Den Danske Ordbog, Tomgang: OVERFØRT rutinemæssig, mekanisk tilstand uden udvikling, spænding el.lign.
Det passer meget godt på Hulemor pt. Bruger de sparsomme mængder brændstof på ikke at komme nogen vegne. Og af og til har jeg faktisk fornemmelsen af, at andre overtager styringen, bare sætter sig ind og kører mig i en anden retning, end jeg havde tænkt mig...
For nylig så jeg udsendelsesrækken om 'BS og recepten på lykke'. BS er egentlig min yndlingsaversion som underspillet hverdagshelt, men jeg må give ham, at programmet virkelig rørte mig. Jeg tudede mindst én gang pr. udsendelse over alle de små sejre og alle de svære tanker, kvinderne tumlede med. Og jeg tænkte, om ikke vi har en rem af huden, de fleste af os?
For tiden (ha ha, uafbrudt det sidste 1½ år og stadig...) læser jeg jo om læreprocesser og videnskabsteori. Og lige nu om Honneths anerkendelsesteori, som indkredser nogle af udfordringerne for det moderne menneske - eller måske rettere - mennesket i det moderne samfund. Vores grundviden, alt det, der var sikkert før, stilles hele tiden til diskussion. I gamle dage blev man konfirmeret, begyndte at ryge, kom ud at tjene og forventedes at stifte en 'rigtig' familie. Jeg siger ikke, at det var bedre, men der var en skabelon. I dag er alt i opbrud, de unge er for voksne uden at være modne, krævende uden at være ansvarlige og vi såkaldte voksne er bange for at ældes, bange for ikke at være 'med på beatet' og i tvivl om, hvad succeskriterierne egentlig er. Alt er i princippet lige godt, så længe, man er glad. Glad? Hvordan glad? Glad som i tilfreds? Lykkelig? Anerkendt?
Min skønne soulmate-veninde har sådan et fantastisk udtryk: "Hvornår begynder de at klappe?" Jeg har det med mig i min hverdag og smiler (kærligt men bittersødt) ad mig selv, når jeg undrer mig over, at de andre ikke klapper. Venner, familie, kolleger. Halloooo, jeg er faktisk fuldtidsarbejdende med 37 timers job, deltidsstuderende og mor på 24/7/365-fuldtidsmåden - hvor FANDEN er heppekoret? Hva'? Klapper I ikke af mig? Godt. Så klapper jeg heller ikke af jer.
Er du alene i 10 dage, fordi din mand er i udlandet med sit mega dyrt betalte direktørjob (som finansierer din bil og dine LV tasker)? Skal du selv stå for det hele med to børn på 15 og 17 i al den tid? Har du bare vildt travlt med din efteruddannelse, som du har orlov til - med fuld løn? Er det bare skideirriterende, at svigermor har inviteret på all inclusive rejse til Grand Canaria, når du lige havde regnet med, I skulle til Thailand ligesom sidst? Men du accepterer uden at brokke dig? Undrer du dig over, jeg ikke klapper????????
Og nej, man skal da ikke være Freud eller Erikson for at regne ud, at det sikkert er noget midtlivskrise og helt vildt almindeligt. Men for nu at vende tilbage til BS, så trænger jeg til at tage kontrollen lidt tilbage. I stedet for at vente på publikums klapsalver kunne jeg jo tage og stryge mig selv lidt med hårene og ae mig på kinden. Det er godt nok. (Og er det så godt nok?)
Påsken var god ved os. Med fri, dovne morgener og stille aftener. Lidt Vesterhav, lidt moster og onkel (hvor der er flæskesteg og frikadeller og brun sovs til middag, pandekager med is til dessert og T.I.D. Tid, tid, tid. Tid og ro og lytten), lidt regn, masser af sol og påskechokolade. Og der var lækker te, for ved du hvad? Jeg vandt noget. Ovre hos Anna. I den ene pose var der ingefærkager og i den anden Annas yndlingste. Som jeg vandt, bare fordi. Og man kunne ikke vide, hvad man vandt. Man vandt bare noget, hun syntes passede til vinderen. Dét kan jeg lide. Og jeg kan lide det, jeg vandt! Te og kager. Og stjerner.
Tak for nu, jeg skal tilbage og passe tomgangen. Kram.