Dét, vi tror om hinanden

Den anden dag på studiet skulle vi lave en vanskelig studieøvelse. Under vejledning fra underviseren diskuterede vi et kompliceret pædagogisk begreb, og frustrationen var næsten til føle på. Jeg var i gruppe med to, jeg ikke har arbejdet sammen med før, og da jeg argumenterede for mit synspunkt (med opbakning fra underviseren) udbrød den ene:

Hende: "Jamen Hulemor, du er også så......så......"
Mig: "Sååeeh... hvad?"
 "Ja altså, så.......voksen"
"Øhh nå.....okay....er du ikke det da?"
"Jo jo, men du er så....du har garanteret.....sådan......et liv!"

Jeg har stadig ikke helt grejet, hvad hun mente, men jeg har mange sjove billeder af, hvad det er for et liv, hun tror, jeg har. Faktisk ret sikker på, at hendes forestillinger ikke rigtig svarer til det liv, jeg i virkeligheden har. Mærkelige ting, vi går og tror om hinanden.

Jamen det kan du jo ikke..

I går var jeg sammen med en jævnaldrende kvinde, som kommer fra en familie, jeg kender rigtig godt. Vi er efterkommere af samme bedsteforældrepar, og har derfor en hel del fælles historie. Vi talte hele eftermiddagen om relationer, familie, opvækst, årsag og virkning. Selvom vi har samme aner, er kulturen i vores familier nemlig helt forskellig.

I hendes familie er det sådan lidt højrøvet at få en uddannelse. Hun synes aldrig, at hendes familie har anerkendt, at hun tog en studentereksamen og derefter en uddannelse som sygeplejerske. Ingen af hendes søskende har en uddannelse, og hun skal i hvert fald ikke tro, at "hun er noget". Da hun fik et synligt job i lokalområdet, var hendes mors reaktion: "Hvad vil folk sige, hvis du laver en fejl? Hvad nu, hvis du ikke kan finde ud af det?"

I min familie derimod, er det forventet at have en uddannelse. Og fordi jeg vaaaar så dygtig i (folke)skolen, er det i stilhed lidt en skuffelse for mine forældre, at jeg "kun" tog en mellemlang uddannelse. Til gengæld tog jeg to af dém, men jeg skulle (jo) have været familiens første akademiker, hvis det var rigtigt. Selvom det selvfølgelig i selv samme familie bliver sagt, at akademikere er sådan nogle højrøvede nogle (nu vi ikke har nogle repræsentanter selv).

Faktisk synes jeg, det er mærkeligt. Dét, der er fint i én familie, er dårligt i en anden. Der, hvor man gør for meget, er det et problem. Det er det også dér, hvor man gør for lidt. Og det kræver ret meget af ens selvværd at være udfordret af sin egen familie eller nære relationer på, om det man gør, nu er godt nok.

Trine reflekterer i dag over nogle af de samme tanker. Og jeg blev forbavset, da jeg læste det, for jeg vidste ikke, at der herskede jantelov omkring iværksætteri. Jeg har nemlig en positiv fordom overfor dem, der tør noget selv. I min naivitet troede jeg faktisk lidt, de blev båret frem! Det ville jeg ALDRIG turde. Idéer? Mig? Jamen dét kan jeg jo ikke.

Hvem jeg har lært dét af? Min mor. I bedste mening. Fordi hun var bange for, at jeg skulle have ansvaret for alt for meget bøvl. Fordi hun ville beskytte mig. Mod nederlag og skuffelser. Fordi jeg ikke skulle "stå med for meget selv".

Begge mine forældre syntes da så absolut, jeg skulle have en uddannelse - men det bedste er (jo) stadig at finde en god mand, der kan forsørge én. Jeg diskuterede det engang med min mor og sagde, at jeg syntes, de havde opdraget mig noget dobbeltmoralsk, fordi de ikke har lært mig virkelig at kunne - og ville - selv. Det bedste er at blive sørget for. Ligesom Mary, jo. Prinsen og det halve Kongerige. Så bliver det da ikke bedre, vel?

Hun sagde: "Det ønsker alle forældre vel inderst inde for deres piger" (!???!!!). Jamen for fanden! Så er det måske alligevel ikke så mærkeligt, at jeg faldt for en mand med et forvrænget virkelighedsbillede, der lovede guld og grønne skove...

Mange af mine drømme og initiativer er blevet mødt med et: "Jamen det kan du jo ikke". Enten for at tage hensyn til den familie og mand, jeg havde - senere for at tage hensyn til, at jeg ingen havde! Efterhånden holdt jeg op med at "drømme højt", altså at fortælle om det, indtil det enten var en realitet eller feset ud i sandet.

Hvis min mor havde levet, ville hun have sagt det igen nu. "Det kan du jo ikke". Til det job, jeg lige har søgt. Fordi det indebærer mere kørsel, længere dage, logistik, der skal gå op og mere uddannelse. Men det indebærer også nye udfordringer, spændende udviklingsmuligheder med baggrund i begge mine uddannelser og forhåbentlig - på længere sigt - en friere hverdag og en bedre økonomi.

Og nej. Der er ingen, der siger, at jeg får dét job. Og måske slet ikke lige nu. Men det er i hvert fald ikke fordi, jeg lod være at søge det. Jeg er nemlig ret sikker på, at jeg godt kan! Og mon ikke min mor kan se det hele lidt mere fra oven, deroppe i sin himmel, og siger: "Dét der! Det kan du godt". Jeg tror det!

Døm mig bare

Tid til tabu! Så er du advaret...

Dengang jeg boede hos mine forældre og voksede op i den lille - okay, meget lille - provinsby, der var jeg sådan en rigtig darling. Datter af pæne forældre med pæne jobs, rar og velopdragen og sådan en, der var store forventninger til. Populær, omgængelig og dygtig i skolen - sådan en de fleste vel regnede med, skulle være familiens første akademiker. Når nu mine forældrene havde evnerne, men det bare aldrig var blevet til noget...

Jeg tilbragte det meste af min ungdom på en hesteryg - og senere i en Amerikanerbilklub. Ja, nu kommer vi lidt til det, tabuerne. For jeg havde en fest af en ungdom. Rigtige mænd, store motorer og masser, MASSER, af fester. TRÆF. For saddan, der var gang i den. Det var før store bryster blev moderne, så vi var aldrig sådan hejret ud - bare med. Og det var sjov'! Altså vi havde da selvfølgelig tylskørter og stropkjoler - men det var mere et tækkeligt 50'er outfit, vi dyrkede. Men helt ærligt - amerikanerbiler?

Senere flyttede jeg til byen, først Århus, senere hovedstaden og tog uddannelser. Ikke sådan rigtige (akademiske) uddannelser, men dog mellemlange, videregående. Lyder da også af lidt? Derefter tog jeg på højskole og bondetøsen blev en smule mere dannet. Stiftede bekendtskab med store tænkere og litteratur på højt niveau. Rejste ud i verden og så bjerge, dale, bountystrande, fattigdom og overflod - og tog mere og mere afstand fra mine rødder. Nu havde jeg jo ligesom set lyset...og den rigtige verden. Syntes jeg selv.

Blev gift med en mand, der (lød til at) kunne det hele, boede i stor villa med søudsigt, B&O på væggene og to biler i garagen. Resten er historie, som man siger. Det var ikke helt, hvad det gav sig ud for, jo.

Senere så jeg lidt til en mand i en vældig høj stilling. Blev rigtig stolt da han sagde: "Det er så utroligt med dig. Man kan slet ikke høre, at du ikke er akademiker" (hvilken kompliment hva'? Hov, tænker du lige: Aijj, hun ved ikke engang, at det hedder et kompliment? Begge dele er faktisk tilladt. Læs bare her. Det er bare sådan noget, jeg ved, selvom jeg ikke akademiker). Nå, men det var så også ham, der spurgte "Du ved da godt, hvad en gadget er ikke?". Hooold nu kæft. Men han kørte også Alfa Romeo. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Det jeg vil frem til er, at jeg blev så utrolig snobbet i takt med min såkaldte udvikling. Var faktisk flov over, at jeg havde brugt min ungdom i en klub for tosser med gamle biler og græmmedes lidt over, at jeg ikke var blevet introduceret for Information og moderne kunst derhjemme. Dækkede over det, selvfølgelig, og led lidt under, at jeg aldrig var blevet til det 'særlige', nogen havde troet. Fx mine forældre. Ikke at de har bebrejdet mig noget, men det kunne jo godt have været finere. Og en skilsmisse. Fyha. Plejer vi ikke sådan lige i min familie iveller?

Jeg indrømmer med det samme, at jeg også lavede en liiille fiks omskrivning, da det kom til den her nye lokale kæreste, jeg mødte, efter jeg flyttede i skoven. A lá: "Hvad laver din kæreste så?" "Han er selvstændig!!". Lyder da flot ikke?. Så opdagede jeg, hvor usandsynlig dygtig han er til alting, og nu siger jeg med stolthed "Han er smed!". Altså. Fine fornemmelser skal man sgu ikke kimse ad...

Og så min lillebror. Han er lastvognsmekaniker. Og gift med hende nede fra bageren, han mødte for snart 15 år siden. Og ved I hvad? De har det bare s k i d e g o d t sammen. og det er ikke noget de har læst sig til, eller har lært hos en parterapeut. Jeg tror bare ikke, de kan forestille sig noget andet.

Han har så købt en traktor, min bror. Sådan en til at trække med. Hvad tænker du, hvis jeg siger traktor træk? Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg selv tænkte før, hvis nogen sagde det til mig. Ikke lige nogen, jeg identificerede mig med, i hvert fald. For nu at sige det pænt.

I går skulle han så køre noget konkurrence i den der traktor. Og jeg tog af sted sammen med min far og ungerne (og resten af fødeegnen, skulle det vise sig) for at heppe. Og jeg siger jer, en fest. Aldrig har jeg set min bror, det rolige, harmoniske væsen, være så nervøs. Sjældent har jeg oplevet en spænding så intens, som da alle vi heppere stod og ventede på resultatet. Aldrig har jeg hørt et brøl som det, der lød, da der stod FULL PULL på tavlen, fordi han havde trukket over 100 m. (Skal nok spare jer for detaljer om reglerne, rolig). Og min far og jeg vekslede blikke og en tåre over den fælles tanke, at hvor ville hun have været stolt, hende, vores mor.

Og da han stod på podiet med sine to drenge og sin første pokal, da var jeg bare så stolt. Stolt over at han er så skidegod til alt, hvad han rører ved. Stolt over at være lige netop hans søster. Stolt over at være en vaskeægte bonderøv. Og så usigeligt glad for at være kommet hjem til den, jeg er! Den glæde og varme og entusiasme og skulderklappen, jeg oplevede i går, overgår langt, hvad jeg nogensinde har oplevet blandt nok så mange akademikere i den fine villa med søudsigt. Eller for den sags skyld på de 4-stjernede hoteller, jeg har ferieret i mit ægteskab.

Og bonderøve er da ingenlunde for fine til komplimenter, altså. "Hvad sat'n, er det din søster, hende den lange lyshårede (Ja, sådan siger man altså på de kanter). Så er du satme blevet snydt". HA HA. Tror sgu bare blondiner og bonderøve har det sjovere, du!!

Nå men flytter I så sammen?

Svaret er nej. Nej, vi flytter ikke sammen.

Okay, så det er altså ikke sådan helt seriøst?
Okay, så jeres børn kan måske ikke enes?
Okay, så I tør ikke tage det endelige skridt endnu?
Okay, så I er ikke helt færdige med fortiden?
Okay, jamen hvornår så?

Åbenbart ikke sådan helt reglementeret først at melde ud, at man har en helt rigtig kæreste - og så købe et hus bagefter. Sit eget hus. Giver rimelig meget forvirring i øjnene og nogle 'sjove' gætterier. Der må jo være en grund til, at vi ikke flytter sammen. For det gør man. (Skynd jer så at flytte sammen, så vi kan få jer ind i en par-kasse?)

Lad mig slå helt fast: Det er helt seriøst. Efter hver sin smertefulde skilsmisse er det helt og aldeles komplet overvejet, vendt og drejet og seriøst, at det hér, det er det. Hverken mere eller mindre. Vores børn trives fint sammen, de synes, det er lidt sjovt (og pinligt) at vi er kærester, men hans kan lide mig - og mine ham. En fortid som den, vi hver især har, lader sig ikke sådan lige gøre færdig, men de følelser, vi har for hinanden i nutiden, er med til at hele.

Det endelige skridt for os, er at vi vil hinanden. At vi når ind til hinanden. At vi respekterer hinanden. Og at vi bliver hos hinanden. Selvom der ikke gives garantier, er det løfte dybfølt denne gang, for os begge. Det valg har ikke noget med en adresse at gøre.

En gammel klassekammerat sagde for et par år siden til mig, at der skulle en mand med et stort ego til at håndtere sådan en som mig, der både skifter dæk i en håndevending og sætter hylder og skabe op med større nøjagtighed end nogen mand.

Smeden har dét ego. Men det er ikke større, end at han aldrig sætter det over mig. Han bliver bare ikke bange. Han bliver ikke hys, han går ikke i forsvar, han forsvinder ikke. Jeg kan ikke flytte ham. Hvis jeg hidser mig op, siger han "rooolig nu". Hvis jeg afleverer en meget lang analyse af ham og giver den som dramaqueen, siger han højst "Det var da satans alt det, du ved om det. Uden at spørge. Men det er nu ikke rigtigt, det du siger". Og hvis jeg insisterer på at diskutere en ting, der er meget vigtig nu og her, siger han "Hvis du laver te tirsdag aften, kommer jeg. Så kan vi snakke om det dér". Meget praktisk mand for en flegmatisk og dramatisk drømmer som mig..

Men uanset hvad, så har jeg to dyrebareste i mit liv. Og det samme har smeden. Vi har vores hjem, de har deres. Børnene er ikke blevet spurgt, om de synes, det er en god ide, at vi er kærester. Og det skal de heller ikke spørges om. Men vi skal heller ikke vælge for dem, at de skal være semi-søskende og fungere i en ny storfamilie. Så derfor har vi valgt, at vi fortsat beholder hver sin hjemlige base, og laver storfamilie for en fredag/en weekend/en ferie, en gang imellem.

Jeg har mine lån, han har sine. Jeg er skidegod til at bage rugbrød og han kan bakke med en trailer. Sådan er vi så gode til at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe hinanden! Det bedste af to verdener.

Synes vi.