At skrive med glæde

I går var jeg på skrivekursus. Et ganske kort én-dags kursus, men det var en ualmindelig god dag. Jeg har aldrig før siddet sammen med et helt hold af mennesker, der var samlet om den ene fælles interesse. At skrive.

Der var unge studerende, der var en ældre mand med rollator, og så alle os andre ind imellem. Poeter, akademikere, bloggere, husmødre, direktører og mig. Vi havde så gode og fine snakke om at skrive, øvelser og refleksioner over skrivearbejde og alt det, der hører med.

Jeg blev glad. Jeg blev glad, fordi jeg fik kontakt med dét sted inden i mig, der vil udtrykke mig gennem ordene. Jeg har læst lidt tilbage i Hulebos arkiver, og jeg bliver så glad for, at jeg har en lille del af mit liv stående der. Selvom begrænsningerne står i kø, så frustrerer det mig, når jeg i så lang tid ikke har skrevet. Det er de klassiske temaer, vi er ude i - manglende tid, overskud, fokus, ideer, you name it.

Men hvordan kan det så være, at jeg ikke får skrevet nu, hvor der er mere tid end nogenside? Elverpigen er blevet myndig og rejst ud i verden. Troldebarnet er den samme følsomme sjæl, nu med en voksende modenhed i fuldt flor. Jeg er så pavestolt af de to. De er teenagere med fynd og klem som alle andre, men de er i mine øjne ualmindeligt velreflekterede, humoristiske og omgængelige begge to. Det tillader jeg mig at tage en stor del af æren for (desuden er de pæne).

Så det kan jeg godt læne mig lidt i, mens jeg bokser med mig selv om, hvordan jeg får skabt de stunder til at læse, meditere, skrive og lave yoga, som jeg gerne vil. Jeg prøver at bokse med venlighed og accept af, at det åbenbart er svært. Men jeg vil prøve at indføre lidt disciplin i forhold til det, for det handler jo dybest set om, at jeg tager mig selv alvorligt, og det vil jeg gerne.

Det handler ikke om, at koble helt af samfundet og sidde i en tilstand af Zen, mens den hellige inspiration flyder. Det handler mere om, at jeg gerne vil skabe de åndehuller til at arbejde med de kreative områder af livet, jeg ved, giver mig glæde og energi.

Hvis du har læst med, og har en god ide eller et godt råd til at få skabt de vigtige stunder, så læg gerne en kommentar herunder. Tak.

Blog, bloggere, bloggest

Altså nu er jeg aldrig sådan en, der har været min blog. Lille Hulebo er hverken kommerciel eller særlig kendt, jeg får ikke gaver, biografbilletter eller reklamer tilsendt og jeg har ikke et niveau for, hvor tit jeg "skal" skrive. I nogle perioder skriver jeg mere end andre, og der stiger læsertallet selvfølgelig.

Jeg er virkelig overrasket over, hvor mange, der stadig klikker forbi Hulen hver dag, selvom der ikke sker noget nyt. Og jeg er faktisk også overrasket over, at flere af jer søde mennesker bliver oprigtigt bekymrede for mig, når der er stille for længe ad gangen. I er faktisk mere opmærksomme på aktivitetsniveauet, end mange af mine venner og bekendte ude i virkeligheden - selvom der kan gå endnu længere tid imellem livstegnene til dem.

Jeg får lidt dårlig samvittighed over, at jeg smider nogle af de der lidt dramatiske indlæg ud, og så bare byder jer tavshed igen... Heldigvis er intet nyt pt. godt nyt, fordi jeg simpelthen bare har fået så travlt med det der virkelige liv. Jeg har pludselig 80 nye kolleger i en stor afdeling med fantastiske udfordringer og muligheder, og når jeg kommer hjem er der 100% computerfri sammen med børnene. Men ved I hvad? I løbet af dagen tænker jeg også på alle jer bloggere, jeg selv følger. Hvordan I har det, om der er sket noget nyt, fik hun det arbejde og er det barn mon født? ...den slags. Et mærkeligt pseudoliv der kører parallelt med det mere håndgribelige.

Ork der er også blogindlæg i hovedet i massevis, men det er efterhånden hård prioritering hvilke dage, der bliver afset tid til det. Jeg glæder mig til, at man kan diktere blogindlæg direkte via sin telefon - jeg taler alligevel med mig selv det meste af vejen hjem i bilen, så det kunne jo ligeså godt blive udgivet med det samme. (Og kom nu ikke og sig, at den gadget allerede er opfundet! Jeg har ikke tid til at sætte mig ind i det..)

Jeg skal nok opdatere, når der er nyt på dramafronten. Og jeg er ikke forsvundet. Og jeg er stadig på besøg hos jer. Og tak. Og godnat.

Mere om regn

Der var mange, der skrev om regn i går. Selvsagt. Hvis du trænger til at læse noget klogt, rammende, blødgørende og meget sandt, så kig forbi Ida.

Men pas på, for det er også forløsende og kan forårsage regn på dine kinder..

Jeg har helt glemt at sige..

...tusind tak for alle de kommentarer og mails, I sender. Det er vidunderligt at få respons og varme tanker fra mennesker, jeg dybest set ikke kender. Selvom jeg deler mere med jer, end med mange andre af dem, jeg egentlig kender...

Når jeg selv lægger kommentarer hos andre, synes jeg, det er dejligt, når bloggeren responderer på kommentaren. Giver et lille pip tilbage. Det er selvfølgelig ikke altid, et indlæg lægger op til det, men ofte vender jeg tilbage til et kommentarspor for at se, om der "sker" mere.

Desværre får jeg ikke ret tit kommenteret på jeres kommentarer og hilsner, så derfor TAK. Alle bliver læst med stor glæde og læst mange gange. Også på gamle indlæg, hvor jeg af og til kan tænke "hold da op - har jeg skrevet det dér?". Det er da fantastisk at kunne bladre tilbage i sine egne sindsstemninger og tanker!

Det var bare det, jeg ville sige. Tak, ikke? Hej..

Om at være perfekt og uperfekt...

Jeg har ikke sådan rigtigt blandet mig i den debat, der har været om perfekte/uperfekte mødre. Jeg er nemlig ikke så hurtig...går altid og vender og drejer tingene, indtil andre har fundet på nye ting at tale om.

I dag har jeg været begge dele, og allerførst vil jeg klappe mig selv på skulderen for at være den perfekte mor!

Jeg er nemlig ikke god til nærvær. Absolut ikke. Og derfor er der ofte krig mellem Hulemor og Heksemor her på matriklen - og især lige efter aftensmaden, hvor der skal rydes op, vaskes op, fodres dyr, tømmes opvasker, smøres madpakker, pakkes tasker blablabla.

Men i dag blev der dækket op efter aftensmaden. Foran brændeovnen. Med madras og kokosolie. Og så var det massage tid. Begge børn fik en lang og varm massage over hele kroppen, og hvor var det bare skønt! For os alle tre. Jeg fik selvfølgelig også til sidst. Og åhh, ja, nærvær - man (jeg) glemmer det!

Hvad nærvær kan gøre for kontakten og ordene og samhørigheden...det var så skidehyggeligt, at jeg slet ikke kunne forstå, at vi ikke bare gør det altid! Jeg er for træt til at gå i detaljer, men for sevan det var bare 1000% dejligt. Og to rolige, milde englebørn blev puttet og sov med det samme. Totalt perfekt.

Og nu er jeg så kommet i tanke om, hvorfor vi ikke gør det altid!! Køkkenet roder, kattene er ikke blevet fodret (rolig, de har mad), jeg har ikke fået te (men har til gengæld talt i telefon med en slags kæreste i 1 time og 36 minutter), der er ikke smurt madpakker, opvaskeren er ikke tømt, hunden er ikke luftet (ordentligt), der er ikke hentet nok brænde ind, taskerne er ikke pakket og nu sidder jeg ovenikøbet og skriver et blogindlæg i stedet for at fise ud og komme i gang. Så nu kommer jeg også alt for sent i seng. Og skal stå op kl. 05.35 til et rodet køkken. På en dag, hvor jeg har aftaler indtil kl. 20. Totalt uperfekt.

Kan I se det? Jeg er totalt perfekt og uperfekt. På den perfekte måde. Juhuu - jeg er venner med alle!! Eller...?

Ps. Fik jeg med at kokosolien var øko?

Jeg holder af hverdagen. Eller gør jeg?

Jeg har altid godt kunnet lide den sætning, sagt af en meget uhyggelig mand (min fars faster var kun bange for én ting, når hun var alene hjemme i deres sommerhus. At det skulle banke på døren en sen aften, og Onkel Danny skulle stå derude med sine sortlakerede negle. Mærkelig, mærkelig frygt!)

I anledning af, at Landsbyhospitalet snart definitivt lukker, tænkte jeg, at det var godt at lave lidt research på andre muligheder. Og startede indefra, med en bog fra stakken.

Jeg hader selvhjælpsbøger. Af alle slags. Jeg er ikke stødt på en eneste endnu, hvor jeg ikke har brækket mig over al det frelste, man skal igennem, inden man kommer til de saliggørende øvelser. Der retter op på hele ens miserable skude af et liv.

(Og undskyld til alle jer, der har skrevet eller læst fantastiske selvhjælpsbøger, der rent faktisk har hjulpet)

Nå men...der var et eller andet ved den her bog, der fik mig igennem indledningen uden at kaste op. Og rent faktisk har jeg læst kapitel 1 indtil flere gange. OG *trommehvirvel* lavet øvelserne. Sgu.

Den korte version er, at øvelserne i første kapitel skal spore læseren ind på, hvilke følelser, der skal motivere ham/hende til at følge sin passion. Og jeg blev faktisk lidt grebet af det. Og lavede øvelserne virkelig grundigt. Ja, næsten passioneret. Det satte faktisk noget i gang, det må jeg indrømme. Hårdt presset.

Og lige nu sidder jeg lidt målløs og studerer resultatet, for...der hvor jeg mangler noget, der hvor jeg ikke lever, der hvor jeg er drænet og kører på autopilot - det er lige netop i hverdagen, som jeg eller synes, jeg holder sådan af. Nå.

Mit arbejdsliv er glimrende i følge testen. Well, no surprise actually. Jeg er glad for mit arbejde, kolleger og patienter. Det er mere af nød, jeg skal finde noget, jeg kan blive lige så glad for.
(Jo, jeg bliver overflyttet. Men til en forbandet heksekedel af en arbejdsplads, hvor jeg har været før. Og i løbet af 5 måneder havde 600% stigning i sygefravær ift. de forrige 15 år på arbejdsmarkedet!)

Men det rammer noget at se på de ord, jeg selv har skrevet om, hvad der mangler i mit liv. Ikke af jordisk gods eller guld, men af elementer, oplevelser, episoder, der får de livlige, glædesfulde, passionerede følelser frem i mig.

Det er her i mit hjem i min hverdag, i mit helt almindelige liv, jeg skal til at lappe huller. Fylde op. Nære. Mærke. Slippe. Være. Og trække vejret helt ned i maven.

Jeg måtte næsten år tilbage i tiden, for at jeg kunne genkalde mig de følelser, der engang gjorde livet til en fest. Og ja, ja, nok er det en kliché og livet er jo for fanden ikke en fest hver dag...men en gang imellem må det da godt være det! Selv om man er nødt til at være verdens største praktiske gris fra kl. 5.35 til 22.25 hver dag.

Så nu bliver selvforkælelse indført. Dét ord ville jeg helt sikkert have vendt vrangen ud over, dengang tilværelsen var ulidelig let. Men nu giver det mening. Og helt alvorligt; jeg skulle starte på det i går. Med fodbad og stearinlys. Det var ligesom det, jeg kunne forpligte (adddrrr) mig til. Altså overfor mig selv.

Og hvad endte det med? At jeg gnubbede fødderne i en varm vaskeklud lige inden jeg skulle sove, fordi jeg ikke lige havde nået det med fodbadet! Nået det! Et eller andet sted...så har den coach sgu da ret i, at når man ikke engang kan afse sølle 20 minutter til sig selv til noget virkelig rart - som ikke engang generer nogen - så tror da pokker, at man ikke kan trække sig selv op ved håret og prøve at nyde det hele lidt!

Og i dag? Skulle jeg høre musik/bevæge mig/danse (det ved jeg nemlig virker) i 20 minutter. Men så trak putteriet ud og derefter ringede en slags kæreste og ... så nåede jeg det ikke. Egentlig kunne jeg godt have nået det, men bloggen trak voldsomt, for jeg havde pludselig lyst til at dele det med nogen. Hmm.

I morgen. 20 minutters afspænding. Nogen, der vil vædde?

Blogkonsekvens

Jeg så den godt, bilen. Og tanken strejfede mig, at det kunne være hende.

Jeg kender hende egentlig ikke, og dog har jeg set lidt af hendes sjæl.

Med ét var jeg blottet, nøgen, genert - for jeg vidste, at hun også har set lidt af min.

Et langt øjeblik holdt jeg fokus på børn, bagage, bil, mere børn. Mens jeg samlede mod til at se op og sende hende mit bedste smil. Men da var hun ude af mit synsfelt.

Hun stod lige ved siden af mig. Hun smilede. Og omfavnede mig. Bare sådan. Fordi hun vidste, at det trængte jeg til. Dét knus var det bedste, jeg længe har fået.
Det var ægte, det trak tårer - og det skubbede til noget.

Det lærte mig, lige dér, at når man tør skubbe til sine egne grænser, så giver det ringe i vandet. Af de gode.

.TAK.