Nøøøjjjjj

(Ps. Billedet lånt på politiken.dk)

50.000 besøg i Hulebo/Damehuset. En bette smule for nogen - kæmpe smule for mig. Hvis jeg var kreativ, ville jeg lave en kæmpe give away, men synd for jer - jeg kan ikke engang tråde den symaskine, jeg arvede fra min mor. Til gengæld er jeg blevet ret god til at spartle gipsvægge og sætte væv op, men det kan man jo desværre ikke give væk på en blog (nej, man kan ej!).

Nå, men på søndag flytter vi ind i de nye gemakker, og hvis jeg falder over noget glemt og genialt at give væk - så lover jeg at det bliver her. Aftale?

Blog, bloggere, bloggest

Altså nu er jeg aldrig sådan en, der har været min blog. Lille Hulebo er hverken kommerciel eller særlig kendt, jeg får ikke gaver, biografbilletter eller reklamer tilsendt og jeg har ikke et niveau for, hvor tit jeg "skal" skrive. I nogle perioder skriver jeg mere end andre, og der stiger læsertallet selvfølgelig.

Jeg er virkelig overrasket over, hvor mange, der stadig klikker forbi Hulen hver dag, selvom der ikke sker noget nyt. Og jeg er faktisk også overrasket over, at flere af jer søde mennesker bliver oprigtigt bekymrede for mig, når der er stille for længe ad gangen. I er faktisk mere opmærksomme på aktivitetsniveauet, end mange af mine venner og bekendte ude i virkeligheden - selvom der kan gå endnu længere tid imellem livstegnene til dem.

Jeg får lidt dårlig samvittighed over, at jeg smider nogle af de der lidt dramatiske indlæg ud, og så bare byder jer tavshed igen... Heldigvis er intet nyt pt. godt nyt, fordi jeg simpelthen bare har fået så travlt med det der virkelige liv. Jeg har pludselig 80 nye kolleger i en stor afdeling med fantastiske udfordringer og muligheder, og når jeg kommer hjem er der 100% computerfri sammen med børnene. Men ved I hvad? I løbet af dagen tænker jeg også på alle jer bloggere, jeg selv følger. Hvordan I har det, om der er sket noget nyt, fik hun det arbejde og er det barn mon født? ...den slags. Et mærkeligt pseudoliv der kører parallelt med det mere håndgribelige.

Ork der er også blogindlæg i hovedet i massevis, men det er efterhånden hård prioritering hvilke dage, der bliver afset tid til det. Jeg glæder mig til, at man kan diktere blogindlæg direkte via sin telefon - jeg taler alligevel med mig selv det meste af vejen hjem i bilen, så det kunne jo ligeså godt blive udgivet med det samme. (Og kom nu ikke og sig, at den gadget allerede er opfundet! Jeg har ikke tid til at sætte mig ind i det..)

Jeg skal nok opdatere, når der er nyt på dramafronten. Og jeg er ikke forsvundet. Og jeg er stadig på besøg hos jer. Og tak. Og godnat.

Og nu til noget helt andet

Var faktisk lidt for træt i hovedet til at få tanker vendt til skrevne ord. Har både bagt rugbrød, kogt suppe, afmonteret juletræ (endelig!!), støvsuget og vasket gulve. Også i badeværelset. Og slet ikke drukket rødvin. Til gengæld ikke fået andet frisk luft end det, der selv kom ind ad terrassedøren, da jeg smed juletræet ud!

Nå, men så sad jeg og faldt i staver over, hvorfor bloggens googlesøgninger er så sindssyge, når jeg nu bare er en ganske almindelig Hylemor (NÅ. Det var så en slåfejl. Riiimelig tankevækkende. Den lader vi bare stå) Det var de søgninger, vi kom fra:

• Vinterteltning. Jamen jeg ville ønske, jeg var sådan én. Børnene ville elske det...
• Den perfekte mor. Jamen jeg ville ønske, jeg var sådan én. Børnene ville elske det...
• Danske skønhedsbloggere. Jamen jeg ville ønske, jeg var sådan en...
• Fodpleje. Jamen jeg ville ønske, jeg gjorde det noget mere
• Gammelkone kusse. ??????? Jamen...øhhh. Nå

Jeg tror bare jeg stempler ud for i dag så...det er altså ikke alt her i verden man skal tænke over. Eller forstå. Så dét...

Midt i smerten...

...brænder der et flammende lys. Ikke et traditionelt bloklys men et ægte bloglys.

De tilbagemeldinger, jeg har fået - både i kommentarfeltet og på mail er simpelthen så hjertegribende. Så kærlige og så indfølende med andre menneskers dybt personlige, smertefulde, smukke, gribende og ærlige historier. Jeg har læst det hele om og om igen i dag. Og det er gået op for mig, at stilheden er helt i orden. Og ikke spor forkert.

Jeg føler mig mødt på en så ægte måde, at ikke alverdens psykologer eller eksperter ville kunne give mig det samme. Jeg er så taknemmelig, at jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal beskrive det. Men det behøver jeg heller ikke, for giverne deler ud uden at forvente en gengæld. Hvor er det stort og næstekærligt. Dem, der ikke længere tror på næstekærligheden, skal bare tage at få sig en blog!

Jeg fik en mail fra en af min mors søstre sent i aftes. Og et telefonopkald fra min fars søster. De ved heller ikke, hvordan vi gør det her. Hvad hun har brug for. Jeg ved det heller ikke. Men alle de livgivende ord, jeg har fået fra jer læsere, gjorde det nemt at sammenfatte, hvad det er, vi skal.

Vi skal være der. Med den tavshed, de ord, smil, latter og tårer, der er i situationen. Vi skal turde hende, selvom det rører ved vores egen dybeste angst. Hun er nemlig ikke kun sin sygdom. Hun er stadig så meget mere end det. Og først og fremmest er hun i live!

I dag sendte hun mig den her sms:

"Jeg har det okay, vi er ude at køre en tur. Vi skal jo videre. Kys M"

Det er nemlig det, vi skal...

Uden overskrift

Ved I hvad? I er bare de sødeste, elskeligste, dejligste damer i verden. Tusind. Tak. For tanker og og for tilbud om hjælp og varme i min retning.

I går sagde en rigtig god veninde til mig: "Ved du hvad? Der er altså ingen af os omkring dig, der er i tvivl om, at du klarer det hele skidegodt. Men tror du ikke, du skulle øve dig i at tage mere imod, når nogen gerne vil hjælpe dig? Det kunne jo også være, det ville glæde dem, der spørger. De gør det jo ikke for at demonstrere, at de kan mere end dig, eller for at sætte dig i forlegenhed. Du giver så meget selv. Prøv nu bare at tage imod".

(Okay)

Og så drog jeg hjem med brugt rideudstyr til Elverpigen for mindst 2.000 kr. Fordi deres datter ikke rider længere, og de bare er sådan nogle, der har købt de lækre sager fra starten. Fordi de kan. Og bagefter forærer det væk. Fordi de kan. Og skulle jeg så være for fin til at tage imod? Nej. Men det er åbenbart svært. Godt hun hjalp mig.

Og deres lækre hjem og designerlamper og dyre biler og samhørighed og fælles historie og friværdi og overskud og rengøringshjælp og trygge børn og spændende jobs og Californientur, ramte mig bare lige i det bløde i går. She made it.

Jeg hylder jo ellers mit lille liv og veg selv bort fra den slagne vej, hun valgte. Og jeg ved godt, det var det rigtige for mig. Men jeg hadede bare at komme hjem til min lejede Hule i aftes. Hvor der var mørkt og koldt og ingen havde tændt op, og jeg ikke syntes, der var til at købe sig nem aftensmad. Og tøjet skulle lægges sammen og på plads og rugbrødene skulle bages og hunden luftes og gryderne i gang med at koge. Og lektier skulle læses og tasker pakkes og katte fodres og diskussioner tages og konflikter løses. Og der skulle helst også bades og børstes og smøres og fortælles og lyttes. Af mig. Og det blev (for) sent, og jeg fik ikke trukket vejret.

Og jeg vågnede kl. 2.00. kl. 3.00, kl.4.00, kl.5.00 og endelig kl. 6.00. Og så derefter kun rodet, besværet, opgaverne, pligterne, trætheden og det uoverstigelige. Min syge mor og min næsten-kæreste, der af forskellige årsager ikke vil fortælle sine børn om vores forhold, som derfor på evindelige måned er på vågeblus. Og jeg gad ikke mere. Kylede en madkasse på gulvet, der smadredes i atomer. Skældte og smældte og bebrejdede.

Og børnene ryddede af bordet, børstede tænder, samlede tasker, klædte sig i overtøj og satte sig i bilen. Helt uden at sige noget.

Nu tror jeg, det er tid til boller og te. Og huske at jeg selv er rask. Og mine børn er raske. Og klarer sig godt. Og er glade, når jeg ellers behersker mig...Og næsten-kæresten kommer og krammer. Trods alt. Og min mor er her endnu. Og der er også penge (fordi jeg er stædig). Og gulvene er rent faktisk nyvaskede. Og tøjet lagt på plads. Og der er nybagte rugbrød. Og æblegrød. Og det kun tager 10 min. at tænde op. Og jeg garanteret sover bedre i nat. Og jeg har jer, når det vælter igen...

Forresten...

Hvis nu det var dig derude, der lige stod og manglede en computer, helst bærbar, og liiige er nødt til at tælle lidt på knapper hvad angår økonomi...ville du så købe ny eller brugt? Der er faktisk ganske mange firmaer, der sælger brugte bærbare til gode priser, hvor der naturligvis er kortere garantiperiode (6 mdr.) Jeg er lidt i syv sind, men må se i øjnene, at det er svært at leve uden!!

Ikke desto mindre glæder jeg mig faktisk over, at weekenden ikke skal forstyrres af nyhedsstrøm, computerspilleri og blogabstinenser...der er kun tilbage at tænde op i brænderen, lave te, tænde stearinlys, finde tæpper og puder frem - og læse. Nå ja, og selvfølgelig snakke lidt med børnene, spille noget ludo og dèt...hygge i Hulen. Nu med sne. (Allerede. Er den ikke kun lige smeltet???)

Så er der også tid til at tænke tanker. Og det, psykologen sagde i onsdags, der stadig runger i mit hoved:

"...det lyder som om du er tæt knyttet til din mor... der er en stærk identifikation med hendes situation... har du nogensinde selv været i livsfare?...det lyder for mig, som om alle dine reflektioner og tanker hænger sammen med dine egne oplevelser, mere end din mors situation...her kan forstanden slet ikke være med, det er på et meget dybere plan...du kan overveje, om du tør gå mere ind i sorgen sammen med din mor...uanset hvor meget, du prøver at beskytte hende, er hun bekymret for dig. Det er hun. Du er hendes unge...og jeg tænker, du kunne have brug for at bearbejde dine egne oplevelser..."

Okay. Det tænker jeg så lige over. Go' weekend derude. Vi ses mandag

Koks i komakassen

Det er mig, der er koma kassen.

Næsten en hel uge uden computer hjemme - utroligt, hvad man kan vænne sig til! Det giver tid. Mange, mange timer, der kan bruges på andre gode ting. Børn fx. Og bøger.

Det var dejligt at blive kysset, men det fik ikke snuen til at forsvinde...onsdag tilbragte jeg i dyner foran en anden komakasse, og så to gode film på en formiddag. OG morgen TV. Ikke sket siden jeg sidst var på barsel for 8(000) år siden. Det var hyggeligt. Èen dag. Fannerme også en lang dag at ligge på langs uden pc.

Da jeg rejste mig fra dynerne for at lave te og flere honningmadder, gik det op for mig, at jeg savnede alle bloggerne. Jer. Helt igennem abstinenser havde jeg, over ikke at kunne følge med i jeres gøren og laden. Det var - ... - tankevækkende.

I det hele taget er det tankevækkende at have så meget tid til overs i hovedet, bare fordi et troldebarn aflivede en harddisk. Jeg har tænkt meget. For meget. Alt for mange store tanker i ét lille hoved.

Selvfølgelig taler jeg med nogen, ja, ja. Men jeg har brug for at tale med nogen, som kender det indefra. Og jeg ved, at det er normalt at pårørende til kræftpatienter får det sådan. Og tror at hver en lille knop i huden, stikken i brysten, hævelse i halsen og træthed er kræft. Jeg er nødt til at gøre noget ved det.

På onsdag skal jeg til pårørende rådgivning i Kræftens Bekæmpelse. Det går ikke med alle de tanker alene. Det er gået op for mig, at jeg stort set kun tænker på liv og død. Især død. Jeg er bange for at dø. For at få kræft selv, og dø. Dø fra børnene. Dø fra mit liv. Bange for, at jeg ikke når det. Når hvad? Dét. Livet. Jeg kan slet ikke få greb om bare at leve. Alt bliver sat op mod liv-og-død temaet.

Nu har jeg vist pløjet mig igennem alle jeres indlæg fra de sidste dage, pyyha. Jeg er med igen. Opdateret. Vejret kalder vist bare på hygge, dyner, pandekager og puttetid med de små. Uden forstyrrende elementer som fx en computer. Kan ske det var held i uheld med den loddefejl...

Jeg har helt glemt at sige..

...tusind tak for alle de kommentarer og mails, I sender. Det er vidunderligt at få respons og varme tanker fra mennesker, jeg dybest set ikke kender. Selvom jeg deler mere med jer, end med mange andre af dem, jeg egentlig kender...

Når jeg selv lægger kommentarer hos andre, synes jeg, det er dejligt, når bloggeren responderer på kommentaren. Giver et lille pip tilbage. Det er selvfølgelig ikke altid, et indlæg lægger op til det, men ofte vender jeg tilbage til et kommentarspor for at se, om der "sker" mere.

Desværre får jeg ikke ret tit kommenteret på jeres kommentarer og hilsner, så derfor TAK. Alle bliver læst med stor glæde og læst mange gange. Også på gamle indlæg, hvor jeg af og til kan tænke "hold da op - har jeg skrevet det dér?". Det er da fantastisk at kunne bladre tilbage i sine egne sindsstemninger og tanker!

Det var bare det, jeg ville sige. Tak, ikke? Hej..

Den store dag

Ja, sådan havde jeg faktisk tænkt om den. Havde jo luret hos andre, at det var store blogtræf-dag ved Himmelbjerget. Og tænkt. Og overvejet. Og besluttet mig for at deltage. Og glædede mig!

Havde været ude i noget "Arj, de andre er jo meget smartere, pænere, sjovere, mere originale end mig. De er rigtige bloggere. Du falder da totalt til jorden mellem dem". Og vidste jo godt, det var noget pjat, så selvfølgelig skulle jeg med. Og var sikker på, det blev fantastisk.

Havde godt nok lovet at passe børn for en slags kæreste, men det var jo fint-fint. De kunne lege med mine, og der var sikkert andre børn at udforske skrænterne med.

Vågnede tidligt og sprang (ja, faktisk!) ud af sengen, for den her dag ville blive god! Satte en lækker bolledej over, mens jeg sprang i bad. Okaaaay ... overskudsagtig - ud af badet igen - tror sgu lige jeg smækker en kage sammen. Yes, den gode chokoladekage, der smager af en milliard og altid vækker begejstring.

Bagværk i ovnen, tørre hår, lægge en liiiille smule makeup - arrangere morgenhygge for ungerne...hvad fanden er nu det? Hele stuens parketgulv har rejst sig i bølgeformationer. Ikke meningen! Nå pyt, ikke mit hus, en hurtig besked på viceværtens svarer om at tilse skaderne mandag. Det må være kaskaderne af regn, der har undermineret fundamentet...

Tid til at få bollerne penslet, åbner et skab for at finde en skål - ud ryger mit bedste fad - i 1000 stykker. Øv. Pyt, det er kun en død ting. Av, fandens jeg skar mig ovenikøbet, og det bløder. Og bløder.

Videre med dejen, et blik til kagen i ovnen (fandeme mærkeligt den ikke hæver i dag??), nå men 28 boller slået op til efterhævning. Åhh at være en køkkensucces.

Det slår mig i samme øjeblik, jeg tager kagen ud af ovnen - sukkeret!! Aaaallright. Den smager ikke særlig godt. Men halløj, en rigtig husmor har vel rigeligt med basisvarer - så jeg smækker da en ny kage sammen. Nu med sukker. Ovnen kører jo alligevel, ikke sandt?

Moooar!! "Jeg har fundet ud af, hvorfor det lugter af kattelort inde i kammeret! Det ligger under skriiiivebordet". Hurra...men klokken er kun 10.30 så kammeret får da lige en tur. Vask og skrub. Det dufter godt og rent, da kagen er færdig. Åh så flot (og sød) denne gang!

Kære unger, surprise: "Vi skal på Himmelbjerget!!". "Aaaaj mand, det gider vi ikke. Vi vil hellere spille Wii. Altsåååå". "Nå, men i dag har jeg altså bestemt, at vi skal på udflugt. Vi tager kage med. Og der er andre søde mennesker med kager, vi kan bytte med. Der kommer nogle voksne, jeg gerne vil snakke med, det bliver viiildt hyggeligt!!".

(Åbner et skab for at finde nogle servietter at putte i kaffekurven. Et glas falder ud og splintrer i 1000 stykker. Frem med fejebakke og støvsuger. Pyt, det er vel kun endnu en død ting.)

Hmm, ordne, arrangere, rydde op, gøre klar (klokken er over 12, men det var jo heller ikke tidstyranni vel? Man må komme, når det passer sig). "Kom så unger, vi kører om ti minutter"...

"Æhhh moar... Har du slet ikke set, at dit ene dæk er punkteret?". (Æhh NEJ. Fuckefuck. Og jeg kan sagtens skifte dækket. Gider bare ikke køre til Himmelbjerget med 50 km i timen. ØV)

Okay. Det gled altså ikke rigtigt i dag. Jeg kunne næsten fristes til at sige, at det åbenbart ikke var meningen, jeg skulle med. Jeg fik fjernet kattelort og glasskår. Skiftet dæk og rullet tæpper væk, så viceværten kan komme til. Fyldt fryseren op med boller og pyntet kagen med smørglasur. Men jeg kom ikke til træf.

Forbarmede mig over ungerne, der gerne ville ud til det andet hjem og spille 4-mands Mario. Pakkede to romaner og et par solbriller. Bryggede en kop kaffe, serverede kage for børnebanden og smed benene op i havestolene, i et læfuldt hjørne på terrassen. Og sendte alle jer 'træffere' nogle gode tanker. Vi ses en anden gang!

Livscirkler

For præcis en måned siden var jeg helt nede at ramme bunden. Siden blev det heldigvis bedre med overskuddet og humøret. Jeg fik sat nogle vigtige punktummer.

Jeg bruger for tiden mange tanker på at finde ind til det vigtige i livet. Essensen. Måske er det fordi, jeg har været rigtig, rigtig bange. Og først nu kan reflektere over, hvad der egentlig skete. Måske er det fordi min mor er syg, og har døden tættere på, end nogle af os andre. I hvert fald så vidt vi ved. Måske er det bare fordi, jeg nærmer mig en helt klassisk 40-års krise...??!!!

Jeg tænker meget på at være til. At dyrke nærvær. At gro livsglæde.

Blogland har været lidt ambivalent for mig. Er det ikke bedre at være rigtigt sammen med mennesker? Kender vi hinanden herinde, når vi følger med i hinandens liv, glæder og sorger? Jeg tror, ja.

Jeg har opdaget, at blogging handler meget om sharing (ja, ja skarp, jeg ved det...*hmm*)
Og det er noget af det, der gør det dejligt at blogge. At bloggere linker til hinandens sider, hinandens ideer og især hinandens give-aways. Flere om "konkurrencen" ~ mindre chance til mig!! Deler ud og får mere tilbage?

Forleden dag opdagede jeg, at June havde skrevet noget virkeligt pænt og stort om min blog. Tusind tak, June. Og samme dag vandt jeg en give away hos Karen. Mit besøgstal eksploderede og jeg følte pludselig, jeg havde en identitet som blogger. Ikke bare én, der læser med hos jer...

I det "virkelige" liv fik jeg nogle gode breve, der afsluttede sager. Jeg arvede en masse gode, gode ting af venner. Jeg fik kys. Jeg fik lækker, lækker mad. Og drak mig fuld i Asti. Jeg fik ... overskud.

Der er tider, hvor ens tro vakler. Måske ikke en defineret tro. Men tillid så. Tillid til det gode i livet, det nyttefulde i livet. Og nu er jeg også overbevist om, at det handler om at dele ud. Ikke være nærig med sig selv. Jeg har været nærig med mig selv. Men med alt det, jeg selv kan gøre, skal det være slut nu.

Og til de ganske få af jer, der ikke følger med i dagens Elvis-dosis hos Julia, så får I lige en her. Min nye ringetone. Uovertruffen.



Undtagen selvfølgelig en enkelt undtagelse. Når han ringer er ringetonen denne:




Godnat fra skoven, hvor nattergalen vist er den eneste, der endnu ikke er gået til ro...altså bortset fra rådyrmor, der græsser, mens den lille ny trykker sig for regnen under den store gran. Jeg så den i dag, men nænnede ikke at forstyrre dem for et billede...

Awardwinning!

Nu har jeg set, at det er så populært med awards her i blogland. God tanke og lidt spændende, om man nogensinde kommer så meget ind i blog-universet, at nogen vil opdage én nok til at man kan blive nomineret til sådan en.

I dag har jeg både nomineret mig selv og udråbt mig som vinder af den ultimative anti-award.

For den sureste, mest umedgørlige og morgentvære mor. Øv.

Det startede allerede da jeg (liige en anelse for sent) stod op og lukkede kattene ud. Hov...10 cm. sne i haven - det havde de da ikke sagt noget om! Nå, men det er vel ikke så slemt, tænkte jeg og gik i bad. Overvejede at tage et lynskyl og droppe hårvasken - men ah hva' - det går nok.

Men det er jo med morgenrutiner, som med en Klovborg ost. De tager den tid, morgenrutiner tager. Tænkte, at jeg nok burde vække børnene lidt før jeg plejer... . Men ah hva' - det går nok.

Mens jeg kogte havregrød overvejede jeg, at grynene jo egentlig i en håndevending kan spises med mælk. Som vi havde. Men ah hva' - det går nok også.

Mens jeg lavde te overvejede jeg, at vi måske kunne nøjes med et glas vand, så ingen skulle brænde tungen. Men .. ah hva' - vi når det nok, det er sikkert ikke så slemt, når vi kommer afsted.

Men JO. Det var slemt (det havde de altså ikke sagt). Og vi var ikke i god tid. Slet ikke faktisk.

Nå, men halvvejs afsted pipper den 10 årige så på bagsædet: mor jeg har glemt mine overtræksbukser. Hvilket mindede mig om, at flyverdragten til den 7-årige vistnok lå på gulvet. Altså da vi gik ud af døren!

Et U-turn i sneen ville rimelig sikkert føre os lige lukt i pitstop i en stor snedrive. Og uden nogen form for tvivl, ville selv en vellykket retur til hulen betyde mindst 10 min. for sent på job.

Uanset hvad - jeg måtte indse, at det var ud over alle grænser for dårligt (og PINLIGT), hvis mine børn kom afsted - i forventet snestorm - uden ordentligt overtøj. Altså U-turn på trods af dårlige odds..

Så var det at hovedsikringen sprang...altså min. Det væltede ud af hulemor med bebrejdelser og alverdens brokkerier. Øj, hvor var det grimt. Alt imens jeg med fråde om munden vendte bilen (uden at sidde fast - luckily) og ræsede tilbage i hulen. Gaflede det nødvendige overtøj og ræsede endnu hurtigere den anden vej.

De var fuldstændig tavse. Så stille kan børn altså være, når den eneste, de har til at klare alt, brænder fuldstændig sammen.

Det er en af de dage, jeg er allermindst stolt af, kan jeg lige så godt indrømme.

Jeg nåede stort set mit arbejde til tiden...(ihh hvor vigtigt. Meget vigtigere end børnenes start på dagen)
Og heldigvis kom snestormen, så skolen lukkede og vi kunne tage hjem og lave varm cacao og putte os sammen. Og prøve at klinke skårene. De holdt vist til det. Men det gav hulemor noget at tænke over...