Mine børn glææææder sig. Virkelig. Troldebarnet vågnede nærmest med hjertebanken: "Shit mor! Det er juleaften i dag!" (ledsaget af det bredeste smil). Elverpigen går og nynner og får morfar til at spille julesalmer på flygelet. Så han må ned i kælderen bagefter og ryste tårerne af sig. Det hele er som det plejer. Bare uden mor. Min mor. Hustru, farmor, mormor, svigermor og mor. Vi savner hende helt ind i knoglerne.
Min mor elskede julen. Elskede den på den dybe måde, de kærlige budskaber, stemningen, taknemmeligheden, juleevangeliet - det hele. Og hun spredte glæden til os andre. Ved ikke lige, hvem, der skal sprede den nu. Ikke mig i hvertfald. Mærkeligt både at være den voksne for børnene, og indeni selv en 12-årig, der vil have sin mor.
Hun ville selvfølgelig sige, at vi skulle tage os sammen, hvis hun kunne. Skabe juleglæde for børnene og hinanden. Glæde os over alt det, vi har haft. Over at hun fik to juleaftener, efter hun blev syg. Over at vi har hinanden og kærligheden. Og i år ingen sygdom. Kun en eneste ting trøster mig at tænke på: hendes ansigtsudtryk i døden. Hun lignede ikke en, der ville tilbage.
Så NU. Nu nu nu. Rejser jeg mig og laver en jul. Glædelig jul til jer alle, må det blive en skøn dag og aften.
Ps. Indtil nu ingen eksmand i farvandet. Har rent faktisk sovet i nat. Angsten er ofte værre på forhånd, åbenbart. Jeg var ved at gå fra koncepterne i sidste uge, ved tanken om at være på en adresse, han kender. Men nu er jeg her, og det går. Forhåbentlig har han nogle gode mennesker i sit liv, der ønsker at give ham en god jul, så han ikke skal bruge sin energi på sit had. Dvs. mig. Vi håber.