Mod lysere tider

Pyyyh. Den vinter dér? Jeg synes, den tog pusten lidt fra mig. Min venindes brors død gav mig en mental mavepumper, som satte hele mit liv i perspektiv. Eller nærmere, fik det hele til at stå på hovedet.

Kunne ikke finde ud af op og ned. Den ene dag ville jeg satse på mere karriere, lave mere meningsfyldt arbejde, tjene mere, mere, mere. Den næste dag ville jeg forsage alt materielt, gå ned i arbejdstid og bare være til. Mens jeg skrev på 2. semesterprojektet både dag og (helt bogstaveligt) nat, virkede det komplet meningsløst og jeg ville pludselig bare have et liv, hvor jeg kunne sætte mig i sofaen kl. 20 og se "Kender du typen" med munden fuld af citronhalvmåne. Dagen efter projektafleveringen, hvor jeg sad i sofaen og så ligegyldigt tv med munden fuld af ... øl (faktisk), virkede det komplet ligegyldigt, og jeg ville læse om videnskabsteori og kvalitative forskningsmetoder resten af livet.

Sideløbende var Elverpigen i mistrivsel på sin skole. Druk, udseende og sabotage af undervisningen var på dagsordenen og forældregruppen var næsten værre end børnene. Det værste er, at jeg ikke så det. Jeg hørte hende sige det, græde over det, hørte hende trygle om at komme et andet sted hen. Der var bare så meget andet, at jeg ikke handlede på det. Skød det hen, prøvede at forklare, at sådan er verden, 8. klasse er fuld af hormoner, sådan er det alle steder bla. bla. bla. Indtil den dag, der var skole-hjem samtaler. Pudsigt nok samme dag, som projektet var afleveret. Jeg hørte læreren sige, at skolen var magtesløs. De kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre. Det var ikke kun druk, men også stoffer, børnene kom påvirkede i skole. Hun kunne godt forstå, hvis jeg fandt en anden skole.

Jeg er stadig næsten ved at græde, når jeg tænker på det. Næste dags morgen kontaktede jeg en skole i en anden by, og der er Elverpigen glad nu. Jeg havde glemt, hvor glad hun kan være, når hun trives...

Og nu, vi er ved det, er Troldebarnet startet på samtaler med familieterapeuten igen. Han er så frustreret, keder sig, føler sig forkert - og den kampagne, der har kørt på endeløs repeat nu: "Når mor mangler" - den har slået ham helt ud. Han er så rædselsslagen for, at der skal ske mig noget, så han ikke kan sove om natten. Tak for skræmte børn DR, siger jeg bare. Men han er i bedring, kæmper med sig selv (som han plejer).

Den her vinter har jeg elsket nætterne. Tror ikke, det er et specielt sundt tegn. Nætter er søvn, fred, mørke, handlefrit område. Den her vinter har jeg hadet morgenerne. Virkelig følt, at enhver ny dag har truet med alle sine krav, problemer, opgaver og alt for lidt timer til rådighed. Jeg har været ked af ikke at gide livet. Når jeg nu har fået lov at have det. Endnu en af mine nære bekendte har fået en cancer diagnose. Ovariecancer af den grumme slags. Og så ligger jeg der, og gider ikke dagen? Skamfuldt næsten, men jeg har ikke orket.

I dag skinner solen, og jeg orker lidt igen. Hele sidste uge har vi tilbragt i en hytte i Sverige sammen med Smedebanden. Ski, ro, mad, spil, sne, kys og lys i lange baner. Ingen wi-fi, ingen mobildata, ingen mails, ingen opgaver, der skulle skrives eller løses. Jeg orker lidt igen.

God solskinssøndag derude..

Mindedag, mærkedag og en award

I dag var en stille dag. En tynget dag. Nyhedsudsendelser har sendt ubegribelige facts, ufattelige beretninger og ubærlige billeder hele dagen. Jeg tror næsten, jeg vil huske dagen på samme måde, som jeg husker d. 11. september 2001. Fuld af vantro, afmægtig med sorg i hjertet og en klump i halsen.

I dag var også en mærkedag af den mere private slags. Præcis 12 år siden, jeg blev gift. Præcis 5 år siden, jeg blev separeret (skæbnens ironi, vil nogen måske mene) Tal om syv-års krise... Ikke for at være teatralsk, specielt i en stund som denne, men separationen kickstartede den tragedie mit eget lille liv blev ramt af, da min eksmand mistede fodfæstet og bragte terror og rædsel ind i det. Uroen er stilnet af, jeg føler mig tryg - dels ved beskyttelsesforanstaltninger og gemmesteder, dels ved det altafgørende håb om, at tiden vil dulme raseri og galsind. Nogle børn savner deres far, og en mor er i færd med at tilgive. Også for sin egen friheds skyld.

Det bringer mig til den glædelige erindring om, at jeg fik en award af Hadla. For den siger jeg tusind tak. Der er mange meninger om awards, og jeg er glad for tilkendegivelsen af, at en anden blogger synes, der er grund til at anerkende mit fristed på nettet.

Jeg skal svare på fem spørgsmål, og det første følger af mærkedagen.

1. Jeg begyndte at blogge fordi: jeg var bange. Jeg var bange for, at min eksmand skulle finde mig, bange for, at han skulle føre planer ud i livet, bange for, at han skulle slå mig ihjel. Jeg ønskede at skrive en dagbog, hvor mine børn kunne læse om mig. Om mine glæder, sorger, liv og tanker. Hvis nu... Og det bedste sted at sikre sig en dagbog, der består, er vel her - hvor ingen anden end jeg selv kan slette den eller gøre den utilgængelig.

2. Jeg følger stort set de blogs, der er på min blogroll. Og sporadisk andre, som jeg kommer til via andre bloggeres osv... En blog, jeg vil fremhæve, er De fem i midten, en finurlig hverdagsblog som rører mig til smil, tårer og eftertænksomhed.

3. Yndlingsfarve: Ganske som Hadla er jeg rigtig glad for den dybe lilla farve. Ikke på mig, men i mine omgivelser forstås..

5. Spørgsmål fem først - jeg har rejst med rygsæk som ganske ung og ved, at jeg på den yderste dag, vil være glad for at jeg trodsede mine forældres angst og rejste til Nepal. At have set en solopgang i bjergkæderne i Himalaya, er en skat, ingen nogensinde vil kunne vriste fra mig. Jeg har ingen konkrete rejseønsker, men håber engang at kunne se New York og Grand Canyon.

4. Yndlingsfilm. Åhh. Der er to, og der kan ikke vælges. Begge med helt fantastiske Al Pacino, som garanteret er et hoved mindre end mig og ældre end min far - men ... bare åhh. "Sea of Love" og "Donnie Brasco". Jeg ved godt, det af og til er trættende med andres evige youtube klip, men se i det mindste dét, hvor Donnie Brasco (Johnny Depp) forklarer udtrykket "Forget about it"

Og en smagsprøve på "Sea of Love" - billeder og lydspor



PS. Jeg giver ikke awarden videre til specifikke bloggere - hvor glad jeg end selv er for den. For det første er den vist efterhånden ret velcirkuleret, og desuden er der mange, der helst er fri. Men I kan roligt regne med, at alle der står i min blogroll, er værdige kandidater (og derfor har alt for mange faste læsere!), så tag hellere et smut forbi dem, du evt. ikke kender.

Flashback og farvel

Min blogliste fortæller ikke hele sandheden. Jeg læser alle de blogs, der står på listen. Og så læser jeg en hel masse flere. De fleste af dem, er nogle, hvor jeg kan identificere mig med det, der bliver skrevet om. Enlig mor-blogs hitter (naturligvis), skilsmisseblogs, weltschmertzblogs, blogs om at overvinde noget, blogs om at miste, om at komme videre - det er mig! Eller blogs, som omhandler noget specifikt, der interesserer mig. Jeg læser med hos bloggere, der ældre end mig selv, og bloggere, der er langt yngre.

Jeg læser også en del blogs af unge kvinder i 20'erne, der kokser lidt rundt i kærlighedslivet. Synes jo aldrig helt, jeg har været der, hvor datingverdenen bringer en. Efter hvad jeg læser mig til. Jeg synes det er v i l d t fascinerende at læse om, og samtidig gyser jeg lidt ved tanken og varmer mig ved klassikeren "godt det ikke er mig". For det er jo ikke mig.

Men det var mig.

Fandt en gammel dagbog i dag, mens jeg ryddede op i gemmerne inden den forestående flytning. Jeg kunne godt huske den, smuk bog i noget rødt skind - passede lige til alle de romantiske kærlighedsfortællinger fra tiden, hvor jeg var allermest ung og smuk. Men hold da ... fast ... der var ikke meget romantik over det! K A O S!! Det ene navn afløser det andet og "åh nej og hvis nu, jeg tror at...blabla...nu ringede han alligevel...tårer og snot...nej nej den 7. himmel...åh Gud, nyt navn", flere tårer. Smidt i en følelsescentrifuge sammen med uren hud, mavedeller (som om...!), dårlige hårdage, ingen penge og masser, masser af analyser over, hvorfor det hele er som det er. Eller rettere var som det var. For det var da heldigvis dengang.

Jeg synes ikke engang, det var sjovt at læse. Jeg kan ikke lige lave en sjov historie om, hvordan det var at være 22-23 år og i kæmpe identitetskrise - for det var jo det, jeg var! Jeg fik allermest lidt ondt af mig selv, for jeg var virkelig, virkelig ensom i alle mine betragtninger og tvivlende tanker og mindreværd og flovhed over, at jeg ikke kunne finde ud af det. Pludselig forstår jeg bedre, hvorfor jeg er så draget af visse blogs, der handler om den slags...

Det gav mig en endnu dybere forståelse af, hvordan jeg kunne havne i kløerne på ham, jeg gjorde. En rigtig charlatan, der nok kunne sætte alle tankerne på plads for mig, gøre mig lykkelig og "sætte mig fri", som han sagde. Ja, Vorherre bevares en frihed. Heldigvis er jeg langt på den anden side af den historie nu. Og heldigvis er der ikke noget, der bare minder om det kaos indeni længere. Jeg har svært ved at forstå, det virkelig var mig? (Må da virkelig også have været noget af en prøvelse for de stakkels drenge, der løb ind i mig..)

Nå, men jeg rystede historierne af mig og havde lyst til at skrive en mor-agtig det-skal-nok-gå kommentar hos de bloggere, jeg lige pludselig identificerede mig med. Jeg gjorde det (selvfølgelig) ikke, for de er nok, som jeg, nødt til at gå vejen selv og tage de knubs der kommer. Men jeg håber inderligt, de har mere råstyrke end jeg havde, til at modstå de bæster, der udnytter kvinder i identitetskrise..

Og dagbogen? Den smed jeg ud. De historier er måske nok en del af mig og en del af mit liv. Men ikke noget, jeg har lyst til at slæbe med mig videre ind i et nyt og - forhåbentlig - endnu bedre kapitel af mit liv.

Bye bye painfull past. At last.

Tre store ord

Den seneste tid har jeg overvejet mange ting. Sorg, kærlighed, huskøb og børnetrivsel har fyldt. Sorgen er en proces, der tager tid. Jeg er i den, og den tager ikke magten. Den er nærmere en følgesvend, som nu er en del af min færd, men ikke afgørende for, hvor jeg går hen, eller hvad jeg skal fremover. Kærligheden er nøjagtigt der, hvor den skal være - den giver energi og dræner ikke. Huskøbet er på plads, nu venter vi bare på, det sådan helt rigtigt bliver vores!

Så er der det med børnetrivsel. Det kunne godt være bedre. Særligt har Troldebarnet det svært. Svært ved livet i almindelighed og svært ved savnet af sin far i særdeleshed. En psykolog sagde for længe siden til mig, at fraværet af deres far, i den situation vi er i, svarer til, hvis han var død. Bare værre. Fordi de ved, at han er der et sted.

Jeg har hele vejen igennem håbet, at der vil komme en dag, hvor jeg kan lægge frygten bag mig, og støtte mine børn, vores børn, i kontakten til ham. Og deraf mit hoveds rumsteren. For hvad kræver det? Hvordan kommer jeg dertil? Hvornår? Forleden hørte jeg mig selv sige, at genforeningen mellem børnene og deres far, er en vigtig sten på vejen at få vendt...

Skal jeg tilgive? Tilgive at han truede mig med at slå mig ihjel? Tilgive at han sad ovenpå mig med en ildrager og skreg, at han ville stikke mine øjne ud? Tilgive at han to gange truede med en stor kniv? Tilgive at han planlagde at få mig bortført? Tilgive at han bad om tilgivelse og derpå gjorde det igen? Tilgive at han plantede et frø af frygt i mit sind og nærede det ved at være grænseoverskridende gang på gang? Tilgive at jeg måtte flygte fra netværk, job og resten af børnenes familie over en nat?

Hidtil har jeg tænkt: nej. Hidtil har jeg tænkt: der er kun tilgivelse for den, der angrer. Et menneske uden empati, uden evne til at forstå, hvad han udsætter andre for, kan ikke bede om tilgivelse. Det er ikke fair. Retfærdighed skal der til.

Han har bedt mig finde min indre styrke til at tilgive ham, så vi kunne komme videre. Men han angrer ikke selv. Han bagatelliserer det. "Ja, ja, det var dumt gjort, bevares". Men det er mig, der skal tilgive. Mit ansvar, at vi kommer videre. Mit ansvar, som altid.

Jeg troede egentlig, at tilgivelse var det samme som accept. At tilgivelse var at tolerere den krænkende opførsel. At undskylde det. Glemme det. Slå en streg over det og sige:"Ja, ja det var dumt gjort, bevares".

Men det er det ikke. Jeg har læst og læst. Tænkt, vendt og drejet. Og er langsomt ved at forstå, at tilgivelse ikke er en følelse. Det er en handling. En proces, der tager tid. At tilgive er ikke det samme som at tolerere. At tilgive er ikke det samme som at glemme.

At tilgive er at sætte sig selv fri. At løse sig selv fra de smertefulde minder, der binder energi og låser fast. At tilgive er at sætte sig fri af traumernes magt. At tilgive er at slippe smerten og generobre friheden.

Jeg sætter ikke ham fri. Jeg sætter mig selv fri.

Det allervigtigste er, at tilgivelsen sker indeni. Tilgivelsen skal ikke gives til krænkeren. Tilgivelsen skal gives til sig selv. Tilgivelse er at nægte at lade fortiden forgifte fremtiden.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan tilgive anonymt, så at sige. Jeg ønsker ikke hævn. Ikke det, der ligner. Jeg har aldrig ønsket hævn over et menneske, der så lidt formår at elske. Der så lidt formår at knytte sig til eller have tillid til andre, at den eneste løsning er magt og kontrol. At blive givet en tilgivelse ville for ham være et carte blanche til at fortsætte.

Men jeg kan sætte mig selv fri! Alene tanken om dét, letter mit hjerte. Tilgivelsen knytter sig ikke til ham, og betinges ikke af en kontakt til ham. Men tilgivelsen i mig, kan måske være første skridt på vejen til at muliggøre en kontakt, der er nødvendig for vores børn.Jeg har taget det første skridt.

Tre store ord: Jeg. Tilgiver. Dig.

(Og nej, det er slet ikke konkret, og der er mange forholdsregler, der skal tages inden. Jeg passer først og fremmest på mig selv. Tilgivelse er en lang proces. Babysteps. Og der er lang vej. Men der er en vej....)

Har du noget, der skal tilgives? Bliv inspireret her:

Lewis B. Smedes og goderelationer.dk

Noget rumler i mit indre...

"Du kan tilgive næsten alt. Men du kan ikke tolerere alt. Vi er ikke tvunget til at tolerere det, folk gør, fordi vi skal tilgive dem. At tolerere alt sårer os i det lange løb. At tilgive healer os personligt"
Lewis B. Smedes

Jeg er i gang med at blive klogere. Nogle gamle opfattelser skal justeres. Der tænkes. Jeg troede, jeg vidste. Måske er der alligevel en mulighed?

Fortsættelse følger, når ordene finder vej. Der er mange...

Mod weekend

Endelig. På grund af afspadsering, syge børn osv. har dette været min første hele arbejdsuge siden 1. december. Pyha. Kan allerede ikke forstå, hvordan jeg plejer at kunne nå det hele. Men jeg kommer vel ind i rytmen igen.

Tankevækkende, hvad man kan vænne sig til at leve med, når man skal. Når selv sygdom og dødens nærvær bliver rutine. Indlæggelse, infektioner, gråd og sorg bliver sådan nogle dagligdags ting ind imellem arbejdsopgaver, lektielæsning, frikadellestegning og sovediskussioner.

Det går skidt med hende. Min mor. Åndenød og infektion lænker hende til en hospitalsseng på en bleg 2-sengs stue, der i udtryk modsvarer hendes fysiske tilstand. Dødssyg. Hun er visiteret til hospice, heldigvis. Foreløbig som aftale om aflastning, indtil hun måske...måske ikke...kan komme hjem igen.

For fjorten dage siden kunne jeg næsten ikke bære tanken om hospice. På den måde, at jeg ikke kunne bære, at det virkelig er nået dertil, at det er dét, vi skal tage stilling til. Eller hun skal. Og hvad hun ikke har kunnet tale med os, de såkaldt nærmeste, om, har hun klart meldt ud til det palliative team: Hun vil ikke dø hjemme.

Det er ikke bittert ment. Jeg er meget, meget glad for, at der er nogle professionelle mennesker, der kan hjælpe hende med de tanker og overvejelser, hun har. Og at de nænsomt og respektfuldt kan indvie resten af familien i det. Men jeg er meget, meget ked af, at vi ikke kan tale om det indbyrdes. Jeg havde sådan håbet, at det ville lykkes. At få talt. At tidspunktet ville komme, hvor hun åbnede sig, og hvor vi kunne dele de sidste tanker.

Jeg tror, jeg må se i øjnene, at det ikke kommer til at ske. Psykologen fra Kræftens bekæmpelse siger, at det er en helt almindelig raktion. Måske især med mennesker fra den generation. Hun vil stadig passe på os, er måske bange for, at vi ikke kan bære det, og derfor beskytter hun os ved at holde de sværeste tanker for sig selv.

Det er sikkert også derfor, at min bror altid får det hele at vide som den sidste. Fordi han skal skånes. Han er jo den lille (På sølle 36 år) Det arbejder vi så på at lave lidt om på, ham og jeg! Han synes nemlig selv, han er stor nok til at blive inddraget og ikke skånet.

I morgen prøver jeg igen. Jeg giver af mig selv, for at finde den sprække, der for fanden da må være der et sted, så jeg kan få et glimt af hendes sjæl. Jeg vil så gerne.

Om lidt er der heldigvis tre timers kæreste-eksil, hvor jeg kan hvile bekymringerne lidt og tanke op af det gode overskud. Det er nemlig godt for min lille sjæl.

Go' fredag derude...

Når man trænger til at græde

Det er egentlig ikke for at pive, eller fordi noget er specielt svært lige i dag. Af og til sker der bare det, at jeg trænger til at græde. Græde igennem. Det er ikke et udtryk for at sorgen, smerten, livet er sværere i dag end i går. Det er bare rart en gang imellem. Og sundt, siger nogen.

Jeg kan ikke græde på kommando. Men jeg kender mine knapper! Også grædeknappen...

For syv år siden tog en ung pige sit eget liv. Hun var 33 og vi var kolleger. Hun var et stærkt menneske. Og skrøbeligt. Måske det mest fascinerende menneske, jeg har kendt. Hun turde alt. Tog alt. Fyldte alt. Grinte og græd. Råbte og sang. Hun var så levende. Men hun kunne ikke med livet.

Hendes bisættelse var ligesom hende. Larm og grin og gråd. Og til sidst lød hendes yndlingssang i kirken. En sang, der siden - og for altid - vil få mig til at græde som pisket.

Slip tårerne løs...

kattedame#2

Var egentlig på vej i seng. Troldebarnet havde vel sovet tre timer allerede, vi var alene hjemme i hulen, Elverpigen var blevet hos en veninde.

Tik-tik. SMS. "Åh jeg er lige kørt den-og-den-vej. Der ligger altså en grå mis og er død i vejkanten der-og-der. Kan det være din? Knus"

Shit man. Håber jeg godt nok ikke. Ej, det er alt for langt hjemmefra, han ville adrig gå så langt. Eller. Gør katte det? Hmm. Må køre forbi i morgen tidlig. Det er for sent nu. Gør jo heller ingen forskel.

...

Kunne jo også lige køre derud forbi. Nu. Men så er jeg nødt til at vække Troldebarnet. Kan jeg lade ham ligge? Nej, så er han jo helt alene. Han dør af skræk, hvis han vågner, og jeg ikke er her. Det bliver i morgen.

...

Hvor lang tid kan det tage? Kunne jeg måske lige...hvad hvis jeg kører galt. NEJ. Det går ikke. Og nu er det også ALT for sent. På den anden side er der ingen trafik nu, så det er nemmere at holde ind til siden. Men det er nok for mørkt? Hmm. Jeg går i seng. Nu.

...

Eej, hvad nu hvis det er Tiger. Så ligger han bare der. Alene og kold. Lille mis. Nej, det er ikke ham. Stop nu, det er en kat. Sov nu, du kigger efter i morgen. Sov nu. Det er nok ikke ham. Sov nu.

...

"Mor...hvad sker der?"
"Ikke noget skat. Vi skal bare lige ud at køre en tur. Bare læg dig på bagsædet og put dig"
"Jamen hvad skal vi?"
"Jeg skal bare lige se noget. Vi er tilbage om lidt. Du må sove videre i min seng, når vi kommer hjem. Så, put dig i dynen"
"Jamen er det ikke nat?"
"Nej, nej. Eller. Jo. Men det tager kun et øjeblik"

...

Hvor fanden ligger den kat. Skrev hun ikke der-og-der. Fuck, hun sover garanteret. Hmm. Den er her ikke. Vender lige en gang til. DÈR!! Åh nej. Hjælp det ligner ham.........Pyyyha nej. Ingen blis. Ikke Tiger.

...

"Er vi hjemme?"
"Ja. Skynd dig ind under dynen"
"Hvad er klokken?"
"Øhm...halv tolv *mumle mumle*"
"Helt ærligt mor. Er det ikke lidt skørt?"

...

Men jeg sov godt.

Send en tanke...

Jeg ville egentlig have skrevet det der humoristiske indlæg om weekendens udvidede havefest, som jeg havde ladet mig lokke til af lokale. Og hvordan min indre bonderøv aktiveredes umærkeligt, men autentisk og aldeles belejligt, efter helstegt pattegris og fadølsfest, så jeg blev fuldstændig som de andre. Og genoplevede min (for)tabte ungdom i landsbyen - 20 år senere og med andre ansigter på rollelisten.

Men ordene ville ikke rigtig komme. Eller rettere, jeg kunne ikke komme i stemning til det skriveri. Siden jeg for et par dage siden læste om flugtfangen første gang, har jeg tænkt på den involverede kvinde.

Jeg ved, hvordan hun har det. Lige nu er hun under politiets beskyttelse på en hemmelig adresse, hvor hun opholder sig sammen med sin søn. Det er nødvendigt, lige så længe han er på fri fod.

Når hun ser ud af vinduet, spejder hun efter en skygge, en bevægelse, en indikation på, at han er i nærheden...
Når hun skal sove, lytter hun. Knirken af et gulvbræt, knasen i gruset udenfor, en bildør, der lukkes...måske er lyden af hendes eget hjerte eller blodets susen i ørerne højere end lydene udenfor...
Når telefonen ringer, farer hun sammen...
Når hun går udenfor, har hun vænnet sig til at se sig over skulderen. At holde øje med andre biler i bakspejlet. Især dem, der drejer ud fra sideveje. Eller dem, der ikke drejer fra, men kører for lang tid bagved...
Når hun ser en mand, der ligner ham i udseende, statur, bevægelse ekser hendes ben og hjertet hamrer. Indtil hun kommer i tanke om, at han er bag lås og slå. Hvis han er....

Da jeg var midt i mit eget mareridt, var min verden hendes. Dørene var låste. Gardinerne trukket for. Jeg sov ikke. Spiste ikke. Var ikke.

I dag er jeg igen.

Jeg bor ikke der, hvor jeg bor
Jeg får aldrig breve, fordi de bliver sendt andre steder hen
Jeg får ikke valgkort eller andre breve fra myndigheder
Jeg eksisterer ikke på papiret
Jeg opgiver aldrig min adresse til nogen, med mindre det er fordi, jeg kender dem så godt, at de skal besøge mig
Jeg anonymiserer min blog. Og er alligevel bange for at nogen skal gætte hvem, jeg er, og begynde at antyde det i kommentarfeltet. Eller skrive om mig et andet sted
Jeg googler mig selv. Hver dag
Jeg er ikke på facebook
Jeg kan ikke længere besøge de mennesker, der bor i mit gamle kvarter
Jeg kan ikke engang tage til København
Når jeg besøger min familie, bliver det lokale politi adviseret
Andre sørger for at køre ruter, for at scanne området. Køre mig i møde. Følge mig på vej. I biler, han ikke kender
Jeg er aldrig alene i mine forældres hus. Eller deres sommerhus. Eller på andre adresser, han kender
Jeg har skrevet afskedsbreve til mine børn. I det tilfælde han finder mig

Jeg har ikke længere politi omkring mig. men jeg har foranstaltninger (hvis der kom en farlig røverbande om natten ville de s*t*nedeme blive alvorligt overraskede!)

Desværre er der mange kvinder, der har det sådan. Den omtalte sag er selvfølgelig grotesk. Og for at komme eventuelle fordomme i forkøbet - nej, jeg er ikke fra et betændt miljø. Jeg boede i en fiiine villa. Havde to fiiine biler. Ved en fiiine sø. Med fiiine naboer (der kiggede den anden vej).

Den gang, han havde siddet ovenpå mig med en ildrager (presset ned over min hals) og skreget: "jeg slår dig ihjel, jeg stikker dine øjne ud", sagde politiet til mig: "Gå nu bare hjem og sov. Så ringer du til ham i morgen, og så finder I sikkert ud af det". Så fiiine var vi. Udenpå.

Så alle vi priviligerede kvinder, der lige nu har vores frihed, vores integritet, vores liv, vores valgmuligheder, vores ro, vores nattesøvn...lad os sende hende, og alle andre voldsramte, truede kvinder, en tanke.

Mærkedag

Mærkedage kan man have mange af. Og den mest oplagte af dem alle, fødselsdagen, banker på min dør om få minutter.

Men datoen markerer ikke længere bare min fødselsdag. Den markerer den dag, mit liv tog en drejning, jeg aldrig havde haft fantasi til at forestille mig. Heldigvis.

Jeg har grundet meget over, om det er blog-stuff. Og ved det ikke helt, faktisk. Men her kommer den alligevel...

D. 27. februar 2008 kl. 22.00 ringede min telefon. Fra hemmeligt nummer. På det tidspunkt var der lidt - skal vi kalde det - drama, i mit liv. Der havde været en skilsmisse. Derpå skænderier, trusler, en ildrager, en retssag, en hjernerystelse - for at nævne lidt af det.

Jeg havde besøg af en god kammerat den aften telefonen ringede, kun derfor besvarede jeg det sene opkald. Fra hemmeligt nummer. Det var min sagsbehandler ved politiet. (Hva' vil du ?!). Nåmen han ville da bare lige høre, hvordan sådan en almindelig dag forløb i mit liv. Hvornår jeg sådan ca. stod op, afleverede børn, tog på arbejde...den slags rutiner. (Hvorfor da?!). Nåmen nu skulle jeg endelig tage det helt roligt - men de havde fået et tip om, at der skulle ske mig noget næste dag. (Hva??! Hvaffor noget? HVA' HVA' HVA'? Sig det så!!!)

Nej de kunne ikke sige så meget...men ville bare orientere mig om, at de sendte to mænd ud til mig tidligt næste morgen. Bare for at være på den sikre side..!! (Den sikre side! Af hva'? Hva' betyder det?????????? Hva'??!). Nåmen du skal ikke være bange. Vi skal nok passe på dig. Ja tak.

Okay. Så tror jeg da bare, jeg går i seng og sover trygt. Eller...

Den nat sov jeg vist ikke. Det var lige nu. Lige på det her tidspunkt. Lige den nat inden min fødselsdag, at angsten flyttede ind, overtog styringen, gennemtrængte hver eneste cellevæg. I mit legeme og i min sjæl. Den gennemsyrede mine tanker, mit sind og min krop. Jeg sov ikke.

Det er ham i en nøddeskal. Én ting er at lægge en plan. Lave en strategi over den perfekte forbrydelse, det endelige opgør, den totale udslettelse. Men at vælge min fødselsdag. Det er sans for detaljen. Han elsker den matematiske skønhed i regnestykker, der går op. Universets orden. Cirkler der sluttes. Hvad er mere perfekt, end et liv der slutter i sin egen fuldendte cyklus? En dødsdag på en fødselsdag.

De passede på mig, politiet. De passede på børnene, som de hentede tidligt den dag. For at være på den sikre side. Og passede på ham. I et varetægtsfængsel. Man må ikke lægge sådan nogle planer, nemlig.

Alligevel glæder jeg mig til i morgen. Nu glæder jeg mig ikke så meget over at have fødselsdag. Det er jeg vel også ved at være for gammel til (hmmm). Jeg glæder mig heller ikke over mindet om den aften og nat.

Men jeg glæder mig over, at planen ikke lykkedes. At den ring ikke blev sluttet. At den cyklus ikke var fuldendt. At jeg fik flere fødselsdage. Det er den virkelige mærkedag for mig. I morgen.

Huleblues

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad der er galt..??..

Var jo lige på skøn skiferie. Med glade børn og voksne. Mærkede ægte glæde ved at komme hjem i hulen igen. Sendte børnene på ferie ved mormor og morfar. Hvilket i min situation nærsten betyder endnu mere ferie - selvom jeg skal på arbejde. Havde gode venner på besøg i aftes. Haft en god dag...hvad er der så galt. Altså.

Måske har det noget at gøre med at...

• jeg er træt af at klare mig selv. Være såkaldt stærk
• jeg savner nogle arme omkring mig
• (ja, hans arme. Men jeg har selv insisteret på at slippe det, så altså. No wonder, manden holder sig på afstand)
• verdens hyggeligste sygehus (hvor jeg tilfældigvis holder utrolig meget af at arbejde) er under afvikling. Nu med dato
• min mor har fået paryk. Det er pænt. Men hun græd

Det har givet anledning til en meget stille eftermiddag her i hulen. Faktisk med tårer. Og ham her



Jeg ved ikke hvad det er med den sang (eller ham!!) Men den virker altid. Den får mig til at tro på det hele igen. Lidt.

Hvad skal jeg...

...så med denne blog? ??????

Det er i hvert fald ikke en kreablog. Eller en madblog. Hmm. Som så mange andre bliver det nok noget med at skrive for min egen skyld. For at være "til" et sted. Altså et andet sted end i mit liv.
Livet i hulen er godt. Det er også trygt. Men det er desværre også en flugt. Et hemmeligt sted. En foreløbig ende på en laaaaang historie, der desværre er en flugt fra nogen. Eller - fra een. Én. En eneste er grunden til gemmestedet i hulen.
Fortællingen skal nok komme efterhånden. Den indbefatter en forelskelse, et ægteskab, to børn, tre bonusbørn, venskaber, en spiseklub, en masse virkelighed, der trængte sig på. Opgør, der blev taget, smerte der blev forvoldt. Uhåndgribelige i form af løgne, svigt og bedrag. Håndgribelige i form af en ildrager, hjernerystelse og overgreb.
Måske noget om karma og tro. Lysten til at leve videre. Glæden over at det helt almindelige liv (næsten) kommer igen.

Mor'skab!! Altså både det sjove. Morskaben i livet. Og det man har sine børn i (!). Moderskabet. Hvad mon det gemmer på??

Måske er bloggen her sådan et slags virtuelt moderskab. Et skab, som mine børn kan lukke op og kigge i. Her er faktisk mor på alle hylderne (Og dér kom så en tanke til de blogs, jeg de sidste dage har læst om andre skabe. Klædeskabe. Hvor meget de rent faktisk kan rode. Og kan moderskabe egentlig eksplodere?? Deeet tror jeg faktisk godt de kan)

Kodeordet for mit moderskab er så ikke lige orden på alle hylder skulle jeg ellers hilse og sige!!

En stor del af det ligger faktisk hulter til bulter. Men jeg kan for det meste finde dét, jeg skal bruge alligevel.
Der er hylder med alt det pæne, jeg bilder mig ind, jeg kan bære (men som jeg meget sjældent tager på).
Der er hylder med det wannabe mor-outfit, jeg gerne ville se mig selv som .
Der er hylder med det, jeg er vokset fra. Som måske bare skal på langfart til Afrika. Det fejler jo ikke noget. Det er bare ikke noget for den her mor mere. Passer ligesom ikke rigtigt.


Det sker en sjælden gang, at jeg rammer præcis det miks, hvor niveauet løfter sig og jeg for en kort stund føler mig som en vaskeægte supermor.


Og så er der lige alle de der hylder først for, hvor jeg bare river noget ud og ifører mig...mig. Så jeg de fleste dage bliver en helt ualmindelig almindelig uovervejet mor. Gråt i gråt. I hvert fald ikke noget man lægger mærke til. Som måske alligevel holder i hverdagen (mens alle de gode intentioner blev i skabet)

Hvordan ser der ud i dit moderskab?