... Trillemissen blev mor. Og hvilken mor ;o)

Hun er bare dygtig og gjorde alt det rigtige, da de tre små så dagens lys. Nu tager hun sig et velfortjent hvil, mens killingerne får deres første måltid.

Turbodage

... er sådan nogle, jeg lige har haft. Elverpigen og Troldebarnet har nemlig været på lejrskole i tre dage.

Hvor jeg har nået:

• rengøring (kedeligt, men fedt bagefter, og det holdt tre dage!!)
• kaffehalløj med tidligere kollega
• barselsbesøg hos kær veninde og det kæreste barn
• 2 timers ridetur i nyudprungen bøgeskov, over bakker og dal
• telefonsamtaler, der ikke blev afbrudt
• grillaften hos gode venner
• B12 skud i rumpetten - ny energi
• opdagelse af Anettes totalt lækre beautyblog
• afslutning på første etape af erstatningssag (indsæt selv lettelsens suk)
• trimning af græs, urtehave og bede
• te med god ven
• kaffe og kage med Kirsten giftekniv
• indkasseret et stk. lædersofa fra flytte-bo
• samt havemøbler i træ fra samme
• solnedgangsgåture i skoven

WOW. Nu er de to tornadoer hjemme igen. Pinsen står for døren, med alle arrangementer aflyst, fordi Trillemissen skal have pinse-killinger. Tror vi.

Det var fantastisk og fredfyldt og luksus at have tre dage uden børn. Og jeg nød det i fulde drag. Og nu er jeg salig over at høre deres åndedrag og deres trygge søvn i egen seng.

Så kan man da kun glæde sig til i morgen

Kompliment eller?

Hmm. Kom til at gå til lægen for en underskrift. Kom ud med B12 mangel, tudeøjne, en masse omsorgsfuldhed og aftale om samtaler. Hun er bekymret for, at jeg har PTSD. Måske mere om det senere.

Jeg er ikke så vild med at gå til læge. Synes altid, at jeg nok tager deres dyrebare fra andre (vigtige) patienter. Og jeg bryder mig da slet ikke om at skulle komme igen! En gang om ugen i 4 uger!! Det kan man da ikke...nå, men det skal jeg altså.

Men heldigvis afvæbnede Troldebarnet alle de besværlige tanker ovenpå lægebesøget. I dén grad.


Troldebarnet: "Hvad skulle du egentlig ved lægen?"

Ego: "Jeg skulle have en indsprøjtning med noget vitamin, jeg mangler"

Troldebarnet: "Hvor stak lægen dig så?"

Ego: "I ballen"

Troldebarnet: "Aj mor, gjorde det ikke ondt?"

Ego: "Joo. Lidt"

Troldebarnet: "Hårh! Så er det godt, du har sådan nogle ordentlige hoppeborge"


Og jeg som gik og troede, at der stadig sad en yndig pariser monteret bagpå. Den har så åbenbart antaget nye proportioner. Men jeg griner stadig... og nej. Jeg punkterede ikke!

Klap eller bank?

De bedste ord, jeg længe har læst:

Man kan ikke banke noget ind i sine børn.
Men man kan klappe meget ud af dem!

Sagt af Astrid Lindgren (selvfølgelig...)

Kvindeliv

Her kommer det så...

For nogle dage siden læste jeg en blog på Politikens hjemmeside af Marianne Eilenberger. Du kan læse den her.

Og siden har jeg tænkt og tænkt. Min blog bliver aldrig sådan en blog, der hudfletter tidens tendenser og den offentlige mening, for jeg skal åbenbart bruge flere døgn på at fordøje, mærke efter og tænke - før jeg ved hvad min egen mening er!

Da jeg læste indlægget første gang, tænkte jeg: JA! Hun har sgu fat i noget. Godt set og i den dur.

Men i løbet af et par dage begyndte jeg at tvivle. Er det nu også sådan, at mødre gensidigt holder hinanden nede og sætter så mange konkurrenceparametre op, at danske kvinder bliver deltids-stakler i stedet for leder-heltinder? Og ja, jeg ved godt, at det ikke er det, hun siger. Men alligevel...

Nu er jeg helt sikkert ikke arketypen på en leder. Som sagt kan jeg være meget lang tid om at formulere min egen mening om noget som helst. Og jeg vil helst være venner med alle, da jeg er opdraget efter flinkeskole-modellen. Og jeg er aldeles enig med Marianne Eilenberger i, at der ikke findes et særligt deltids-gen i enhver kvinde.

Alligevel blev jeg ramt af hendes ord. Fordi jeg følte mig lidt hånet af dem. Som om jeg er så dum at lade alle I andre (mødre) dømme mig og hele tiden stræbe efter jeres anerkendelse.

Faktisk kom jeg også omkring tanken, at bloguniverset er endnu et udstillingsskab, hvori man viser sine fiiine kreationer, deler ud af sine dyyybe tanker og under sin egen velpudsede glorie husker at klappe de andre mødre/kreative/ordjonglører på skulderen og sige hurra.

Og så gik det op for mig: NEJ!!

Det er ikke sådan, det er. Det er ikke jeres eller andre mødres skyld, at jeg ikke blev leder. Og det er i hvert fald heller ikke mine børns skyld. Min eksmand havde den holdning, at jeg måtte arbejde alt det jeg ville - bare jeg var hjemme, når han kom hjem og havde sørget for hjemmet og børnene. I den rækkefølge og i ramme alvor. Men det er heller ikke hans skyld. Og det er heller ikke fordi jeg nu er alene med dem. Jeg har flere veninder, der er alene med både to og tre børn, som alligevel gør karierre og henter børn hver dag kl. 17.15. Det har jeg så valgt ikke at gøre.

Jeg har valgt at bo i skoven. Det er totalt øko. Men det er ikke for at imponere nogen. Jeg bager også selv rugbrød og boller. Og de er både grove og øko. Jeg henter børn senest kl. 15, fordi jeg gerne vil være meget sammen med dem. Og fordi jeg bilder mig ind, at de også har glæde af at være meget sammen med mig. Nu er de så store, at de som regel har kammerater med hjem, men jeg er der.

Jeg har en gyngekøje hængende lige midt i stuen, fordi det er godt for motorikken. Jeg vasker deres hår i øko shampoo. Jeg skærer øko grøntsager ud i stave til madpakken. Jeg går ikke ret tit på museer eller i teatret, men jeg går gerne ned til kilden og kaster Plys-pinde. Jeg bager også mine kager selv, fordi jeg får sure opstød af dem fra Amo.

Men de kommer ikke i bad hver dag. De får tit Knorr-lasagne. De kommer i seng kl. otte, fordi jeg derefter ikke orker, at de kalder mere på mig den dag. Og det ved de. Hvis jeg har gæster, får de (børnene!!) besked på at fise ud, hvis vi skal tale "voksenliv". Hvis de keder sig, får de lov til det. Jeg gider ikke, at de kommer ud på toilettet og spørger mig om ting og sager. Jeg vender ryggen til dem, hvis de forstyrrer mig, når jeg taler i telefon. Og jeg køber helt vildt fastelavnstøjet i BR, for jeg kan i.k.k.e. sy. Noget.

Og det er ikke et offer, og det er ikke til ære for nogen, når jeg øko'er den i mit moderskab. Og jeg undskylder meget, at jeg er med til at trække niveauet for danske kvinders leder-engagement ned. Men jeg har altså kun den tid med dem én gang. Og jeg tror faktisk, at min tid sammen med dem gør en forskel. Selvom de også leger godt i SFO'en.

Og hvad angår bloguniverset så er jeg overbevist om, at alle de jublende og velmenende kommentarer, der lægges rundt omkring, er ægte. Og at der er tale om inspiration og ikke pral og konkurrencementalitet, når I krea-bloggere lægger fine billeder ud af jeres ting. Og at de dybe reflektioner over mor- og kvindeliv er til for at nuancere alle illusionerne om samme.

Ikke alle kvinder er kvinder værst.

Og til slut en lille autentisk anekdote som jeg tænker på, når jeg synes børnedelen i mit liv fylder meget:

Min mormor fik otte børn. To drenge, der døde som små, og seks piger, der blev voksne. Hun blev enke som 39 årig og højgravid. Det var slidsomt, det var fattigt og der var sytten år imellem det ældste og yngste barn.

Hun blev 92 år og på sine gamle dage sagde hun altid til sine døtre, der jo i modsætning til hende kom på det "rigtige" arbejdsmarked:

De år, hvor I var små og boede hjemme hos mig, det er fem minutter af mit liv

Så mon ikke der bliver tid til lederjobs i nogle af de resterende minutter? Jeg satser.
(Altså med mindre vi til den tid har skabt en bedstemor-junta til at holde os nede)

Mor uden X-factor

SÅ blev det X-factor tid igen.

Elverpigen, min datter på 10, havde yndlingsveninden på besøg. I bytte for Troldebarnet, min søn på 7. Der var med andre ord dømt tøsehygge med stearinlys, pandekager og X-factor. Hvorfor Hulemor her syntes, det var oplagt at starte hyggen op med lidt Rasmus Seebach! Krydret med anekdoter om "da mor var ung", Seebach Senior og den slags. 80'er nostalgi og mor med røde kinder.

De syntes da nok, jeg var meget kær (okay, nu siger hun godt nok ung. Men hvor ung har en mor nogensinde lige været, hva'). Jeg er lidt autist med sangtekster, det indrømmer jeg. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke lade være at huske teksten, hvis jeg hører en sang mere end tre gange. Hvilket jeg er kommet til med RS. Også alle uuhuuuh'erne som hende her engang påpegede, at der måske er lidt rigeligt af. Lidt.

Men da jeg så heller ikke kunne lade være at give den hele armen, da Jesper sang en fantastisk udgave af "Say Say Say" ... der kunne jeg godt se på Elverpigen, at det begyndte at kamme lidt over. Måske især fordi jeg syntes, de var store nok til at vide, at det faktisk var den sang, jeg kyssede til første gang ... med Jens fra ottende ...

Der fik jeg et blik. Et blik, jeg aldrig har set før i Elverpigens øjne. Fordi, jeg var pinlig. PINLIG. For hende. Og jeg kunne se, at jeg skulle stoppe. Så det gjorde jeg. Vi skulle obviously ikke være veninder alle tre. Selvfølgelig.

Veninden var heldigvis flad af grin. "HAHAH jeg kender det godt", grinede hun. "HAH, nå - er din mor også sådan?" spurgte jeg. "Nej, HAHAH, men det er min far". Og dét er altså ustyrlig morsomt, når man kender hendes far!

Nå, men moralen var altså, for mig, at jeg ikke skal 'veninde den' med Elverpigen og hendes veninder. Jeg skal være moren, og jeg skal være ordentlig.

Og jeg er sgu stolt af hende! For mig betyder det, at hun adskiller sig fra mig, og at hun er stærk i sig selv.

Det her er klipset fra nettet, og jeg er helt enig, når Mette Horn (Max Pinligs mor) siger:

Alderen omkring 10-12 år er et spændende rum, hvor børn går i gang med at stille spørgsmål til deres egen identitet og verden som sådan. Spørgsmål, man selv som voksen jo stadig ikke kan svare på. Men man må turde være voksen, for børn har ikke brug for at være venner med deres mor i den alder.

Jeg gjorde mig mange tanker om 'morskab' og 'moderskab' i aftes. Så stor hun er altså blevet.
Og så alligevel ... sidst på aftenen, overhørte jeg denne storpolitiske kommentar fra Elverpigen til veninden:

"jeg synes altså det dér Anders Fogh Rasmussen lyder noget mere
borgmesteragtigt end Lars Løkke"

Der må grines! God lørdag.