De er på vej...

...ordene!

De fylder og bobler og trænger sig på i hovedet. Men ikke i organiseret form, endnu. Der var en håndboldafslutning, der skulle passes, en smed, der skulle kysses, nu et par børn, der skal hentes, et par billeder, der skal tages, et køleskab, der skal fyldes op, senere - en hest, der skal luftes - og noget mad, der skal indtages hos naboen.

Med alle de ord i hovedet? Hvem sagde "prioritere"? Jeg prioriterer at nyde min lørdag og solen. Solen!

Men jeg kender de ord i hovedet. De rumsterer og leger med hinanden, og før eller siden skal de nok materialisere sig her! Før eller siden...

(og når jeg vågner i hans arme, sender jeg en kærlig tanke til AD og glæder mig over hendes lille sang, der af og til hjalp mig til at holde ud, mens han blev klar...)

Der er så stille nu

Kære alle jer. Tusind tak for jeres søde, kloge, varmende og kærlige kommentarer. Der kommer mange ord fra jer, der trøster og giver kræfter til at komme videre.

Sangen er til min mor. Fordi det var en af hendes absolut yndlingssange. Fordi teksten siger alt. Om stilhed, om storm, om råb. Og om håb. Fordi den løsner tårerne. Og fordi, det er sådan jeg har det...

Uden ord

Jeg tog derop. Fik børnene parkeret i kærlige rammer og kørte ad glatte og tågede veje mod sorgens og afmagtens hus. Jeg havde mest lyst til at køre en anden vej. Melde mig ud. Forsvinde fra det grimme.

Jeg tænkte, og jeg tænkte ikke. Jeg græd, og jeg græd ikke. Jeg ringede til min bror på vejen, han ville også komme.

Jeg var bange. Bange for mødet, og bange for at være der sammen. Bange fordi, at den dag kom i dag, hvor vi skulle forstå, at det ikke går væk. Miraklet indtraf ikke. Hun skal dø alt, alt for tidligt. Jeg var bange for sammenbruddet. Hvordan bærer man det her? Vi har altid været gode til at snakke i min familie. Om de gode ting. Jeg var bange for, at vi ikke kunne bære det svære sammen. At vi ikke turde.

Et par hundrede meter inden deres hus, fik jeg hjertebanken. Hvad nu med rollerne? Skal de trøste mig? Skal jeg trøste dem? Hvem passer på hvem her?

Heldigvis så jeg min brors bil længere fremme, det føltes trygt. Vi stod der på trappen sammen og ringede på døren. Børn igen.

Det var min mor, vores mor, der åbnede. Hun så pludselig så lille ud.

Min far kom. Vi græd. Heldigvis. Vi holdt bare om hinanden og græd. Hulkede.

Og det er rigtigt, at gråd forløser. Derfra blev det nemt. Nemmere.

Der var dækket bord. Og hentet kage. Og lavet kaffe. På en helt almindelig måde. Det var rart. Vi kunne godt bære det. Vi kunne være i det sammen. Os fire.

Det blev en rigtig dejlig, nærværende, fortættet eftermiddag. Jeg hørte hende sige til min far, at det var dejligt, vi var der. Ja, det var dejligt. Jeg er ikke bange mere. Lige nu i hvert fald.