Dagens citater i Damehuset

Troldebarnet:

"Bare rolig mor. Jeg tør vædde en halvtredser på, at der ikke er nogen i din nye klasse, der kan se, at du er over 40" (vel at mærke sagt spontant ud af den blå luft...)

Elverpigen: (Under samtale om muligheden for at gå til Zumba i det lokale danseinstitut)

"Aj mor, det er altså ikke noget for dig, man skal være omkring 65 for at gå til det. Er det egentlig ikke også det, man får helt vildt brede hofter af?"

Vi lader dem bare stå...

Nå men...

...midt i store følelser skal der også være plads til hverdagssysler. Som fx at farve hår. Det har jeg nemlig lige gjort. Jeg har efterhånden flere reder af grå hår rundt omkring i det lyse, og derfor farver jeg det af og til. Sådan for forfængelighedens skyld.

Min mor sagde altid, at hun var gråhåret som 30-årig, og hun h.a.d.e.d.e. det. Helt indtil sin død farvede hun håret, og da vi skulle bisætte hende, var vi helt enige om, at det var med paryk. Med farve. Så forhadt var hendes - efterhånden - hvide hår.

Sjovt nok har jeg det ikke ligesom hende. Til min store overraskelse kan jeg faktisk godt lide mine grå hår...! Efterhånden. Og min frisør siger, at mit hår har "en fed grå farve". Ha ha, ja det siger hun, der er 25, tænkte jeg første gang, hun sagde det. Men nu vil jeg give hende ret. Og jeg tog mig selv i, lige før, at være en lille smule ked af at dække dem med den lyse hårfarve.

Så nu tror jeg faktisk, jeg vil lade mig inspirere af både Dronning Nørskov og verdens bedste Beautyspace, som ofte viser billeder af smukke kvinder med gråt i toppen. Faktisk er de fleste af veninderne også en smule gråsprængte, og DE er jo de bedste i verden. Så ... hvis jeg tør, går jeg sommeren i møde med sølv i håret.

God lørdag!

Sælg ikke skindet før...

Alle mand raske? HA HA, det var da en joke. Mandag morgen kl. 8.36 ringede Elverpigen ud på mors nye arbejde og meldte sig syg. Blev kørt hjem af en venlig sjæl og fik besked på at ringe til Hulemor igen, hvis hun begyndte at kaste op. Indtil der lige var styr på arbejdssituationen. Kl. 10.10 kom meldingen om akut opkastning i sengen. Ud over den nye computer. Øv.

Hulemor var hjemme kl. 11, vaskede sengetøj og tæpper - og prøvede at redde den fine nye pc fra al for meget bræk lugt. Bevæbnet med tandstikkere og pincet blev der gravet madrester ud fra tastaturet - yyyddrk. Man ved bare, at man elsker sit afkom ubetinget, når man klarer sådan noget. Nå, men det gik.

Barnet sov, solen skinnede, dagen var ung endnu - så Hulemor malede køkken! Nu har det malertape sådan set også siddet omkring kontakter og lister siden august, såååå... det var lige til at gå til. Og nøøøj som det blev pænt. Senere blev badeværelset ryddet for malergrej, kommoder flyttet rundt og vinduespartier på børneværelserne malet færdige. Dejligt med sådan en barns sygedag, når det nu skulle være.

Elverpigen blev bevilget en restitutionsdag under dynen i dag, og Hulemor gennemførte en hel arbejdsdag uden flere sygdomsoverraskelser. Satser faktisk på at passe mit timetal resten af ugen, med mindre Nemesis kommer efter mig igen. Så finder jeg nok på noget mere, jeg kan male...

Heldigvis...

... var det heller ikke mig denne gang. Det var ikke mig, der blev blæst ihjel i en eksplosion. Eller voldtaget. Eller bare gennemtævet. Farlige eksmænd er altid farligere op mod højtider. Jul og den slags. Også min.

Om få dage er det nøjagtigt fire år siden, han trængte ind i min lejlighed og overfaldt mig. Voldsomt. Med kniv og den slags. Min psykolog havde advaret mig: "Det er jul. Han er presset. Du må under ingen omstændigheder risikere at være alene med ham". Det var jeg heller ikke, mente jeg. Afleverede jo børnene på parkeringspladsen. Sagde god jul. Vinkede til børnene. Og glemte at låse døren efter mig.

Ikke godt. Resten af dagen gik med politi, skadestue, retsmedicinsk institut, akut øjenklinik og den slags. Efterfulgt af fire dages overvågning af gode venner, fordi man ikke må være alene hjemme med sådan en hjernerystelse. Det er længe siden, men meget nærværende præcis i juletiden. Så jeg og familien tager vores forholdregler sammen med dem, der passer på mig.

I dag var det ikke mig. Det var det heller ikke i søndags, da moren til en af Elverpigens skolekammerater døde af hjertestop. Begravelsen var i går. Den anden i indeværende år, for en Elverpige, der hellere skulle have glædet sig ubekymret til julen. Med en mor og en far, ingen belastende livshistorie eller tragedier på nært hold. Men sådan blev betingelserne ikke. I går rådede vi en lille smule bod på det ved at tage på impulsiv mor-datter juleshopping. Med indlagt pause til kager og varm chokolade. Gode stunder kan man aldrig få for mange af.

Troldebarnet var til fødselsdag. I et hjem med en rigtig far. Sådan et ønsker han sig. Og sådan én. Sagde en dag til mig: "Mor, hvis far var sådan en helt almindelig mand ligesom smeden, altså bare uden alt det der værktøj, hvornår kunne vi så få ham at se?". Lille skrøbelige Troldebarn, som vikler sig ind i mig om natten, nu vi er så heldige at dele seng under ombygningen. Som by the way næsten er færdig. På torsdag skal jeg til møde om de tiltag, der gøres for - forhåbentlig - at hjælpe det lille menneske til at få det bedre.

Og jobbet? Går strygende. Trives med den store faglighed og får tilfredsstillet mit ambitionsgen. Og den del af min hjerne, der altid hungrer efter at lære nyt. Den mentale side kæmper (som altid) med den del af det kollegiale liv, der omhandler de uskrevne sociale love. Lidt ligesom i Landsbysamfundet. Jeg har let ved at 'falde ind' (rammende udtryk formuleret af nordjysk veninde), kommer godt ud af det med kollegerne, føler mig set, anerkendt, velkommen.

Og får alligevel et velkendt gib i maven, når det går op for mig, at der (selvfølgelig) er forskellige grupperinger og sociale netværk, jeg (endnu?) ikke er en del af. Fx når de 6-8 kolleger, som jeg umiddelbart identificerer mig med og har følt mig særligt godt modtaget af, holder julefrokost i deres interne klub. Som jeg åbenbart utrolig gerne vil inviteres ind i. Så er jeg altså pludselig ikke 40 år længere, men 16 år og hende, der ikke blev inviteret med til Birgittes forfest. Og nejnej, jeg ligger ikke vågen over det og ved godt, at tiden og mit eget engagement osv, men det rumsterer alligevel i tankerne, når jeg går en hel dag og pudser gipsvægge, sætter væv op og maler værelser.

(Og så ikke mere om PMS for denne gang)

Upsi, hverdagen kalder lige straks igen, pas på hinanden derude..

Nu skal vi jo ikke glemme, at det er lille fredag, vel? Her er bagt kager til fælles fødselsdag på skolen, prøvesmagt og ikke mindst skrålet og danset til radioens Spil Dansk Dag. Apropos at være tilstede i nuet, så skal man bare bage nogle kager med sine unger og forsøge at lære dem at danse et-to. Fx til den her:




Ps. Og så bliver man jo også glad af nye støvler (Tak Charlotte)

Hit med dit bedste trick

Snart skal jeg til at stå tidligere op. Meget snart. Ikke meget tidligere, men tidligere end nu, og alene dét er nok til, at mit sovehjerte gisper efter vejret. Jeg er så meget B-menneske. Og det bliver ikke bedre. Og nej, jeg vænner mig aldrig til at stå tidligt op, nu har jeg prøvet i ca. 35 år, og det bliver.ikke.bedre! Jeg hader ganske enkelt at stå op. Mit indre nat-ur er indstillet på søvn mellem kl. 24 og 8, hverken mere eller mindre. Alt andet er vold.

Nu skal jeg altså til at stå op kl. 6. Og jeg ved godt, at det ikke er specielt tidligt, men tidligt nok til mig. Jeg forsøger at planlægge sådan, at mindst muligt skal klares om morgenen, så jeg har overgivet mig til det frygtelige: smør-madpakken-om-aftenen. Uha, jeg nænner det næsten ikke, for jeg hader selv daggamle madpakker. Og selvfølgelig kan børnene smøre deres egen om morgenen...det kommer måske hen ad vejen. Lige nu har jeg det bedst med, at det er gjort om aftenen. Jeg testede det i aftes, og det var en succes. Mange ting kan godt pakkes dagen før, i dag fx fiskefrikadeller, sukkerærter og en god grovbolle med spegepølse. Det overlever nok natten over.

Hunden kan jeg ikke lufte på forhånd, og selvom haven er indhegnet, kan jeg ikke lukke den ud, mens det er mørkt. Hvorfor, siger du? Pindsvinene er ikke gået i seng. Og de bliver dræbt, hvis hun finder dem. De skal ligge helt stille, blev der sagt. Eller knurret. Det kan jeg ikke bære. (Og jeg har heller ikke tid til det larm om morgenen!)

Men hvad skal der til for at komme ud af fjerene? Jeg er helt derude, hvor jeg har overvejet at investere i en "vågnelampe", jo, det findes faktisk. Det kan vække en hane midt om natten, så måske også en Hulemor? Hvis du har et godt trick til at synes, at morgenen er velkommen og at det er en dejlig ting at stå op, selvom det er buldermørkt, regner og blæser udenfor og dynen er den bedste i verden - så hit med det!

Send mere Zen. Helst nu

Det gik ellers lige så godt. Med det dér Zen. Gode øjeblikke, vejrtrækningen ned i maven, nærvær overfor børnene, overbærenhed med Hulemor, der ikke altid når det, Hulemor forventer.

Paradoksalt nok var det en fridag, der slog mig lidt ud af kurs! Med 48 løse ender, der selvfølgelig var gemt til lejligheden - alle ved jo, at på en fridag når man ALT det, man ikke når de andre dage. Og når man naturligvis også lover børnene den kortest mulige dag (hvilket efterlader præcis 4 timer og 45 minutter til de 48 løse...). Jamen. Så skal det jo gå galt. Det gjorde det også!

Det gik galt lige nøjagtigt dér, hvor jeg kom i tanke om, at Troldebarnet skal på lejr. I morgen. Efter en uge, hvor der ikke er vasket så meget som en sok. Men hvor stort set netop alle sokker - OG bukser - har været i brug pga kaskader af regn. For f@##grrrr da også. Klokken var over sengetid og ... hvordan i alverden kan man glemme det hele dagen?

Nå, men jeg var jo nødt til at vaske noget tøj så, og havde forestillet mig at mokke et tørrestativ ind ved siden af fyret og krydse fingre for, at det buldrer nok på en nat til, at tøjet ville tørre. Altså lige indtil jeg tog tøjet ud af maskinen. Hævede blikket 20 cm. Og fik øje på den her:

Godt nok et ringe billede, men den er god nok. Der står AEG Lavatherm på. En TØRRETUMBLER! Som de meget venlige tidligere ejere lod stå. Jamen altså...så blev det alligevel lille-fredag med ro i sindet og lakridste i koppen. Vi når det.

Kaos og en lækker dame

Pyyyha, en af de dage hvor der bare var skæv start på morgenen, lidt for mange aftaler, lidt for dårlig planlægning og lidt for sen afslutning på dagen. Men vi nåede sgu da det hele. Med lækker aftensmad ovenikøbet. Og en enkelt øl at falde ned på. Hvilket var nødvendigt. Alle blev kysset godnat. Ingen gik sure i seng. Og i morgen starter en ny dag.

Hvis du ikke vidste det, kan denne sang redde ethvert halvråddent humør. Især hvis man danser lidt til...

Vil du se?

...hvad der var i min taske i dag, en helt ordinær torsdag.

• En tampax
• Et hvidt (billigt) perlearmbånd
• Tandtråd
• Latterligt orange plastarmbånd, der symboliserer en kampagne i sundhedssektoren om at undgå stress. Bare ærgerligt at vores hygiejneforskrifter forbyder at bære den slags i arbejdstiden..
• En bon på kr. 276,- for maling
• Nøgler
• 8 hour cream, EA
• To lipgloss, en fra Clarins og en ubestemmelig. Måske Nivea (nu er smidt ud)
• Overstregningstusch
• Høretelefoner til Mp3 afspiller (købt mhp løbetræning. Aldrig brugt)
• USB nøgle (tom, men man ved jo aldrig)
• Knækket lerfigur, gave fra Elverpigen (som jeg stadig ikke nænner at smide ud)
• Labello solstift
• 4 hårnåle
• Overfaldsalarm (160 dB)
• Hårklemmer, stor + lille
• Oplukker
• Pink knap
• Lysegrøn skattekiste med udtrukket kindtand, Troldebarnets
• 2 sorte eyelinere
• Lille spraydåse (kunne indeholde peber)
• Frimærker. Værdi: 22 kr.
• Læbebalsam med karamelsmag (kan ikke anbefales)
• 2011 udgave af fag-kalender (2010 udgaven blev smidt ud inden jeg tog billedet. Den var også i tasken)
• Orange post-it med nummeret på tandreguleringsklinikken
• 2 papirclips
• Lille konkylie, fundet i Skagen
• Min mors ur
• Læbeblyant

Bortset fra de få kasserede effekter er det hele tilbage i tasken igen. Uundværligt faktisk...

Back in business

Ja, nemlig. Tilbage i hverdagen. Elverpigen og Troldebarnet er hjemme igen efter en dejlig lejrskoletur i det skønneste regnvejr. Der er fordele og ulemper ved en forholdsvis lille skole, men en af de ubetingede fordele er den årlige lejrskole, hvor alle skolens elever, lærere og pædagoger er med. Og glad var jeg, da to af lærerne med smil kommenterede, hvor god en kontakt, der havde været med Troldebarnet, hvor sød en kammerat han havde været og hvor hyggeligt, de havde haft det.

Hjem kørte vi med smil og fortællinger og bilen fuld af oppakning. Og nu kører møllen sådan set riiimelig godt derudad igen. Vasketøj, aftensmad, pc-hjælp, konfliktløsning, hyggegrin, kærlighedserklæringer og puttetid tilsat 1000 spørgsmål til professoren - det vil sige moren, i dette tilfælde mig!

Og hold kæft mand, rent ud sagt, hvor er man bare på overarbejde! Efter tre døgn hvor alle tanker har været mine egne, og ingen har gjort krav på min tid, er det virkelig et granatchok at få dem hjem. Af de gode selvfølgelig..

Så ringede min bror.

Bror: "Heej, så ses vi i morgen"
Hulemor: "Ja da, det bliver spas" (vi skal til noget byfest tam-tam sammen)
Bror: "Jeg ville egentlig bare høre, om I bliver og overnatter?"
Hulemor: "Ja måske. Elverpigen har måske et arrangement hjemme senere, så jeg ved ikke helt..."
Bror: "Nåe ok. Det er bare fordi, der er jo noget fest derovre om aftenen"
Hulemor: "Ja?" (fedt nok, gang i gaden, trænger sgu også til at komme lidt ud af røret og få en fadøl eller fire. Med bonderøvene)
Bror: "Så vi tænkte, at du måske ville passe ungerne, hvis I ikke skulle hjem?"
Hulemor: (Øhh HVAD?)"...........???...............jamen selvfølgelig. Det vil jeg rigtig gerne"

Så ved I hvad? Jeg napper sgu fire af slagsen i morgen aften. Ikke bajsere men unger. Elverpigen ville nemlig hellere passe de små fætre end det, hun ellers skulle. Så ddet.

Er det i øvrigt ikke noget med, at man skal nyde dem, mens man har dem? (Det må blive mit mantra i morgen)

Hverdags lykkeglimt

Søndag aften. Troldebarnet pakker skoletaske med stor entusiasme:

"Åh mor, jeg glæder mig heeelt vildt til at komme i skole. Jeg trænger til at have noget matematik og lege med mine venner. Og være til morgensang og sidde på min pude og få ondt i ryggen".

Hvis ikke det er ægte skoleglæde, så ved jeg ikke hvad det er...