En uge med nedpakning, junk-food og sodavanner en masse, dårlig hygiejne (Ejj hvor er kassen med underbukser - nå, du må have de samme på en dag mere..!), flytning og for lidt timer i døgnet - til gengæld uden internet, overskud og nattesøvn!
Vi er rykket ind i Damehuset! Egentlig burde bloggen ændre navn - men det gør den altså ikke, for det giver bare bøvl. Hvis jeg som så mange andre pludselig gør det seriøst med wordpress (vi har flirtet lidt) kan jeg jo overveje nyt navn...
Flytningen gik over al forventning. Åh hvor kender jeg mange søde mennesker - og effektive altså. Jeg er godt nok lyshåret, men egentlig synes jeg, jeg kan mange ting selv! Jeg er bare så utrolig dårlig til processer, meget bedre til resultater... Derfor kan jeg godt gå i selvsving over fx at få flyttet en seng. For - skal den nu skilles ad? Eller det nok at vende den, for at få den igennem døren. Og hvordan skal den i så fald vende? Og er den egentlig ikke for tung, hvis den ikke bliver skilt ad? Så er det, at det ikke altid bliver til noget.
Men med de flyttemænd, jeg havde dér (i smeden, min venindes bror og min egen) der blev det saftsusemig til noget. Fx var sofaen for bred til at komme op ad trappen i Damehuset. Så var det bare sådan dér:
- flyt spisebordet
- bak med lastbilen
- op med liften
- ud med vinduet
- ind med sofaen
- "Æhh, men jeg tror alligevel slet ikke, jeg vil have den herinde...."
- ud med sofaen
- i med vinduet
- ned med liften
- væk med lastbilen
- på plads med spisebordet
Øj. Kan I se det? Ikke meget proces over dét! Bare i gang. Skylder dem en seriøs omgang øl og bøffer. Tror endda lidt de hyggede sig med det...
Imens pakkede nogle fantastiske damer mine køkkenting ud, lavede kaffe, købte kager og lavede hyggestemning (Nogen kan ret meget mere end at se godt ud...)
Så nu er møblerne næsten på plads, kasserne tømmes efterhånden, og det er fedt at have en kælder, hvor de kan stå og rode uden at give kontrolla her røde knopper.
Opvaskemaskine? Nej, det er der ikke i Damehuset. Endnu. Men jeg har fået en, ovenikøbet en Miele. Som så er for høj til at gå ind under køkkenbordet. Så er det alvorligt praktisk med en meget løsningsorienteret smed. "Så må vi flytte det her skab og hæve den her hylde...blablabla...ned i kælderen og se på rør (!), jow jow, vi trækker et rør her...og her er der strøm, perfekt. Så slap du alligevel for at vaske op i hånden Mutter". Meget praktisk mand.
Nu er der bare malerarbejde i hulen tilbage, åhh at bruge sine opsparede fridage og den sidste rest energi på at male et hus, man aldrig mere skal bo i. Men det skal man bare. Og det bliver faktisk også pænt. Og om lidt er det sommerferie og tid til at male og nuse den gamle dame.
Og ved I hvad? det er det hele værd, for vi elsker alle tre vores nye hjem.
Jeg elsker at det er lunt og lyst og mit. Elverpigen elsker, at hun kan sove tre kvarter længere om morgenen og selv cykle i skole. Med egen nøgle. Troldebarnet elsker at have et værelse, hvor der kun er én dør og ingen edderkopper. Sådan har kærlighed så mange udtryk...
(Ps. Hvad sker der lige med den tekst her og en masse hopsa..? Bær venligst over)