Hvor er alle bloggerne henne?

Der ligger en kladde på et indlæg, jeg ville have skrevet nytårsaften. Eller kladde er måske så meget sagt, for det var faktisk kun en overskrift, der aldrig blev til mere. I går gav jeg mig endelig tid til at forsøge igen og tænkte, at jeg ville hente lidt inspiration hos nogle af de andre bloggere, jeg har fulgt gennem årene. Det gav anledning til at sortere og rydde op i bloglisten, for hold da op, hvor er der mange, der er forsvundet fra blogland. Det er jeg jo sådan set også selv... men jeg har alligevel ikke lyst til at lukke bloggen helt ned. Dels kan jeg se, at der stadig er folk, der kigger forbi - dels er nogle meget vigtige år af mit liv dokumenteret her i Hulebo. Så nu må det være tid at give lidt liv til bloggen igen.

Da jeg skrev herinde sidst, var der flere, der gav udtryk for, at de bliver bekymrede, når jeg ikke skriver. Det blev jeg meget rørt over - tænk, der går mennesker rundt, jeg slet ikke kender, der bekymrer sig for mig.

Der er gået fire år siden, han rørte på sig sidst. Frygten fylder ikke bevidst i mit liv længere. Jeg kigger mig ikke over skulderen mere og selv hos min far i julen, var jeg stort set helt afslappet. Bortset lige fra, når hunden gør - så tjekker jeg indkørsel og haven, men ikke med hjertet oppe i halsen som tidligere.

Jeg har endda været i København og gået alene gennem noget af byen. Det var til gengæld med hjertet oppe i halsen - men jeg gjorde det. Jeg har også været i København med smeden. Vi var forbi min gamle arbejdsplads, som jeg forlod over en nat, for at sige hej. Eller rigtigt farvel om man vil. Jeg kommer jo ikke tilbage. Det var et tårevædet møde, og nøj, hvor det føltes godt at få set dem igen - min gamle chef og nogle af kollegerne. Det var mens, jeg sad dér, på kontoret, at de ringede fra efterskolen og fortalte, at der var blevet spurgt efter Elverpigen. Ved navn. Mærkeligt ikke?

Senere kørte vi ud i området, hvor vi boede dengang. Det var smukt og ret idyllisk, ligesom jeg husker det. Uden nogen form for drama. Jeg kunne mærke, at det var rigtigt at få det lagt bag mig på den måde. Sammen med smeden. Det er en del af min historie, men det var dengang. Nu er nu.

Da vi kørte ud af byen, var jeg selvfølgelig lidt rystet over, at en mand havde spurgt efter Elverpigen. Men jeg tænkte også, at han jo ikke havde spurgt efter mig. Hvis det ER ham, så leder han ikke efter mig, men efter sin datter. Der er forskel. Det gjorde mig ikke bange...Jeg er ikke fysisk dér, hvor hun er nu, jeg kan ikke blive en del af et drama. Det må jeg holde fast i. Der er ikke sket mere. Ingen henvendelser, ingen beskeder, ingenting.

Jeg drømmer, at han forfølger mig. At jeg tog fejl, at han stadig vil slå mig ihjel. Jeg drømmer også, at han ikke vil. I vågen tilstand fortæller jeg mig selv, at han er videre i sit liv, at han ikke vil udslette mig længere, at "æ galsind er gav'n af ham", som min gamle moster siger. Jeg forestiller mig, at jeg møder ham og ikke er bange. Det piner mig, at mine -vores - børn har mistet halvdelen af deres familie. Specielt deres søstre, hans tre nu voksne døtre af første ægteskab. Tænk sig, at kunne få tre storesøstre igen...

Den yngste af dem skrev en mail til mig, os, i sommer. Jeg opdagede den først lige inden jul, fordi det er en gammel mailadresse, jeg næsten aldrig bruger. Jeg skrev tilbage og tog en beslutning. En beslutning om at slippe noget kontrol. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg har gjort det. Givet hende Elverpigens mailadresse - og nu er de i kontakt. De skriver sammen om ungdomsliv, uddannelsesvalg og de andre i familien. Søstrene, bedstemoren og fætteren. Ikke deres far. Endnu.

Det føles rigtigt.

Op og ned.

Det er vist sådan, det går. Op og ned i det liv her. Ikke fordi der er sket noget meget skidt eller meget godt, egentlig. Men det der såkaldt virkelige liv tager åbenbart det meste af min tid. Jeg læser blogs rundt omkring, får ikke lagt kommentarer og slet ikke skrevet selv. Men nu er det lørdag. Der er gjort rent, muget ud ved Elverpigens rideskole hest, afleveret blomster til et guldbryllup, gjort rent over hele hytten og læst en arbejdsrelateret artikel. Ungerne er på trampolinen og der er kaffe i kruset.

Jo, jeg ved alligevel godt, hvad det er, der nager. To ting. For det første sagen om vores allesammens Thomas, der lige før påske bortførte sin søn fra Østrig. Jeg er åbenbart den eneste, der synes, at han ikke er en helt. Eller nå nej, John Halse fra Børns Vilkår er enig med mig. Sådan en opførsel er bare fuldstændig utilstedelig og ødelæggende, uanset hvor mange dokumenter, han kan vise frem. Hvis man elsker sit barn, gør man ikke sådan noget. Basta.

"Man ser Olivers far stå på tv og sige, at det måske har været lidt voldsomt, men at Oliver ikke er påvirket. Det er han altså. Oliver har hørt sin mor stå og råbe og skrige, mens han er blevet hastet ind i en bil. Det har været ubehageligt, og han har oplevet det som farligt. Det kan ende med, at Oliver bliver i tvivl om far er en af de gode eller onde", siger John Halse.

Og jeg ved det, for jeg har prøvet det. Min eksmand "hentede" Troldebarnet engang på nøjagtig samme måde. Overrumplede mig 300 km. fra mit hjem, kørte op på siden af mig, bremsede voldsomt op og sprang ud af bilen. Råbte og skreg og skubbede mig væk, mens han rykkede Troldebarnet ud af mine arme og smed ham ind i bilen. Jeg har aldrig set Troldebarnet skrige sådan "Moooor, mine krabber, mine krabber" (vi gik ved en strand, og han havde fundet små krabbeskjold). Jeg så ham ikke i tre uger. Eller rettere, han så ikke mig i tre uger. Jeg var voksen, jeg kunne håndtere det. Han var fire år, han kunne ikke.

Og nej, jeg havde ikke ret til bare at tage langt væk i et sommerhus, hvor jeg ikke troede han kunne finde mig, og tage børnene med. Og nej, vi havde ingen resolution, der fastslog hvornår hvem havde samvær. Og ja, jeg havde taget børnene med mig uden forudgående aftale med ham.

De havde da også fuld forståelse for hans frustration over det i statsforvaltningen. Hvor en venlig sagsbehandler sagde til ham, at "så må du jo selv hente dine børn tilbage". Det gjorde han så. Men han havde glemt at fortælle derinde, at han havde overfaldet, truet og tilbageholdt mig mod min vilje få dage før, jeg tog afsted. At han selv sked på alle aftaler og truede og pressede mig til at få det, som han ville have det.

Det er ubetinget de værste 21 dage i mit liv, da jeg ikke vidste hvordan min lille dreng havde det. At han pludselig var blevet revet ud af sin trygge dag sammen med mig. At han hverken havde mig eller Elverpigen, sko, tøj eller sin bamse. Og krabberne. For at gøre en lang historie kort, fik min eksmand frataget sin andel i forældremyndigheden pga. sit valg om at "hente" Troldebarnet. Fordi han havde "tilsidesat barnets tarv i væsentlig grad, særligt ved at fratage Troldebarnet muligheden fra at være sammen med sin søster, som han er tæt knyttet til". Da han fik besked på at aflevere Troldebarnet tilbage til mig, gik der yderligere tre dage før han reagerede.

Jeg fik et skadet barn hjem. Og det mener jeg. Han var mut, indadvendt, bleg, aggressiv og knust. "Jeg ved godt, du elsker Elverpigen mere, end du elsker mig. Ellers ville du jo have hentet mig. Jeg skulle være 100 dage alene ovre ved far, fordi du ikke ville komme. I hev i mig, det gjorde ondt. Jeg er ikke noget værd. Hvorfor kom du ikke mor?"

Det er fire år siden, og det er de 21 dage, vi rydder op i nu. Det er de følelser, familiebehandleren hjælper os med at få bearbejdet. Troldebarnet er stadig meget optaget af om forældre elsker deres børn lige højt, om nogle børn er mere værd end andre, om hvem jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte have ét barn. Han er SÅ traumatiseret over de tre uger, at det vil sidde i ham resten af hans liv. Derfor er far-helten Thomas i min verden et kæmpe røvhul overfor sit barn. Og jeg er ligeglad med om konen er maniac og at han (måske) ikke er voldelig og alt mulig andet. Det er psykisk overgreb mod et lille uskyldigt barn uanset hvad. Punktum.

Og for det andet, for at blive lidt i samme boldgade, har Elverpigens skoleskift budt på en kæmpe tur i du-kan-ikke-skjule-dig-i-det-digitale-samfund møllen. Igen. Uanset hvor meget jeg sætter i gang for at få myndigheder og offentlige instanser til at forstå, at de SKAL beskytte vores oplysninger, så fatter de ikke, hvor nødvendigt det er. De spørger hinanden lidt hist og her og bliver enige om, at det går nok.

De havde LOVET mig, at de blokerede alle oplysninger. De havde LOVET mig, at intet blev tilgængeligt. De havde LOVET mig, at der var taget hånd om det. Og ved I hvad? Det tog mig under tre minutter at dobbelttjekke, at de ikke havde styr på en skid alligevel. Og ja, jeg bander, for jeg bliver simpelthen så sur. Og ked af det. Og TRÆT. Fordi der kun en EN, der tager det her alvorligt. Og det er mig. Igen. For helvede. Så nu er hun meldt ud og alt er trukket tilbage, indtil de finder en løsning. Altså hun går da selvfølgelig i skole, og jeg har fået en meget stor undskyldning og beklagelse på skrift fra kommunen, men altså ... gæt hvad? DET KAN JEG IKKE BRUGE TIL NOGET, HVIS HAN FINDER OS.

Nå, men der er da også opture ind imellem. Søde, sjove børn. Skøn kæreste. Dejligt vejr. Weekend. Gode planer i fremtiden. Og fedt job. Nøøj, jeg er vild med det. Jeg håber, jeg kan blive ved, til jeg er 80. Det er nok et af de mest nørdede job, der findes, men det passer perfekt til min hjerne. Jeg kan blive høj af at udrede ét eneste patientforløb, hvor alle bitte bitte små parametre og faktorer til sidst viser sig at udgøre en fantastisk mosaik, hvor alle små brikker passer sammen. Optur, sagde jeg jo.

Og hov, solen skinner. Sikkert en god ide at tanke noget frisk forårsluft. God lørdag derude!

Udenpå og indeni

Der er ikke helt overensstemmelse for tiden, mellem udenpå og indeni.

Udenpå står jeg tidligt op, går i bad og smører madpakker. Vækker børn, lufter hund, spiser morgenmad. Passer job, laver te om eftermiddagen, husker at spørge til børnenes lektier, tjekker vejrudsigt og regntøj. Laver aftensmad, rydder op og vasker tøj. Udenpå er der fuld gang i ombyggeriet af 1. salen i Damehuset og der bliver også betalt regninger og husket aftaler. Udenpå går livet stærkt.

Indeni er jeg langsom. Trækker vejret dybt. Holder små pauser med mig selv og gemmer ængstelige tanker til stille stunder. I den indre biograf spilles film med gode slutninger. Og dårlige. Indeni nyder jeg tændte stearinlys og pæne blomster. Trækker vejret dybt. Skynder mig laaangsomt. Bliver rørt over børn, der hjælper hinanden færdige om morgenen, landmænd, der høster marker, katte, der sover på en solfyldt plet. Krammer mine børn og smeden, trækker vejret dybt og glæder mig over at være heldig. Indeni går livet langsomt.

Heksemor til grin

Nå men midt i sådan en eksistenskrise skal der på en eller anden måde også ordnes noget hverdag. Som i dag indebar at hente sløjt Troldebarn fra skole og spise ham af med Ramasjang (tak DR livestream), varm cacao, æbler og knækbrød, mens Hulemor blev færdig på job.

Kaffedate med nyskilt veninde, med hvilken jeg pludselig fandt ud af, at vores fortid byder på et ganske uforligneligt sammentræf af en fælles bekendt. Jeg måtte gå rundt i stuen og tage mig til hovedet, da hun sagde navnet. Hvis det passer, at man har mødt venner og familiemedlemmer i tidligere inkarnationer, har hun garanteret været .. min søster. Et eller andet nært beslægtet i hvert fald! Kræver et blogindlæg for sig - en anden dag.

De næstekærligste venner jeg har, inviterede på aftensmad (selvom det er dem, der har en baby!) og det eneste, jeg skulle overkomme, var at hente Elverpigen i en sportshal. Burde jo ikke have drevet mig helt ud på den kant, hvor Heksemor tager over. Men det gjorde det.

De der killinger, jeg aldrig kom af med, residerer stadig på matriklen og dét i en grad, hvor de ikke anser det for nødvendigt at være 100% renlige - hvorfor de ikke må være alene hjemme indendørs. Det eneste jeg skulle, var altså at lukke en kat ud, starte en bil, hente et barn og sætte mig til bords hos naboerne. Men katten ville ikke ud. Og gemte sig bag sofaen. Og væltede hele læsset med mor-savn, eksistens-krise og hvorfor-skal-jeg-altid-gøre-alting-selv-hysteriet.

Heldigvis gik det kun ud over en...lampe. Ikke det Troldebarn, der måbende så til (et Troldebarn, som jeg jo ved har utrolig meget behov for forudsigelighed og tryghed. Som skal smittes med ro, som psykologen sagde dengang).

En forholdsvis uskyldig lampe, som formastede sig til at bestå af rispapir. Og være mellem mig og katten. Som jeg kom til at flå en lille bitte smule i stykker. Hvorefter de fire led, stangen er sat sammen af, begyndte at knække sammen ét for ét - inde i skærmen. Heksemor hev og flåede, råbte og skabte sig, gik bersærkergang. På en lampe. Topmålet var, da et forsigtigt Troldebarn spurgte: "Men behøver du ordne lampen lige nu, mens du er så sur?"

Og jeg vrængede: "JAAA!!! Sådan en lortelampe skal fandeme ikke bestemme over mig".

Så utrolig modent. Så utrolig velovervejet. Så utrolig latterligt.

(Men den fik ikke krammet på mig. Jeg fik samlet lortet uden at ødelægge mere. Og katten kom ud.)

Der var lidt stille i bilen på vej til hallen. Da jeg fik pulsen nogenlunde i Hulemor niveau, spurgte jeg ham, om han var blevet forskrækket.

Troldebarn: "Næe. Jeg ved præcis, hvordan du havde det"
Hulemor: "Ok. Men du havde faktisk ret - jeg skulle bare have ventet, til vi kom hjem igen. Så havde jeg nok ikke været sur mere. Der var du alligevel klogere end mig! Bare en skam, jeg ikke lyttede til dig..."

Så skrupgrinte vi, og han udpenslede i detaljer, hvor skør, jeg så ud i mit hysteri: "Du svedte helt, mor! Men mor - du skal ikke være ked af det. Du er i forvejen et af de roligste mennesker i verden, så man kan altså godt tåle, at du lige bliver lidt sur. Må jeg få et bolsche inde i hallen?"
(Pyha)

Tror den trænger til at sove, den Hulemor. (Og på onsdag er der noget med en urne, der skal ned. Og vist noget med en skiferie, der nærmer sig. Hastigere, end jeg lige kan overskue nu. Men sschhyyy...ikke tirre Heksemor ...)

T-r-ø-s-t-e-spisning

Jeg har aldrig forstået dét udtryk Trøstespisning. Altså hvem er det, det trøster? Tag nu mig, aftenens dramaqueen. (Jo, det var blevet tid til at finde ynk og udtværet mascara frem igen). Nu har jeg spist, dvs trøstet mig med, otte store chokolade småkager. Der er 20 stk i æsken, ialt 560 gr. Dvs. 28 gr. pr. kage x 8: 224 gr. kage. Det er der da ingen trøst i! Snarere straf. Det er så ubeskriveligt kvalmende, at jeg om muligt har det endnu værre end før. Og kun det faktum, at en lang dag venter i morgen, afholder mig fra at finde yderligere trøst i alkoholiske drikke...

Det er sådan noget, der bliver plads til, når ens mor er glad igen og bliver udskrevet på fredag.

Anledningen til DQ? Andedamsrelateret fornærmethed...

Dengang jeg blev skilt, syntes min far helt bestemt, at det var tid at vende 'hjem' igen. Det vil sige til Jylland. Det kunne der naturligvis ikke være tale om, idet mine børns netværk jo hovedsageligt var på Sjælland og jeg i øvrigt selv trivedes fint i de omgivelser og relationer, jeg havde der. Desuden var jeg bange for 'den fraskilte kvindes svøbe'. Ja, det er en af mine kæpheste. Jeg har skrevet om det før.

Den der med at enlige fædre er heroiske og interessante, og da i hvert fald skal klappes på skulderen for at komme ud af huset og ikke bare sidder der og samle støv. Mens enlige mødre (der jo som bekendt altid selv har valgt det (eller i hvert fald været ude om det) og i øvrigt får i hoved og røv af det offentlige) ikke i samme grad bliver betragtet som hverdagens sande helte.

Det, jeg prøvede at forklare min far, var, at der simpelthen ikke er plads til sådan en som mig i andre menneskers etablerede omgangskredse. Som min allerbedste veninde formulerede det: "Du er bare sådan en, man ikke har brug for til at lave ravage i den. Du kommer der mit dit nyklippede hår og spændstige figur. Ung nok til at være fysisk attraktiv og gammel nok til at være en klog og spændende samtalepartner. Fuld af nyopdagede styrker og selvstændighed. Det lyser ovenikøbet ud af dig, at du trænger til noget godt sex og aldrig kunne finde på at sige, at du er for træt". Sagt i al kærlighed og varme. Og hun fortsatte: "Og dét har du bare at forvalte ordentligt. For du er en lækkerbisken for alle mænd med små børn og trætte kvinder". Det er selvfølgelig karikeret, men der er sandhed i det.

Min far indvendte, at han og min mor "da altid havde haft en stor omgangskreds, og at det bare gjaldt om at engagere sig i nogle aktiviteter - så kommer det helt af sig selv". "Måske ja, men har I nogensinde inviteret en enlig kvinde med til noget blandt par-vennerne, så hun kunne komme ud at danse lidt?". "Mnaajj, det har vi måske godt nok ikke...". Se pointen?

Jeg landede i et, for mig, ganske tilfældigt område, da verden gik af lave, og jeg skulle væk overnight. Jeg er faldet godt til. Det er småt, det er godt. Det er nemt at lære folk at kende, fordi man næsten automatisk krydser hinandens spor mange gange, når man har børn i samme skole og idrætsforening, handler i det samme supermarked, står i den samme kø ved bageren osv. Så kunne man (jeg) jo godt forledes til at tro, at der måske var basis for nye venskaber. De er sgu da så søde allesammen og vil gerne introducere for det ene og det andet, og traditioner mig her og der. Altså lige så længe, det ikke lige præcis inkluderer deres eget privatliv og omgangskreds.

Og nu er jeg dér, hvor jeg overfor min far forudsagde, at jeg ville være i et lille jysk samfund; udenfor. Jo jo, der er bestemt flere, der gerne vil hjælpe med at hente børn, hvis det kniber. Køre nogen til håndbold og gymnastik eller arrangere en overnatning. Og bevares, jeg bliver da tilbudt mange kopper kaffe og sågar et glas vin en fredag aften, når der skal udveksles børn efter Disney Sjov. Et enkelt kun-for-damer-arrangement er det nok også blevet til, og til fester på skolen, hvor jeg er lovligt selvskrevet som forælder, er jeg da også blevet budt op til dans.

Men når det kommer til de rigtige fester, 40-års fødselsdagene, rejsegilderne, kobberbryllupperne, eftergilderne, julefrokosterne....så er der lukket. Og slukket. Den går ikke søster lagkage. Og det er så den, dramaqueen har raset over de sidste par dage. Fuldstændig tilbage til skolegården, da man fik nys om, at kun nogle få udvalgte af klassens piger, skulle med til fødselsdag i parallelklassen. Ikke én selv.

De her mennesker, der holder en fest på fredag, det var nogle af dem, jeg virkelig håbede, var ved at blive rigtige venner. Jeg troede det faktisk. Og alle dem, der har budt på pizza, kaffe, børnepasning og måske endda har sagt, at de var glade for at børnene og jeg er kommet til, de skal med. Og de er meget omhyggelige med ikke at tale om det, når jeg sidder sammen med dem i hallen en hel søndag eller møder dem i skolegården.

Og ja ja, jeg ved det godt. Jeg er ikke født her. Jeg har ikke boet her i mere end 2½ år. Jeg har ikke selv inviteret til noget. Jeg er skilt. Er jeg farlig?

Nå, men jeg er i hvert fald ikke inviteret og har ingen ret til at påberåbe mig medlidenhed i den anledning. Men retfærdig harme kan ingen tage fra mig!! Og heldigvis er der jo en kæreste, man på det nærmeste kan gøre ansvarlig. Er det ikke ham da, der kender det her lokalpatriotiske samfund, hvor der ingen plads er til fremmede? Er det dermed ikke ham da, der skal være brobygger og introducere den eksotiske fremmede, således at ingen bliver utrygge?

Åbenbart ikke. Han er til gengæld meget bredskuldret og sagde bare, at jeg vist trængte til at komme i seng. Hmm.

Kortslutning

Det var ellers en god weekend. Troldebarnet og Elverpigen kom hjem fra ferie hos mormor og morfar og var glade, forkælede og tilpasse. Mor'en var glad, forkælet og tilpas og tanket op med forelskelse.

Fredag var fridag! Ingen computer, ingen indkøb, ingen vasketøj eller pligt-gøremål. Kun os.

Lørdag/søndag var tur til gode venner, juleindkøb i Tyskland, hjemmelavede burgere og billigt slik. Playstation, Bingo Banko med fuld plade - Troldebarnets. Desværre var der mange vindere, der forsøgte sig på samme tid, så telefonerne var optagede. Øv, syntes han.

Jeg så den ikke komme, kortslutningen.

Det gik så godt, alle var glade og knusede hinanden til farvel sidst på eftermiddagen. Jeg glemte, at jeg skulle have stoppet noget før. På Troldebarnets vegne. Han kan ikke navigere så længe i så lidt struktur, alt for meget spil og ditto slik...jeg glemte det.

På vejen hjem var alt galt. Verden blev for stor, for svær, for kedelig, for smertefuld, for udfordrende. For. Meget. Jeg kunne ikke nå dig. Forklare dig. Trøste dig. Skærme dig. For sent.

Lille følsomme dreng. Min dreng. Du har lige kaldt på mig. Du ville ikke have historie. Du ville ikke have vand. Du ville ikke have kys. Du kaldte på mit hjerte. Du har ikke følelser. Du er dine følelser.

Det er hårdt at være otte år og være sine følelser. Alt for hårdt. Din lille krop kæmpede mod overgivelsen, mens du græd min bluse våd. Nu ligger du i min seng. Jeg kan høre dit åndedræt. Helt roligt nu. Jeg har lovet dig, at jeg vækker dig, når jeg selv går i seng. Og jeg har lovet dig, at jeg passer på dig. Jeg passer på dig lille dreng. I verden.

Far, mor og ingen børn

Den leg, leger vi hjemme hos mig i disse dage. Mig og ham, der er en slags kæreste.

Og for saddan det er schön!! Alle børn er på efterårsferie andre steder (hvor de har det godt, altså), så det er bare os. Med ild i brændeovnen, nykogt æwlkage, kys, film, madrasser på stuegulvet, juleøl fra Schackenborg, flere kys, klik-en-skiferie, sove i hans arme, fjollerier, drømme-snak, kærlighedserklæringer og dampende...linsesuppe. Og den slags. Uhm.

Vi er meget enige om, at kæresteriet indtil videre er et voksenprojekt, så der er ikke så meget os-tid i verden. Og da aldrig fire dage ad gangen. Men lige nu er dét. En hel aften og nat mere.

Fortryllelsen hæves i morgen tidlig, og det er okay, for jeg er helt fyldt til randen af looooove. (Og savner de store små lidt. Meget.) Tænker lige nu, om det alligevel er undervurderet at være rigtige kærester...måske der skal opgraderes??

Soundtrack til natten

For præcis otte år siden gik jeg i seng d. 16. oktober, fire dage over terminen med Troldebarnet. Jeg vågnede kl. 4 om morgenen med lidt murren i kroppen. Og havde fået at vide af jordmoderen, at jeg skulle komme straks, når jeg mærkede det mindste. Fordi det var gået stærkt med Elverpigen, da jeg fødte hende.

Men altså...det tæskregnede den tidlige morgen. Jeg gad ærligt talt ikke ud i den regn på det tidspunkt og nænnede ikke rigtigt at vække min svigermor, der skulle komme og være hos Elverpigen. Så jeg sov uden problemer videre til kl. 7, hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at komme i bad. Derefter var det som at se en film i fast-forward, og han er født kl. 8.58. (hvilket også er prisen på en liter benzin den dag. Til info). Der havde jeg både bagt boller, tørret indregnet vand op i havestuen, indlogeret svigermor - og faren var nybarberet.

Kl. 13.00 var vi hjemme og mine forældre kom. Jeg havde barselshvile hjemme og ihh hvor var det skønt. Det var nogle dejlige dage.

Nåmmen det gik jeg bare og tænkte på, mens jeg pakkede gaver ind, fandt flag frem, satte bolledej over og rodede med at lægge musik på pc'en, som skal overføres på den nye mp3 i morgen.

På youtube faldt jeg over denne, som er den perfekte baggrundsmusik til hyggelige, mindeværdige aftenstunder. Og det er ikke fordi teksten er symbolsk eller noget. Stemningen er bare så - uhm. Man kan næsten ikke lade være at gå og gynge lidt til rytmen. I hvert fald ikke mig... og så godnat fra Hulen.

Et glimt af ham...

Troldebarnet er - endelig - startet til gymnastik. Springgymnastik. Troldebarnet er ikke god til regler. Krav. Andre, der råber og skriger - kræver en indsats af ham. Han bliver forvirret og ked af det, rasende og frustreret.

En dag, hvor vi overværede en flok jævnaldrende drenges fodboldtræning, spurgte jeg ham, om han kunne tænke sig at gå til fodbold?
"Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke noget for mig. Jeg kan slet ikke se, hvad det er, de skal. Jeg ville blive alt for gal. De råber også grimt til hinanden. Nej mor. Det er ikke noget for mig".

Til gengæld er trampolinen kilde til daglige glæder og udfordringer. Jeg er for længst holdt op med at råbe "NEEEEJ", når der bliver slået saltomortaler (det betyder faktisk dødeligt spring!!!) og skrå rullefald...

Otte par forventningsfulde drengeøjne stirrede op på Martin - den mandlige træner (kunne godt lige smide en håndfuld superlativer i hans retning, fx smidighed, styrke, balance, kropsbevidsthed, wauw...). Her var ingen rundkreds, sanglege eller navnerunder. Der var derimod fuld skrue ud over madrasser, bukke, plinte, heste osv. Troldebarnet var i sit es - det her er hans verden!

Og dér så jeg ham. Et strejf af ham. I de lange muskler, og den måde, de spændes. De senede arme, der gerne bærer kroppen. Den markerede mave, det flydende åndedræt. De rytmiske bevægelser til musikken. Smilet, hvor de brede tænder, ved siden af fortænderne, gør smilet lidt skråt og meget charmerende. Glæden ved at bruge kroppen.

Troldebarnet og Elverpigens far. Lige dér, blev jeg bevidst om, hvor meget han ville have elsket at se sin dreng sådan. Og hvor meget drengen ville have elsket at se sin far stolt. Det trak en tåre, at det ikke kan lade sig gøre. Ikke endnu. Men det er i de øjeblikke, jeg håber allermest, at den dag nærmer sig, hvor jeg tør have en dør på klem. Til ham. Deres far.

Jeg holder af hverdagen. Eller gør jeg?

Jeg har altid godt kunnet lide den sætning, sagt af en meget uhyggelig mand (min fars faster var kun bange for én ting, når hun var alene hjemme i deres sommerhus. At det skulle banke på døren en sen aften, og Onkel Danny skulle stå derude med sine sortlakerede negle. Mærkelig, mærkelig frygt!)

I anledning af, at Landsbyhospitalet snart definitivt lukker, tænkte jeg, at det var godt at lave lidt research på andre muligheder. Og startede indefra, med en bog fra stakken.

Jeg hader selvhjælpsbøger. Af alle slags. Jeg er ikke stødt på en eneste endnu, hvor jeg ikke har brækket mig over al det frelste, man skal igennem, inden man kommer til de saliggørende øvelser. Der retter op på hele ens miserable skude af et liv.

(Og undskyld til alle jer, der har skrevet eller læst fantastiske selvhjælpsbøger, der rent faktisk har hjulpet)

Nå men...der var et eller andet ved den her bog, der fik mig igennem indledningen uden at kaste op. Og rent faktisk har jeg læst kapitel 1 indtil flere gange. OG *trommehvirvel* lavet øvelserne. Sgu.

Den korte version er, at øvelserne i første kapitel skal spore læseren ind på, hvilke følelser, der skal motivere ham/hende til at følge sin passion. Og jeg blev faktisk lidt grebet af det. Og lavede øvelserne virkelig grundigt. Ja, næsten passioneret. Det satte faktisk noget i gang, det må jeg indrømme. Hårdt presset.

Og lige nu sidder jeg lidt målløs og studerer resultatet, for...der hvor jeg mangler noget, der hvor jeg ikke lever, der hvor jeg er drænet og kører på autopilot - det er lige netop i hverdagen, som jeg eller synes, jeg holder sådan af. Nå.

Mit arbejdsliv er glimrende i følge testen. Well, no surprise actually. Jeg er glad for mit arbejde, kolleger og patienter. Det er mere af nød, jeg skal finde noget, jeg kan blive lige så glad for.
(Jo, jeg bliver overflyttet. Men til en forbandet heksekedel af en arbejdsplads, hvor jeg har været før. Og i løbet af 5 måneder havde 600% stigning i sygefravær ift. de forrige 15 år på arbejdsmarkedet!)

Men det rammer noget at se på de ord, jeg selv har skrevet om, hvad der mangler i mit liv. Ikke af jordisk gods eller guld, men af elementer, oplevelser, episoder, der får de livlige, glædesfulde, passionerede følelser frem i mig.

Det er her i mit hjem i min hverdag, i mit helt almindelige liv, jeg skal til at lappe huller. Fylde op. Nære. Mærke. Slippe. Være. Og trække vejret helt ned i maven.

Jeg måtte næsten år tilbage i tiden, for at jeg kunne genkalde mig de følelser, der engang gjorde livet til en fest. Og ja, ja, nok er det en kliché og livet er jo for fanden ikke en fest hver dag...men en gang imellem må det da godt være det! Selv om man er nødt til at være verdens største praktiske gris fra kl. 5.35 til 22.25 hver dag.

Så nu bliver selvforkælelse indført. Dét ord ville jeg helt sikkert have vendt vrangen ud over, dengang tilværelsen var ulidelig let. Men nu giver det mening. Og helt alvorligt; jeg skulle starte på det i går. Med fodbad og stearinlys. Det var ligesom det, jeg kunne forpligte (adddrrr) mig til. Altså overfor mig selv.

Og hvad endte det med? At jeg gnubbede fødderne i en varm vaskeklud lige inden jeg skulle sove, fordi jeg ikke lige havde nået det med fodbadet! Nået det! Et eller andet sted...så har den coach sgu da ret i, at når man ikke engang kan afse sølle 20 minutter til sig selv til noget virkelig rart - som ikke engang generer nogen - så tror da pokker, at man ikke kan trække sig selv op ved håret og prøve at nyde det hele lidt!

Og i dag? Skulle jeg høre musik/bevæge mig/danse (det ved jeg nemlig virker) i 20 minutter. Men så trak putteriet ud og derefter ringede en slags kæreste og ... så nåede jeg det ikke. Egentlig kunne jeg godt have nået det, men bloggen trak voldsomt, for jeg havde pludselig lyst til at dele det med nogen. Hmm.

I morgen. 20 minutters afspænding. Nogen, der vil vædde?

Hvad er det vigtige?

Så sad jeg der på mit arbejde, og havde i.n.t.e.t. at lave. Legede med min spritnye gadget uhh så fin og lækker - og miljøvenlig. Lagde planer for aftenens sommerhusparty med de skønneste kolleger. Tøse sms'ede med veninde. Fnis fnis og fredag for fuld skrue på radioen.

Nå, men mens jeg drev afsted i tilværelsens ulidelige lethed, ringede telefonen fra en sengeafdeling, at jeg skulle ind til en patient. Da jeg kom ud fra stuen igen, måtte jeg tørre øjnene. Og lod derefter telefonen blive i lommen, havde mistet lysten til at lege. Fordi det var ligegyldigt.

Patienten er 55 år, flot mand, veltalende og fuld af humor. Han fortalte mig, at han var lidt stresset de her dage. Fordi han lige har fået at vide, at han har tre måneder tilbage. Altså hvis det går godt. Han synes pludselig, han har lidt meget, han gerne vil nå.

Hvad pokker er det med det liv? Hvad er det nu, vi skal med det? Hvad skal det give os? Hvad skal vi give det? Er der overhovedet noget, der nytter?

Min mor er også alvorligt syg. Men hun er i behandling, og indtil videre ved vi ikke andet, end at det virker. Så de tunge tanker er til at holde i ave. Vi er blevet gode til at bruge tiden og fx prioritere at se hinanden, selvom det kun er for et par timer. Der er dage, hvor jeg næsten glemmer det.

Vi havde en god snak, patienten og jeg. Fordi jeg har det så tæt på selv, var det ikke svært at lytte til ham. Og spørge. Og tage hans hånd, da han rakte ud efter min, og fortalte, at hans søn havde sagt: "Jamen jeg har altså brug for mere far-tid". Det var ok, at vi begge kom til at græde lidt.

Der var en hel fortættet stemning inde på den stue. Tænk at to fremmede kan komme så tæt på hinanden på så kort tid. Det var gribende, berigende, ærligt, smertefuldt og bevægende på en gang. Men også varmt og nært. Forunderligt.

Jeg gav ham et knus, da jeg gik, fordi det var okay. "Tak for din måde at være på. Og pas nu godt på dig selv ude i den store verden" sagde han.

Vi kender kun lige nu. Dette øjeblik er i virkeligheden det eneste, vi ved. Om lidt kan alt være forandret. Så husk det lige.

Pas godt på dig selv, og dem du elsker. Nyd livet, for det er lige nu...

Klap eller bank?

De bedste ord, jeg længe har læst:

Man kan ikke banke noget ind i sine børn.
Men man kan klappe meget ud af dem!

Sagt af Astrid Lindgren (selvfølgelig...)

Bloggers by choice

Inde i mit hoved er der et indlæg, som ikke er skrevet endnu. Det har taget form igennem et par dage. Og det er åbenbart stadig ikke parat til at blive skrevet, for nu sidder jeg her. Endnu. Igen.

De andre dage fik jeg slet ikke skrevet. I dag skriver jeg - alligevel - noget andet. Gætter på I også kender det; pludselig kan man føle sig forpligtet overfor sin blog. Og allerydmygest overfor sine læsere.

Nå der er så meget, der vil ud... så ender det med, at der ingenting kommer. Måske forpasser man tidspunktet, fik ikke grebet tanken. Bliver så inspireret af andre, at det tager tid før egne tanker bundfælder sig.

I dag er der sket så meget, at jeg har oplevet

• ærgrelse
• energi
• glæde
• angst
• frygt
• raseri
• ro
• overraskelse
• kærlighed
• ydmyghed
• træthed

hvor er det mange følelser. På een dag!! Dagen har været en række af små selvstændige oplevelser som har bragt mig gennem hele følelsesregisteret. På godt og ondt.

Nu er jeg nødt til at sove. Men i morgen...der må jeg få skrevet det, jeg egentlig ville!