Og ja, det er faktisk ok at kalde hende gammel, når hun er i en alder af ikke mindre end 99 år. Hun har holdt sig frisk og sygdomsfri lige indtil for nylig, så nu prioriterede jeg at besøge hende her i efterårsferien sammen med mine drenge. Måske er det netop denne sygdomsperiode, der tager livet af hende - måske ikke. Hun har en stærkt helbred. Men i alle tilfælde, så er det også længe siden, at jeg har besøgt hende, så nu skulle det være.
Sådan en ældre dame har jo ikke det stærkeste tænder længere, så jeg bagte nogle "ældre-venlige" citronspecier til hende - dvs uden mandler, nødder og andet der kan være svært at tygge / sluge. De faldt både i god smag hos mine små drenge, mig selv, min mor og min mormor. Så det må siges at være egnede for hele aldersspektret fra 3 - 99 år.
Jeg lavede 4 små cellofanposer med 10 kager i hver og så fik min mor og mormor to poser hver. Det er også en god idé til værtinde gave.
Og selvom hun lige er blevet opereret, har lidt hukommelsesbesvær og er blevet noget gammel at se på, så var hun faktisk ret frisk og i godt humør. Så lad os nu se om hun alligevel ikke ender med at runde de flotte 100 år næste år.
Opskriften på citronspecierne er egentlig fra Blomsterbergs "Søde sager" med lidt ændringer, men jeg synes dem i opskriften er alt for store, så jeg har reduceret størrelsen og fik dermed dobbelt så mange.
Citronspecier
50 stk
125 g flormelis
Kornene af 1 vaniljestang
Skallen af 1-2 citroner (jeg synes 1 er for lidt, men det afhænger nok af ens citron-forkærlighed)
225 g smør (stuetempereret)
300 g hvedemel
1 spsk koldt vand
Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem i flormelissen. Riv citronen fint og bland også det i flormelissen. Bland hvedemelet i. Ælt smørret i de tørre ingredienser til en ensartet masse. Saml evt. dejen med 1 spsk koldt vand.
Rul dejen ud til en pølse på ca. 4 cm i diameter og læg dejen på køl i ca. 1 time. Skær pølsen i ca. 5 mm tykke skiver og læg dem på bagepapir på en bageplade.
Bag småkagerne ved 180 grader midt i ovnen i ca. 12-15 min til de er let gyldne.
Har du lyst til inspiration til andre rigtig gode småkager / cookies, så se her:
Viser opslag med etiketten Værtindegaver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Værtindegaver. Vis alle opslag
tirsdag den 18. oktober 2011
Citronspecier til min gamle mormor
Kategorier:
Citron,
Opskrifter,
Småkager,
Værtindegaver
fredag den 22. april 2011
Chokolade påskeæg
Dette bliver vist sidste indlæg, der omhandler påske godter - se andre indlæg om påske. Disse marcipan æg kan dog sagtens transformeres til små konfektkugler til jul, så tag endelig opskrifterne frem til den tid, hvis du ikke får dem lavet her til denne påske.
Jeg har en tendens til at købe bestemte ting, når jeg er ude at handle "for tænk hvis jeg nu ikke havde nok derhjemme". Det betyder, at jeg indimellem har betydelige mængder chokolade (mørk, lys, hvid), mandler, vaniljestænger, husblas osv liggende. Og pt er det så tilfældet med marcipan, "for tænk, hvis jeg liiiige skulle få lyst til at bage en kage med marcipan". Godt tænkt, for godt nok fik jeg ikke lige lavet en kage med marcipan, men til gengæld fik jeg lyst til at lave konfekt påskeæg til min svigermors værtindegave - se andre indlæg om værtindegaver.
Jeg synes, at det er lidt hyggeligt at lave spiselige værtindegaver. Dels så er de meget personlige, dels får jeg udlevet min totalt sære hobby (at stå i med hovedet ned i en bunke sukker og chokolade) - og så feder de ikke :-D. Så selvom vejret i går var mest til udendørs aktiviteter, så fik jeg nu hurtigt kreeret disse æg, mens yngste-drengen sov til middag. Jeg fik også leget i haven med drengene, løbet en tur og pudset vinduer (hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, når man bor i en 300 m2 stort bondehus med mange, mange sprossevinduer og ikke har haft prioriteret vinduespudsning i pinligt lang tid). Ja, ja, indrømmet, jeg kan ikke sidde stille ret længe ad gangen (måske med undtagelse af når jeg blogger :-). Nu til opskrifter og billeder - jeg kan varmt anbefale alle tre varianter, som jeg selv synes faldt ret lækkert ud.
Nødde-krokant æg (længst til højre)
5 stk
75 g kakao marcipan *
25 g sukker
25 g nougat
25 g mandler / nødder (eller en af delene)
Overtræk:
Mørk chokolade
Pynt:
Lys chokolade i striber
*Kakao marcipanen kan snildt erstattes af almindelig marcipan. Jeg opfandt denne kombination, idet jeg en dag fik købt denne ved en fejltagelse.
Hak mandler og nødder godt. Rist sukker og mandler / nødder på en pande. Tilsæt nougat og lad det smelte med. Køl nougat-nøddeblandingen af. Bland nougat-nøddeblandingen rigtig godt sammen med marcipanen. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade. Når denne er tør laves striber med lys chokolade. Eller anden pynt som du lyster.
Orange-cointreaux æg (i midten)
5 stk
150 g marcipan
Skal af ½ appelsin
1 spsk Cointreaux **
Overtræk:
Lys chokolade
Pynt:
Mørk chokoladekrymmel
**Cointreaux'en kan erstattes af Grand Manier, som også vil fremhæve orange-smagen. Hvis du ikke har Cointreaux eller Grand Manier i barskabet (
Riv appelsinskallen fint og bland den i marcipanen. Tilsæt 1 spsk Cointreaux og bland godt. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med lys chokolade. Drys med mørk chokoladekrymmel. Eller anden pynt som du lyster.
Pistacie æg (længst til venstre)
5 stk
150 g marcipan
50 g pistacienødder (usaltede)
Overtræk:
Mørk chokolade
Pynt:
1 pistaciekerne
Blend pistacienødderne meget fint og bland dem sammen med marcipanen. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade. Sæt en pistaciekerne i hvert æg. Eller anden pynt som du lyster.
Her er lidt billeder:
Rullede æg uden overtræk (øverst Pistacie æg, miderst Orange-Cointreaux æg, nederst Nødde-Krokant æg)
I ønskes alle en fortsat skøn og solrig påske!
Kategorier:
Appelsin,
Chokolade,
Cointreaux,
Konfekt,
Mandler,
Marcipan,
Nougat,
Nødder,
Opskrifter,
Pistacienødder,
Påske,
Påsken 2011,
Værtindegaver
lørdag den 18. december 2010
Værtindegave: micro grise
I går var jeg til julefrokost sammen med mine medarbejdere og som værtindegave havde jeg taget en lille pose mikro grise med. Det er basic sugar cookies pyntet med lyserød fondant med en sløjfe om halsen lavet af royal icing farvet rød. Jeg lavede dem samtidig med de øvrige julecookies jeg bloggede om forleden.
De er ikke ret store. Her ses de sammen med en kagegaffel for at vise hvor små de er.
Vi havde en rigtig hyggelig julefrokost med dejlig mad.
Go' lørdag.
Kategorier:
Dekorerede cookies,
Værtindegaver
søndag den 1. august 2010
Solbær, solbær, solbær...
Jeg har en have på 11.000 m2, hvor jeg har de største og skønneste solbærbuske man kan forestille sig. Hver sommer plukker jeg i kilovis af solbær, som jeg altid omsætter til marmelade eller bruger bærrene til solbærmousse til kager. Se opskriften her. I går tog jeg min ældste søn på 9 år og yngste søn på 2 år med ud for at plukke solbær og selvom jeg brugte meget tid på at samle bær op som yngstemanden fik væltet ud i græsset, så hyggede vi os med plukningen. I år plukkede vi ikke så mange kilo, men i 2004 plukkede jeg ikke mindre end 30 kg fra min dejlige buske.
I går lavede jeg så almindelig solbær marmelade, solbær med rom og solbær med cognac. Jeg gav to af glassene som værtindegave til min svigermor sammen med to poser Cookies med daim. Opskriften på dem kommer i næste uge. Mærkaterne på manillamærkerne har jeg bestilt igennem Zazzle, hvorpå der står "Himmelske kager", samt min blog-adresse.
Jeg pønser på at anvende solbær med rom i en mousse og lykkes jeg med en god mousse blogger jeg selvfølgelig opskriften. Her er opskrifterne på godterne fra i går.
Solbær med rom
1500 g solbær
2 dl vand
1 kg sukker
2,5 dl rom
3 tsk melatin
evt. 1 tsk atamon
Skyl solbærrene. Solbær og vand varmes langsomt under låg og koges i ca. 5 minutter. Sukkeret tilsættes og gives et opkog. Melatinen og 2 spsk sukker blandes godt sammen og drysses ud over bærrene og koges yderligere 2 minutter. Tilsæt evt. 1 tsk atamon, hvis man ønsker lang holdbarhed. Sluk for varmen og tilsæt rommen. Fyldes på atamon eller spiritusskyllede glas, der lukkes.
Solbær med cognac
1000 g solbær
1 dl vand
saften af en usprøjtet citron
750 g sukker
1 dl cognac
3 tsk melatin
evt. 1 tsk atamon
Skyl solbærrene og bring dem langsomt i kog med vandet og citronsaften. Lad det koge i ca. 5 minutter. Sukkeret tilsættes og gives et opkog. Melatinen og 2 spsk sukker blandes godt sammen og drysses ud over bærrene og koges yderligere 2 minutter. Tilsæt evt. 1 tsk atamon, hvis man ønsker lang holdbarhed. Sluk for varmen og tilsæt cognac'en. Fyldes på atamon eller spiritusskyllede glas, der lukkes.
Solbærmarmelade1250 gram solbær
5 dl vand
1 kg sukker
3 tsk rød melatin
Evt. 1 tsk atamon
Skyl solbærrene og hæld dem i ned i det kogende vand, hvori de koges i 5 min. Sukkeret tilsættes og gives et opkog. Melatinen og 2 spsk sukker blandes godt sammen og drysses ud over bærrene og koges yderligere 2 minutter. Tilsæt evt. 1 tsk atamon, hvis man ønsker lang holdbarhed. Fyldes på atamon eller spiritusskyllede glas, der lukkes.
Kategorier:
Citron,
Cognac,
Marmelade og Syltetøj,
Opskrifter,
Rom,
Solbær,
Værtindegaver
Abonner på:
Kommentarer (Atom)