Ind til det inderste

Jeg har vist før skrevet lidt om musik. Jeg har altid musik kørende i mit liv. I radioen, i bilen, på telefonen - takket være Spotify - stort set alle steder, jeg bevæger mig. Jeg ELSKER spotify. Og de har vist også skrevet til mig på et tidspunkt, noget med om jeg ville lægge playlister ud på bloggen. Jeg fik aldrig gjort så meget ved det, gad ikke sætte mig ind i det.

Nå, men lige nu er det for eksempel Marie Kay, der hitter. Og Turboweekend, uhm. Det er sådan noget, der får hverdagen til at flyde for mig. Men siden torsdag aften har en helt anden sang kørt på repeat. Og jeg har simpelthen tudet. Spørg mig ikke hvorfor - ved kun at en 63-årig legende ramte et sted i mit inderste indre, hvor ingen bevidste tanker, ingen selvudviklingskurser og ikke den dybeste meditation ville kunne få mig ind.

Vi havde billetter til Bossen i Herning, smeden og jeg. Tror måske også, jeg har nævnt, at vi "mødtes" til en Bruce koncert - i Herning - i 2009. Altså vi kendte jo godt hinanden, men det var den aften, det sådan...startede. Så lige inden jul fik vi billetter - til Parken. Lang historie. Vi ville hellere til Herning, så jeg byttede billetterne på det store, farlige internet. Hvor man kan blive SNYDT. Smeden var bange. Han mente, jeg satte vores forhold på højkant, for vi kendte jo ikke hende, jeg byttede med. Og hvis vi nu slet ikke kom ind... Hun virkede nu ellers meget okay, og vi havde en lang snak i telefonen om at stole på hinanden og have tillid til Universet!

Nå, men af sted kom vi, og jeg var ikke bange. Biip biip, så var vi inde. Og fordi smeden var bange, var vi kørt hjemmefra i RIGTIG god tid. Så vi var faktisk nogle af de første, der blev lukket ind. HELT ind. I inner circle 10 m. fra scenen. Okay, vi ventede også over to timer! Fik til gengæld armbånd på, der gav adgang til de begrænsede pladser, så der aldrig blev trangt og tæt. Og endelig kom han.

Det er ikke sådan, jeg hører ret meget Bruce derhjemme. Og jeg havde set et indslag i morgen tv, den dag han spillede i Parken. Om fans, der havde sovet i telt og frosset for at komme først ind. "Tsss, få dog et liv", tænkte jeg. Det er sgu lige før, jeg selv lægger mig i et telt næste gang.

Det var så STORT. Grin bare. Det var et rush uden lige. Smeden er altså ikke sådan at hidse op. Men han har måttet sande, at satser man højt - så vinder man også stort! Hulemor tudede, sukkede, grinte, sang og hujede. I forstår det ikke, hvis I ikke var der...nu forstår jeg de der tosser, der sover udenfor i frostvejr for at få deres næste fix. Vild aften.

Næste dag havde jeg bare lyst til at sælge huset, sige til helvede med job og masteruddannelse for at få mig et liv. Det er det, jeg mener med det inderste indre. Der er det nogen helt andre værdier, der tæller. Kærlighed, børn, liv. Nogle gange er det så nemt at glemme, især når man har det. Og lige meget hvad der tænder det - så er det bare vigtigt, at det bliver tændt en gang i mellem. Livsgnisten for livets skyld og ikke for statussymboler og materielle glæders skyld.

Jeg har haft svært ved at komme ned på jorden igen. Og det haster faktisk lidt nu, for om 21 timer går min makker og jeg i skriveskjul for semesterprojektets skyld...suk. Back to reality. Men jeg har alligevel været der, hvor det ikke bliver det vigtigste. Og glemmer jeg det, så hører jeg bare "I wish I were blind". Ikke fordi den sang som sådan har en relevans for mig. Men en fyr til koncerten havde et papskilt med, med et sangønske. Der stod: "She found someone else" - "I wish I were blind". Og Bossen spillede den helt selv efter at have spurgt fyren: "What happened?". Ingen kæmpe arrangementer, ingen blæsere eller tjuhej. Bare ham og hans guitar. Og nu tuder jeg igen.

Min ind til det inderste-sang. Hvad får dig derind?

Mød vores nye darling

Billedet er desværre taget i modlys og lidt for langt væk. Men her er hun; Elverpigens elverhest. Godt nok er vi en lille og uautoriseret familie, men tæller dog 3 tobenede, to ørkenrotter, to katte, en hund og nu også en islænder! For at gøre en lang historie kortere, er hun resultatet af, at konfirmationspuljen er kommet i spil. Selvom smedens familie tæller, tæller den alligevel ikke helt så meget som en fars familie. I en Elverpiges bevidsthed i hvert fald. Det har gjort ondt, at han definitivt er udelukket fra den store dag. 

Det fik Hulemors hjerne til at kortslutte lidt, og store planer blev lagt for, at den kommende konfirmation skulle indeholde så meget festivitas, at bevidstheden om dem, der mangler, blev bedøvet. Men nu er det jo stadig sådan, at dem, der ikke er til stede, har tendens til at fylde mest. Derfor snakkede jeg med Elverpigen om, hvad der skulle til for, at dagen blev den bedste nogensinde, uanset at halvdelen af ophavet mangler. Og der var kun ét svar: penge nok til en hest. En hest, en hest, mit elverrige for en hest, mor. 

Så jeg blev enig med mig selv om, at det var bedre at smide hele puljen på bordet, og lade hende selv være med til at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Godt nok har vi kun de penge, jeg tjener, og det er ikke fyrsteligt. Men da jeg startede helt fra bunden for fire år siden, er mit forbrug nærmest ikke eksisterende, og jeg havde efterset budgetterne. Der var råd til en hest. Og ved du hvad? Det er den mest fantastiske følelse at opdage, at noget, der tidligere syntes helt umuligt, faktisk er indenfor rækkevidde. Jeg følte mig usigeligt rig den dag, jeg skrev under på købskontrakten på det lille vidunder. Og vidste, at jeg havde råd til det. For mine egne penge.

Den dyrlæge, der stod for handelsundersøgelsen roste den lille isprinsesse så meget, at ejeren måtte fortrække og tørre tårerne bort. Og jeg forstår hende godt, for det er sjældent man finder så fin en hest. Elverpigen svæver. Hun er så lykkelig, at hun næsten ikke kan rumme det, og jeg føler, at jeg investerer i hendes ungdom og livskvalitet. Og min egen. Det skal ikke være mig et stort offer at lufte elverhesten, når teenageren hellere vil sove længe...

Troldebarnet tager det hele med ophøjet ro. Og er allerede begyndt at drømme om, hvad han skal bruge sådan en formue på, når det bliver hans tid til konfirmation!

Næste ferie

Så er Hulebo folkene klar til næste omgang ferie. Jeg er født under mange heldige slags stjerner, men godt-ferie-vejr er ikke en af dem! Så beklager derude, det er min skyld, at den store lampe slukkede igen. Jeg har heldigvis vænnet mig til det, og derfor pakker jeg som sædvanlig varmt tøj og regnjakker i rygsækken. Ja, rygsækken. Vi skal nemlig på langtur med tog og færger og den slags, destinationen er max hygge med nogle af mine totalt yndlingsmennesker. Åhh så godt det skal blive at sludre halve nætter, drikke rosé og nyde børn.

Og ja, jeg ved I er spændte på at høre om Inger. Ikke? Jeg kan bare sige, at jeg nu forstår mødre, der græder over at sige farvel til svigerbørn...jeg har sagt til min far, at jeg under ingen omstændigheder vil af med hende igen! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men den virkelige Inger overgik alle tænkelige forventninger. Jeg har tænkt en masse over, hvilke ord, der kan beskrive hende, men det bliver så kliché agtigt. Hun falder bare ind i familien. Fuldstændig. Og jeg er sikker på, min mor ville have kunnet lide hende. Jeg kan faktisk få tanken, at hun har valgt hende til ham. Måske vil jeg bare gerne have, at det er sådan? Uanset hvad, er der masser af plads til min mor også, og vi har også lært Ingers afdøde mand at kende. I fortællinger fra deres liv.

Men lige nu er livet, og det allerbedste er at se de to være så taknemmelige over det, de har fået sammen. Det er så rørende. Og nu siger jeg lige noget. Som ikke er kritik af min mor. Som ikke er at kritisere mine forældres fine ægteskab. Som bare er at kalde tingene ved navn, ting, som min mor selv stod ved, og man derfor gerne må tale om. Jeg har før skrevet, at min mor var meget privat. Hun havde på mange planer svært ved at få tingene for tæt på. For eksempel gad hun ikke at spille spil, kort og den slags. Hun brød sig ikke om at udstille sit temperament, når tingene ikke gik til held for hende. Fair nok. Så var det bedre med kryds og tværs, som hun kunne sidde med i timevis. For sig selv. Sådan noget med at sidde sammen og løse en opgave, det gad hun virkelig ikke. Så kun man få den kryds og tværs, og så tog hun selv en anden.

En aften i sommerhuset sad Inger i sofaen med en kryds og tværs. Ikke på min mors plads, for hun har nænsomt spurgt min far til, hvor min mor plejede at sidde, sove, lægge sit tøj osv. Og så har hun på respektfuldt vis fundet sine egne pladser. Der var lige nøjagtig plads til 3/4 person ved siden af hende - og der satte min far sig med armen om hende. Og så sad de ellers der med brillerne på næsen og småsnakkede: "..hmmmm hvad kan der stå der?" ... "Njaa, måske xxx" ... "nej, så passer det ikke med xxx" ... "hmmm, så måske xxx"...

Jeg måtte ind og tørre øjnene. Fordi det må være fantastisk som næsten 70-årig at finde fællesskab med en anden, der er så inkluderende og favnende, at man gerne må sidde tæt og blande sig i en kryds og tværs. Det er livets stjernestunder. Og det er sådan Inger er. Få har mødt Troldebarnet som hende - der endda kaldte ham en møgunge, fordi han snød, da de spillede Uno 1½ time. Hvilket han tog som en kæmpe kompliment. Elverpigen har også foreslået, at hun kunne komme på ferie hos morfar et par dage - "altså hvis jeg godt kan tillade mig at spørge, om Inger så er der. Så kunne vi nemlig bage og alt sådan noget".

Og så siger min far, "jamen det skulle jo have været mor". Og så tænker jeg, 'jamen det skulle jo have været mor'. Men det blev ikke mor. Mormor. Vi havde hende i mange vigtige år, men ikke i alle dem, vi gerne ville have haft. Vi var slet ikke færdige med at have hende. Allermindst børnene, som godt kunne bruge en ekstra voksen til at ville dem, når nu de mangler halvdelen af deres stamtræ. Og derfor er Inger en kæmpe gave. Selvom hun ikke er mormor. For hun vil gerne spille kort, dele krydsere og bage. Vi er glade.

Og nu - rygsæk og oppakning. Tror nu jeg smider badetøjet i puljen også. Det kunne jo være at heldige asener med gode feriestjerner skulle i samme retning...

Lykke over land

Ord kommer tit ind i mit hoved. Rigtig tit. Og jeg husker ord. Ord der er sagt og især ord, der er sunget. Jeg kan huske virkelig mange sangtekster, fordi jeg lytter til ordene - de taler jo til mit eget liv... For tiden kører jeg meget i bil, hører meget radio, og ikke sjældent spilles sangen "Stop for a minute" med Keane. Der er nogle ord fra den sang, der nærmest runger i mit hoved:

"Sometimes I feel like a little lost child

Sometimes I feel like the chosen one"

Første gang jeg hørte hvad de sang, tænkte jeg "Guuuuud er der andre der har det sådan?". Jamen hvor naiv kan man (jeg) være, hvad havde jeg regnet med?

Nå, men altså i dag, var jeg til et virkelig FAN-TAS-TISK møde på Troldebarnets vegne. Tudefantastisk. Og på vejen hjem var jeg glad, lettet og forventningsfuld - og vidste ovenikøbet at mine to favoritbørn (heldigvis mine egne) var i gang med at bage kage. Til mig. Fordi det er min fødselsdag.

Og fordi jeg er så gennemfejret allerede med både veninder og familie, havde de bedt om, at det kun var os tre i dag. Så det var det. Uden tændt elektronik, men en kage on the side.

Da jeg kørte op ad bakken mod den by og det lille samfund, der tog så godt imod os for snart fire år siden - og åbenbart stadig vil os det bedste - brød solen frem og en af mine yndlingssange blæste ud af radioen. Og jeg ved godt, at jeg har bragt den før. Og at den er gammel. Og at teksten slet ikke giver mening i nogen som helst betydning i forhold til mit humør i dag. Men den kommer alligevel igen, for den gør mig så skraldglad i hovedet og i dag er det MIG, der bestyrer hitlisten:

Ps. Ikke verdens bedste lyd, riiimelig dårlig synkronisering men masser af lipgloss, party og sæbebobler. Og et interessant ... objekt ... på scenen? (Kæmpe fallos eller er det bare mig Freud?)

Vand, vand og vand

Dejligt at holde mini vinterferie. Dejligt at være tæt på havet, himlen og børnene. Vandland, legeland, hyggeland. Og smeden. Han får mig til at lege og grine, som jeg aldrig har prøvet før. Jeg kan bedre lide mig selv, når han er der.

Også dejligt at komme hjem til Damehuset. Optøet vel at mærke og uden vandskade. Hvor heldig kan man være? Pyha. Føles lige pludselig som en umanerlig luksus at have rindende vand i hele huset. Måske især i bruseren.

Faktisk også en helt god fornemmelse godt at gide at skulle på arbejde igen. Hulemor står tidligt op og lister afsted, mens resten af huset sover. Lige nu er det nemt at holde af nuet. Det er åbenbart omvendt proportionalt med mængden af ord, der vil ud på bloggen...der sker ikke meget.

Men jeg har lovet nogle fif om at smide irriterende kilo, og de er snart på vej. Indtil da kan du lige tænke over disse ord fra Emma Gad, om det at udfolde sig i baderiets lyksaligheder:

"En Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder. Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi de ser En mindre smuk. Tværtimod".

(Godt jeg ikke læste det, inden jeg kastede mig i de kunstige bølger med smeden, hva'?)

Nu skal vi jo ikke glemme, at det er lille fredag, vel? Her er bagt kager til fælles fødselsdag på skolen, prøvesmagt og ikke mindst skrålet og danset til radioens Spil Dansk Dag. Apropos at være tilstede i nuet, så skal man bare bage nogle kager med sine unger og forsøge at lære dem at danse et-to. Fx til den her:




Ps. Og så bliver man jo også glad af nye støvler (Tak Charlotte)

Kærlighed er...

... når man sidder i hvert sit hus og drikker et glas rødvin sammen. Og sms'er de sange, den anden skal høre på youtube. Med små historier og minder. At vide, at han sidder og hører det samme. At genopleve den koncertaften på en mark på den jyske hede, hvor det hele startede. Og aldrig mere blev det samme. Med ham her. Godt nok ringe kvalitet. Men når det nu var den aften...

Jeg vil godt lige sige..

...endnu en gang, tusind tak for jeres kommentarer. Jeg får ALDRIG vendt tilbage på dem, og får ikke lagt en hilsen til nye læsere, som jeg er glad for kommer til. Jeg synes selv, det er rigtig rart, når andre bloggere tager sig tid til at bemærke, at de har set en kommentar, jeg har lagt. Desværre er der ikke så god læserservice her i butikken...

Men sådan en lørdag formiddag giver det helt og aldeles glæde, at sidde og læse nye og gamle kommentarer. Gerne sammen med en god kop kaffe. Elverpigen og Troldebarnet er på nye eventyr med overnatning, og skal først hentes sent på dagen. Smeden er lige kørt efter en perfekt aften med lækker mad, gode film og total kyssehygge. Om præcis en time og 18 minutter ligger jeg på en briks under et tæppe, med dejlig musik i ørerne og en sød kvinde, der giver mig en luksustreat - ansigt, hænder og fødder. Glæder jeg mig? Tror jeg nok lige.

Solen skinner, det er kun lørdag, jeg har søgt mit drømmejob (mere om det en anden dag) og jeg er glad helt ind i knoglerne. Det sådan en dag, jeg tænker: "Ok, hvis jeg dør nu, så dør jeg i hvert fald lykkelig".

God lørdag!

Ps. Lige et lørdagshit med gode gamle Carly Simon (ja, jeg er en gammel dame, når det kommer til musik!)

Bare kald mig Krystle

Da jeg var teenager, sad jeg i den bedste lænestol hver søndag, når intrigerne i Dollars rullede over skærmen. Jeg havde faktisk stuen for mig selv...(wonder why?). Jeg var meget betaget af Krystle Carrington, selvom jeg ikke helt forstod, hvad hun så i Blake. Næe, jeg var sikker på, hun kun havde taget ham for hestenes skyld. Tænk sig bare at kunne gå ud i en stald, vælge en hest og ride ud i den smukke natur. Hun var verdens heldigste med sådan en mand, suk.

Jeg havde selv halvpart i en hest dengang, og det var da et surt slid med at muge ud, smøre sadler, feje toppede brosten, male stakitter, pudse hovedtøj og - ikke mindst - rense roer. I frostvejr. Føj, hvor jeg hadede det. Men selvfølgelig blev de sure timer opvejet af tiden på hesteryg, i skoven, over marker, ved fjorden og på dressurbanen. Det føltes bare ikke helt så idyllisk som i Krystles liv...

Men i morges stod jeg tidligt op. Trak i ridetøjet og galocherne, spændte sporerne på og tog hjelmen under armen. Kørte ud til den fine, fine stald hvor der hænger skilderier på væggene, og staldgangen er fnugfri. Valgte den ene af de to smukke jagtheste og red afsted gennem urskov og over bakker, til engdrag og søer ad bløde skovstier og masser af stubmarker. En drøm? Nej, heldigvis ikke.

Jeg har lært hende at kende på Landsbyhospitalet, en 72 årig kvinde, som har arbejdet i samme funktion som jeg. Nu er hun pensioneret og passioneret jagtrytter. Sej som bare fanden og elskelig som få. Hun er så glad for, at jeg vil komme og ride hendes heste (!). Og nej, det er ikke en drøm! Alt er parat, når jeg kommer - jeg skal bare spænde hjelmen og sidde op. Fordi hun kender den lokale skovfoged (og Gud og hvermand i øvrigt) må vi ride i den mest vidunderlige natur, som ellers er privat grund. De dage føler jeg mig lige så heldig som Krystle!!

Det var solskin tidligt i morges, da vi red ud. Der lå en tynd dis over terrænet, markerne var ny høstede og det lugtede af jord og begyndende efterår. "Jeg skal vise dig noget", sagde hun. Vi red højt, højt op indtil vi havde 360 graders udsigt over hele egnen. Det var så smukt. Nærmest eventyrligt.

"Her", sagde hun, "har vi aftalt, at vores aske skal spredes, når vi er døde, min mand og jeg. Hvis han dør før mig, vil jeg gerne have, at du rider med mig herop og hjælper mig. Så tager vi krukken under armen og gør det heroppe. Og når jeg så dør, håber jeg, at du vil gøre det samme med min aske. Jeg har bedt min niece om det samme, så kan du vise hende stedet. Så tager I herop og kigger ud over det landskab, vi har redet i hver eneste dag i over 40 år. Bagefter skal I ride ned til den fyrrelund dernede, og sprede min aske dér. Vil du gøre det for mig?"

Jeg var lige ved at græde, for jeg var så rørt over, at hun spurgte mig. De har aldrig fået børn, hun og hendes mand, altid kun haft hestene. Eller ikke kun, for deres heste har været hele deres liv. Men jeg lovede selvfølgelig, at jeg vil hjælpe hende, når den dag kommer. Og da vi kom tilbage til stalden, gav hun mig en kæmpe buket blomster af de smukkeste fra sin overdådige have.

Resten af dagen har jeg kigget på blomsterne, sejlet en tur med mine børn og min far, drukket kaffe i haven og spist lækker kage, skrevet et vigtigt brev og sagt godnat til smeden. Og faktisk følt mig en hel del heldigere end Krystle.

Nutid og dengang

Endelig fredag. Efter en fantastisk og lidt overnaturlig uge, hvor jeg har fået gode, kærlige, tankevækkende og overraskende mails. Fx fra to tidligere chefer. På samme uge! Hvor underligt er det lige? Måske mere om det senere, hvis nye ideer kommer i spil..

Tid til kaffe hos smeden, ny lækker grøntsagskasse på trappen, aftensol i haven og livretter til aften. Børnene havde ét ønske til vores fredag: at se TV sammen og drikke varm kakao. Fint nok, først så vi det nye program "Skjulte Stjerner", som for mit vedkommende faktisk var til at holde ud at se. Marie Frank, som jeg nærmest lidt havde glemt - hun er da noget af det mest sprudlende, jeg længe har oplevet på skærmen! Måske fordi jeg kun sjældent ser TV?

Nå, men kl. 21 var det da aaalt for tidligt at komme i seng (syntes børnene) - de ville have mere fjernsyn. Som sandt at sige ikke er ret egnet for børn en fredag aften ... så vi slog over på DR2. Temaaften om Jørgen Clevin. Fra en lidt overgearet stemning med musik og sang, snakkeri og kakao blev vi alle tre helt stille. Lyttede, så og hviskede kun lidt af og til. Troldebarnet lagde godt nok ud med :"Aj mooor. Var det sådan noget kedeligt børne TV, I havde??". Og jeg svarede, at det slet ikke var kedeligt dengang. Det var det heller ikke nu.

Børnene blev selvfølgelig optaget af universet med tegninger og fortællinger - og jublede ved billederne af Jakob og Joakim, som vi har læst til bevidstløshed, da de var små. Hulemoren slugte fortællingen om mennesket Jørgen Clevin, som jeg aldrig har vidst andet om, end at han var god til at tegne. Et rigtigt spændende program, som sluttede med en god pointe; Jørgen Clevin, der malende undrer sig over, at man(den) bærer den gravides mave, er med på klinikken, lægger barnet op på maven af kvinden, klipper navlestrengen - og så i øvrigt stopper dér. Altså med at interessere sig for barnet.

Så enkelt synes jeg nu ikke, det er, men han spurgte retorisk: "Hvis du beder forældre skrive ned, hvad de har talt med deres barn om i løbet af en dag - altså hvilke emner, man virkelig har berørt og talt om - så vil det være et magert resultat". Tror faktisk lidt, han har ret. Jeg har i hvert fald dage, hvor jeg taler mere til mine børn, end med mine børn...

Nå, men nu ligger de og sover på hver deres madras i stuen, og eftersom min seng står i køkkenet lige ved siden af, tror jeg bare, jeg lader dem ligge (og får den store seng for mig selv, gnæk, gnæk).

Stearinlys, Tracy Chapman, en enkelt godnat Carl ('s special), og drømmende børn med spindende katte on top - det er da fredags-Zen, der er til at forstå!