At skrive med glæde

I går var jeg på skrivekursus. Et ganske kort én-dags kursus, men det var en ualmindelig god dag. Jeg har aldrig før siddet sammen med et helt hold af mennesker, der var samlet om den ene fælles interesse. At skrive.

Der var unge studerende, der var en ældre mand med rollator, og så alle os andre ind imellem. Poeter, akademikere, bloggere, husmødre, direktører og mig. Vi havde så gode og fine snakke om at skrive, øvelser og refleksioner over skrivearbejde og alt det, der hører med.

Jeg blev glad. Jeg blev glad, fordi jeg fik kontakt med dét sted inden i mig, der vil udtrykke mig gennem ordene. Jeg har læst lidt tilbage i Hulebos arkiver, og jeg bliver så glad for, at jeg har en lille del af mit liv stående der. Selvom begrænsningerne står i kø, så frustrerer det mig, når jeg i så lang tid ikke har skrevet. Det er de klassiske temaer, vi er ude i - manglende tid, overskud, fokus, ideer, you name it.

Men hvordan kan det så være, at jeg ikke får skrevet nu, hvor der er mere tid end nogenside? Elverpigen er blevet myndig og rejst ud i verden. Troldebarnet er den samme følsomme sjæl, nu med en voksende modenhed i fuldt flor. Jeg er så pavestolt af de to. De er teenagere med fynd og klem som alle andre, men de er i mine øjne ualmindeligt velreflekterede, humoristiske og omgængelige begge to. Det tillader jeg mig at tage en stor del af æren for (desuden er de pæne).

Så det kan jeg godt læne mig lidt i, mens jeg bokser med mig selv om, hvordan jeg får skabt de stunder til at læse, meditere, skrive og lave yoga, som jeg gerne vil. Jeg prøver at bokse med venlighed og accept af, at det åbenbart er svært. Men jeg vil prøve at indføre lidt disciplin i forhold til det, for det handler jo dybest set om, at jeg tager mig selv alvorligt, og det vil jeg gerne.

Det handler ikke om, at koble helt af samfundet og sidde i en tilstand af Zen, mens den hellige inspiration flyder. Det handler mere om, at jeg gerne vil skabe de åndehuller til at arbejde med de kreative områder af livet, jeg ved, giver mig glæde og energi.

Hvis du har læst med, og har en god ide eller et godt råd til at få skabt de vigtige stunder, så læg gerne en kommentar herunder. Tak.

Stjernestund

En stjernestund er sådan en som den her.

Ro. En sen aften. Mørke i skoven. Lyden af ild, der buldrer i brændeovnen. Ro. En kande te. To fyrfadslys. Trætheden i kroppen. Ro. Og i hovedet. Bevidstheden om, at jeg har fri i morgen. Katte, der spinder. Ro. Et telefongodnatkys af en slags kæreste. Samhørighed. Kærlighed. Ro.

Jeg kan høre børnenes åndedræt. Elverpigens og Troldebarnets. En dag skal jeg skrive, hvorfor det gør en stjernestund at høre lige netop dét. Snart.

Der var engang et mareridt. Der var en gang en nat, hvor det eneste jeg ønskede mig i hele verden, var atter at kunne høre begge børn i søvnens trygge åndedræt. Det kan jeg nu. Og derfor er en denne stjernestund også en taknemmelighedsstund. Jeg vil ikke mindes. Jeg vil ikke sove. Jeg vil bare sidde her og mærke, at lige nu er den rene, skære, uforfalskede lykke på visit i mit liv.

Om at være perfekt og uperfekt...

Jeg har ikke sådan rigtigt blandet mig i den debat, der har været om perfekte/uperfekte mødre. Jeg er nemlig ikke så hurtig...går altid og vender og drejer tingene, indtil andre har fundet på nye ting at tale om.

I dag har jeg været begge dele, og allerførst vil jeg klappe mig selv på skulderen for at være den perfekte mor!

Jeg er nemlig ikke god til nærvær. Absolut ikke. Og derfor er der ofte krig mellem Hulemor og Heksemor her på matriklen - og især lige efter aftensmaden, hvor der skal rydes op, vaskes op, fodres dyr, tømmes opvasker, smøres madpakker, pakkes tasker blablabla.

Men i dag blev der dækket op efter aftensmaden. Foran brændeovnen. Med madras og kokosolie. Og så var det massage tid. Begge børn fik en lang og varm massage over hele kroppen, og hvor var det bare skønt! For os alle tre. Jeg fik selvfølgelig også til sidst. Og åhh, ja, nærvær - man (jeg) glemmer det!

Hvad nærvær kan gøre for kontakten og ordene og samhørigheden...det var så skidehyggeligt, at jeg slet ikke kunne forstå, at vi ikke bare gør det altid! Jeg er for træt til at gå i detaljer, men for sevan det var bare 1000% dejligt. Og to rolige, milde englebørn blev puttet og sov med det samme. Totalt perfekt.

Og nu er jeg så kommet i tanke om, hvorfor vi ikke gør det altid!! Køkkenet roder, kattene er ikke blevet fodret (rolig, de har mad), jeg har ikke fået te (men har til gengæld talt i telefon med en slags kæreste i 1 time og 36 minutter), der er ikke smurt madpakker, opvaskeren er ikke tømt, hunden er ikke luftet (ordentligt), der er ikke hentet nok brænde ind, taskerne er ikke pakket og nu sidder jeg ovenikøbet og skriver et blogindlæg i stedet for at fise ud og komme i gang. Så nu kommer jeg også alt for sent i seng. Og skal stå op kl. 05.35 til et rodet køkken. På en dag, hvor jeg har aftaler indtil kl. 20. Totalt uperfekt.

Kan I se det? Jeg er totalt perfekt og uperfekt. På den perfekte måde. Juhuu - jeg er venner med alle!! Eller...?

Ps. Fik jeg med at kokosolien var øko?