Sommeren er gået, tasken er pakket og afgørelsen faldet

Uha uha. Længe siden, alt for længe. Jeg havde travlt med at holde sommer og ferie. Toget gik til færgen, færgen gik til Bornholm og solen skinnede. S.K.I.N.N.E.D.E. Tak til jer, der også var på Bornholm og tog det gode vejr med. Åhh som jeg trængte. Til morgenmad på terrassen, dage i shorts og bikini, is og Svaneke øl, strand og natur. Bedste venner, sild, islandske heste, koncerter, grill og skybrud. Tror vi fik det hele med på en enkelt uge.

Derefter dejlige dage med børn, smed og badeland. Holder max at have ferie sammen. For ikke at sige sove sammen. En hel uge i træk. Det trængte jeg også til...Afsluttede ferien med Skanderborg Festival og en gedigen monsterbrandert. Trængte jeg faktisk ikke til.

Så kom hverdagen igen. Egentlig tiltrængt at få genindført regelmæssige måltider, grøntsager og sengetider. Og blogs. Jeg har været totalt koblet af og mon ikke, det har været sundt nok? Nu har jeg læst og læst hos resten af blogland og er nogenlunde opdateret. Og opgraderet med smartphone, spotify, tdcplay og hele molevitten. Og blogger på mobilen. Med 30 blogindlæg i hovedet, der aldrig blev til noget. Det går nok...

I dag har jeg læst lektier og pakket skoletaske. Ja. I morgen starter mit nye liv som skoleelev, godt nok på videreuddannelse, men alligevel. Føles meget spændende og manner, jeg glæder mig. Jeg er sulten efter noget nyt og føler mig meget voksen og etableret, fordi jeg har tjenestefri og får det hele betalt! Glæder mig til det, det fører til og glæder mig især over, at jeg er på en arbejdsplads, hvor ledelsen tror på, at det jeg brænder allermest for, vil jeg blive allerbedst til. Alle skulle have sådan en chef.

Nå ja, og så kom afgørelsen. Længe ventet med angst og bæven, mareridt og mavepine.

Vi har bestemt, at der ikke bliver fastsat samvær, idet vi ikke finder, at samvær vil være til gavn for børnene.

Umiddelbart en kæmpe lettelse og forventning om, at der så er ro på endnu. Men samtidig...en lammende følelse af, at jeg bliver fastholdt i en situation og nogle livsvilkår, som jeg er fuldstændig afsindigt træt af. Ikke at have en adresse. Ikke at have mit eget telefonnummer. Ikke at have et sygesikringskort. Små ting, ja. Men for helvede. Jeg bliver så træt nogle gange.

I morgen skal jeg møde 20 nye mennesker og igen forklare, at nej, det er ikke en fejl, at jeg ikke figurerer med billede og adresse, og nej, mit telefonnummer skal ikke på klasselisten. Vær venlig ikke at omtale mig eller lægge sjove studiebilleder på sociale medier og husk ikke at nævne mig i dokumenter, I offentliggør. T.R.Æ.T siger jeg jer. Men okay, alternativet er værre, så jeg tager en runde til i den hemmelige mølle.

Nu er det strengt taget sengetid for en Hulemor, så jeg vil bare sige godnat - og forresten, tak for alle jeres kommentarer, som jeg aldrig får vendt tilbage på. Det er skønt at være tilbage i Hulen og sammen med jer igen. Sov godt.

Ferie i hænderne

Overskriften lød først "ferie i hovedet", men det er slet ikke rigtigt. Det, der er i hovedet, når bare slet ikke ud til hænderne, så det kan blive skrevet. I kender helt sikkert det der med at tænke i blogindlæg...nøøj hvor har jeg mange indlæg kørende i hovedet i løbet af en dag - og alligevel ender det med, at de aldrig kommer videre.

Den anden dag var jeg i gang med en længere redegørelse om, hvorfor jeg ikke får blogget. Af hensyn til mine læsere, ha ha, ikke fordi jeg har så mange, men jeg kan se, at der (heldigvis) er en del, der kigger ind for at se med i Hulen - nu Damehuset. Og det er jeg rigtig glad for!

Så er vi lidt tilbage til den gamle diskussion om, hvem man skriver for - sig selv eller læserne? Jeg havde en indre dialog i gang, om jeg nu kunne skrive dit eller dat, og i så fald med hvilken vinkel på emnet og ... hold nu op. Jeg skriver jo for mig! Ikke? Og er glad for at I gider læse med. Når jeg læser tilbage i mine indlæg, er bloggen en formidabel dagbog, og de bedste indlæg (for mig) er dem, hvor jeg har skrevet lige ud af hjertet. Hvor det er mine tanker, som de er vigtige for mig, jeg har nedfældet, og ikke om jeg synes de er specielt læseværdige.

Derfor kommer der nu en laaang smøre fra det virkelige liv i Damehuset.

Der er nemlig ved at være indtruffet en dejlig afslappet atmosfære, uden tvivl i sammenhæng med netop påbegyndt sommerferie, aaah. Jeg er først lige kommet mig over den sindssyge uge, hvor jeg malede og gjorde rent i Hulen. For fanden da, hvor var det bare HÅRDT. Føj, jeg gør det aldrig igen! Men jeg havde 18.000 gode grunde til at være omhyggelig, og heldigvis var udlejer lige så glad for resultatet, som jeg havde håbet. Så det lønnede sig så at sige..

Men i dagene efter, havde jeg faktisk fornemmelsen af, at jeg lænede mig op ad det, der kaldes stress. Sådan i ordets egentlige forstand. Den, der kan sende folk til tælling, hvis de ikke kan træde ud af omstændighederne. Jeg kunne fx stå på parkeringspladsen udenfor Brugsen og bare slet ikke overskue at gå derind. Alle de mennesker. Al den mad. Og hvad skulle jeg købe derinde? Fik hjertebanken og susen for ørerne og måtte køre hjem.

Børnene blev spist af med færdigmad i mange afskygninger, og uanset hvad de spurgte om, snerrede jeg "jeg orker ikke at svare på mere". Puuh, det var slemt. Men heldigvis vidste jeg, at jeg bare måtte trække mig fra kravene (især mine egne) og slappe af. Fuldstændig. Og trække vejret dybt og længe. Så det gik. Men jeg forstår godt, at man kan komme derud, hvor man knækker, hvis man ikke kan trække stikket.

Af samme grund står alle de ikke udpakkede flyttekasser stadig i kælderen og råber tavst på en indsats. Men pyt - jeg er bare så lykkelig over, at min matrikel ligger langt væk fra København og skybrudskatastrofer! Min kælder har været knastør hele vejen igennem og hurra for det. Jeg kan levende forestille mig mareridtet med en meters kloakvand op omkring alle kasserne. Eller måske kan jeg slet ikke forestille mig, hvor slemt, det er...

Nå, men det var det med den afslappede atmosfære. Nu er der endelig ro. Ferie. Tid. Damehuset tager form og bliver rigtig hyggeligt. For første gang i mit liv hygger jeg mig med at lave små hyggehjørner og er rent faktisk nysgerrig efter at se, hvordan andre indretter sig. Har sågar læst indretningsblogs (!). Der er da lang vej endnu, for jeg har ideer - og det er dejligt, når man ellers har været sådan en interiør ignorant hidtil..

Og jeg skal nok finde nogle billeder, men desværre har jeg kun kamera i min mobil, og det yder slet ikke motivet retfærdighed. Det er svært at indfange den rar-hed, der er i det her hus - det kommer bare til at se rodet ud, hvis jeg skal have det hele med.

Jeg savner kun en ting - at min mor kunne se mig nu. Med eget hus, ha ha, men mest fordi jeg har det så godt. Det var det, hun sådan ønskede for mig. Jeg har tudet meget over, at hun ikke er med i det her. Og en dag gik det helt ind i hjertekulen og jeg tryglede hende om at komme forbi mig, hvis hun på nogen måde kan, der hvor hun er nu. Og så skete der .. ingenting. Men næste morgen var hun der, og det behøver vi ikke snakke mere om. Men hun kom.

Så nu er alt godt. Børnene er glade og sunde. Verdens bedste smed er den bedste. Min far har det nogenlunde. Landsbyhospitalet overlever endnu et budgetår. Der er penge på kontoen og Damehuset er verdens nye navle. Jeg er glad.

Så er det, jeg bliver bange. Mærker skrøbeligheden i alt. Bange for at det gode stopper igen. Bange for at livet stopper. Læser om ulykker og sygdom, jævnaldrende, der aldrig kommer til at opleve livet udfolde sig for alvor. Bare bange.

Jeg kender godt den bangehed. Det er ikke angst. Bare en ydmyghed over, at alt flasker sig, og kan man nu tage imod det? Jeg prøver at læne mig i taknemmeligheden og nyde det nu. NU.

26 minutter efter midnat. Årets sidste dag er begyndt.

Jeg skal tidligt op og passe mit arbejde i morgen og burde ret beset ligge i min seng.

I stedet drikker jeg rødvin og skriver et blogindlæg. Et vigtigt ét.

Jeg er bange for 2011. Selvsagt fordi jeg har en - begrundet - frygt for at miste. Heldigvis har tre fridage med børn, nærvær og eftertænksomhed bragt en form for ro i mit sind. Jeg vender stadig de vigtige tanker og ord, jeg har fået ved at blogge, læse og dele. Det er godt.

Jeg startede dagen (egentlig i går, nu) hos tandlægen med en knækket kindtand. Hele bagsiden havde givet efter for en revne i en gammel fyldning og var faldet af. Øv. Jeg er ikke bange for tandlægen eller det, hun gør ved mine tænder. Men jeg var lidt ængstelig for regningen - det var lige den, der kunne få budgettet til at vælte...

Det tog en halv time at få den nye tand bygget op. Hvor er den pæn! Og glat. Ude ved skranken sagde sekretæren, da jeg ventede på regningen: "Der kommer vist ikke noget til dig. Hun har skrevet Uden Beregning". Jamen...hvorfor?? Måske var hun i godt humør? Jeg blev det i hvert fald.

Senere var Troldebarnet og jeg på julegave-bytte-tur. Og i mange butikker for at ose. Og i kæmpe supermarked for at handle til Nytårsaften. Det kunne nemt have udfordret hans temperament, men det var kun hyggeligt. Han tog det hele med oprejst pande og havde endda overskud til at sige tak til gamle damer, der flyttede sig for os. Nåårrrhhh. "Hvor er du en høflig og sød dreng. Det er sandelig sjældent, man oplever det". (De blev han rosa i kinderne af). Han fik lov at vælge en fransk hotdog og cola til frokost. "Mor, jeg synes, det har været vildt hyggeligt at være i byen med dig i dag". (Det blev jeg varm i hjertet af)

Begge børn tog i byen med dyner til aften. De gider da ikke tidligt op i morgen! En af mine dejlige veninder var her, og vi hujede af grin over, hvor meget vi får stillet os an overfor andre. Mig, fx. Jeg skal holde Nytår med "nye" mennesker, og selvom jeg mentalt har ligget brak i tre dage og skal arbejde i morgen, var jeg da i gang med langtidsbagte tomater, hjemmelavet oliventapenade og peberrodscreme. Og fyldte dadler med marcipan og alle salater forberedt (ja, for der skal da flere salater til, når det nu er det, jeg er blevet bedt om at stå for...).

Og så ringede han, ham, der var en næsten kæreste. Ham med den langstrakte forelskelse på vågeblus. Han er sprunget ud. Har fortalt sine venner og familie om mig. Også sine børn. Nu må vi. Jeg har savnet at vise det frem, at glædes offentligt, at stå ved kærligheden. Nu må jeg. Det giver stort mod og glæde, trods alt, til det nye år.

2011 - kom an. I'm ready for you.

Når mor gør det, man ikke må!

Oh hvilken salig fryd at se glæde og vantro i deres øjne, da jeg fnisende betroede dem, at en af mine fridage i december skal bruges på en vaskeægte ... pjækkedag!

Hvor vi skal sove længe, daffe rundt i nattøj, spille Wii, æde pandekager, drive og dase - MENS de andre er i skole og på arbejde.

Troldebarnet måtte godt nok lige vende den med klasselæreren - om det går an at ens mor får sådan nogle skøre og ulovlige ideer. Hun sagde heldigvis Hurra og ikke fy!

Nu går vi og glæder os til en rigtig uartig dag...

Jeg har helt glemt at sige..

...tusind tak for alle de kommentarer og mails, I sender. Det er vidunderligt at få respons og varme tanker fra mennesker, jeg dybest set ikke kender. Selvom jeg deler mere med jer, end med mange andre af dem, jeg egentlig kender...

Når jeg selv lægger kommentarer hos andre, synes jeg, det er dejligt, når bloggeren responderer på kommentaren. Giver et lille pip tilbage. Det er selvfølgelig ikke altid, et indlæg lægger op til det, men ofte vender jeg tilbage til et kommentarspor for at se, om der "sker" mere.

Desværre får jeg ikke ret tit kommenteret på jeres kommentarer og hilsner, så derfor TAK. Alle bliver læst med stor glæde og læst mange gange. Også på gamle indlæg, hvor jeg af og til kan tænke "hold da op - har jeg skrevet det dér?". Det er da fantastisk at kunne bladre tilbage i sine egne sindsstemninger og tanker!

Det var bare det, jeg ville sige. Tak, ikke? Hej..

Dullegrej, damesnak og deller...

Nu da børnene var sendt på lejr, på hyggeligste vis *hm hm*, var der dømt Hulemor-tid for fuld skrue, indtil de kære skulle hentes søndag morgen. Det vil sige en H.E.L. lørdag kun til mig. Mig mig mig. Vel at mærke uden at have tigget mig til det, uden at have lukreret på andres nåde - men fordi børnene selv skulle noget. Så var det nemlig meget mere legalt at nyde deres fravær i fulde drag. Hvilket jeg gjorde!

Jeg har jo før skrevet om mit drug - dullegrejet. Så lørdag morgen var viet til ansigtsmasker, fodpleje, uhm uhm uhm, tal om egenomsorg. Det var ikke så meget fordi jeg skulle se godt ud, eller være lækker for nogen...men jeg skulle mødes med en lidelsesfælle, så jeg kunne lige så godt komme i stemning fra morgenstunden...

Jeg får et kick af alt, hvad der handler om hudpleje (Fuldstændig tossi, som min far siger). Især Clarins. Især nye ting. Og flere af mine veninder styrter da også på badeværelset, så snart de er indenfor døren, for at se, hvad jeg nu har købt. Tøj, tasker, sko - forget about it. Ikke her i huset. Og veninderne skal jo ligesom sige, at jeg er godt tossi at bruge flere hundrede kroner på det. Tit. Og det er jeg så. (Men til gengæld er mine gummistøvler fra Netto, og det er deres ikke!!)

Men nu har jeg fundet én, der er ligesom mig! Der også synes, det er vigtigt, hvad man putter i hovedet. Og som gider høre på- og forklare, for hun har nemlig også forstand på det! Jeg siger jer, et kontor, den dame har!! Fyldt til randen af lækkerier. Og hun deler ud...lige her. (Bor du i omegnen af Århus, kan du stadig nå forbi Magasin og hente en lækker læbesag fra Kiehl's). Nå, men fuldstændig fantastisk morgen med lækker kaffe, lækre sager og lækre damer. Os. Og masser af snak på den gode måde, hvor tusind vinkler på alting stod i kø for at komme ud af munden, fordi der var genklang. Eller samklang. I hvert fald klang!

Næste dame var en veninde, som jeg kan vende de viiiirkelig dybe ting med. Totalt dogme-damer, uden filter. Lang tur i skoven, natur, kærlighed, spiritualitet, liv og død, børn, mænd, moderskab, kvinder, særheder (mest vores egne), sorger, glæder, bekymringer, taknemmelighed og meget mere, blev vendt. Endevendt! Så godt for sjælen.

Lørdag aften blev der plejet deller i sofaen under et tæppe, med god mad, et bjerg af dessert, en hund i fodenden, masser af stearinlys og en fremragende film. Derefter rykkede Dronningen af Saba ind i de tilstødende gemakker, aka soveværelset, hvor der blev hygget op med flere lys, masser af puder i ryggen, te og en fremragende bog.

Tal om genopstået overskudsmor, da der skulle hentes børn. Og derfor blev der bagt boller og givet nussemassage, lyttet og kysset, spillet spil, bagt pandekager og set film.

OG givet verdens største undskyldning til Elverpigen. Med kram og løfte om bod. Fordi jeg fyldte hende med nyttesløse bebrejdelser over et par regnbukser, da hun skulle afsted. Hvorefter jeg fandt dem i trækassen med vaskepulverposer lørdag morgen. På bunden. Og nej. Der kunne hun ikke vide, de lå. Så kunne jeg måske lære det. Må vi da håbe...

Heksemor slår til...

Intentionerne fejler aldrig noget!

Dengang jeg studerede, forestillede jeg mig altid, hvordan jeg ville være forberedt til timerne, lave skriftlige opgaver i god tid, fordybe mig i emnerne, sågar læse relevante bøger udenfor pensum... HA! Så sad jeg der natten inden og svedte over konklusionen. Printeren løb selvfølgelig tør for blæk 45 min. inden afleveringsfristen og bla.bla. Måske kender du scenariet?

Når jeg skal have gæster, har jeg også store, forkromede planer om den dejlige mad, jeg skal lave. Gerne noget med marinader, der har trukket i dagevis. Desserter, der smager lifligt og selvfølgelig afspejler årstiden i smag og farver...HA! Ender med en ovn-klar ret fra slagteren og en købesovs. Derefter literis direkte fra platicbøtten, "pyntet" (!) med en improviseret kompot af ubestemmelige, blandede bær fra fryseren.

Hulemors intentioner fejler heller ikke noget, når bøllerne skal på lejrtur. Forestiller mig selvfølgelig, at vi aftenen før sidder stille ned og hygger os. Evt. med te og sikkert hjemmebagte kanelsnegle, nu vi skal undvære hinanden i 2 døgn! Vigtigt med nærvær!! Vigtigt!

Taskerne er pakket. Der er solide navneskilte på poser med sengetøj og sovebamser. Den fra hjemmet medbragte mad er økologisk og indbydende. Begge børn har været ansvarligt involverede i pakke-processen (naturligvis under hensyntagen til deres alder og forskelligheder) og har dermed fuldt overblik over eget grej. Altså i fantasien.

Ude i virkeligheden ender det med kaos! Elverpigens ridning var da ikke aflyst, bare fordi der var lejrtur med SFO'en næste dag! For ikke at tale om regnvejr (Plejer sgu aldrig at regne, når de er på den tur! For helvede)

Dagen før dagen:

Kl. 16.15:
Vi kan godt lige nå at hygge med te og de der kanelsnegle (nej, nej. Ikke hjemmebagte! Findus-style)
Kl. 16.55:
Troldebarn:"Mor, sover du? Jeg er sulten"
Elverpige: "Mor, der er huller (hulLER!) i mine gummistøvler"
Kl. 17.10:
Smører 4 rugbrødsmadder og kører i desperat fart ud for at købe nye gummistøvler. Med formaninger til Elverpigen om at stå KLAR en halv time senere.
Kl. 17.40:
Hjem og vende efter Elverpigen, nu i ridetøj.
Troldebarnet: "Hvad med mig?". "Dig? Øhhh tag din Nintendo med i bilen". "????? Det plejer jeg da aldrig at må???". "Nej, men det må du altså godt nu!"
Kl. 19.20:
Hest afsadlet mv. Retur til Hulen, nu med sultne børn (Bliver sgu da også sultne i tide og utide)
Kl. 20.30:
Børn spist af og puttet. SOV! Det er alt for sent. I er alt for trætte i morgen (Heksemor)
Kl. 21.00:
Køkken ryddet. Økologiske rosiner og juicer pakket. Pænt. Må hellere få pakket til Troldebarnet!!
Kl. 22:
FUCK hvorfor virker lommelygter bare ikke, når de skal? Og hvorfor virker en helt ny pandelampe nu heller ikke? Fordi det GØR DEN BARE IKKE.
Kl. 22.20:
Må hellere få pumpet cyklerne. Ud i garagen...nu regner det f*ndeme også!! Arggg!! (Tjekke vejrudsigt? Plejer aldrig at regne den weekend, har jeg jo sagt)
Kl. 23.oo:
Hvor ER det regntøj? Typisk Elverpigen. Tosser rundt i sin egen lille virkelighedsfjerne verden, hvor der ikke bruges energi på noget så trivielt som regntøj. Sådan cirka samme virkelighedsfjerne verden som hendes mor befinder sig i.
Kl. 23.15:
Crasher med gode intentioner om at nå resten i morgen. Tidlig.
Kl. 05.35:
Vælter ud i bad. Eeeej mand, det regner stadig.
Kl. 06.00:
Ud at montere cykler på bilen. I mørke. Og p*sseregnvejr.
Kl. 06.20:
Prøve at få liv i unger. Vise et søvndrukkent Troldebarn det geniale i pakkesystemet. "Prøv lige at se en gang. Jeg vil gerne lige have, du ser her, hvad jeg mener. Prøv lige at koncentrere dig" (Som om. Heksemor)
Kl. 06.30:
"Bebrejde bebrejde bebrejde. Jamen hvor har du sidst haft de regnbukser.?... aaaaltid væk.... aaaaaldrig finde noget. Bebrejde bebrejde bebrejde" Elverpigen: "Jamen bliver det regnvejr? Det gør det da aldrig på SFO-tur!" (Told you)
Kl. 07.28:
Alt afleveret. Inclusiv lidt mut Troldebarn (jamen der er jo TO dage til, vi ses mor) og lidt sur Elverpige (det er altså ikke kun min skyld mor! Nej, nej skat. Av) kysset farvel. Et par ekstra regnbukser + et stk. ekstra tandbørste leveret af en slags kæreste. Tror sgu lige det går alligevel. Og kommer vist kun 6½ minut for sent på job.

Men næste gang...der bliver det hyggeligt!

Den store dag

Ja, sådan havde jeg faktisk tænkt om den. Havde jo luret hos andre, at det var store blogtræf-dag ved Himmelbjerget. Og tænkt. Og overvejet. Og besluttet mig for at deltage. Og glædede mig!

Havde været ude i noget "Arj, de andre er jo meget smartere, pænere, sjovere, mere originale end mig. De er rigtige bloggere. Du falder da totalt til jorden mellem dem". Og vidste jo godt, det var noget pjat, så selvfølgelig skulle jeg med. Og var sikker på, det blev fantastisk.

Havde godt nok lovet at passe børn for en slags kæreste, men det var jo fint-fint. De kunne lege med mine, og der var sikkert andre børn at udforske skrænterne med.

Vågnede tidligt og sprang (ja, faktisk!) ud af sengen, for den her dag ville blive god! Satte en lækker bolledej over, mens jeg sprang i bad. Okaaaay ... overskudsagtig - ud af badet igen - tror sgu lige jeg smækker en kage sammen. Yes, den gode chokoladekage, der smager af en milliard og altid vækker begejstring.

Bagværk i ovnen, tørre hår, lægge en liiiille smule makeup - arrangere morgenhygge for ungerne...hvad fanden er nu det? Hele stuens parketgulv har rejst sig i bølgeformationer. Ikke meningen! Nå pyt, ikke mit hus, en hurtig besked på viceværtens svarer om at tilse skaderne mandag. Det må være kaskaderne af regn, der har undermineret fundamentet...

Tid til at få bollerne penslet, åbner et skab for at finde en skål - ud ryger mit bedste fad - i 1000 stykker. Øv. Pyt, det er kun en død ting. Av, fandens jeg skar mig ovenikøbet, og det bløder. Og bløder.

Videre med dejen, et blik til kagen i ovnen (fandeme mærkeligt den ikke hæver i dag??), nå men 28 boller slået op til efterhævning. Åhh at være en køkkensucces.

Det slår mig i samme øjeblik, jeg tager kagen ud af ovnen - sukkeret!! Aaaallright. Den smager ikke særlig godt. Men halløj, en rigtig husmor har vel rigeligt med basisvarer - så jeg smækker da en ny kage sammen. Nu med sukker. Ovnen kører jo alligevel, ikke sandt?

Moooar!! "Jeg har fundet ud af, hvorfor det lugter af kattelort inde i kammeret! Det ligger under skriiiivebordet". Hurra...men klokken er kun 10.30 så kammeret får da lige en tur. Vask og skrub. Det dufter godt og rent, da kagen er færdig. Åh så flot (og sød) denne gang!

Kære unger, surprise: "Vi skal på Himmelbjerget!!". "Aaaaj mand, det gider vi ikke. Vi vil hellere spille Wii. Altsåååå". "Nå, men i dag har jeg altså bestemt, at vi skal på udflugt. Vi tager kage med. Og der er andre søde mennesker med kager, vi kan bytte med. Der kommer nogle voksne, jeg gerne vil snakke med, det bliver viiildt hyggeligt!!".

(Åbner et skab for at finde nogle servietter at putte i kaffekurven. Et glas falder ud og splintrer i 1000 stykker. Frem med fejebakke og støvsuger. Pyt, det er vel kun endnu en død ting.)

Hmm, ordne, arrangere, rydde op, gøre klar (klokken er over 12, men det var jo heller ikke tidstyranni vel? Man må komme, når det passer sig). "Kom så unger, vi kører om ti minutter"...

"Æhhh moar... Har du slet ikke set, at dit ene dæk er punkteret?". (Æhh NEJ. Fuckefuck. Og jeg kan sagtens skifte dækket. Gider bare ikke køre til Himmelbjerget med 50 km i timen. ØV)

Okay. Det gled altså ikke rigtigt i dag. Jeg kunne næsten fristes til at sige, at det åbenbart ikke var meningen, jeg skulle med. Jeg fik fjernet kattelort og glasskår. Skiftet dæk og rullet tæpper væk, så viceværten kan komme til. Fyldt fryseren op med boller og pyntet kagen med smørglasur. Men jeg kom ikke til træf.

Forbarmede mig over ungerne, der gerne ville ud til det andet hjem og spille 4-mands Mario. Pakkede to romaner og et par solbriller. Bryggede en kop kaffe, serverede kage for børnebanden og smed benene op i havestolene, i et læfuldt hjørne på terrassen. Og sendte alle jer 'træffere' nogle gode tanker. Vi ses en anden gang!

En kærlighedserklæring

Siden marts har jeg glædet mig til Årets Koncert. Med Suede. På Skanderborg Festival. Ligeglad med U2. Ligeglad med alle andre.

Og kære Brett...suk...

For sajtan da, du holder endnu.
Siger de du er mager? Ligner en junkie? En tøs? Danser grimt? Could be.
Men den koncert var hele den dyre dagsbillet værd.

Hvornår kommer du tilbage?? Snart ikk'??!!!

(Selv om der var for mange mennesker, for meget kø, for meget druk - og bare sleeeet ikke lige så hyggeligt som i GAMLE dage. Da vi andre var medhjælpere. Der var det tider. Sagde den gamle sure kone)

Om at begrænse sig...

I sommerferien opdagede jeg (til min fryd), at mine børn nu er så store, at jeg kan læse igen. Altså på den uforstyrrede måde, hvor jeg ikke føler, at jeg forsømmer en hel masse med snuden i en bog.

Som barn og ung læste jeg, til jeg segnede. I al den tid, jeg kunne skrabe sammen! Jeg bare læste. Da jeg gik i 3. klasse, blev jeg et år før resten af klassen 'opgraderet' til at måtte læse bøger fra det store skolebibliotek. Og på byens bibliotek lagde bibliotekaren (var kun den samme om eftermiddagen!) nye bøger til side, som hun mente, var noget for mig.

Det fortsatte sådan set længe ind i teenageårene, hvor man jo som bekendt hellere vil være vågen om natten og sove længe...så der læste jeg om natten.

Boglidenskaben hørte imidlertid brutalt op, da jeg flyttede sammen med et sportsmonster af en veninde, som mente, jeg skulle prøve at se op - og få mig et liv! Nå...

Det gjorde jeg så, og inden jeg så mig om, havde jeg både mand og børn. Derefter gav det sig selv. Min eksmand var en af den slags mænd, der følte sig forladt, når jeg læste. Og det kunne vi naturligvis ikke ha' vel!

Nåmen i sidste uge fik jeg langt om længe støvet mit lånerkort af og besøgt biblioteket. Og oprettet en pinkode, med deraf følgende adgang til slaraffenland.
Foooor s...ørensen da. Det kunne jeg så ikke styre.

Der er alt fra Dostojevskij til Läckberg. Bøger, film og wii-spil. Og endnu mere på vej! Min inbox er sprængfyldt med reserverigsmeddelelser.

Hvor sidder stop knappen???????

Øvelse gør mester?

Der er stille på bloggen. Hulemor øver sig på nærvær, og det går ikke stille for sig. Indeni.

Nu har jeg jo i en tid omtalt mig selv som Hulemor. Som godt kunne være sådan en rummelig, favnende mor, der sørger for tryghed og hyggelige omgivelser. Sådan er jeg også nogle gange. Måske tit.

Men jeg er også Heksemor. Der snerrer af sit afkom og dybest set (af og til) bare vil være alene. Og absolut ikke nyder at tilberede deres næste måltider, at komme når de kalder, at stå til rådighed... kort sagt være nærværende, når de har brug for den eneste voksne, de har!

Heksemor siger ja, og mener nej. Heksemor vender ryggen til, når hun skal se. Heksemor er 1000 andre steder i sit hoved. Heksemor slår med tungen.

Efter mødet med PPR bestemte jeg mig for, at jeg ikke ville falde i skyld-baljen, men derimod fokusere på de ressourcer, jeg (heldigvis) har, til at ændre tingene. Og allerede dagen efter fik jeg rigtig mulighed for at øve mig!!

Scenen var fredag eftermiddag. Kl. 16.25. En veninde + 3 børn, heriblandt Troldebarnets Gode Ven, var på vej til Hulen med forventet ankomst kl. 18.15. Hulemor skulle tømme indkøbsposer, lufte hund, fodre katte (incl. killinger), støvsuge, gøre kummer rene på badeværelset, rede senge og selvfølgelig se overskudsagtig ud, når gæsterne kom. Med den sunde, varierede, farverige middag klar på bordet...

Troldebarnet havde fået lov at købe en legetøjsbil. For sine egne penge. Han havde tænkt over det i et par dage (hvilket Hulemor havde bedt ham om), og havde altså besluttet sig for at erlægge de 100 kr. i forretningen, så han kunne vise den til sin Gode Ven.

Hulemor ville selvfølgelig gerne hjælpe Troldebarnet med at få den nye bil i gang med brugsanvisninger, batterier og opladning. Selvom hun egentlig ikke havde tid. Hun havde jo selv sagt ja.

Heksemor skreg af hende, at der skulle ordnes. O.R.D.N.E.S.

Heldigvis klarede Hulemor heksens skrigeri. Og mødte veninden med ordene "Hej med jer. Jeg er i gang med at øve mig på noget nyt, så der er ikke gjort rent. Det ligner l... derinde. Til gengæld er der ikke lavet mad! Men dejligt at se jer".

Troldebarnet og den Gode Ven fik hurtigt gang i legen med den nye bil, Elverpigen og Den Gode Veninde byggede hule til killingerne og Hulemor lavede mad sammen med veninden. De værste nullerbørger blev fejet sammen ved at køre strømperne rundt langs panelerne, når jeg lige kom forbi alligevel (skide effektivt for øvrigt) og toiletkummen fik en hidsig tur med børsten. Vi spiste kl. 19.45. Og fik dessert kl. 21.30! (Heksemor rasede indeni, men hun blev kvalt i Asti...)

Og weekendens absolutte højdepunkt var, da min veninde råbte af sine børn, og Troldebarnet smilede underfundigt til mig - og blinkede!

Dagene går med at øve sig. Det falder ikke Hulemor let at stå op imod Heksemor...Det har krævet et glas rødvin i ny og næ! Og en f*ndens masse dybe indåndinger.

Men det virker. Troldebarnet har ikke haft et udfald i 4 fulde dage nu! I aftes var han liiige ved at blive rasende på Mario inde i DS'en. "FOR HELVEDE" brølede han. (Heksemor: VED du hvad? Jeg vil SIMpelthen ikke HØre de ord her i huset!!! Kan du SÅ tale ordentligt. SLUK for den dér og gå i SENG!! SLUT")

Hulemor fandt sin roligste stemme frem. Og startede med at smile. "Ved du hvad skat? Jeg kan høre, at du er ved at være træt. Og det er næsten sengetid. Jeg kan godt forstå, du bliver vred, når spillet bliver svært. Jeg vil gerne have, du slukker nu, så du kan gøre klar til komme i seng".

Troldebarnet:" NEEEEJ: Jeg VIL spille det her lortesp.. .... ... ... (nu med rolig stemme) okay mor. Jeg skal nok lade være med at bruge de grimme ord. Jeg er træt. Jeg tror jeg går i seng. Kommer du og putter mig?"

JA. Men jeg skal ud og tørre øjnene først (for der tudede Hulemor).


(Og i aften tror jeg bare hende Heksemor skal skydes afsted. For good...)

Vigtige beslutninger

I aftes var jeg til et foredrag, der bl.a. handlede om selvværd - hvordan giver man sine børn dét, og hvordan spiller ens egen opdragelse ind?

Jeg ved ikke, om mine forældre synes, jeg er opdraget til det, men i mit hjem gælder det, at det skal se ordentligt ud. Dvs. at vasketøjskurven ikke bugner, at køkkenet altid er rent (ligesom gulv og kummer i badeværelset), sengetøjet skal luftes i godt vejr, vasketøj skal lægges sammen med det samme, græsset skal være slået, køleskabet skal være gjort rent, nullermændene må ikke være for store... (find selv på mere)

Så i dag, da Elverpigen lavede legeaftale og Troldebarnet ligeledes var afsat til anden side, så jeg straks i ånden, hvordan jeg kunne nå alt det på en eftermiddag! Plus selvfølgelig at gå en lang tur med hunden (forbandede skridttæller i den ny telefon) og koge rabarbergrød.

Men HA!! Jeg snød min indre perfektionist. Slog 1/3 af græsplænen (ja,ja - den ud mod vejen selvfølgelig, fint skal det være - det skulle jo nødigt hedde sig at den enlige mor ikke kan overkomme det, tsk tsk)



og crashede derefter her. For saddan det var godt at være uartig mod over-jeg'et!

...og jeg fik ikke engang kogt rabarbergrød, selvom det er det nemmeste i verden!!

Turbodage

... er sådan nogle, jeg lige har haft. Elverpigen og Troldebarnet har nemlig været på lejrskole i tre dage.

Hvor jeg har nået:

• rengøring (kedeligt, men fedt bagefter, og det holdt tre dage!!)
• kaffehalløj med tidligere kollega
• barselsbesøg hos kær veninde og det kæreste barn
• 2 timers ridetur i nyudprungen bøgeskov, over bakker og dal
• telefonsamtaler, der ikke blev afbrudt
• grillaften hos gode venner
• B12 skud i rumpetten - ny energi
• opdagelse af Anettes totalt lækre beautyblog
• afslutning på første etape af erstatningssag (indsæt selv lettelsens suk)
• trimning af græs, urtehave og bede
• te med god ven
• kaffe og kage med Kirsten giftekniv
• indkasseret et stk. lædersofa fra flytte-bo
• samt havemøbler i træ fra samme
• solnedgangsgåture i skoven

WOW. Nu er de to tornadoer hjemme igen. Pinsen står for døren, med alle arrangementer aflyst, fordi Trillemissen skal have pinse-killinger. Tror vi.

Det var fantastisk og fredfyldt og luksus at have tre dage uden børn. Og jeg nød det i fulde drag. Og nu er jeg salig over at høre deres åndedrag og deres trygge søvn i egen seng.

Så kan man da kun glæde sig til i morgen

Oprydning

Elverpigens uventede sygedag gav moren et tiltrængt pusterum! Indrømmet, den faldt på et tørt sted.

Og nu er ryddet op! I papirdynger og afrunding af de forb*ndede projekter. Det føles ... saligt!








Nu hører jeg mere Lyle Lovett (blev åbenbart forelsket i ham i aftes. Trods skævt hoved). Glæder mig til weekend, hvor bondetøsen skal til t.......... Jeg siger det ikke. Simpelthen alligevel for pinligt.

Blog blokering

Jeg ved ikke, om jeg har sådan en?

I mange dage har jeg intet fået skrevet, fordi jeg har alt for meget på hjerte. Og regnede med at Påsken ville bringe rolige stunder med tid til at få tankerne ned på papir. Blogpapir. Nu er det ligesom om tiden allerede er gået...

Jeg ville skrive om

• mine overvejelser om arbejdssituationen
• tre alenedage uden børn
• venindetanker efter de tre dage. Om hende, der venter sit første barn som næsten 40-årig. Og hende, der måske er nødt til at forlade sin mand
• de arme, der holdt om mig de tre nætter
• min angst for at være i den by, hvor mine forældre bor. Og hvor min eksmand leder efter mig. Senest for 14 dage siden.
• min sorg over min mors uhelbredelige sygdom
• min begejstring over at Suede genopstår og spiller på Danmarks smukkeste
• min seriøse start på løbetræningen
• kærlighed
• længsel
• glæde

For to år siden var mit liv kaos. Min eksmand var blevet løsladt efter varetægtsfængsling, og selvom han skulle afsone en lang dom senere, rådede politiet mig til at forsvinde. "De løslader ham i xxxby nu. Du har en time til at komme ud af byen". Jeg hentede børnene og kørte til Jylland.

Kort tid efter vendte jeg tilbage sammen med mine forældre. Vi pakkede de mest nødvendige ting om natten, så alt var parat. Næste dag var børnene i skole og børnehave, mens vores liv blev pakket i to biler. Da vi var klar opdagede vi, at min bil var punkteret - meget belejligt. Han patruljerede.

Mens min far skiftede dæk hentede min mor og jeg børn. Midt i skoletimen og uden forklaring. Vi kørte, kørte, kørte. Og vendte aldrig tilbage.

Første gang jeg gik forbi det lille hus i skoven, nægtede jeg at kigge derind. Ville ikke se detaljerne, for jeg vidste, at så ville jeg ikke kunne bære ikke at bo der!

Nu sidder jeg i stuen og skriver. Ilden gløder i brændeovnen. Børnene sover dybt. Hunden slumrer og kattene spinder. Der er mørkt i skoven. Det mørke, der gør andre bange, men mig tryg. For der er ingen, der kan komme her, uden jeg opdager det. Jeg skubber de grimme tanker væk. Angsten. Livet er nuet. Og lige nu er her mørkt, stille og trygt.

God Påske!

MIN skiferie

Så. Alt er pakket og klar til den længe ventede 7. februar. Første skiferie i tre år. Første gang siden verden gik af lave, min verden altså.

For lidt siden gik jeg rundt i mit køkken med kedlen i hånden. Den var fuld af kogende vand, men jeg havde lidt glemt, hvad jeg skulle med den! Nåååh, te.
Så ved man, det har været en lang dag.

Jeg har pakket alt. Styr på alt. Langsomt og sikkert er jeg kommet igennem to-do listen, og har masser af tid til at nyde overskuddet, inden bussen samler os op kl. 14.30 i morgen. Hvilket giver mig tid til at reflektere over svundne tider.
I takt med at kufferterne bugnede, gennemspillede min indre biograf nemlig de mange skiferier, hvor ikke alt var så skønt, som det skulle være.

Der var den i Norge. Hvor vi havde lånt en tagboks af naboerne. Så så man mig i THansen med tagbagagebærer under armen, for sådan en var der ikke på den fine nye bil. Men jeg ordnede det, gjorde jeg. Savede skinner til og skruede beslag på, indstillede skruespænding og den slags. I freezing frost. OG monterede svinet. Altså det fra THansen. Det andet kom hjem og sagde ingenting. Udover, selvfølgelig, at det ikke var pakket ordentligt, svinet (og undskyld sammenligningen kære øffer, det skal aldrig ske igen).

Jeg levede højt, meget højt, på naboens anerkendende blikke, da jeg var færdig - selvom jeg godt kunne se det i hans blik (hvorfor er det lige dig, der skal det dér?). Men han havde stillet samme spørgsmål før, uden at få svar. Dengang jeg ad stiger havde forceret 2. etage af det flade tag og rensede tagrender. Og by the way var aldeles højgravid. Men lad nu det ligge.

Eller i Østrig, da han under gode venners forundrede blikke forlod mig midt i morgenmadsrestauranten, med orientering om, at han gerne ville tidligt ud på pisten (ja, det kunne jeg da også riiiigtig godt tænke mig) og overlod mig med en tre- og seks-årig plus skiudstyr, så vi selv kunne skrumle de 500 m. hen til skibussen. 'Så ses vi bare deroppe. Hej'. Jeg slog blikket ned.

Ejmen det var ikke for at lyde bitter. Og denne gang er det min ferie. Børnenes ferie. Vores ferie. Og vi har glædet os og drømt om, hvor fantastisk det bliver. Vi skal bare ind i en bus, køres til destinationen og mænge os med de andre. Det er nemlig konceptet.

Singleferie...teknisk set er jeg nemlig single. For første gang i mange år (arrh, helt single er man vel aldrig - lidt kysset bliver man vel altid). Nejnej, jeg sagde ikke datingferie, vel? Bare sådan en ferie, hvor alle de andre børn også kun har én mor eller én far med. Eller noget andet med. Bare der kun er en af dem!

Og så er det altså meningen, at man lige gider spæde til hyggen med sin tilstedeværelse og forhåbentlig et eller andet at bidrage til fællesskabet med. Fx at lave mad til hinanden. På holdbasis. Én dag. Går lige an, ik'?

Og jeg er fri for:

• at skulle stå først op hver dag
• at blive bebrejdet at jeg ikke har husket den bog, han ikke har sagt til mig, han gerne ville have med
• at have pligtsex som jeg ikke har lyst til, fordi jeg overhovedet ikke bliver respekteret
• at bære skuffelsen over, at man kan være så alene i et ægteskab

ÅH så godt det bliver. Min ferie.