Det er jeg nemlig nødt til i dag.
Alle forældre er vel stolte af deres børn over noget. Måske ligefrem over meget. I dag blev jeg vanvittig stolt over mine!
Efterårsferie rimer jo som bekendt på motionsdag, og det er ikke noget, vi plejer at gå meget op i her i huset. Bevares, de har da tøj og sko på til det, men det er ikke sådan, at Hulemor her pisker en stemning op over, hvor langt de har løbet, når de kommer hjem. De er fine og friske og aktive, og det er fin-fin.
Elverpigen skulle med en veninde hjem, og mødte mig i skolegården med et kram:
"Heeej mor. Gæt hvor langt jeg løb!!"
"Mjaa, det ved jeg sørme ikke. Tre km?"
"Neeeej da. Tolv!"
T O L V. Den tror jeg bare, vi lader stå. Så langt kan jeg ikke engang selv løbe.
Et øjeblik efter fik jeg øje på Troldebarnet. Han kom gående over skolegården, med ærmet trukket op, alt imens han gik og talte alle sine streger. Igen. En streg for hver løbet omgang.
"Se mor!"
"Hold da op. Er det dine streger alle sammen?"
"Ja! Der er 39. Prøv at se mit diplom, der står det. Elleve km"
"HVA'?"
E L L E V E K O M M A S Y V. Den lader vi også stå.
Jeg er sgu stolt af dem, altså!
Ikke kun på grund af præstationen og de mange km. Mere fordi det lyste ud af dem, at det havde været sjovt og rart. Og at de har lyst til at give, hvad de har i sig, sådan en dag. Og allermest fordi Troldebarnet sagde: "Og mor, det gik bare så godt at løbe sammen med Jxxx. Vi ville bare have mange runder. Og da han ikke gad mere, tog jeg én runde mere. Og den sidste del dér, det var fordi, det var så dejligt, at vi snakkede den anden dag. Der kunne jeg rigtigt mærke, at du elsker mig, og så var det så nemt at løbe"
Åårh.
(Vi havde en far-snak den anden aften, under et tæppe, med mange svære ord og tanker. Men også meget forløsende - og til sidst en tung og afspændt drengekrop, der sov på mig..)