26 minutter efter midnat. Årets sidste dag er begyndt.

Jeg skal tidligt op og passe mit arbejde i morgen og burde ret beset ligge i min seng.

I stedet drikker jeg rødvin og skriver et blogindlæg. Et vigtigt ét.

Jeg er bange for 2011. Selvsagt fordi jeg har en - begrundet - frygt for at miste. Heldigvis har tre fridage med børn, nærvær og eftertænksomhed bragt en form for ro i mit sind. Jeg vender stadig de vigtige tanker og ord, jeg har fået ved at blogge, læse og dele. Det er godt.

Jeg startede dagen (egentlig i går, nu) hos tandlægen med en knækket kindtand. Hele bagsiden havde givet efter for en revne i en gammel fyldning og var faldet af. Øv. Jeg er ikke bange for tandlægen eller det, hun gør ved mine tænder. Men jeg var lidt ængstelig for regningen - det var lige den, der kunne få budgettet til at vælte...

Det tog en halv time at få den nye tand bygget op. Hvor er den pæn! Og glat. Ude ved skranken sagde sekretæren, da jeg ventede på regningen: "Der kommer vist ikke noget til dig. Hun har skrevet Uden Beregning". Jamen...hvorfor?? Måske var hun i godt humør? Jeg blev det i hvert fald.

Senere var Troldebarnet og jeg på julegave-bytte-tur. Og i mange butikker for at ose. Og i kæmpe supermarked for at handle til Nytårsaften. Det kunne nemt have udfordret hans temperament, men det var kun hyggeligt. Han tog det hele med oprejst pande og havde endda overskud til at sige tak til gamle damer, der flyttede sig for os. Nåårrrhhh. "Hvor er du en høflig og sød dreng. Det er sandelig sjældent, man oplever det". (De blev han rosa i kinderne af). Han fik lov at vælge en fransk hotdog og cola til frokost. "Mor, jeg synes, det har været vildt hyggeligt at være i byen med dig i dag". (Det blev jeg varm i hjertet af)

Begge børn tog i byen med dyner til aften. De gider da ikke tidligt op i morgen! En af mine dejlige veninder var her, og vi hujede af grin over, hvor meget vi får stillet os an overfor andre. Mig, fx. Jeg skal holde Nytår med "nye" mennesker, og selvom jeg mentalt har ligget brak i tre dage og skal arbejde i morgen, var jeg da i gang med langtidsbagte tomater, hjemmelavet oliventapenade og peberrodscreme. Og fyldte dadler med marcipan og alle salater forberedt (ja, for der skal da flere salater til, når det nu er det, jeg er blevet bedt om at stå for...).

Og så ringede han, ham, der var en næsten kæreste. Ham med den langstrakte forelskelse på vågeblus. Han er sprunget ud. Har fortalt sine venner og familie om mig. Også sine børn. Nu må vi. Jeg har savnet at vise det frem, at glædes offentligt, at stå ved kærligheden. Nu må jeg. Det giver stort mod og glæde, trods alt, til det nye år.

2011 - kom an. I'm ready for you.

Hooked?

Sådan! Dejligt at bo et sted, hvor juletræerne byder sig til lige udenfor døren. Det pyntede juletræ kommer slet ikke til sin ret på det halv-dårlige billede, for det er faktisk rigtig fint med de små lys.


Og ja...så nåede jeg også lige at hækle denne søde sag til en dejlig lille skovbaby. Opskriften fandt jeg her

Jeg har altid syntes, at den slags sysler var rigelig meget mormor og vildt overvurderet. Men nu er jeg altså selv blevet grebet af hækling.

Mit hoved er meget analytisk skruet sammen og jeg er bedst til forskrifter, fakta og færdige resultater. Jeg har godt nok også en pædagogisk uddannelse, men efterhånden anser jeg den mest for mit eget udviklingsprojekt, mere end en levevej. Og det, der er sjovt for mig lige nu, er, at det da er utrolig analytisk at hækle!!

Der skal slås masker op, der skal afkodes en kryptisk opskrift, der er klare regler og definitioner af, hvad en maske er og hvordan de forskellige adskiller sig fra hinanden. Der er meget teknik i det på den rutineprægede måde - og det handler i dén grad om fakta! Hvis man ikke får talt rigtigt op og følger opskriften, bliver resultatet ikke, som man forventer. Det passer lige til mit temperament.

Det er et helt nyt univers, der åbner sig, og i fredags satte jeg for første gang mine fødder i en garnforretning. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med alle de sjove og søde ting, jeg har set i bøger, blade og på nettet.

"Hækler du nu igen mor?" (*overbærende-latter*) sagde Elverpigen tidligere på dagen. Og spurgte til aftensmaden. Aftensmaden?? Er de ikke store nok til at lave den selv? Mor hækler...!!

Måske sku' man prøve med en hobby??

Så I lige det? Indlæg nr. 100. Altså dét i går.

Så i dag er en ny start. Ikke?

Der er sket noget sjovt. Og mærkeligt.

Mig og krea...ingen historier. Ingen. Min gaaaamle roommate fra højskolen siger altid, at hun kun har set mig sur én gang. Ikke da mine kæresteforhold gik i stykker. Ikke da hun glemte min fødselsdag. Ikke da jeg blev skilt. Ikke da alle de grimme ting skete. Kun én gang. Da jeg skulle lære at sy...

Men i går var jeg inviteret med i kagleriet, mest på grund af kagen. Men nogen puttede garn og hæklenål i min hånd. Og ve' I hvad? Jeg kunne godt. Nej, nej, det blev ikke pænt. Det blev faktisk slet ikke noget. Men det var ... overraskende. Rart i fingrene. Rart i tankerne. Og kagen var god. Kagerne. Og chokoladerne. Og kaffen. Og teen.

Hmmm.

Hvad jeg skal efter kl. 14.00? Ud i venteværelset og stjæle opskrifter fra Ugebladene. Altså hækleopskrifter...(men sig det ikke til nogen...skal lige vænne mig til tanken)

Soundtrack til min dag

Inspireret af Trine, kommer der her et soundtrack til min dag..

Fuld af sol og dejlige børn, feriestemning, pandekager, glæde, kærlighed og lyst til at sparke røv. Nemlig. Da jeg var helt sprød og ung og meget, meget flinkepige drømte jeg hemmeligt om at have været Janis Joplin. Det vilde, hæsblæsende, grænseoverskridende, smertefulde liv...jeg er sikker på, at havde jeg været født dengang, i de "glade" LSD-dage, ville jeg heller ikke have kunnet styre det..

Det er den totale modsætning til mit eget liv, men hun har altid, altid rørt mig dybt med sine sange. Inden i mig har jeg en u-udlevet Janis! Bare så I ved det... (og han må gerne tage et stykke mere af mit hjerte)

Og så er jeg i øvrigt slet ikke færdig med at undre mig over googlesøgninger på min blog, som er virkelig underlige:

• mønsterbryder fra Pakistan
• ringetone nu ringer den kraftedeme igen
• rodet køkken
• jeg spørger hende
• gammelkone kusse
• kvinders særheder

Øhhh. Det er ikke alt, man skal forstå!! God lørdag folks...

Dullegrej, damesnak og deller...

Nu da børnene var sendt på lejr, på hyggeligste vis *hm hm*, var der dømt Hulemor-tid for fuld skrue, indtil de kære skulle hentes søndag morgen. Det vil sige en H.E.L. lørdag kun til mig. Mig mig mig. Vel at mærke uden at have tigget mig til det, uden at have lukreret på andres nåde - men fordi børnene selv skulle noget. Så var det nemlig meget mere legalt at nyde deres fravær i fulde drag. Hvilket jeg gjorde!

Jeg har jo før skrevet om mit drug - dullegrejet. Så lørdag morgen var viet til ansigtsmasker, fodpleje, uhm uhm uhm, tal om egenomsorg. Det var ikke så meget fordi jeg skulle se godt ud, eller være lækker for nogen...men jeg skulle mødes med en lidelsesfælle, så jeg kunne lige så godt komme i stemning fra morgenstunden...

Jeg får et kick af alt, hvad der handler om hudpleje (Fuldstændig tossi, som min far siger). Især Clarins. Især nye ting. Og flere af mine veninder styrter da også på badeværelset, så snart de er indenfor døren, for at se, hvad jeg nu har købt. Tøj, tasker, sko - forget about it. Ikke her i huset. Og veninderne skal jo ligesom sige, at jeg er godt tossi at bruge flere hundrede kroner på det. Tit. Og det er jeg så. (Men til gengæld er mine gummistøvler fra Netto, og det er deres ikke!!)

Men nu har jeg fundet én, der er ligesom mig! Der også synes, det er vigtigt, hvad man putter i hovedet. Og som gider høre på- og forklare, for hun har nemlig også forstand på det! Jeg siger jer, et kontor, den dame har!! Fyldt til randen af lækkerier. Og hun deler ud...lige her. (Bor du i omegnen af Århus, kan du stadig nå forbi Magasin og hente en lækker læbesag fra Kiehl's). Nå, men fuldstændig fantastisk morgen med lækker kaffe, lækre sager og lækre damer. Os. Og masser af snak på den gode måde, hvor tusind vinkler på alting stod i kø for at komme ud af munden, fordi der var genklang. Eller samklang. I hvert fald klang!

Næste dame var en veninde, som jeg kan vende de viiiirkelig dybe ting med. Totalt dogme-damer, uden filter. Lang tur i skoven, natur, kærlighed, spiritualitet, liv og død, børn, mænd, moderskab, kvinder, særheder (mest vores egne), sorger, glæder, bekymringer, taknemmelighed og meget mere, blev vendt. Endevendt! Så godt for sjælen.

Lørdag aften blev der plejet deller i sofaen under et tæppe, med god mad, et bjerg af dessert, en hund i fodenden, masser af stearinlys og en fremragende film. Derefter rykkede Dronningen af Saba ind i de tilstødende gemakker, aka soveværelset, hvor der blev hygget op med flere lys, masser af puder i ryggen, te og en fremragende bog.

Tal om genopstået overskudsmor, da der skulle hentes børn. Og derfor blev der bagt boller og givet nussemassage, lyttet og kysset, spillet spil, bagt pandekager og set film.

OG givet verdens største undskyldning til Elverpigen. Med kram og løfte om bod. Fordi jeg fyldte hende med nyttesløse bebrejdelser over et par regnbukser, da hun skulle afsted. Hvorefter jeg fandt dem i trækassen med vaskepulverposer lørdag morgen. På bunden. Og nej. Der kunne hun ikke vide, de lå. Så kunne jeg måske lære det. Må vi da håbe...

Om at begrænse sig...

I sommerferien opdagede jeg (til min fryd), at mine børn nu er så store, at jeg kan læse igen. Altså på den uforstyrrede måde, hvor jeg ikke føler, at jeg forsømmer en hel masse med snuden i en bog.

Som barn og ung læste jeg, til jeg segnede. I al den tid, jeg kunne skrabe sammen! Jeg bare læste. Da jeg gik i 3. klasse, blev jeg et år før resten af klassen 'opgraderet' til at måtte læse bøger fra det store skolebibliotek. Og på byens bibliotek lagde bibliotekaren (var kun den samme om eftermiddagen!) nye bøger til side, som hun mente, var noget for mig.

Det fortsatte sådan set længe ind i teenageårene, hvor man jo som bekendt hellere vil være vågen om natten og sove længe...så der læste jeg om natten.

Boglidenskaben hørte imidlertid brutalt op, da jeg flyttede sammen med et sportsmonster af en veninde, som mente, jeg skulle prøve at se op - og få mig et liv! Nå...

Det gjorde jeg så, og inden jeg så mig om, havde jeg både mand og børn. Derefter gav det sig selv. Min eksmand var en af den slags mænd, der følte sig forladt, når jeg læste. Og det kunne vi naturligvis ikke ha' vel!

Nåmen i sidste uge fik jeg langt om længe støvet mit lånerkort af og besøgt biblioteket. Og oprettet en pinkode, med deraf følgende adgang til slaraffenland.
Foooor s...ørensen da. Det kunne jeg så ikke styre.

Der er alt fra Dostojevskij til Läckberg. Bøger, film og wii-spil. Og endnu mere på vej! Min inbox er sprængfyldt med reserverigsmeddelelser.

Hvor sidder stop knappen???????

Retur til virkeligheden

I dag var jeg forbi min arbejdsplads. På en lørdag, hvor der er lukket. Jeg ville hente min lønseddel, chekke et par ting på computeren, se evt. meddelelser fra min afløser (og chekke min mors blodprøver).

Hvad opdagede jeg? (udover at prøverne var fine!) Jeg glæder mig til at komme igen mandag morgen! Sgu.

Jeg savner dem allesammen, lige fra de andre originaler, der udgør det øvrige personale, til lugten og stemningen af huset. Jeg savner patienterne, de livlige, de hensygnende og dem, der er i bedring. Jeg glæder mig til at låse mig ind, tage uniformen på og komme i gang! Tænk sig. Er jeg heldig eller hvad?

Og hold nu op (for at bruge en - efterhånden - kliché) hvor har det været en skøn ferie. Ingen planer havde jeg. Vi. Mig og børnene. Jeg havde bestemt, at vi tog en dag ad gangen. Vi trængte til at være hinanden nær, lytte, grine, nusse, spille, spise is og bare være.

Sandt at sige var jeg en lille bitte smule ængstelig for at skulle være endnuendnuendnu mere på, end jeg altid er i forvejen. Men det viste sig, at Troldebarnet og Elverpigen nu er så store, at de i sandhed er selvkørende. Naturligvis er de så dejligt små, at de stadig skal kysses og puttes og fortælle laaange historier om sneglehuse og eventyrlege.

Men de kan også gå alene i kiosken og købe en is. De kan lægge sig til at sove, når de voksne gerne vil drikke et glas rødvin (*hm*hm* eller mere). Uden at kalde. De kan smøre deres egne madder, pakke deres egne tasker og huske solcremen, når vi skulle på tur. De accepterer betingelsesløst, at vi har madpakker med, og ikke vælter burgere, pomfritter og sodavand i os ved hver eneste frokost. Selvom de andre børn gør.

Og vigtigst af alt: De leger sindssygt godt med hinanden. Så har man (jeg) da gjort noget rigtigt!! Mit hjerte er ved at flyde over af taknemmelighed over de to.

Bevares - de skændes sgu da også så det BASKER!! Til mine forældres store fortrydelse; "det gjorde I jo aldrig".
(Nej men vi er fandeme også begge to så pisse konfliktsky stadigvæk, at vi uden besvær kunne begå os i en flinkeskole af 50'erne!)

Så jeg proklamerede stolt: "Nej, men det er nu engang søskende man øver sig bedst på, når man skal lære at håndtere konflikter og - især - at blive gode venner igen"
(Så er man nemlig fri for at spilde en masse god energi på kold krigsførelse. Men det sagde jeg ikke)

Tre ugers luksus af sommerhusferie med mormor og morfar, besøg af og hos gamle og nye venner. Campingferie, badeture, udflugter til fortid og nutid, sommershopping, sommerlæsning, isspisning og koncerter. Og sol, sol, sol...som har givet lækre brune ben og maveskind (ja, ja beautymama - masser af solcreme. Sværger!)

Jeg er så totalt ladet op, som jeg ikke mindes, jeg nogensinde har været efter en ferie. Og der er blevet højt til loftet og plads til nye tanker. Som jeg glæder mig til at forfølge og dyrke.

Håber at alle I andre bloggere også har haft de fede ferier!! Glæder mig til, at alle er tilbage på deres pind - jeg har nemlig og stor-savnet jer!!

Tanker om bonderøve..

Havde jo egentlig annonceret, at jeg ville skrive om den rock-fest (eller...) jeg var til for nylig. Men øhm, når man ikke har så meget pænt at sige, skal man tie stille, ikke? Og musikken var ikke ... noget særligt. Kan dårligt huske det, faktisk.

Men resten af festen fejlede ingenting. Høj sol. Høj! Varmt! Tørstig!

Elverpigen og jeg startede hos bekendte, der serverede helstegt pattegris (!!). Godt nok længe siden sidst...

Da jeg var gift og boede i Købehavn, havde vi da også sommerfester. Med mad. Men ikke bare mad. Det skulle helst over i noget struds...eller i hvert fald oksemørbrad. Eller lam. Ikke svin! Med tilbehør, der havde de rigtige farver, eksotiske islæt, pikante ingredienser (helst noget, de andre ikke havde set, opdaget, smagt før)

Pølser? Naananananaaaaj. Måske til børnene. Men så i hvert fald fra Hanegal. Eller endnu bedre - lokal økologisk gårdbutik. Øllerne var selvfølgelig også lokale, selvfølgelig fra mikrobryggerier, selvfølgelig økologiske. Asti og Cava. Drinks.

For saddan hvor var det politisk korrekt. Og med masser af blærefaktor. Kan jeg se nu.

Til grisefesten i lørdags, var der så ikke lige den slags fine fornemmelser. Altså der var da salat, bevares. Men der var svin i rå mængder. Og ved I hvad? Det holdt. Det var magert, saftigt, mørt. Og solen skinnede. Og øllerne var kolde. Jeg skulle selvfølgelig sidde der med min iskolde Hoegaarden Witbier og spille smart (!). Vodka og juice gik rundt. Ikke andet. Ikke alt det smarte. "Små grå" fra fælles flaske på vej ind til festen. På cykler naturligvis. Det holdt også!

For dælen en fest. De røg. Og tog solarium. Og var totalt politisk ukorrekte. Men for f*nden de ville feste! Og min indre bonderøv var da åbenbart lykkelig for at blive sluppet ud i det fri. For jeg er jo lige sådan! Åhh det var dejligt, for en gangs skyld ikke at være så rigtig. Bare være. Og grine med folk, jeg dybest set ikke kender. For man bliver altså ikke liiige "en af vore egne" fra den ene dag til den anden (kunne jeg mærke, da branderten dampede af). Men det er vist også ok.

Jeg tror nok, jeg en gang havde travlt med at blive noget andet, end jeg var. Jeg skulle i hvert fald helt væk fra alt det, jeg kendte. Landsbyen med alle ekskæresterne og tosserne. For jeg var jo heeeelt anderledes. Som om. Den lørdag havde jeg det, som om jeg var kommet hjem. Jeg vidste lige, hvem der havde hvilken rolle, og hvem jeg (måske? sandsynligvis?) ville have været ekskæreste med i dag, hvis det var her, jeg havde slået mine folder som ganske ung.

Faktisk havde jeg som 25-årig en bedsteveninde, der flyttede netop hertil. Fra Århus. Jeg var rædselsslagen og tænkte, at hun spildte sit liv. Og gik glip af alle sine muligheder. Og hvad? Så sidder jeg her selv nu! Sammen med hende, til grisefest, goddammit. Så kan man jo tænke over, hvem der var mest smart. Eller fremsynet.

Nå men så sad vi der, værten og jeg, og jeg betroede ham, at den her fest mindede mig om min ungdom (I Amerikanerbilklubben. Wauw). Og at det var utroooolig sjovt og hyggeligt at sidde og høre på alle anekdoterne om de forskellige gæster. Men at jeg af samme grund havde valgt at flytte til et nyt sted, i stedet for min fødeegn. Altså sådan at der ikke lige er nogen her, der kender de små listige historier om mig, og derfor (selvfølgelig) ikke taler om mig. Så slog han verdens største latter op og sagde: "det bruger vi sgu ellers meget tid på. HAHAHAHARH" (Godt så. Fat det søster smart)

Klokken 00.00 dut. Var festen slut. Men så startede der vist en anden fest. Med nogle andre bonderøve. Og jeg fik da ikke min cykel med hjem. Og jeg sov et virkelig mærkeligt sted...(noget der rimer på bonderøv og teenager). Men det er en helt anden historie.

Nogle gange sker det, at man får skrevet et indlæg, som rammer læserne mere, end man egentlig selv havde forestillet sig, det ville.


Sådan gik det forleden dag for mig. Og det var dejligt at få så mange kommentarer fra jer. Tak. Faktisk fik jeg samme dag denne award fra to forskellige og skønne bloggere: mette b og June/Mrs.Fittipaldi


For det siger jeg tusind tak, jeg føler mig næsten som en "rigtig" blogger nu. En af jer!!

Reglerne for awarden er:

Kopier awarden ind på din blog, for at vise du har fået den.
Tak og link til den du har fået den af
Link til 7 andre og skab derved lidt glæde ved det :)
Fortæl 7 ting om dig selv

Her rammes jeg allerede af første punkt ud af de syv om mig selv. Hvem skal jeg nu give videre til? Der er så mange, mange pragtfulde bloggere, hvem kan vælge?

Og på den anden side...hvem gider have en award af mig? Alle de fede bloggere har da fået de her awards i hobetal ikke?? Tænker de ikke bare "Åh nej, hvad skal hun nu gøre sig til for? Ved ikke engang hvem hun er!!".

Men men men...jeg blev jo vildt glad for at få en award. Og stolt. Og glad for at nogen har valgt mig. Og ovenikøbet skrevet noget pænt om mig på deres egne blogs. Og jeg synes sgu da ikke, de gør sig til! Så her kommer de syv, jeg giver videre til:

Trine fordi hendes blog var den allerførste jeg læste. Og hele tiden vender tilbage til

Anette fordi man kan junke de lækreste skønhedstips og -trends hos hende

Onkel Anne fordi hun bare skriver ærligt derudad om det hele. Med pangfarver!

Kun Sandheden fordi indlæggene dér altid handler om noget, jeg selv går og tænker på!

Verden set fra sidelinien fordi Lena gør noget!!

Maren fordi hun fanger det underfundige, besværlige og velsignede ved hverdagen med børn

Katrine fordi det er længe siden...

Og selvfølgelig i orden, hvis I ikke har lyst til at lege med. Eller ... synes jeg gør mig til (*host*host*)

Om mig:

1. Altid bange for ikke at være god nok. Altså altid altid. Lider af kronisk præstationsangst uanset hvilket emne, det drejer sig om. Måske derfor, jeg aldrig rigtig er blevet til "noget" (altså det jeg kunne være blevet til forstås! Var jo den dygtigste i klassen og alt det shit. Måske blev jeg bare doven?)
2. Besidder klæbehjerne. Min spidskompetence er ubetinget ... at huske sange udenad. Især fra 80'erne. Og vi taler her pop, rock, country og dansk-top. Husker alle tekster! (Måske det potentiale, der skulle være brugt anderledes!?!)
3. Sucker for kosmetik og hudpleje og olier og hårkure og masker og cremer og serum og især Ole Henriksens New Beginning Scrub. Den skal man bare have! Får så ikke rigtig brugt de guddommelige produkter. Jeg skal bare have dem! Min far siger, jeg kunne have købt et slot for de penge, jeg har brugt på "stads" igennem årene ... (ikke utænkeligt)
4. Bilder mig ind at jeg lever sundt. Køber økologisk og bæredygtigt og alt det. Har været vegetar i mange år og er slank og i god form. Eller i hvert fald slank. For jeg spiser ikke sundt! Og er ikke i god form. Mere. Har lige fået konstateret mangelsygdomme som jeg er i behandling for. Nå. Og er sikkert totalt fed inde omkring organerne. (De tynde fede - har I ikke hørt om dem?)
5. Arbejder på ikke at tvivle så meget. Opdraget af to, der gør. "Hvis bare vi havde...hvis bare vi aldrig havde...vi kunne også have gjort...åh hvor ærgerligt...hvis nu...hvis nu ikke...man kunne også...ville det være bedre hvis...". Hold nu kæft og tag en beslutning. Stå ved den! Lev med den! Bliv om nødvendigt klogere, men tro på det!
6. Stolt af, at en veninde engang kaldte mig matematisk begavet og humanistisk interesseret. Så kan man jo alt ikke? (Bare ærgerligt at ...nå..)
7. Heldigvis skidegod til at vende situationer til noget positivt, at ironisere over mig selv og ikke andre. Og ikke mindst: at drikke mig halvfuld og fyre den af på dansegulvet hjemme i stuen lørdag aften til Elvis eller Suede eller Bruce Springsteen eller Medina eller David Bowie eller Lyle Lovette eller eller eller...alene!

Okay, vist lige lidt mere end syv ting der! Nåmenøhh, dejligt du kom forbi...

Nu skal jeg på Posthuset og hente ny gadget. Så skal I få billeder ;o)

Krise og kræfter

I går var simpelthen en livsdag. For det første: sol. I rå mængder. Have og lysthus blev gjort sommerklar. I mageligt tempo. En af de meget sjældne dage, hvor tiden strækker sig, og der alligevel er nået en masse i dagens løb. Og hvor man kan slappe af her:

Sluttede havearbejdet med et brusebad og iførte mig sommer gevandter fra Noa Noa...åh sommer. I al beskedenhed ærgrede jeg mig lidt over, at ingen lige kom forbi og så min smukke have, bregner i åben udfoldelse, rengjort veranda med sarte blomster i krukker...

Tik tik kom en sms. Dejlige, gavmilde venner var i færd med at rydde op og ville lige komme forbi med et sæt havemøbler, de ikke brugte mere. Og en sofa. Og en kage. Nå ja, og så ville de lige tage en god ven med også. Hvem sagde giftekniv??!!!

Okay de havde nok luftet, at de kendte en, jeg skulle møde. Og han var da præcis så fantastisk og skøn, som de havde sagt. Afgjort. Vi vidste jo begge, at vores fælles venner bare håbede, det skulle sige bang mellem os, så vi var nødt til at grine en masse og få afvæbnet det komiske. Og hyggeligt var det. Et par timer senere var Elverpigen og jeg på vej retur for at grille sammen med gifteknivene + überlækker ven. Troldebarnet var taget i byen til overnatning.

Mandlig giftekniv + ven er sådan nogle, der arrangerer events og overlevelseskurser. Ikke på Carl Mar måden men på natur/svævebane over vand/rapelling fra høje træer/osv måden. Og samme dag havde de haft en polterabend i haven, som var omdannet til en - skal vi sige - mildt udfordrende legeplads, i dagens anledning.

Nogen kom til at spørge mig, om jeg skulle op at gå på line. Ja ja da, selvfølgelig. Hvor? 10½ m oppe mellem to gamle fyrretræer. Linen var en balancebom, ca 2½ cm. bred, spændt ud mellem træerne. "Der kan ikke ske noget. Du er jo sikret og får udstyr på". Nå, men op med mig så.

Der var godt nok højt ned!! Og jeg kunne allerede halvvejs oppe ad stigen mærke, at det her ... det tør jeg slet ikke. Det kan godt være 10½ m ikke ser ud af meget, meeen...

Nå men jeg ville i hvert fald lige op på toppen af stigen og se udsigten over skove, dale og søer. Det så nogenlunde sådan her ud:

Og så tog f*nden ved mig. Over den bom ville jeg! Over at klappe det andet træ. Jeg skal lige indskyde, at sikringslinen gik nedefra op over en tynd, tynd, tynd line over linedanseren (mig) og ned i en karabinhage på brystet/hoften. Så der var altså ikke noget med at støtte sig til noget. Hold da .... hvor var der langt ned. Træææk vejret. Dyb indånding. Over.

Over kom jeg. Klappede træet. Nød udsigten. Vinkede ned til tilskuerne. Mærkede angsten. Jeg skulle jo tilbage igen! Nede fra jorden råbte giftekniv følgende anvisning:

"Når du går tilbage stopper du midt på bommen. Vender front ud mod dalen (altså intetheden) og træder et stort skridt frem. Så svæver du ned i sikringslinen"

Okay. Altså hop frivilligt ud fra 10½ meters højde. N.E.V.E.R.

Men lige dér, der fik jeg kraften. Jeg mærkede helt inde i knoglerne, at jeg turde. Jeg så min eksmand for mig, de sindssyge scenarier, hvor jeg har set døden i øjnene. Hvor jeg har været i tvivl, om jeg kom levende derfra. Og så tænkte jeg; kan jeg overleve ham, så kan jeg kraftedeme også springe ud fra sådan en smule bom!!

Og jeg tog en dyyyyb indånding. Og sprang. Lige ned i jubelscenerne. Det havde de ikke troet om Noa Noa pigen!

Det var en VILD oplevelse. Bagefter havde jeg det, som om jeg havde taget et iskoldt styrtebad. Men for f*nden hvor var jeg i live lige der... og jeg troede pludselig på, at det man ikke dør af, det bliver man stærkere af!!

Og vennen? Værtsparret trak sig høfligt tilbage først på natten og lod os sidde alene og vende livets dybe spørgsmål helt indtil den lyse morgen. Og da vi rejste os, var vi begge klar over, at det sagtens kunne være blevet. Usagt men tydeligt. Men det blev ikke. De ved ikke, at mit hjerte allerede er taget.

Turbodage

... er sådan nogle, jeg lige har haft. Elverpigen og Troldebarnet har nemlig været på lejrskole i tre dage.

Hvor jeg har nået:

• rengøring (kedeligt, men fedt bagefter, og det holdt tre dage!!)
• kaffehalløj med tidligere kollega
• barselsbesøg hos kær veninde og det kæreste barn
• 2 timers ridetur i nyudprungen bøgeskov, over bakker og dal
• telefonsamtaler, der ikke blev afbrudt
• grillaften hos gode venner
• B12 skud i rumpetten - ny energi
• opdagelse af Anettes totalt lækre beautyblog
• afslutning på første etape af erstatningssag (indsæt selv lettelsens suk)
• trimning af græs, urtehave og bede
• te med god ven
• kaffe og kage med Kirsten giftekniv
• indkasseret et stk. lædersofa fra flytte-bo
• samt havemøbler i træ fra samme
• solnedgangsgåture i skoven

WOW. Nu er de to tornadoer hjemme igen. Pinsen står for døren, med alle arrangementer aflyst, fordi Trillemissen skal have pinse-killinger. Tror vi.

Det var fantastisk og fredfyldt og luksus at have tre dage uden børn. Og jeg nød det i fulde drag. Og nu er jeg salig over at høre deres åndedrag og deres trygge søvn i egen seng.

Så kan man da kun glæde sig til i morgen

Oprydning

Elverpigens uventede sygedag gav moren et tiltrængt pusterum! Indrømmet, den faldt på et tørt sted.

Og nu er ryddet op! I papirdynger og afrunding af de forb*ndede projekter. Det føles ... saligt!








Nu hører jeg mere Lyle Lovett (blev åbenbart forelsket i ham i aftes. Trods skævt hoved). Glæder mig til weekend, hvor bondetøsen skal til t.......... Jeg siger det ikke. Simpelthen alligevel for pinligt.

Øjenåbner

Min singleskiferie kastede bekendtskaber af sig. Og i weekenden fik jeg besøg af en singlemor fra Indre Østerbro og hendes to drenge. Det var et møde mellem to kulturer!

Jeg boede i København i 12 år inden jeg landede her i skoven. 5 år i Indre by og derefter 7 år i en forstad. Med ligusterhække og trailere! Totalt provinsielt. Og så alligevel.

Min ferieveninde konstaterede efter 10 minutter, at jeg i hvert fald laver kaffe på "by måden". Dvs. friskmalede bønner, stempelkaffe og pisket mælk. Hvor "landsbymåden", forklarede hun, er kaffemaskine og termokande. Nåå.

Hun er journalist og nærmest interviewede mig om mine værdier. Hvordan jeg lader op. Hvad jeg suger næring af. Hvordan jeg finder åndehuller i mit liv som (fuldtids) enlig mor. Hvad der får mig til at hvile sådan i mig selv (!). Hvordan jeg kompenserer for alt det, jeg ikke får her. Underforstået af kultur, puls, trends, impulser.

Mit svar var det her

Det er der, jeg går tur om aftenen.

Og det her billede er taget ud af vinduet i stuen en tidlig morgen, hvor rådyrene mæskede sig i grønne knopper.

Jeg satte ord på, så godt jeg formåede. Gik en tur og viste hende min skov. Mit sted. Fortalte om de andre originaler, der bor her i skoven. Hvor man bla. drikker whisky og hører Lyle Lowett til langt ud på natten. Og går helt tryg hjem gennem mørket under den lysende stjernehimmel.

Og hun så mine og sine børn lege derude. Hun holdt vejret, mens hendes forsigtige drenge forcerede skrænter og vandløb. Forsvandt bag klynger af træer og hvinede af fryd. Begejstredes over at de to store drenge hjalp den mindste og passede på ham. Undredes over hvor lidt legetøj Troldebarnet har (!!). Og langsomt holdt hun helt op med at spørge.

Da hun tog afsted sagde hun: "Det her er den største øjenåbner, jeg nogensinde har fået. At se dit liv, jeres liv her. Jeg troede, at mine børn ville være meget mere stimulerede og vidende end dine (ærlig snak!). Men det eneste, de ved noget om, er tegneseriefigurer. Nu har jeg set dine børns motorik, deres omsorg overfor andre, deres tilgang til naturen, deres viden om deres verden. Jeg skal hjem og tænke mig om".

Godt nok stort.

Og det var også en øjenåbner for mig. For jeg blev lige mindet om mit eget liv. Mine valg. Den storhed og overflod af natur, der omgiver mig. Og jeg blev bevidst om, at jeg ikke mangler noget. Ikke savner noget (materielt). At jeg er havnet lige midt i det rigeste Rige. Og for det siger jeg Tak.

mønsterbryder

HA. Jeg brød lige et mønster i fredags. Og nu tør jeg fortælle det, for det holdt!

Kl. 16.45 fredag eftermiddag tog jeg en løbetur i stedet for at sætte mig med en kop kaffe!!
Lille tur - men alligevel. OG ... jeg løb en lidt længere tur lørdag (sprang over søndag, men var til gengæld ude at ride i to timer), lille tur mandag og lang tur i dag, onsdag. SÅ for Søren!

Ikke at jeg pludselig har noget imod kaffe, men via Flo's Diner kom jeg forbi den her hjemmeside, og selvom det mest var min aversion (gamle skeptiker), der drev mig videre, så må jeg jo indrømme, at det skubbede til noget...

I mange år har jeg brugt min krop hver eneste dag og været meget fysisk aktiv. Og den opfattelse har jeg stadig af mig selv. Hvis jeg skal svare på, hvor meget jeg rører mig i løbet af en dag, siger jeg helt reflektorisk: "et par timer". L-Ø-G-N!!

Når jeg fortæller, at jeg bor i en skov, siger min mund automatisk: "og så er det dejligt, at man bare lige kan løbe en tur". Det fik mig for nylig til at sige til min nabo: "Jeg går og tror om mig selv, at jeg er løber. Men jeg løber ikke!". (Hvilket fik ham i løbeskoene - sådan havde han det også)

Nå men nu løber jeg så! Igen. Og er allerede hooked. (Profiterer heldigvis af en årelang superform!)

Og det er ikke for at blive kernesund. Og jeg er heller ikke spor tyk. Og jeg elsker stadig kaffe.

Det er bare fordi - jeg er jo sådan én, der løber!

I et nyt lys

Jeg har det ikke så godt med feel-good blogs, hvor det hele emmer af friskbagte boller og bonderose idyl. Alligevel er jeg vist godt i gang med selv at skabe sådan en! Men det får være i dag. For nu kommer der et feel-good indlæg. Så er du advaret.

I december var jeg til en julefrokost og mødte en kvinde. Hun kom og satte sig overfor mig, og inden der var gået to snapse, havde vi talt os ind til hinanden, og jeg havde fortalt hende ting, som jeg ellers ville synes var alt for private i den sammenhæng. "Jeg vidste bare, jeg skulle tale med dig" sagde hun, da vi skiltes.

Siden har jeg set hende med en frekvens, der nærmer sig det imponerende, i betragtning af hvor lidt tid jeg synes, jeg har til veninder. Hun er skøn, og vi glædes begge ved det spirende venskab.

Desuden er hun fotograf, og kom den anden dag for at tage billeder. Mine forældre har snart fødselsdag og ønsker sig billeder af børnebørnene. Jeg forestillede mig derfor noget opstillet arrangement i sofaen og knips-knips, så var den i vinkel!

Men nej. Hun tog 280 billeder. Tohundredeogfirs. Godt nok mange! Vi redigerede dem i går. Legede med lys, tilskæringer og vinkler. Og jeg forstod, hvad hun mente, da hun sagde, at hun skulle have god tid til at skabe det rum, hvor virkelig gode billeder bliver skabt.

Jeg glæder mig vildt til at give mine forældre de billeder. De er fantastiske!! Jeg har tænkt et helt døgn over, om jeg skulle dele et par stykker med jer. Men jeg tør ikke. Endnu. (Ingen ved jo, hvem, der læser med her). SÅ.

Hun tog også billeder af mig. Selvom jeg haaader det. Mine tæer kørte rundt i skoene, allerede da hun trak kameraet op af tasken. Det er ikke krukkeri, på ære. Jeg kan ikke fordrage det. Men hun fik mig alligevel til det. Hun legede sig til det, og jeg overgav mig. Til hende og til kameraet.

Og for første gang nogensinde så jeg billeder af mig selv i går, som ... jeg kunne lide. Jeg kunne lide dem, fordi de viser den, jeg selv ser, når jeg ser mig i spejlet. Og ikke hende med de røde øjne og uklædelige dobbelthager, der normalt giver sig ud for at være mig. (Men sådan ser du jo ud...nå tak)

Men det allerbedste ved billederne var, at jeg kunne se, at den var kommet igen. Gnisten. Jeg fik øje på dét i mine øjne, som min mor kalder gnisten. Den, der forsvandt, da jeg nær havde mistet mig selv i et tidligere liv. Den er der. Og den rører mig. Jeg så pludselig mig selv i et helt nyt lys.

Derfor får de også et billede af mig på deres fødselsdag. For det er nok den største gave, jeg kan give dem. At jeg gnistrer igen.

(Og hvad var nu det, der var i min indbakke? Hun har spammet mig med billeder. Af én, hun mener jeg skal møde...ahh, hva...nu tror jeg vist lige vi holder!)