I tomgang

Den Danske Ordbog, Tomgang: OVERFØRT rutinemæssig, mekanisk tilstand uden udvikling, spænding el.lign.

Det passer meget godt på Hulemor pt. Bruger de sparsomme mængder brændstof på ikke at komme nogen vegne. Og af og til har jeg faktisk fornemmelsen af, at andre overtager styringen, bare sætter sig ind og kører mig i en anden retning, end jeg havde tænkt mig... 

For nylig så jeg udsendelsesrækken om 'BS og recepten på lykke'. BS er egentlig min yndlingsaversion som underspillet hverdagshelt, men jeg må give ham, at programmet virkelig rørte mig. Jeg tudede mindst én gang pr. udsendelse over alle de små sejre og alle de svære tanker, kvinderne tumlede med. Og jeg tænkte, om ikke vi har en rem af huden, de fleste af os?

For tiden (ha ha, uafbrudt det sidste 1½ år og stadig...) læser jeg jo om læreprocesser og videnskabsteori. Og lige nu om Honneths anerkendelsesteori, som indkredser nogle af udfordringerne for det moderne menneske - eller måske rettere - mennesket i det moderne samfund. Vores grundviden, alt det, der var sikkert før, stilles hele tiden til diskussion. I gamle dage blev man konfirmeret, begyndte at ryge, kom ud at tjene og forventedes at stifte en 'rigtig' familie. Jeg siger ikke, at det var bedre, men der var en skabelon. I dag er alt i opbrud, de unge er for voksne uden at være modne, krævende uden at være ansvarlige og vi såkaldte voksne er bange for at ældes, bange for ikke at være 'med på beatet' og i tvivl om, hvad succeskriterierne egentlig er. Alt er i princippet lige godt, så længe, man er glad. Glad? Hvordan glad? Glad som i tilfreds? Lykkelig? Anerkendt?

Min skønne soulmate-veninde har sådan et fantastisk udtryk: "Hvornår begynder de at klappe?" Jeg har det med mig i min hverdag og smiler (kærligt men bittersødt) ad mig selv, når jeg undrer mig over, at de andre ikke klapper. Venner, familie, kolleger. Halloooo, jeg er faktisk fuldtidsarbejdende med 37 timers job, deltidsstuderende og mor på 24/7/365-fuldtidsmåden - hvor FANDEN er heppekoret? Hva'? Klapper I ikke af mig? Godt. Så klapper jeg heller ikke af jer.

Er du alene i 10 dage, fordi din mand er i udlandet med sit mega dyrt betalte direktørjob (som finansierer din bil og dine LV tasker)? Skal du selv stå for det hele med to børn på 15 og 17 i al den tid? Har du bare vildt travlt med din efteruddannelse, som du har orlov til - med fuld løn? Er det bare skideirriterende, at svigermor har inviteret på all inclusive rejse til Grand Canaria, når du lige havde regnet med, I skulle til Thailand ligesom sidst? Men du accepterer uden at brokke dig? Undrer du dig over, jeg ikke klapper???????? 

Og nej, man skal da ikke være Freud eller Erikson for at regne ud, at det sikkert er noget midtlivskrise og helt vildt almindeligt. Men for nu at vende tilbage til BS, så trænger jeg til at tage kontrollen lidt tilbage. I stedet for at vente på publikums klapsalver kunne jeg jo tage og stryge mig selv lidt med hårene og ae mig på kinden. Det er godt nok. (Og er det så godt nok?)

Påsken var god ved os. Med fri, dovne morgener og stille aftener. Lidt Vesterhav, lidt moster og onkel (hvor der er flæskesteg og frikadeller og brun sovs til middag, pandekager med is til dessert og T.I.D. Tid, tid, tid. Tid og ro og lytten), lidt regn, masser af sol og påskechokolade. Og der var lækker te, for ved du hvad? Jeg vandt noget. Ovre hos Anna. I den ene pose var der ingefærkager og i den anden Annas yndlingste. Som jeg vandt, bare fordi. Og man kunne ikke vide, hvad man vandt. Man vandt bare noget, hun syntes passede til vinderen. Dét kan jeg lide. Og jeg kan lide det, jeg vandt! Te og kager. Og stjerner.

Tak for nu, jeg skal tilbage og passe tomgangen. Kram.

Mod lysere tider

Pyyyh. Den vinter dér? Jeg synes, den tog pusten lidt fra mig. Min venindes brors død gav mig en mental mavepumper, som satte hele mit liv i perspektiv. Eller nærmere, fik det hele til at stå på hovedet.

Kunne ikke finde ud af op og ned. Den ene dag ville jeg satse på mere karriere, lave mere meningsfyldt arbejde, tjene mere, mere, mere. Den næste dag ville jeg forsage alt materielt, gå ned i arbejdstid og bare være til. Mens jeg skrev på 2. semesterprojektet både dag og (helt bogstaveligt) nat, virkede det komplet meningsløst og jeg ville pludselig bare have et liv, hvor jeg kunne sætte mig i sofaen kl. 20 og se "Kender du typen" med munden fuld af citronhalvmåne. Dagen efter projektafleveringen, hvor jeg sad i sofaen og så ligegyldigt tv med munden fuld af ... øl (faktisk), virkede det komplet ligegyldigt, og jeg ville læse om videnskabsteori og kvalitative forskningsmetoder resten af livet.

Sideløbende var Elverpigen i mistrivsel på sin skole. Druk, udseende og sabotage af undervisningen var på dagsordenen og forældregruppen var næsten værre end børnene. Det værste er, at jeg ikke så det. Jeg hørte hende sige det, græde over det, hørte hende trygle om at komme et andet sted hen. Der var bare så meget andet, at jeg ikke handlede på det. Skød det hen, prøvede at forklare, at sådan er verden, 8. klasse er fuld af hormoner, sådan er det alle steder bla. bla. bla. Indtil den dag, der var skole-hjem samtaler. Pudsigt nok samme dag, som projektet var afleveret. Jeg hørte læreren sige, at skolen var magtesløs. De kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre. Det var ikke kun druk, men også stoffer, børnene kom påvirkede i skole. Hun kunne godt forstå, hvis jeg fandt en anden skole.

Jeg er stadig næsten ved at græde, når jeg tænker på det. Næste dags morgen kontaktede jeg en skole i en anden by, og der er Elverpigen glad nu. Jeg havde glemt, hvor glad hun kan være, når hun trives...

Og nu, vi er ved det, er Troldebarnet startet på samtaler med familieterapeuten igen. Han er så frustreret, keder sig, føler sig forkert - og den kampagne, der har kørt på endeløs repeat nu: "Når mor mangler" - den har slået ham helt ud. Han er så rædselsslagen for, at der skal ske mig noget, så han ikke kan sove om natten. Tak for skræmte børn DR, siger jeg bare. Men han er i bedring, kæmper med sig selv (som han plejer).

Den her vinter har jeg elsket nætterne. Tror ikke, det er et specielt sundt tegn. Nætter er søvn, fred, mørke, handlefrit område. Den her vinter har jeg hadet morgenerne. Virkelig følt, at enhver ny dag har truet med alle sine krav, problemer, opgaver og alt for lidt timer til rådighed. Jeg har været ked af ikke at gide livet. Når jeg nu har fået lov at have det. Endnu en af mine nære bekendte har fået en cancer diagnose. Ovariecancer af den grumme slags. Og så ligger jeg der, og gider ikke dagen? Skamfuldt næsten, men jeg har ikke orket.

I dag skinner solen, og jeg orker lidt igen. Hele sidste uge har vi tilbragt i en hytte i Sverige sammen med Smedebanden. Ski, ro, mad, spil, sne, kys og lys i lange baner. Ingen wi-fi, ingen mobildata, ingen mails, ingen opgaver, der skulle skrives eller løses. Jeg orker lidt igen.

God solskinssøndag derude..

Kvinder, der tænker for meget

De kan simpelthen være nogle selvhøjtidelige partykillers. Jeg ved det, for jeg er selv en af dem!

For fanden den hjerne. Tænk, om man kunne slå den lidt fra af og til. Min kunne godt trænge til det.

Nu er hullet lukket. Det store gabende vindue, den nye skole lod stå åbent i ALT for lang tid (efter min mening). Den kommune, jeg bor i - den har altså ikke fået fat i de allermest opdaterede medarbejdere. Nogle gange kan det undre mig helt op i det røde felt, at det virkelig er mig, som borger, der er nødt til at kende regler, smuthuller og faktuelle oplysninger, for at kommunen kan handle korrekt. Jeg f.a.t.t.e.r. det ikke. Og her taler vi ikke om de +90.000 kr. det har kostet mig i boligsikring, at sagsbehandlerne ikke får sat deres kryds i deres små kalendere. Det er kun penge, jeg klarer mig uden og så skidt være med det.

Men når de skalter og valter med min sikkerhed, min eksistens, min overlevelse - så orker jeg bare ikke at blive ved at høre på "jamen du kan være helt tryg, ingen andre kan se de oplysninger". JO GU' FANDEN KAN DE SÅ, NÅR JEG SIGER DET! Fordi - SURPRISE  - jeg selv tjekker det. Fordi I ikke gør. Hvordan kan mennesker stole så blindt på papirer? Nu er min sag endt i IT og Telestyrelsen, for det kan de da godt nok ikke forstå. Nej, det kan jeg så heller ikke, suk...

Når jeg bruger halve arbejdsdage på at tale med den slags ignoranter, så drømmer jeg om natten, at der er billeder af mit hus på avisforsiderne. At det er viklet ind i rødstribet bånd, hvorpå der står Politi. Ledsaget af grufulde overskrifter. Kald mig bare dramaqueen (og vær glad for, at du ikke er i mit sted). Jeg bruger s.å. m.a.n.g.e. k.r.æ.f.t.e.r. på det.

Når så endelig alle checkpoints viser fred og ingen fare, bruser lykken ind over mig og forvandler mit liv til et eventyr. Lækre børn, elskelig kæreste, fantastiske venner, inspirerende job...hvad kan man ønske sig mere? Ingenting. Jamen hvad så? Var det bare det? Er jeg nået dertil, hvor jeg skal? Slutter det så nu?

Faldt tilfældigt over en artikel i avisen om en af de kvinder, jeg var i mødregruppe med. Stor karriere, fire børn (med samme mand), udstationeret i Asien, lækkert hår og eventyr for alle pengene. Tja, sådan kan et liv også være. Det så flot ud på billederne, og jeg følte mig lidt lille. Ussel. Jeg blev jo ikke rigtigt til noget. I hvert fald ikke succesrig medfølgende hustru til en stor og mægtig mand. Men jeg ved jo godt, at det ikke er det, der betyder noget. Vi måler jo bare på det alligevel. Ikke?

Ved nærmere eftertanke husker jeg hende ikke som særlig glad. Nærmere rastløs og irriteret. Måske lå roen derude, i Asien et sted. Dengang jeg kendte hende, var jeg selv et helt andet sted. Ikke geografisk, men i livet, sådan. Gad vide, hvad hun tænker tilbage på, om mig? Rastløs og irriteret? Vi flyttede os i hvert fald begge to fra der, hvor vi var. Forhåbentlig blev vi gladere. Jeg gjorde.

Jeg måler også selv, ork ja. I aftes så børnene en udsendelse med Sebastian Klein. Og jeg skyndte mig at fortælle, at jeg en gang havde en kæreste, der var venner med Sebastian Klein. Selveste. "Nå" sagde Troldebarnet. "Ja, så kom han og besøgte os en gang" (!! nøøj). "Nå. Og hvad så?" sagde Troldebarnet. Jeg kunne alligevel ikke lade være at grine. Ja? Hvad så egentlig? Ikke en skid. (Altså han var jo sød og alt det der, men det var de andre venner jo også. Selvom de ikke var i TV).

Okay, tror bare, jeg går i seng. Men glæder mig faktisk til i morgen. Selvom der er ting fra i dag, jeg gerne ville have gjort bedre. Sådan er det nok bare med os, der tænker for meget. Og så godnat.

Halv fuldt eller halv tomt

Det er sent, og jeg vil ikke trætte jer med lange forklaringer eller indviklede tankerækker. Kun nævne, at jeg for tiden trækker vejret på dette citat, der er blevet mit yndlings:

"Jeg har i mit liv haft mange bekymringer, men det er kun de færreste af dem, der er blevet til noget" 
Mark Twain

Jeg kan godt blive en lille smule nuts af at tænke over meningen med det hele.

Heldigvis...

... var det heller ikke mig denne gang. Det var ikke mig, der blev blæst ihjel i en eksplosion. Eller voldtaget. Eller bare gennemtævet. Farlige eksmænd er altid farligere op mod højtider. Jul og den slags. Også min.

Om få dage er det nøjagtigt fire år siden, han trængte ind i min lejlighed og overfaldt mig. Voldsomt. Med kniv og den slags. Min psykolog havde advaret mig: "Det er jul. Han er presset. Du må under ingen omstændigheder risikere at være alene med ham". Det var jeg heller ikke, mente jeg. Afleverede jo børnene på parkeringspladsen. Sagde god jul. Vinkede til børnene. Og glemte at låse døren efter mig.

Ikke godt. Resten af dagen gik med politi, skadestue, retsmedicinsk institut, akut øjenklinik og den slags. Efterfulgt af fire dages overvågning af gode venner, fordi man ikke må være alene hjemme med sådan en hjernerystelse. Det er længe siden, men meget nærværende præcis i juletiden. Så jeg og familien tager vores forholdregler sammen med dem, der passer på mig.

I dag var det ikke mig. Det var det heller ikke i søndags, da moren til en af Elverpigens skolekammerater døde af hjertestop. Begravelsen var i går. Den anden i indeværende år, for en Elverpige, der hellere skulle have glædet sig ubekymret til julen. Med en mor og en far, ingen belastende livshistorie eller tragedier på nært hold. Men sådan blev betingelserne ikke. I går rådede vi en lille smule bod på det ved at tage på impulsiv mor-datter juleshopping. Med indlagt pause til kager og varm chokolade. Gode stunder kan man aldrig få for mange af.

Troldebarnet var til fødselsdag. I et hjem med en rigtig far. Sådan et ønsker han sig. Og sådan én. Sagde en dag til mig: "Mor, hvis far var sådan en helt almindelig mand ligesom smeden, altså bare uden alt det der værktøj, hvornår kunne vi så få ham at se?". Lille skrøbelige Troldebarn, som vikler sig ind i mig om natten, nu vi er så heldige at dele seng under ombygningen. Som by the way næsten er færdig. På torsdag skal jeg til møde om de tiltag, der gøres for - forhåbentlig - at hjælpe det lille menneske til at få det bedre.

Og jobbet? Går strygende. Trives med den store faglighed og får tilfredsstillet mit ambitionsgen. Og den del af min hjerne, der altid hungrer efter at lære nyt. Den mentale side kæmper (som altid) med den del af det kollegiale liv, der omhandler de uskrevne sociale love. Lidt ligesom i Landsbysamfundet. Jeg har let ved at 'falde ind' (rammende udtryk formuleret af nordjysk veninde), kommer godt ud af det med kollegerne, føler mig set, anerkendt, velkommen.

Og får alligevel et velkendt gib i maven, når det går op for mig, at der (selvfølgelig) er forskellige grupperinger og sociale netværk, jeg (endnu?) ikke er en del af. Fx når de 6-8 kolleger, som jeg umiddelbart identificerer mig med og har følt mig særligt godt modtaget af, holder julefrokost i deres interne klub. Som jeg åbenbart utrolig gerne vil inviteres ind i. Så er jeg altså pludselig ikke 40 år længere, men 16 år og hende, der ikke blev inviteret med til Birgittes forfest. Og nejnej, jeg ligger ikke vågen over det og ved godt, at tiden og mit eget engagement osv, men det rumsterer alligevel i tankerne, når jeg går en hel dag og pudser gipsvægge, sætter væv op og maler værelser.

(Og så ikke mere om PMS for denne gang)

Upsi, hverdagen kalder lige straks igen, pas på hinanden derude..

Kaos og en lækker dame

Pyyyha, en af de dage hvor der bare var skæv start på morgenen, lidt for mange aftaler, lidt for dårlig planlægning og lidt for sen afslutning på dagen. Men vi nåede sgu da det hele. Med lækker aftensmad ovenikøbet. Og en enkelt øl at falde ned på. Hvilket var nødvendigt. Alle blev kysset godnat. Ingen gik sure i seng. Og i morgen starter en ny dag.

Hvis du ikke vidste det, kan denne sang redde ethvert halvråddent humør. Især hvis man danser lidt til...

Hvis du var en supermarkedsvare, hvilken hylde ville du så ligge på?

Det er faktisk længe siden, jeg har set ham. Han er ellers en af mine stampatienter, der kommer fast hver 6. uge. Desværre har han været meget, meget syg den seneste tid, men han så alligevel bedre ud i dag, og der var stor gensynsglæde. Selvom han er 70, er han en indtagende mand og rap i replikken. En af de få, der får et knus, inden han går ud af døren (selvom det ligger en hel del udenfor den professionelle grænse).

Inden han gik, så han mig i øjnene og sagde:

"Du kender godt de der vogne i supermarkedet, ikke? Dem, der er fyldt med udgåede varer til ingen penge? Som alle mennesker står og rager lidt ligegyldigt i? Jeg føler mig som en af de varer. Lægerne var ikke nærige med kniven, og nu er jeg helt ødelagt. Jeg kan ikke engang hygge mig med en dame længere"

Han havde tårer i øjnene.

Og han fik et kram, da han gik.

Resten af dagen har jeg tænkt over, hvilken vare jeg egentlig er? En farverig grøntsag i den kølige afdeling? Et syrligt drop på dåse? En god steg i køledisken? En sprudlende boblevand blandt kvalitetsvine? En hengemt syltevare på bagerste hylde? En falmet serviet glemt i udstillingen? En lækkerbisken i glitterpapir? En doven cola i automaten? Jeg kan ikke rigtigt bestemme mig, faktisk...

Jeg håber bare, det varer længe, før jeg ligger i rodekassen med uddaterede varer! Og så alligevel...det er ikke alt guld, der glimter - og lige netop i rodekassen finder man ofte de bedste køb. Det vil jeg minde ham om, når jeg ser ham igen!!

Hvilken vare er du?

Og i dag en Elverpige, der var mere mopset end almindeligt. På den der jeg-er-sur-på-alle-men-se-dog-på-mig-jeg-er-ked-af-det måde. Fyrede nogle perfide bredsider af til Troldebarnet, og skred ind på værelset. Og smækkede døren efter sig.

Troldebarnet fik et kram af moren, og blev overbevist om, at det vist ikke liiige handlede om ham. "Jeg tror hellere, du må gå ind til hende mor". Ja.

Hun lå på tæppet, da jeg kom derind. "Jeg gider ikke snakke om det. Det hjælper alligevel ikke".

"Okay, så sidder jeg bare her lidt"

"............"

"............"

(Efter en rum tid satte hun sig alligevel hos mig. På skødet. Spirende teenager forklædt som Elverpige)

"Det er bare ligesom om, der hele tiden kommer flere problemer"

Ked af det over en far, man ikke kan se. Endnu. Veninder, der styrer lidt mere end godt er. Andre veninder, der er kede af, at nærværet og legene forsvandt, fordi nogen styrer lidt mere, end godt er. En smed, som man rigtig godt kan lide, men som også har sine egne børn og sit eget liv. Og som man derfor ikke kan bo sammen med og gøre til sin egen. Fordi et 11-årigt Elverbarn stadig drømmer om en rigtig familie. Med to voksne. Hvor man ser Kender du typen. Sammen. Og en elsket mormor, der pludselig ikke er der mere, når verden er svær. "Jeg synes bare, at verden er uretfærdig mor".

Og den gamle Hulemor ønsker helt ind i hjertet at kunne beskytte sin unge mod den, den uretfærdige verden. Og tænker kynisk: Get used to it. Fra nu af bliver det kun værre.

Sorgløsheden er allerede lidt på retur. Heldigvis hjælper det stadig at sidde på skødet af sin mor. Og bagefter bage en kage. Og spise den kl. 17, selvom det er totalt politisk ukorrekt lige inden aftensmaden. Så kalder vi det bare livskvalitet.

"Og faktisk hjalp det også en lille smule at snakke om det, mor"