Op og ned.

Det er vist sådan, det går. Op og ned i det liv her. Ikke fordi der er sket noget meget skidt eller meget godt, egentlig. Men det der såkaldt virkelige liv tager åbenbart det meste af min tid. Jeg læser blogs rundt omkring, får ikke lagt kommentarer og slet ikke skrevet selv. Men nu er det lørdag. Der er gjort rent, muget ud ved Elverpigens rideskole hest, afleveret blomster til et guldbryllup, gjort rent over hele hytten og læst en arbejdsrelateret artikel. Ungerne er på trampolinen og der er kaffe i kruset.

Jo, jeg ved alligevel godt, hvad det er, der nager. To ting. For det første sagen om vores allesammens Thomas, der lige før påske bortførte sin søn fra Østrig. Jeg er åbenbart den eneste, der synes, at han ikke er en helt. Eller nå nej, John Halse fra Børns Vilkår er enig med mig. Sådan en opførsel er bare fuldstændig utilstedelig og ødelæggende, uanset hvor mange dokumenter, han kan vise frem. Hvis man elsker sit barn, gør man ikke sådan noget. Basta.

"Man ser Olivers far stå på tv og sige, at det måske har været lidt voldsomt, men at Oliver ikke er påvirket. Det er han altså. Oliver har hørt sin mor stå og råbe og skrige, mens han er blevet hastet ind i en bil. Det har været ubehageligt, og han har oplevet det som farligt. Det kan ende med, at Oliver bliver i tvivl om far er en af de gode eller onde", siger John Halse.

Og jeg ved det, for jeg har prøvet det. Min eksmand "hentede" Troldebarnet engang på nøjagtig samme måde. Overrumplede mig 300 km. fra mit hjem, kørte op på siden af mig, bremsede voldsomt op og sprang ud af bilen. Råbte og skreg og skubbede mig væk, mens han rykkede Troldebarnet ud af mine arme og smed ham ind i bilen. Jeg har aldrig set Troldebarnet skrige sådan "Moooor, mine krabber, mine krabber" (vi gik ved en strand, og han havde fundet små krabbeskjold). Jeg så ham ikke i tre uger. Eller rettere, han så ikke mig i tre uger. Jeg var voksen, jeg kunne håndtere det. Han var fire år, han kunne ikke.

Og nej, jeg havde ikke ret til bare at tage langt væk i et sommerhus, hvor jeg ikke troede han kunne finde mig, og tage børnene med. Og nej, vi havde ingen resolution, der fastslog hvornår hvem havde samvær. Og ja, jeg havde taget børnene med mig uden forudgående aftale med ham.

De havde da også fuld forståelse for hans frustration over det i statsforvaltningen. Hvor en venlig sagsbehandler sagde til ham, at "så må du jo selv hente dine børn tilbage". Det gjorde han så. Men han havde glemt at fortælle derinde, at han havde overfaldet, truet og tilbageholdt mig mod min vilje få dage før, jeg tog afsted. At han selv sked på alle aftaler og truede og pressede mig til at få det, som han ville have det.

Det er ubetinget de værste 21 dage i mit liv, da jeg ikke vidste hvordan min lille dreng havde det. At han pludselig var blevet revet ud af sin trygge dag sammen med mig. At han hverken havde mig eller Elverpigen, sko, tøj eller sin bamse. Og krabberne. For at gøre en lang historie kort, fik min eksmand frataget sin andel i forældremyndigheden pga. sit valg om at "hente" Troldebarnet. Fordi han havde "tilsidesat barnets tarv i væsentlig grad, særligt ved at fratage Troldebarnet muligheden fra at være sammen med sin søster, som han er tæt knyttet til". Da han fik besked på at aflevere Troldebarnet tilbage til mig, gik der yderligere tre dage før han reagerede.

Jeg fik et skadet barn hjem. Og det mener jeg. Han var mut, indadvendt, bleg, aggressiv og knust. "Jeg ved godt, du elsker Elverpigen mere, end du elsker mig. Ellers ville du jo have hentet mig. Jeg skulle være 100 dage alene ovre ved far, fordi du ikke ville komme. I hev i mig, det gjorde ondt. Jeg er ikke noget værd. Hvorfor kom du ikke mor?"

Det er fire år siden, og det er de 21 dage, vi rydder op i nu. Det er de følelser, familiebehandleren hjælper os med at få bearbejdet. Troldebarnet er stadig meget optaget af om forældre elsker deres børn lige højt, om nogle børn er mere værd end andre, om hvem jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte have ét barn. Han er SÅ traumatiseret over de tre uger, at det vil sidde i ham resten af hans liv. Derfor er far-helten Thomas i min verden et kæmpe røvhul overfor sit barn. Og jeg er ligeglad med om konen er maniac og at han (måske) ikke er voldelig og alt mulig andet. Det er psykisk overgreb mod et lille uskyldigt barn uanset hvad. Punktum.

Og for det andet, for at blive lidt i samme boldgade, har Elverpigens skoleskift budt på en kæmpe tur i du-kan-ikke-skjule-dig-i-det-digitale-samfund møllen. Igen. Uanset hvor meget jeg sætter i gang for at få myndigheder og offentlige instanser til at forstå, at de SKAL beskytte vores oplysninger, så fatter de ikke, hvor nødvendigt det er. De spørger hinanden lidt hist og her og bliver enige om, at det går nok.

De havde LOVET mig, at de blokerede alle oplysninger. De havde LOVET mig, at intet blev tilgængeligt. De havde LOVET mig, at der var taget hånd om det. Og ved I hvad? Det tog mig under tre minutter at dobbelttjekke, at de ikke havde styr på en skid alligevel. Og ja, jeg bander, for jeg bliver simpelthen så sur. Og ked af det. Og TRÆT. Fordi der kun en EN, der tager det her alvorligt. Og det er mig. Igen. For helvede. Så nu er hun meldt ud og alt er trukket tilbage, indtil de finder en løsning. Altså hun går da selvfølgelig i skole, og jeg har fået en meget stor undskyldning og beklagelse på skrift fra kommunen, men altså ... gæt hvad? DET KAN JEG IKKE BRUGE TIL NOGET, HVIS HAN FINDER OS.

Nå, men der er da også opture ind imellem. Søde, sjove børn. Skøn kæreste. Dejligt vejr. Weekend. Gode planer i fremtiden. Og fedt job. Nøøj, jeg er vild med det. Jeg håber, jeg kan blive ved, til jeg er 80. Det er nok et af de mest nørdede job, der findes, men det passer perfekt til min hjerne. Jeg kan blive høj af at udrede ét eneste patientforløb, hvor alle bitte bitte små parametre og faktorer til sidst viser sig at udgøre en fantastisk mosaik, hvor alle små brikker passer sammen. Optur, sagde jeg jo.

Og hov, solen skinner. Sikkert en god ide at tanke noget frisk forårsluft. God lørdag derude!

Så skal vi til det igen..

Ferien er slut. Den var god og vejret var godt. Jo det var - ved Vesterhavet var det.

Jeg er blevet brun på den sunde måde (masser af faktor og skygge i middagstimerne og alt det).

Jeg er blevet rundere om maven af den aftale med børnene, der omhandlede mindst én is om dagen.

Jeg har drukket alskens alkoholiserende drikke, mest med min far i sene nattetimer i et sommerhus.

Jeg har kysset smeden.

Jeg har været i Skagen, kigget på smukke mennesker og overdrevne både, spist lækker mad og mere is. Og stået med et ben i hvert hav, det SKAL man i Skagen. (Bemærk: I Skagen. Skagen er en by og ikke en ø, som en ægte skawbo-ekskæreste altid sagde)

Jeg har nusset lidt i Damehuset i regnvejr og nydt det hele.

Jeg har nydt mine dejlige, store, smukke, skønne, sjove, kloge og irriterende børn.

Jeg har skældt lidt ud over, at de efterhånden kommer så sent i seng, at de tager min alene-aftentid.

Jeg har glædet mig til hverdag.

Jeg er bange for den næste tid. Jeg ruster mig. Opruster. Tænker muligheder og strategier igennem. Vurderer fordele og ulemper. Lægger til og fra på vægtskålene.

Der lå et brev fra Statsforvaltningen, da jeg kom hjem fra ferie.

Han vil have samvær med dem. Børnene.

Jeg ryster lidt på hænderne..

Hvaffor en jul?

Hun er i bedring, heldigvis. Nogle dygtige mennesker har identificeret bakterien og behandlet hende efter alle kunstens regler. Efter et par dage med allergisk reaktion, høj feber og svingende bevidsthed er hun langsomt ved at komme sig. Det er to skridt frem og et tilbage - men det er som bekendt også fremad.

På torsdag håber jeg, hun får ledsaget udgang med mig, så vi kan få købt de sidste julegaver. Hvis hun er frisk nok. Og det ikke sner for meget. Og Elverpigen bliver rask (og ingen andre bliver syge).

Hun har nemlig ligget på sofaen hele eftermiddagen med feber og mavepine. Og toppede med at kaste op, da håndboldkampen startede. I min seng.

Der står et lys på mit bord med tal på. Jeg ved slet ikke, hvilket nummer vi er kommet til. Den dér jul..?? Det er noget, mine børn glæder sig meget til, kan jeg mærke. Og får lidt præstationsangst over, at det vistnok riiimelig meget er mig, der skal sørge for, at den juleglæde bliver indfriet.

Der er én, jeg vist nok er kommet til at gøre ked af det. Der er vist nok nogle signaler, jeg undlod at forstå. Og dermed, i en andens fortolkning, noget, jeg undlod at afvise (men måske burde have afpareret mere elegant). Ikke stolt.

Der er også nogen, der har gjort mig kede af det. Sikkert uforvarende. Eller forhåbentlig. Noget med 'for gammelt venskabs skyld'. Noget med at læne sig i at høre til i en sammenhæng. Hvor det så viste sig, at andre hørte mere til. Og hvor det lige nu er svært (eller umuligt) at ignorere følelsen af, at der ligger et bevidst fravalg i et valg. Måske ovenikøbet en ydmygelse.

Julestemning? I don't think so.

Uden overskrift

Ved I hvad? I er bare de sødeste, elskeligste, dejligste damer i verden. Tusind. Tak. For tanker og og for tilbud om hjælp og varme i min retning.

I går sagde en rigtig god veninde til mig: "Ved du hvad? Der er altså ingen af os omkring dig, der er i tvivl om, at du klarer det hele skidegodt. Men tror du ikke, du skulle øve dig i at tage mere imod, når nogen gerne vil hjælpe dig? Det kunne jo også være, det ville glæde dem, der spørger. De gør det jo ikke for at demonstrere, at de kan mere end dig, eller for at sætte dig i forlegenhed. Du giver så meget selv. Prøv nu bare at tage imod".

(Okay)

Og så drog jeg hjem med brugt rideudstyr til Elverpigen for mindst 2.000 kr. Fordi deres datter ikke rider længere, og de bare er sådan nogle, der har købt de lækre sager fra starten. Fordi de kan. Og bagefter forærer det væk. Fordi de kan. Og skulle jeg så være for fin til at tage imod? Nej. Men det er åbenbart svært. Godt hun hjalp mig.

Og deres lækre hjem og designerlamper og dyre biler og samhørighed og fælles historie og friværdi og overskud og rengøringshjælp og trygge børn og spændende jobs og Californientur, ramte mig bare lige i det bløde i går. She made it.

Jeg hylder jo ellers mit lille liv og veg selv bort fra den slagne vej, hun valgte. Og jeg ved godt, det var det rigtige for mig. Men jeg hadede bare at komme hjem til min lejede Hule i aftes. Hvor der var mørkt og koldt og ingen havde tændt op, og jeg ikke syntes, der var til at købe sig nem aftensmad. Og tøjet skulle lægges sammen og på plads og rugbrødene skulle bages og hunden luftes og gryderne i gang med at koge. Og lektier skulle læses og tasker pakkes og katte fodres og diskussioner tages og konflikter løses. Og der skulle helst også bades og børstes og smøres og fortælles og lyttes. Af mig. Og det blev (for) sent, og jeg fik ikke trukket vejret.

Og jeg vågnede kl. 2.00. kl. 3.00, kl.4.00, kl.5.00 og endelig kl. 6.00. Og så derefter kun rodet, besværet, opgaverne, pligterne, trætheden og det uoverstigelige. Min syge mor og min næsten-kæreste, der af forskellige årsager ikke vil fortælle sine børn om vores forhold, som derfor på evindelige måned er på vågeblus. Og jeg gad ikke mere. Kylede en madkasse på gulvet, der smadredes i atomer. Skældte og smældte og bebrejdede.

Og børnene ryddede af bordet, børstede tænder, samlede tasker, klædte sig i overtøj og satte sig i bilen. Helt uden at sige noget.

Nu tror jeg, det er tid til boller og te. Og huske at jeg selv er rask. Og mine børn er raske. Og klarer sig godt. Og er glade, når jeg ellers behersker mig...Og næsten-kæresten kommer og krammer. Trods alt. Og min mor er her endnu. Og der er også penge (fordi jeg er stædig). Og gulvene er rent faktisk nyvaskede. Og tøjet lagt på plads. Og der er nybagte rugbrød. Og æblegrød. Og det kun tager 10 min. at tænde op. Og jeg garanteret sover bedre i nat. Og jeg har jer, når det vælter igen...

Koks i komakassen

Det er mig, der er koma kassen.

Næsten en hel uge uden computer hjemme - utroligt, hvad man kan vænne sig til! Det giver tid. Mange, mange timer, der kan bruges på andre gode ting. Børn fx. Og bøger.

Det var dejligt at blive kysset, men det fik ikke snuen til at forsvinde...onsdag tilbragte jeg i dyner foran en anden komakasse, og så to gode film på en formiddag. OG morgen TV. Ikke sket siden jeg sidst var på barsel for 8(000) år siden. Det var hyggeligt. Èen dag. Fannerme også en lang dag at ligge på langs uden pc.

Da jeg rejste mig fra dynerne for at lave te og flere honningmadder, gik det op for mig, at jeg savnede alle bloggerne. Jer. Helt igennem abstinenser havde jeg, over ikke at kunne følge med i jeres gøren og laden. Det var - ... - tankevækkende.

I det hele taget er det tankevækkende at have så meget tid til overs i hovedet, bare fordi et troldebarn aflivede en harddisk. Jeg har tænkt meget. For meget. Alt for mange store tanker i ét lille hoved.

Selvfølgelig taler jeg med nogen, ja, ja. Men jeg har brug for at tale med nogen, som kender det indefra. Og jeg ved, at det er normalt at pårørende til kræftpatienter får det sådan. Og tror at hver en lille knop i huden, stikken i brysten, hævelse i halsen og træthed er kræft. Jeg er nødt til at gøre noget ved det.

På onsdag skal jeg til pårørende rådgivning i Kræftens Bekæmpelse. Det går ikke med alle de tanker alene. Det er gået op for mig, at jeg stort set kun tænker på liv og død. Især død. Jeg er bange for at dø. For at få kræft selv, og dø. Dø fra børnene. Dø fra mit liv. Bange for, at jeg ikke når det. Når hvad? Dét. Livet. Jeg kan slet ikke få greb om bare at leve. Alt bliver sat op mod liv-og-død temaet.

Nu har jeg vist pløjet mig igennem alle jeres indlæg fra de sidste dage, pyyha. Jeg er med igen. Opdateret. Vejret kalder vist bare på hygge, dyner, pandekager og puttetid med de små. Uden forstyrrende elementer som fx en computer. Kan ske det var held i uheld med den loddefejl...

Åbent brev til Universet

Det er bare mig hernede fra Hulen. Jeg vil godt lige sige noget.

Lige nu ikke? Der er nok. N.O.K. Hold nu. Jeg skal lige have vejret, okay?

Jeg synes egentlig, det går meget godt. Jeg står. Ikke på sikre ben, men jeg prøver. Jeg lever med mine valg og jeg tager de tæv, det giver. Helt bogstaveligt, det er vi enige om. Ikke? Jeg tog de tæv. Og jeg piver ikke over det. Og jeg kalder ham heller ikke et dumt svin.

Faktisk bruger jeg ret meget energi på at fortælle og forklare vores børn, at han ikke er et monster. Og at alting nok skal gå. Og blive fint. Og at man skal elske hinanden, fordi det kun er kærlighed, der kan få tingene til at falde til ro. Og gå i orden. Og jeg har også hængt billeder op af ham. Og jeg husker på det gode, og fortæller de gode historier. Selvom jeg er bange. Okay?

Og hvad min mor angår. Ja, så er hendes skæbne naturligvis ikke min. Og hun må selv bære. Og det gør hun i den grad også. Men derfor kan det jo godt gøre lidt ondt længere nede i rækkerne. Ikke? Og være en lille smule svært, ikke at kunne finde de lindrende ord. Og virkelig, virkelig bede til, at hun ikke skal lide. Ikke alt for meget, i hvert fald. For hun lider. Vi lider.

Og jeg ved godt, at penge ikke er alt. Bare meget rare at have, og alt det der. Ikke nogen sand værdi. Men det er alligevel skrøbeligt, når nu det her samfund handler så meget om penge. Og lovgivninger. Der fx betyder, at man tre år efter en skilsmisse kan få regninger på fx 15.000 fordi ens eksmand fandt en kæreste på kommunen. Der kunne skynde sig at sætte ting i gang, så han kunne få ret i noget med nogle adresser. Kun tre måneder, godt nok. Sølle tre. Men nok til, at der skal betales mange penge tilbage. Fordi jeg fik dem uretmæssigt, dengang i 2007. Så uretmæssigt, at han skal have dem nu. Jeg betalte jo godt nok alle udgifterne dengang. Til institutioner osv. For det var jo mig, der fik tilskuddet. Ikke?

Men jeg kan da ringe til ham, så vi kan lave en ordning, sagde den flinke kommunedame (Nåe ja, klart) Altså ikke hende, der satte det i gang. Som i øvrigt blev skilt. Og lod manden beholde børnene. Og ødelagde alt for sig selv, som hun senere skrev til mig. Der er ingen grund til at være vred på hende. Hun fik vist straffet sig selv rigeligt.

Og lige af og til, ikke også? Der synes jeg nok, det trækker tænder ud med det Troldebarn. Som har så lidt tillid. Til verden. Til sig selv. Til mig.

Så ved du hvad, jeg synes? Det var synd, det dér lørdag. Han kan jo ikke gøre for, at han bliver sur. Vel? Det er indeni ham. Det er vi enige om? Så dét, at han slog på computeren - det var ikke med vilje. Han gjorde det ikke for at være ond. Slet ikke mod mig. Han kunne jo ikke vide, at den var født med en dårlig lodning, som manden sagde. Sådan at hele møget kortsluttede og harddisken døde. Helt.

Han mente det jo ikke. Han kan ikke gøre for, at alle filer er slettet. At alle billeder er væk. At dokumentationen i ord og billeder, af de sidste fire år, er slettet. Og at hans mor ikke har råd til en ny. Og han forstår jo slet ikke, at det er så meget mere end de penge. At det var mine tanker, der var dér. Og kun dér, fordi jeg lige skulle have købt en USB pind, så jeg kunne gemme det. For alle tilfældes skyld. Men jeg nåede det ikke inden tilfældet ramte.

Og Herreste Gud, det er jo kun penge. Som jeg ikke lige har. Og bevares, der er da offentlige pc'ere mange steder. Til det grove. Det er bare dét, at den pc også var min livline til en form for et (pseudo)socialt liv, nu jeg har så mange aftener alene. Det gav mig mulighed for at række ud i verden efter andre sjæle, og måske føle mig knapt så helt alene. Om det hele.

I morges var skoven frostklar og lyserød, da en ny dag gryede. En helt ny, sprød dag. Okay, tænkte jeg. Hvad er det, du vil mig? Med et slag (!) blev de år lagt bag mig. Der blev ryddet op. Og det ordner sig vel med de penge. Så jeg måske kan få en ny livline. Men den lyserøde dag - hvad er den starten på? Jeg trænger til lidt hjælp her.

Jeg så på det smukke og tænkte, at jeg skulle finde svaret i dét. Men det eneste svar, jeg fandt, var, at det nok er indeni mig selv. Svaret. Og nu har jeg da tid og ro til at mærke efter. Kaste en livline indad, måske?

Så jeg ville gerne have et svar. Og kom helt tilfældigt i snak med en sygeplejerske her i huset. Bare sådan tværs over en patient, en lyserød mandag morgen. Og hun fortalte mig om den nat, hvor hun troede, hun aldrig blev menneske igen. Hvor hun, sammen med sin mand, vågede over deres lille datter, som lægerne ikke mente ville leve natten over. Hvor bange de var. Indtil politiet kom og sagde, at de skulle følge med. Fordi deres søn havde kørt sig ihjel samme aften.

Jeg forstår heller ikke, hvordan hun blev et menneske igen. Og hvilket menneske. Kærlig, omsorgsfuld, blid. Men jeg forstår, at jeg skal bruge tiden. Især med børnene.

Måske skal man ikke tolke alt ihjel, som en kæreste engang sagde til mig. Men jeg tænker alligevel, at du prøver at fortælle mig noget her? Og så trænger jeg til, at du viser mig - uden skyggen af tvivl - at jeg kan læne mig i dig, kære Univers. Mens jeg holder mine små kære, der har brug for, at jeg står. Bare for en stund. Jeg trænger sådan...

Liv og tid...

Den sommer, hvor Elverpigen var ved at gro klar til verden, indeni mig, kan jeg huske, at en veninde sagde til mig: "Nyd nu den sidste tid, inden barnet kommer. Du vil komme til at længes tilbage til den ubekymrede tid uden børn". (For den er nemlig altid ubekymret, hvis man ingen børn har. Som om)

Jeg syntes dengang, at det var noget mærkeligt noget at sige. Jeg kunne jo slet ikke vente! Jeg var bare så totalt klar, så hvad vidste jeg om at nyde tiden før barnet?

Nu går jeg og tænker meget over tiden igen. Og om at nyde den, inden noget.

Fordi, min mor er jo syg. På den onde måde. Der er aktivitet i canceren og nu venter nye eksperimentelle kemobehandlinger. Hun er ved godt mod, min mor, og hun er her endnu! Som hun selv siger, har hun allerede overlevet flere, end hun anså for sandsynligt, den dag hun blev sendt hjem med 200 morfinpiller. Hver dag er der nogle, der aldrig kom hjem.

Jeg har et par veninder, der har mistet forældre. Og de siger alle til mig, at nu skal vi huske at nyde tiden. At få noget ud af den. At være sammen. Det forstår jeg godt.

Jeg forstår også, at en dag er hun her ikke mere. Hun bliver ikke 92 ligesom sin egen mor. Og selvfølgelig ved vi godt, at vi skal være sammen. NU. Livet bliver ikke genudsendt. En dag vil jeg længes tilbage til den tid, hvor min mor var her. Levende og til at holde om. Tale med.

Men i praksis...der synes jeg, det er svært.

Vi prioriterer afgjort at være sammen. Vi ved godt allesammen, at det er det vi gør, når min bror og jeg for andet år i træk trækker mager og børn hjem til jul. Hjem til mor. For hvad nu, hvis det er den sidste jul? Fødselsdage skal holdes med alle, der kan trækkes til huse. Ferier skal holdes sammen. Vi siger det ikke. Men vi ved det.

Det svære er, at vi ved det så meget, men ingen nævner det. Min mor er tapper. Hun er Mor'en. Den her klarer hun selv. Hun vil (næsten) ikke tale om det, for hun vil ikke behandles som en dødsmærket. Vil ikke have, at det skal fylde. Hun græder, når (hun tror) vi ikke ser det.

D e t f y l d e r

Min far er panisk. Han vil spørge. Om sygdommen. Om behandlingen. Om hvad han skal gøre, hvis det ikke går. Om jeg tror, det hjælper. Om jeg tror, hun kommer til at lide meget. Om jeg tror, han kan klare det. Om vi skal undersøge behandlingsmuligheder i Tyskland. Om jeg tror, det er bedre.

Jeg har ingen svar.

Det er det, der gør det svært at nyde tiden sammen. Nogle gange er det som om, tiden allerede er gået. Vi mistede uskylden. Illusionen. Vi tror i vores familie. Vi tror på det evige liv. Vi tror på, at det ikke slutter her. Vi tror på, at vi skal ses igen et bedre sted. Vi tror på, at vi bliver taget godt imod på "den anden side". Vi tror Guds fred venter os.

Det er svært at tro lige nu.

Hun er her endnu. Måske har hun længere tid, end nogen aner. Måske skal andre afsted før hende. Måske, måske, måske. Må ske. Vi skal nyde tiden.

Jeg længes allerede tilbage til tiden før.

Undskyld, hvis jeg lød sur...

...det var ikke meningen.

Jeg vil meget gerne passe dine drenge, mens du er til forældremøde. Jeg forstår så udmærket, at du er bekymret over, at din mand er blevet indlagt på sygehuset. Jeg håber sandelig også, de finder årsagen til smerterne og pegefingeren, der sover. Jeg vil meget gerne hjælpe dig. Af hjertet.

Men når du jamrer over, at:

• din "klippe" gennem x antal år er væltet
• du ikke nåede et varmt bad
• du har det skidt over at servere usunde hotdogs på en onsdag
• du hverken nåede din linedance eller din zumba-class
• du har sygemeldt dig for at få dagene til at hænge sammen
• du både skal køre den ene dreng til fodbold
• og den anden til spejder
• du skal sørge for lektierne
• du skal få dem begge to i skole til tiden
• det nu engang er nemmere at være to om alting

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Så får jeg det bare sådan: "Welcome to my life. Twenty-four-fucking-seven. Året rundt. Jul, påske, pinse, ferier, sygedage, vintermorgener, regnsvejrseftermiddage, lune sommeraftener, fødselsdage, fra tidlig morgen til sen aften!"

Skulle jeg tørre dine øjne også?

Jeg gentager: Jeg vil gerne hjælpe dig. Men hvis du skal jamre over to dage som alenemor (hvor du ikke engang er på arbejde), så find en anden matrikel.

Forår. At last

Går ikke for godt med humøret. Stadig.

Har bare siddet fast i enlig-mor-offer-følelsen. Inklusiv masochistiske bebrejdelser som "Jamen du har jo selv valgt det". "Ensom? Du ville jo selv". Nå.

Jeg er så træt af at mine hårdt opsparede reserver gang på gang bliver ædt af efterdønninger af skilsmissen. Jeg mangler ikke noget. Men jeg har heller ikke til noget. Selvfølgelig kunne jeg vælge at skifte den hemmelige adresse ud med et månedligt beløb i boligsikring. Eller vælge en anden skole, der ikke koster 2.950 om måneden. Okay, det er nogle dyre valg. Men jeg står alligevel inde for dem.

Surfede (pudsigt nok) forbi noget millionøsemetode. Og måske har de ret, for alle mine tanker var sådan noget "Passion? Jeg har da ingen passion". "Dele ud til andre af det, du er god til? Jeg er da ikke god til noget". "Tiltrække rigdom? Nej hvor egoistisk". Pfft. No wonder jeg ikke har skejser til en all inclusive sommerferie med ungerne. Med fly. Ville de der millionøser nok sige. Måske de alligevel har fat i den lange ende...

Nå, men så læste jeg et interview med en kendis, der blev spurgt: "Hvad er du den eneste i din omkreds, der er vild med?". Det spørgsmål gik jeg og grublede over en eftemiddag. Altså hvis jeg nu var den kendte, hvad ville jeg så have svaret? Noget smart konstrueret til lejligheden?

Men pludselig kom jeg til at grine for mig selv. For jeg havde pludselig svaret! Countrymusik. Og det her:



Læg lige mærke til de drenges begejstring!!

Jeg tilbragte det meste af min ungdom i sådan en øse. Ja, lige netop sådan en Chevrolet Chevelle Malibu 1969. Ikke noget, jeg har pralet vildt med siden. Men nu tror jeg, jeg er parat til at stå ved min bonderøvede side. After all.

Jeg kan stadig blive helt varm, når jeg hører en V8'er komme nærmere. Det hørte jeg den anden dag. En forårsglinsende Buick med ung mand bag rattet. Og jeg gjorde det, han allerhelst ville have: Stillede mig op og gloede ukontrolleret efter bilen. Og smilede til ham. Dét er nemlig forår!

After all.

At ramme bunden

Øv. Hulemor har været helt nede på bunden. HELT. Egentlig troede jeg, at jeg havde været nede i det hul for sidste gang. Sådan for alvor.

Det grumme skilsmissehul, hvor skyld, skam, samvittighed, angst, sorg og vrede er klistret sammen i et virvar af fortrængninger og undervurderede traumer.

Mit lille troldebarn har lidt så meget og har det til tider så svært, at det er nødvendigt at få set på de oplevelser og traumer, der har fundet sted. Derfor har jeg arbejdet på en skriftlig redegørelse af familieforhold, hændelsesforløb, adfærdsmøsnter etc. etc. for at beskrive hans udvikling og påvirkningen af den bedst muligt.

Samtidig er jeg ud af det blå blevet konfronteret med tilbagebetalingskrav af boligstøtte mm. for 2007, hvor jeg var midt i mit livs stormvejr af overfald, chikanerier og forfølgelse. Her skal der også redegøres, dokumenteres, argumenteres, ringes, mailes...

Endelig ligger der en sag hos Erstatningsnævnet vedr. overfaldene, som lige pludselig kræver dokumentation for tabt arbejdsfortjeneste, udtalelse fra pågældende arbejdsgiver, lægeerklæring fra daværende læge, årsopgørelser, lønsedler...2½ år tilbage.

Det startede en lavine af hengemte følelser, aktiverede en cocktail af angst, sorg og rædsel, som jeg ærligt talt ikke havde troet var mulig. Jeg troede, helt alvorligt, at jeg havde lagt de ting bag mig. At jeg havde dealet med det. At jeg var videre.

Når man nærmest har skiftet liv siden, er det så ... overvældende.

Jeg har haft en uge, hvor livet har været ren overlevelse. Passet arbejdet, sørget for børnenes mest basale behov (og absolut intet udover det. Sagde den dårlige samvittighed) og om aftenen knoklet med redegørelser og dokumentationer til jeg næsten brækkede mig. I hvert fald til jeg gav efter for trangen og græd, skreg, hylede over at alt det indhenter mig igen. Til sidst skyllede jeg det hele eftertrykkeligt ned i det midlertidige indre glemselskabinet, indtil trætheden, alkoholen og udmattelsen slog mig ned til nogle få timers søvn.

Jeg havde følelsen af, at mit liv aldrig finder et leje igen. A.L.D.R.I.G.

De få, der blev indviet i tingenes virkelige tilstand rakte ud og førsøgte at hjælpe, men intet hjalp det. Eller måske hjalp det alligevel. For nu er jeg på vej op igen. Skrøbelig og med erkendelsen af, at kaos er lige nøjagtigt under overfladen.

Midt i min fortvivlelse mærkede jeg, at reaktionen ikke stod mål med problemet. Altså det aktuelle problem, som bestod af kr. 3.671 til tilbagebetaling, beskrivelser af dit og dat og en tur til lægen for en underskrift.

Det er jo ikke nogen ulykke! Mindst tre tilbød at betale pengene på stedet. Uden modkrav. Mindst én tilbød at hjælpe med beskrivelserne. Flere tilbød at snakke, lytte, trøste, holde om. Men jeg var nødt til at stå igennem det alene. Blev nødt til at mærke det hele. Igen.

Jeg trækker vejret normalt igen. Jeg er ikke grådlabil mere. Jeg har grinet, da vi spiste aftensmad. Jeg har glædet mig til noget. Jeg har ringet til en. Jeg har fortalt. Jeg har løbet en lang tur i skoven, da børnene var gået til ro. Jeg har set havørnen. Jeg har skrevet en vigtig mail. Jeg har ikke drukket. Jeg glæder mig til i morgen.

Trods alt.

Huleblues

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad der er galt..??..

Var jo lige på skøn skiferie. Med glade børn og voksne. Mærkede ægte glæde ved at komme hjem i hulen igen. Sendte børnene på ferie ved mormor og morfar. Hvilket i min situation nærsten betyder endnu mere ferie - selvom jeg skal på arbejde. Havde gode venner på besøg i aftes. Haft en god dag...hvad er der så galt. Altså.

Måske har det noget at gøre med at...

• jeg er træt af at klare mig selv. Være såkaldt stærk
• jeg savner nogle arme omkring mig
• (ja, hans arme. Men jeg har selv insisteret på at slippe det, så altså. No wonder, manden holder sig på afstand)
• verdens hyggeligste sygehus (hvor jeg tilfældigvis holder utrolig meget af at arbejde) er under afvikling. Nu med dato
• min mor har fået paryk. Det er pænt. Men hun græd

Det har givet anledning til en meget stille eftermiddag her i hulen. Faktisk med tårer. Og ham her



Jeg ved ikke hvad det er med den sang (eller ham!!) Men den virker altid. Den får mig til at tro på det hele igen. Lidt.