At skrive med glæde

I går var jeg på skrivekursus. Et ganske kort én-dags kursus, men det var en ualmindelig god dag. Jeg har aldrig før siddet sammen med et helt hold af mennesker, der var samlet om den ene fælles interesse. At skrive.

Der var unge studerende, der var en ældre mand med rollator, og så alle os andre ind imellem. Poeter, akademikere, bloggere, husmødre, direktører og mig. Vi havde så gode og fine snakke om at skrive, øvelser og refleksioner over skrivearbejde og alt det, der hører med.

Jeg blev glad. Jeg blev glad, fordi jeg fik kontakt med dét sted inden i mig, der vil udtrykke mig gennem ordene. Jeg har læst lidt tilbage i Hulebos arkiver, og jeg bliver så glad for, at jeg har en lille del af mit liv stående der. Selvom begrænsningerne står i kø, så frustrerer det mig, når jeg i så lang tid ikke har skrevet. Det er de klassiske temaer, vi er ude i - manglende tid, overskud, fokus, ideer, you name it.

Men hvordan kan det så være, at jeg ikke får skrevet nu, hvor der er mere tid end nogenside? Elverpigen er blevet myndig og rejst ud i verden. Troldebarnet er den samme følsomme sjæl, nu med en voksende modenhed i fuldt flor. Jeg er så pavestolt af de to. De er teenagere med fynd og klem som alle andre, men de er i mine øjne ualmindeligt velreflekterede, humoristiske og omgængelige begge to. Det tillader jeg mig at tage en stor del af æren for (desuden er de pæne).

Så det kan jeg godt læne mig lidt i, mens jeg bokser med mig selv om, hvordan jeg får skabt de stunder til at læse, meditere, skrive og lave yoga, som jeg gerne vil. Jeg prøver at bokse med venlighed og accept af, at det åbenbart er svært. Men jeg vil prøve at indføre lidt disciplin i forhold til det, for det handler jo dybest set om, at jeg tager mig selv alvorligt, og det vil jeg gerne.

Det handler ikke om, at koble helt af samfundet og sidde i en tilstand af Zen, mens den hellige inspiration flyder. Det handler mere om, at jeg gerne vil skabe de åndehuller til at arbejde med de kreative områder af livet, jeg ved, giver mig glæde og energi.

Hvis du har læst med, og har en god ide eller et godt råd til at få skabt de vigtige stunder, så læg gerne en kommentar herunder. Tak.

Smuk og dejlig

Der er stadig North Side i mit hoved. I hele mit system. Det er det mærkelige ved livet - at nogle gange bliver ting, man slet ikke havde regnet for noget særligt, lige pludselig det allervigtigste. Og af og til bliver en helt almindelig dag helt ualmindelig. Én oplevelse kan være den faktor, der skubber livet i en ny retning. Det sker også, at en blogger skriver irriterende kryptisk, fordi noget er så stort eller forvirrende eller svært eller smukt eller overraskende, at det er umuligt at få sat de rigtige ord sammen. Eller måske tør man ikke se det på skrift.

Og inden nogle drager forhastede konklusioner, handler det her ikke om mig og smeden. Alt er i skønneste orden. Men kærlighed har jo som bekendt mange udtryk, ligesom glæden og lysten og livet. Så jeg vil bare, for min egen skyld, fastholde øjeblikket, stemningen, fornemmelsen, forvirringen, intensiteten, fryden, overraskelsen og livet med den sang, der fuldendte oplevelsen. Og som for altid vil lade mig genkalde lige netop den aften.

Jamen det kan du jo ikke..

I går var jeg sammen med en jævnaldrende kvinde, som kommer fra en familie, jeg kender rigtig godt. Vi er efterkommere af samme bedsteforældrepar, og har derfor en hel del fælles historie. Vi talte hele eftermiddagen om relationer, familie, opvækst, årsag og virkning. Selvom vi har samme aner, er kulturen i vores familier nemlig helt forskellig.

I hendes familie er det sådan lidt højrøvet at få en uddannelse. Hun synes aldrig, at hendes familie har anerkendt, at hun tog en studentereksamen og derefter en uddannelse som sygeplejerske. Ingen af hendes søskende har en uddannelse, og hun skal i hvert fald ikke tro, at "hun er noget". Da hun fik et synligt job i lokalområdet, var hendes mors reaktion: "Hvad vil folk sige, hvis du laver en fejl? Hvad nu, hvis du ikke kan finde ud af det?"

I min familie derimod, er det forventet at have en uddannelse. Og fordi jeg vaaaar så dygtig i (folke)skolen, er det i stilhed lidt en skuffelse for mine forældre, at jeg "kun" tog en mellemlang uddannelse. Til gengæld tog jeg to af dém, men jeg skulle (jo) have været familiens første akademiker, hvis det var rigtigt. Selvom det selvfølgelig i selv samme familie bliver sagt, at akademikere er sådan nogle højrøvede nogle (nu vi ikke har nogle repræsentanter selv).

Faktisk synes jeg, det er mærkeligt. Dét, der er fint i én familie, er dårligt i en anden. Der, hvor man gør for meget, er det et problem. Det er det også dér, hvor man gør for lidt. Og det kræver ret meget af ens selvværd at være udfordret af sin egen familie eller nære relationer på, om det man gør, nu er godt nok.

Trine reflekterer i dag over nogle af de samme tanker. Og jeg blev forbavset, da jeg læste det, for jeg vidste ikke, at der herskede jantelov omkring iværksætteri. Jeg har nemlig en positiv fordom overfor dem, der tør noget selv. I min naivitet troede jeg faktisk lidt, de blev båret frem! Det ville jeg ALDRIG turde. Idéer? Mig? Jamen dét kan jeg jo ikke.

Hvem jeg har lært dét af? Min mor. I bedste mening. Fordi hun var bange for, at jeg skulle have ansvaret for alt for meget bøvl. Fordi hun ville beskytte mig. Mod nederlag og skuffelser. Fordi jeg ikke skulle "stå med for meget selv".

Begge mine forældre syntes da så absolut, jeg skulle have en uddannelse - men det bedste er (jo) stadig at finde en god mand, der kan forsørge én. Jeg diskuterede det engang med min mor og sagde, at jeg syntes, de havde opdraget mig noget dobbeltmoralsk, fordi de ikke har lært mig virkelig at kunne - og ville - selv. Det bedste er at blive sørget for. Ligesom Mary, jo. Prinsen og det halve Kongerige. Så bliver det da ikke bedre, vel?

Hun sagde: "Det ønsker alle forældre vel inderst inde for deres piger" (!???!!!). Jamen for fanden! Så er det måske alligevel ikke så mærkeligt, at jeg faldt for en mand med et forvrænget virkelighedsbillede, der lovede guld og grønne skove...

Mange af mine drømme og initiativer er blevet mødt med et: "Jamen det kan du jo ikke". Enten for at tage hensyn til den familie og mand, jeg havde - senere for at tage hensyn til, at jeg ingen havde! Efterhånden holdt jeg op med at "drømme højt", altså at fortælle om det, indtil det enten var en realitet eller feset ud i sandet.

Hvis min mor havde levet, ville hun have sagt det igen nu. "Det kan du jo ikke". Til det job, jeg lige har søgt. Fordi det indebærer mere kørsel, længere dage, logistik, der skal gå op og mere uddannelse. Men det indebærer også nye udfordringer, spændende udviklingsmuligheder med baggrund i begge mine uddannelser og forhåbentlig - på længere sigt - en friere hverdag og en bedre økonomi.

Og nej. Der er ingen, der siger, at jeg får dét job. Og måske slet ikke lige nu. Men det er i hvert fald ikke fordi, jeg lod være at søge det. Jeg er nemlig ret sikker på, at jeg godt kan! Og mon ikke min mor kan se det hele lidt mere fra oven, deroppe i sin himmel, og siger: "Dét der! Det kan du godt". Jeg tror det!

Kære Brevkasse

Jeg har brug for jeres mening!

Den anden dag ville Elverpigen og en veninde se filmen "Klovn, the movie". De er elleve år, hvilket er filmens tilladte aldersgrænse. Men Hulemor sagde nej.

Jeg har selv set filmen, og er godt klar over, at den ironiserer over arketypiske (mande)fantasier og samfundets normer. Men altså...kan børn skelne og forstå det? Jeg er i tvivl.

Mange af Elverpigens jævnaldrende har set den, og de har vel ikke ligefrem taget skade? Jeg synes bare ikke, hun har så vanvittig meget brug for at se Frank Hvam stikke sin finger op i en piges numse eller for den sags skyld Casper Christensen med en ordentlig stivert i munden. Måske er det mig, der er for blufærdig?

Grunden til, at jeg sagde nej, var egentlig, at de selv skulle sidde og se den. Elverpigen er meget blufærdig (overfor mig) og har aldrig spurgt om seksualitet og sex. Selvfølgelig ved hun mere, end jeg tror, alt andet er vel naivt (?). Men alligevel...jeg ville gerne have lejlighed til at forklare, at de ting, der sker i den film, ikke er almindelig adfærd mellem voksne mennesker. Derfor ville jeg måske have accepteret det, hvis vi kunne se den sammen eller i hvert fald tale om det inden - men det var der ikke rigtig mulighed for i situationen.

Elverpigen accepterede uden surmuleri, at jeg sagde nej, så det er ikke det, der er sagens kerne. Nærmere, at jeg ikke kan - og heller ikke skal - blive ved at bestemme, hvad hun må se eller læse fx på nettet. Jeg har derfor bestilt nogle bøger på biblioteket, som henvender sig til unge, om sex, krop og kærlighed, og håber vi derfra kan få nogle gode snakke om, hvad der er fantasi og virkelighed.

Og nu skal du hjælpe mig! Er jeg for snerpet eller hvad?

Har du erfaringer, meninger eller holdninger til hvad børn og spirende unge skal se og vide - så kom med dem. Og på forhånd tak.

"Det kan du jo ikke"

Læste lige et tankevækkende indlæg hos Charlotte om begrænsninger. Begrænser du dig selv? Mit svar er ja. JAJAJAJAJAJA.

Hvis jeg kommer i tanke om noget nyt, jeg godt kunne tænke mig at gøre, står den indre overbegrænser parat: "Jamen det kan du da ikke. Det kan du da ikke finde ud af/magte/overskue/klare". Det sker helt automatisk og hvis jeg ikke er opmærksom, opdager jeg det næsten ikke. Så er jeg selvfølgelig også fri for at tænke mere over det...altså dét, jeg ikke kan.

Af og til er det bare en ret belastende indre tankegang, fordi jeg måske går glip af noget, der rent faktisk er indenfor rækkevidde. Tankevækkende.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er tillært. Mine forældre har garanteret ment det godt, når de sagde: "Jamen det kan du da ikke". Ofte med tryk på du. Ikke fordi de ikke tiltroede mig evnerne, tror jeg, men fordi de syntes, det ville være for besværligt/farligt/uoverskueligt/usikkert for mig. Bedst at blive på dens slagne vej, og så satse på at finde en mand, der kunne arrangere "det hele" for mig. Hvad så det der "hele" skulle forestille at være.

Godt nok - og heldigvis - er det af og til lykkedes mig at tage tyren ved hornene og forfølge en drøm, når den rørte på sig længe nok. Fx dengang jeg besluttede mig for at tage en ganske bestemt uddannelse. Jeg havde lavet et bestemt speciale i biologi og var blevet hooked på emnet. Jeg for ned til studievejlederen og sagde, at jeg havde fundet ud af, hvilen uddannelse jeg ville søge ind på. Hun grinte overbærende og sagde: "de tager altså kun seks elever om året". Min kæreste sagde: "Jamen så skal du jo flytte til København" og mine forældre sagde: "Jamen det kan du jo ikke".

Det var i skolebussen, jeg tog beslutningen om at søge alligevel. Og jeg søgte ind og blev optaget. Piece of cake! Da jeg så var færdiguddannet og meget ung søgte jeg ikke en fast stilling - men derimod på højskole og i armene på en meget fuglekiggende kæreste, der lokkede mig med på tre måneders eventyr til Nepal, Indien og Thailand. "Neeej men DET kan du da ikke!!". Jeg sværger, at mine forældre ikke talte med mig om det. Overhovedet. Det gjorde de simpelthen ikke. De var. S Å. B A N G E. Men jeg rejste. Og kom helskindet hjem. (Og siden blev der skrydet en del i byen, når mine bedrifter blev genfortalt af min fars mund..)

Dengang mit hjerte vidste, at jeg måtte skille mig fra min mand, mens min hjerne sagde: "Jamen det kan du da ikke", var det faktisk Jane Aamund, der fik mig til at træffe beslutningen. Lyder mærkeligt, men jeg hørte et interview med hende i radioen en eftermiddag, hvor solen glitrede i overfladen på den fine sø, vi havde udsigt til fra stuen...tiden stod stille og jeg tænkte den tanke, der har betydet rigtig meget for mig siden hen "Det er pænt. Men man bliver ikke lykkelig af at have søudsigt" (Efterrationalisering: I hvert fald ikke, hvis de grundlæggende ting ikke fungerer. Ellers kan søudsigt sikkert godt bidrage til noget hverdagslykke!).

Nå, men skilt blev jeg, og det kan der siges meget om. Men ikke i dag.

Jeg har diskuteret det med begrænsninger rigtig meget med min veninde og soulmate. Hun har lært mig at besvare sætningen "Jamen det kan du da ikke" med spørgsmålet: "Siger HVEM?" (Hva' hva' hva????). Nemlig. SIGER HVEM? Det kan godt blive en interessant indre dialog, der kommer ud af det modspørgsmål..

Og nu synes jeg faktisk det er ret sjovt, at de to kattekillinger, vi har i huset, fik lov at blive til i ren trods. Fordi min elskelige mor blev ved at sige :"Pas nu på den ikke får killinger. Det kan du jo ikke have. Hvem skal passe dem? Det kan du altså ikke". Så skulle den bare have de killinger, NÅ. (Og det gik som jeg regnede med - morkatten passede dem udmærket selv..)

Og nu har jeg heldigvis gjort det igen. Forfulgt en drøm, overvundet en begrænsning eller otte og bevist, at det kunne lade sig gøre. Jeg kunne godt finde ud af det. Jeg gav ikke op på vejen. Jeg glæder mig helt vildt. Om godt og vel 41 timer bliver det endda virkelighed..

Jeg får nøglen fredag kl. 15.00.

TIL MIT HELT EGET HUS I HELE VERDEN!!