Mellem gryder og pander i IKEA...

...stod han.

Skanderborg for 20 år siden. En meget ung Hulemor på vej sydover mod pisterne i Val Thorens. Ind i bussen træder en høj, flot mand, og jeg husker bare, jeg tænkte: "Ham vil jeg have".

Vi sad ved siden af hinanden hjem. Mødtes af og til. Festede. Dansede. Grinte. Og det, der fulgte med.

Altid vidste vi, at det "bare" var det. Vi var ikke kærester og skulle ikke være det. Han var alt for gammel. Eller var det mig, der var alt for ung? I hvert fald født godt 20 år senere end ham. Det var sjov og ballade.

Mange er de kommentarer, jeg har fået siden, om den slags kærlighed. Eller nå nej, tssskk, den slags har intet med kærlighed at gøre. Sagde de. Mest kærester, der fulgte siden hen. Alle som én kunne fortælle, hvordan det måtte være udnyttelse og fy for den slags. For mange år siden holdt jeg op med at fortælle om ham. Men heldigvis har jeg af og til mødt ham. Og set i hans øjne, at han har et blødt punkt for mig, lige som jeg har for ham.

Og der er ikke noget med "tænk nu hvis ... eller ... bare vi havde...". Det var dengang. Han blev gift og fik børn. Det samme blev jeg mange år senere. Det var som det skulle være. Vores veje har krydset hinanden, og hver gang vi har set hinanden, har det været med det dér i øjnene og en lang og god snak.

Også i dag, mellem gryder og pander i IKEA. Han er over 60 nu, men jeg ser kun de øjne, jeg altid har set. Og dét udenom holder sig godt. Vi er sgu blevet grå i toppen begge to, men det er den bløde plet lige glad med. "Har du fundet en mand?" spurgte han. "Ja, en rigtig god en" sagde jeg. "Som du bor sammen med?"..."nej" grinte jeg, "jeg har min egen matrikel". "Jeg har mine egne får" grinte han tilbage. Og aede mig på ryggen. Sådan som han altid har gjort.

De kan sgu sige hvad de vil. Der er ingen flammer i mit liv, ingen energi på ekskærester eller uforløste ungdomsflirter. Der er kun smeden. Men ét lille blødt punkt har jeg for en mand, der var for gammel, da jeg var for ung. Og sangen handler om det, det var for mig.

Det ville da også have undret mig...

...hvis han havde ændret sig.

Når man får brev fra Statsforvaltningen om et møde, så er det ret meget skåret ud i pap, at der helst ikke ændres på mødetiden. Taget i betragtning at der altid er mindst to (mod)parter indkaldt, plus fx advokater og bisiddere, synes jeg, det er helt rimeligt. Det er jo heller ikke decideret svært at forestille sig situationer, hvor den ene part har interesse i at trække tiden ud eller på anden måde genere den anden.

Af samme grund har jeg været i meget tæt kontakt med min chef om det møde, jeg nu er indkaldt til. Jeg har nemlig meget svært ved at få fri med så kort varsel. Men nu står der altså i brevet, at der faktisk skal omstændigheder på niveau med hospitalsindlæggelse til, før de ændrer et mødetidspunkt.

Da jeg i første omgang bad om fri, fandt jeg ud af at dato og ugedag i mødebrevet ikke passede sammen. Derfor måtte jeg i Statsforvaltningens telefonkø som nummer 28 for at få svar på, om jeg skulle møde på den nævnte ugedag - eller på den nævnte dato. En venlig info-dame, som jeg langt om længe kom igennem til kunne ... ikke give mig svaret. Men hun kunne bede sagsbehandleren kontakte mig, hvilket han hurtigt gjorde. Og det endte med, at min chef selv - in persona - ville dække min pind den dag.

Nu har jeg så fået brev igen. Fordi min eksmand har bedt om at få ændret sit møde. I Statsforvaltningen vil de nemlig gerne have dét møde afviklet først. Hvilket er helt i orden med mig. Og min helt, totalt-i-orden-chef har noteret sig en ny dato, hvor hun skal passe biksen. Så det er egentlig ikke fordi, det er et problem.

Jeg ved ikke...

Jeg synes måske bare ...

Når man skriver et vredladent brev til nogen, som man beskylder for både magtmisbrug og grove krænkelser ...

Fordi man egentlig gerne vil have deres hjælp ...

Og de så godt gider afsætte tid til et møde med én ...

Men beder én respektere, at mødetider kun ændres "når det er afgørende nødvendigt, f.eks. på grund af hospitalsindlæggelse"...

Fordi der ellers bliver alt for lang sagsbehandlingstid ...

Til noget, man selv har bedt om ...

Så er det bare, jeg tænker: "Nåe ja. Det ville da også have undret mig, hvis han havde ændret sig". For der er ingen i hele verden, der skal fortælle ham, hvornår han skal møde op til hvad. Uagtet, at mødet er efter hans ønske.

Det.skal.han.nok.SELV.bestemme.

I morgenradioen...

Hørte jeg den her. Og den skal deles, for den er sprød og skøn (og skal spilles højt!!)