Hjemmearbejdsdag

Det er dejligt at have hjemmearbejdsdag. Især når man kan fordele opgaverne. Hulemor arbejder, Sigurd klarer afslapningen.

Efter vores ferie har jeg taget beslutning om at begrænse online tiden herhjemme så meget som overhovedet muligt. Mails, notifikationer, facebook og lyd er slået fra på telefonen. Computeren er kun tændt i det tidsrum, jeg bestemmer mig for - og kun til at få klaret de ting, der er nødvendige. Mails bliver tjekket én gang dagligt, for jeg er ikke så VIP, at jeg får livsvigtige mails flere gange om dagen...

Det er lidt grænseoverskridende (næsten angstprovokerende), men svært rart alligevel... Til gengæld fandt jeg på ferien ud af, at jeg savnede bloggen. Savnede at skrive, savnede at dokumentere vores liv og hverdag. Jeg har SÅ meget glæde af at læse tilbage, og huske begivenheder, glæder og sorger, som fortaber sig  med tiden. Så derfor prøver jeg fremover at få prioriteret tid til det, i stedet for nyttesløs og ligegyldig surfing.

Hvordan håndterer du balancen mellem online-liv og virkeligheden?

Påskeliv

(Glemte at tage et billede, det er derfor lånt her)

Øj mand, der er blevet nydt liv her. Og is. Og friske rødspætter. Og kold hvidvin. Og længe-sovning. Og sol. Og iskoldt vesterhav om tæerne. Vi har fået brune kinder og arme, gået ture og spillet uno. Og Sorteper og ludo. Og lagt kabaler. Og fortalt gysere. Og hoppet i sjippetov. Og Elverpigen har læst højt for Troldebarnet ved sengetid. Intet TV, ingen computere, ingen spillerier af den elektroniske slags. Og salighed at have kreative, legesyge børn. Der er raske.

Morfars sommerhus er godt nok lidt tomt uden mormor, øv. Men lige netop sommerhuset er alligevel et af de steder, hvor hun stadig er, så det gik. Lige netop dér, ved vi jo nøjagtig, hvad hun ville have gjort...hvordan hun ville have siddet med sin kaffekop, hvordan hun ville være gået langs stranden - altid vestpå. Hvordan hun ville have nydt solen på terrassen for enden af huset, og sagt: "hvor er vi priviligerede, at vi har det her sted. Vi skal huske at nyde det lige nu, måske er vi væk i morgen".

Nu er hun væk. men vi er her. Og hun er med. Det er vist sådan, det skal være.

Nå men flytter I så sammen?

Svaret er nej. Nej, vi flytter ikke sammen.

Okay, så det er altså ikke sådan helt seriøst?
Okay, så jeres børn kan måske ikke enes?
Okay, så I tør ikke tage det endelige skridt endnu?
Okay, så I er ikke helt færdige med fortiden?
Okay, jamen hvornår så?

Åbenbart ikke sådan helt reglementeret først at melde ud, at man har en helt rigtig kæreste - og så købe et hus bagefter. Sit eget hus. Giver rimelig meget forvirring i øjnene og nogle 'sjove' gætterier. Der må jo være en grund til, at vi ikke flytter sammen. For det gør man. (Skynd jer så at flytte sammen, så vi kan få jer ind i en par-kasse?)

Lad mig slå helt fast: Det er helt seriøst. Efter hver sin smertefulde skilsmisse er det helt og aldeles komplet overvejet, vendt og drejet og seriøst, at det hér, det er det. Hverken mere eller mindre. Vores børn trives fint sammen, de synes, det er lidt sjovt (og pinligt) at vi er kærester, men hans kan lide mig - og mine ham. En fortid som den, vi hver især har, lader sig ikke sådan lige gøre færdig, men de følelser, vi har for hinanden i nutiden, er med til at hele.

Det endelige skridt for os, er at vi vil hinanden. At vi når ind til hinanden. At vi respekterer hinanden. Og at vi bliver hos hinanden. Selvom der ikke gives garantier, er det løfte dybfølt denne gang, for os begge. Det valg har ikke noget med en adresse at gøre.

En gammel klassekammerat sagde for et par år siden til mig, at der skulle en mand med et stort ego til at håndtere sådan en som mig, der både skifter dæk i en håndevending og sætter hylder og skabe op med større nøjagtighed end nogen mand.

Smeden har dét ego. Men det er ikke større, end at han aldrig sætter det over mig. Han bliver bare ikke bange. Han bliver ikke hys, han går ikke i forsvar, han forsvinder ikke. Jeg kan ikke flytte ham. Hvis jeg hidser mig op, siger han "rooolig nu". Hvis jeg afleverer en meget lang analyse af ham og giver den som dramaqueen, siger han højst "Det var da satans alt det, du ved om det. Uden at spørge. Men det er nu ikke rigtigt, det du siger". Og hvis jeg insisterer på at diskutere en ting, der er meget vigtig nu og her, siger han "Hvis du laver te tirsdag aften, kommer jeg. Så kan vi snakke om det dér". Meget praktisk mand for en flegmatisk og dramatisk drømmer som mig..

Men uanset hvad, så har jeg to dyrebareste i mit liv. Og det samme har smeden. Vi har vores hjem, de har deres. Børnene er ikke blevet spurgt, om de synes, det er en god ide, at vi er kærester. Og det skal de heller ikke spørges om. Men vi skal heller ikke vælge for dem, at de skal være semi-søskende og fungere i en ny storfamilie. Så derfor har vi valgt, at vi fortsat beholder hver sin hjemlige base, og laver storfamilie for en fredag/en weekend/en ferie, en gang imellem.

Jeg har mine lån, han har sine. Jeg er skidegod til at bage rugbrød og han kan bakke med en trailer. Sådan er vi så gode til at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe hinanden! Det bedste af to verdener.

Synes vi.

So long sailor

Der er vasket, foldet, pakket, bagt, stegt, kogt, frosset, smurt, købt, regnet, proppet og gjort ved. Og svejset bil. Igen (don't even ask). Jeg er klar.

De næste 10 døgn bliver helliget børn, kæreste og ski. For fannen jeg glæder mig. Allerede et år siden sidst. Ferie, jeg trænger til dig....

(Og nej. Jeg er ikke rask. Men det bliver jeg vel...)

Liv, død og sushi

Al for lidt tid - men alt for mange timer...

Sådan føles det at være i det vakuum, min mor er i nu. Der er al for lidt tid til det, der virkelig skulle gøres. Det liv, der skulle have været levet. Og alt for mange timer til at sidde og være bange og ked af det, inden det slutter.

Vi græd meget denne gang. "Jeg er bange" sagde hun. "Hvad er du allermest bange for?" "Smerterne. Hvor lang tid, det tager. Hvornår det bliver. Jeg ville jo så gerne have set børnebørnene vokse op. Det kommer jeg ikke til".

Det var pinefuldt og alt for sandt. Men det var også en lettelse. Min far sagde det højt, da vi var alene. "Nu fik vi taget hul på det. Den. Døden. Godt du kom".

Men vi fik også talt om mange andre ting. Deres liv. Vores liv. Min nye kærlighed ("Det er lidt nemmere for mig nu, hvor du har en til at passe på dig"). Børnenes liv. Valgkamp. Værdier. Venskaber. Hverdage. Mad. "Har du nogensinde smagt sushi?", spurgte hun. Hun har nemlig ikke.

Jeg havde aftensmad med. Og tænk, hvor glade de blev for det. Hvor meget energi, det gav.

På vejen hjem tænkte jeg over, hvor forunderligt det er med den død. Alle skal jo dø. Dig, mig, dem, os...alle. Og alligevel har vi ingen kultur omkring det. Vi ved ikke, hvad vi skal stille op. Vi tør ikke se på den. Vi tør ikke se på hende. Vi er bange for at se os selv i dét spejl. Hvorfor kommer naboer og venner ikke med kurve med mad og sætter sig ned en stund? Fortæller en historie, dyrker et minde, tuder en smule og giver et kram?

Inden jeg kørte derop læste jeg bogen 'Når vi skal dø'.

Bogen er skrevet af en fysioterapeut, Mikaela Lindner Gudkov, der arbejder med uhelbredeligt syge og døende mennesker. I bogen er der otte personlige fortællinger om at leve med uhelbredelig kræft. Den er helt utrolig fin og rørende og samtidig meget usentimental. Hvis du er tæt på et menneske, der skal dø, så læs den. (Ellers husk den til en anden gang. Ingen undgår at være naboen på et eller andet tidspunkt)

I morgen kører vi derop alle tre. Vi skal hygge og være sammen. Min bror, hans kone og de to små fætre kommer også. Det skal leves, det liv, der er endnu. Og jeg har mad med igen. Sushi.