Lige til at få forår i hovedet af

Jeg ved godt, jeg har sagt det før. Men altså musik....det kan gøre noget for mig, som intet andet kan. Der er masser af musik, som jeg elsker og vender tilbage til gang på gang. Og så er der de øjeblikke, hvor jeg opdager noget nyt. Noget jeg ved, er for evigt med mig og dét. Det skete lige i torsdags. Lige da jeg svingede om hjørnet og næsten var hjemme...lydbogen var færdig, og jeg hørte en flig af et nummer, som både virkede gammelt og nyt. Gammelt, fordi det indeholder en hel del country og slide-guitar præg, sådan lidt rockabilly-agtigt (fra de gode, gamle dage i amerikanerbilklubben) og samtidig bare...helt anderledes.

Og nej, det er ikke fordi, jeg aldrig har hørt om Volbeat før. Jeg ved godt, at der er et band, der hedder dét, at de er kæmpestore i USA og at forsangeren har tabt 30 kg. (så jeg for nylig i morgentv....). Jeg har bare aldrig hørt det, sådan rigtigt hørt efter. Lyttet. Det har jeg nu, for jeg har stort set ikke hørt andet siden torsdag eftermiddag. Det er lidt råt noget af det, men åhhh...love it.

Det var det her nummer, der fik mig helt ud af puppen og åbnede døren til foråret. Bør høres højt :-)

Mere forår i luften

Hvor er det godt med alle jeres kommentarer, forslag og tanker til indlægget i går. Tak. Jeg er stadig i gang med at sortere i mine egne tanker, mest fordi, der er nogle ting, der kommer til hænge sammen. Kryptisk. Jeg har altid vidst, at mit Troldebarn er specielt, og nu må jeg måske indse, for alvor, at jeg skal forholde mig til det. Ikke for at gøre det stort, men for at hjælpe ham til at fungere bedst muligt blandt andre.

Nå, men på vej hjem fra skolen med tre forårskåde drenge bagi (der i parentes bemærket havde fået Wii-spilleforbud pga. solskin, men til gengæld havde fået lov at lege med vand!) kom jeg pludselig lidt ned på jorden igen. Måtte holde ind til siden og give drengene et begejstret foredrag om min yndlingsfugl, der sammen med sin mage var i færd med at indtage reviret overfor måger og krager.

Billedet er lånt af John Larsen, dof.dk. og fjernes selvfølgelig, hvis det ikke er i orden.

Den røde glente. To af dem, rettere, helt tæt på. Hvor heldig kan man være (ja,ja, lidt kæreste med en ornitolog har man vel været. Og lidt nørd skal der være plads til i en Hulemor!). Måske man skulle hæve sig op i det perspektiv og se det hele lidt mere fra oven?

Sol og stilhed

Endelig! Sol over skoven...ahhh.

Jeg savner, når solen skinner. Altså savner min mor. Jeg havde håbet, at foråret, som hun elskede, ville piske mere liv ind i hende. Men jeg fastholder øjeblikket fra dén søndag morgen, hvor jeg var fyldt af en følelse af, at hun ikke ville tilbage. Selvom det blev nok så meget forår...

Og der sker gode ting. Spændende ting. Rare ting. Og jeg under mig selv at glædes. Og nynne. Måske endda smådanse lidt. Det er også forår indeni og jeg gider godt være med i livet. Og jeg er taknemmelig over, at jeg kan. Ikke alle kan.

I sidste uge talte jeg med en pige, jeg kender lidt. Jeg kender hende, fordi hun kommer i det hus, hvor jeg arbejder. Hvor mange er syge, og nogle bliver raske. Heldigvis. Hun er sød, pigen, og smuk. Kvik, optimistisk og positiv. Stærk. Men hun er også syg. 17 år, fuld af liv. Og leukæmi. Hun har villet det liv så meget. Kæmpet så hårdt.

I dag kommer hun hjem. De siger, at de ikke kan gøre mere for hende. Nu er hun træt. Den hestekur, der skulle hjælpe, hjalp ikke. Jeg synes ikke, det giver mening. Så i dag er jeg lidt stille for hende.

Det er ikke fordi jeg vil tynge jer, eller jeres fredag, med triste historier, selvom jeg synes, de lige nu er omkring mig til overflod. Jeg vil bare huske jer på, at det liv dér...HER...det skal fandeme nydes, mens vi har det!!

Så nu vil jeg glæde mig over, at jeg har rengøringsweekend på skolen - er der noget bedre på en fredag med det første solskin i mands minde? Og så vil jeg tage hjem og få mine unger til at grine, give dem lækker mad og pandekager til aften. Kysse og kramme dem, indtil de tror, jeg er tosset og beder mig slappe af. Og det vil jeg så gøre ved at drikke en iskold øl og segne i verdens bedste fredagssofa!!

Happy Friday!

Nå!

Så kom man hjem fra skiferie og regnede med, at lørdagens milde vejr varslede forår. Og så startede det hele forfra med snevejr og fygning og skovl i bilen. Okay da. Men det kan ikke ryste mine indre forårsfornemmelser ud af mig!

Sådan en snevejrsdag savner jeg igen. Eller endnu. Stadig. Det var jo sådan en dag, vi skulle skvadre i telefon over, hvor besværligt det er, men hvor flot, der er i skoven. Og hvor dejligt det er, at jeg fik snekæder til jul. Og hvor godt det er, at jeg ikke skal køre så langt. Og hvor hyggeligt det er, når man først kommer hjem. Faktisk præcis som nu, hvor ilden buldrer, dyrene sover i flæng, en sen kop kaffe er brygget og jeg venter med et smil på sned. På ham, min smed.

Min far har lige hentet børnene. Han er ellers bange for alt nyt, altså alt det nye i det nye år 0. Alle tings første gang. Uden hende. Men han kæmper og er sej, så i dag var dagen, hvor han ville overvinde smerten ved den første tur ned i skoven. Alene. Og han kæmpede med sig selv, med sneen og med tårerne. Men han kom igennem. Og nu skal de tre nok finde en måde at hygge sig på. Uden mormor. Det river indeni.

Men der er også noget, der letter. Det er lidt svært at indrømme. Lidt svært at give plads til lettelsen over, at være forbi den tid med sygdom, uro og angst. Nu er der sorgen. Og lettelsen. Og det er det, der giver forår indeni. Rastløshed og længsel efter noget nyt, noget mere, noget andet. Jeg sender breve i forskellige retninger og prøver at lade tanker og ideer spire. Alligevel spændende, hvilke, der rodfæstes og bliver til nyt...

Forår. At last

Går ikke for godt med humøret. Stadig.

Har bare siddet fast i enlig-mor-offer-følelsen. Inklusiv masochistiske bebrejdelser som "Jamen du har jo selv valgt det". "Ensom? Du ville jo selv". Nå.

Jeg er så træt af at mine hårdt opsparede reserver gang på gang bliver ædt af efterdønninger af skilsmissen. Jeg mangler ikke noget. Men jeg har heller ikke til noget. Selvfølgelig kunne jeg vælge at skifte den hemmelige adresse ud med et månedligt beløb i boligsikring. Eller vælge en anden skole, der ikke koster 2.950 om måneden. Okay, det er nogle dyre valg. Men jeg står alligevel inde for dem.

Surfede (pudsigt nok) forbi noget millionøsemetode. Og måske har de ret, for alle mine tanker var sådan noget "Passion? Jeg har da ingen passion". "Dele ud til andre af det, du er god til? Jeg er da ikke god til noget". "Tiltrække rigdom? Nej hvor egoistisk". Pfft. No wonder jeg ikke har skejser til en all inclusive sommerferie med ungerne. Med fly. Ville de der millionøser nok sige. Måske de alligevel har fat i den lange ende...

Nå, men så læste jeg et interview med en kendis, der blev spurgt: "Hvad er du den eneste i din omkreds, der er vild med?". Det spørgsmål gik jeg og grublede over en eftemiddag. Altså hvis jeg nu var den kendte, hvad ville jeg så have svaret? Noget smart konstrueret til lejligheden?

Men pludselig kom jeg til at grine for mig selv. For jeg havde pludselig svaret! Countrymusik. Og det her:



Læg lige mærke til de drenges begejstring!!

Jeg tilbragte det meste af min ungdom i sådan en øse. Ja, lige netop sådan en Chevrolet Chevelle Malibu 1969. Ikke noget, jeg har pralet vildt med siden. Men nu tror jeg, jeg er parat til at stå ved min bonderøvede side. After all.

Jeg kan stadig blive helt varm, når jeg hører en V8'er komme nærmere. Det hørte jeg den anden dag. En forårsglinsende Buick med ung mand bag rattet. Og jeg gjorde det, han allerhelst ville have: Stillede mig op og gloede ukontrolleret efter bilen. Og smilede til ham. Dét er nemlig forår!

After all.

Lys

Desværre yder mit kamera ikke disse smukke blomster den respekt de fortjener! Men de står og lyser så meget på mit bord, at jeg tror jeg har glemt at slukke en lampe, når jeg går forbi!

Det er forårslys!