Viser opslag med etiketten Fondantkager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fondantkager. Vis alle opslag

lørdag den 1. marts 2014

Guldbryllupskage til mine forældre


Tænk jer engang - mine forældre har været gift i 50 år!! Og vi fejrede i juni måned (sidste år) deres guldbryllup. Så ja, jeg er ret langt bagud med indlæg.



Normalt ville jeg ALDRIG have noget ikke-spiseligt / ikke-sukker på mine kager. Hele fidusen er jo netop at lave pynten selv. Min søster foreslog ellers at vi skulle sætte et plastik brudepar på toppen, fordi mine forældre blev gift på rådhuset i sin tid og derfor ikke fik en bryllupskage dengang. DET ville jeg ikke være med til. Men da jeg var i Hamborg med min søster i april sidste år faldt vi over dette skønne guldbrudepar i en guldbil. Den kunne vi ikke stå for og derfor fik den lov at komme på toppen af kagen.


Udover guldbilen er alt andet selvlavet. Kagen er pyntet med hvide franske anemoner som er mine forældres ynglingsblomster. Den mellemste kage blev præget med en diamond præger og bløde guldkugler fra Dr. Oetker. Om hver kage har jeg lagt en perlebort kant.

Det er vældig vemodigt at sætte denne kage på bloggen, for det endte faktisk med at blive den sidste fondant kage.


lørdag den 11. maj 2013

Konfirmationskage med farverige blomster


Jeg lavede denne kage til Maja Maria, da hun skulle konfirmeres i sidste weekend. Hun ville gerne have en kage med farverige blomster.

Navnet er malet med guldkanter og der er guldkugler i alle blomsterne.


Kage fakta:
Kage og fyld: Begge kager har ens indhold. De indeholder 3 lyse lagkagebundeKagerne er fyldt med lys chokolade ganache og Solbær mousse.
Forme: Kagerne er bagt i 2 runde forme á 7" / 18 cm og 11" / 28 cm.
Opsmøring: Det hele er smurt op med 5:5 ganache.
Pynt: Kager er betrukket med hvid fondant fra Kagebutikken. Blomsterne er ligeledes lavet i fondant tilsat tylose. Kanten rundt om kagerne er lavet af Royal Icing med en rund tyl.
Hvordan gør man? Hvis du har fået lyst til at dekorere kager med fondant, så få tips og vejledning ved at se min serie på 8 trin: Grundlæggende kagedekoration.

Andre konfirmationskager:
Musikinspireret konfirmationskage
FC Barcelona kage
Gymnastik konfirmationskage
Tvillinge konfirmationskager med hest og computer
Konfirmationskage med en hest
Fodbold cupcakes
Konfirmationskage med Lego
FC Barcelona fodboldkage


søndag den 27. januar 2013

Dåbskage med ugle


Jeg laver ikke ret mange fondantkager mere - tiden er simpel hen ikke til det. Men jeg kunne bare ikke sige nej, da jeg blev spurgt om jeg ville lave Merle's dåbskage. Jeg har nemlig også lavet hendes tvillingesøstres dåbskager i 2009 og hendes forældres bryllupskage i 2011. Så Merle skulle ikke snydes for en dåbskage.

Hendes forældre ville gerne have, at der var en ugle på kagen og derfor blev designet bygget om den lille tykke pige-ugle. Jeg kan godt lide at dåbskager har naivt og tegneserie-agtigt pynt i klare farver.

Her følger lige close up fotos af kagen og pynten.





Båndet er fra Tilda.





Merle er et meget smukt navn og jeg håber, at hun bliver glad for det.


Kage fakta:
Kage og fyld: Alle tre kager har ens indhold. De indeholder 3 lyse lagkagebundeKagerne er fyldt med lys chokolade ganache og Solbær mousse.
Forme: Kagerne er bagt i 3 runde forme á 7" / 18 cm, 9" / 23 cm, 11" / 28 cm.
Opsmøring: Det hele er smurt op med 5:5 ganache.
Pynt: Kager er betrukket med hvid fondant fra Satin Ice. Ugle, blomster, træ og blade er ligeledes lavet i fondant tilsat tylose. Den brune fondant er chokoladefondant fra FunCakes. Kanten rundt om kagerne er lavet af Royal Icing med en stjernetyl fra Wilton i størrelse 8.
Hvordan gør man? Hvis du har fået lyst til at dekorere kager med fondant, så få tips og vejledning ved at se min serie på 8 trin: Grundlæggende kagedekoration
Andre dåbskager:

Dåbskage med baby converse sko
Dåbskage med baby og patchworktæppe
Dåbskage med elefant baby
Tvillingedåbskage
Dåbskage med sovende baby
Blomsterformet dåbskage

søndag den 15. juli 2012

Racerbil-kage til Emil

Min yngste dejlige søn, Emil, har 4 års fødselsdag i dag. Han blev vækket i morges med fødselsdagssang (kl. 9 mente vi, at han har sovet længe nok.... onde forældre). Vi havde pyntet med flag, serpentiner og gaver. Vi gav ham bla en fin ny cykel, som han blev meget glad for.

I fredags blev han fejret i børnehaven. Jeg spurgte ham hvilken slags kage han ville have med og det skulle være en racerbil-kage. Okay, så fikser vi det.



Kagefakta:
Kage og fyld: Kagen er en god, svampet og børnevenlig chokoladekage. Der er ingen fyld i.
Forme: Kagen er bagt i 1 kvardratisk form á 13" / 33 cm og derefter skåret til.  
Opsmøring: Kagen er smurt op med 2:2 ganache (resterne er lagt i fryseren til feks romkugler - mmmh).
Pynt: Alt pynt er lavet i indfarvet fondant.


Jeg tog billeder til en How-to-do, men jeg synes ikke at kvaliteten er imponerende. Vi får se om jeg laver den.



Jeg stillede 4 små lys i noget fondant på kage-boardet. På den måde kan man stadig tænde lys og puste ud uden at lysene bliver sat midt i kagen.

Har du brug for inspiration til små drenge fødselsdage - så se her:
Sidste år lavede jeg nogle søde pyntede cookies til hans dagpleje og et stort jordbærtema med lækre jordbærgodter til familiefødselsdagen.
Til hans 2 års fødselsdag fik han en kage med en traktor på.
Og til hans 1 års fødselsdag fik han et 1-tals kage.

I dag har vi haft familien på besøg og der kommer gode kage-oplevelser som jeg vil dele med jer snarest.

lørdag den 19. maj 2012

Musikinspireret konfirmationskage

Ja, man skulle måske ikke tro, at der kom kager fra min hånd her under byggeriet af køkkenet, men med lidt planlægning, så lader det sig faktisk gøre. For lææænge siden, lovede jeg at lave Celina's konfirmationskage og da det blev klart, at jeg ikke havde køkken til hendes konfirmation, nænnede jeg ikke at aflyse kagen. Jeg bagte derfor bundene inden jeg "mistede" min ovn og lagde dem i fryseren. Selve dekorationen skete på spisebordet med en ren ny voksdug på. Det gik helt fint, men det er ved gud ikke nogen behagelig stilling at arbejde i!



Celina er interesseret i at spille og synge og derfor blev temaet for konfirmationskagen netop det. Også oppyntingen af lokalet var inspireret udi i noder og G-nøgler og servietterne var sorte med hvide noder og en stor mørkerød rose på. Derfor blev designet af kagen inspireret ud fra serviet, pynt og Celina's interesse.


G-nøgle og noder er lavet med en udstikker fra FMM. Bogstaverne i navnet er lavet med Funky Letters ligeldes fra FMM. Stregerne er tegnet med Edible Food Pen fra Rainbow Dust i "Jet Black".



Kanten er lavet af sort fondant og pladen er pyntet med G-nøgler og noder "limet" fast med lidt RI. Kanten af boardet er pyntet med hvidt og sort satinbånd.



Rosen er lavet efter denne How-to-do. Jeg lavede den i Sugar Flower Paste fra Squires Kitchen i farven "Poinsettia". Men den var alt for fesen i farven, så jeg måtte efterfølgende male den med "Ruby" fra Sugar Flair opblandet i lidt alkohol. Det slap jeg ikke så heldigt fra, men så lærte jeg det!

Kage fakta:

Kage og fyld: Kagen indeholder 3 lyse lagkagebunde. Kagerne er fyldt med lys chokolade ganache og solbær mousse.
Forme: Kagen er bagt i 1 rund forme á 13" / 33 cm 
Opsmøring: Kagen er smurt op med 5:5 ganache (resterne er lagt i fryseren til feks romkugler - mmmh).

God weekend!

mandag den 27. juni 2011

En fødselsdagskage i design inspireret fra en scrapbooking indbydelse

For 2 år siden spurgte Lone om jeg ikke ville lave en kage til hendes mands 50 års fødselsdag og der lavede jeg denne Kite surf kage. I år bliver Lone så 40 år og så var det Jans tur til at overraske Lone med en kage.

Lone laver nogle utrolig flotte kort, indbydelser, gaveindpakninger osv og viser sine flotte kreationer på sin blog Lone's scrapbooking. Det var derfor helt oplagt at bruge den indbydelse hun havde lavet til festen som inspiration til design på kagen. Indbydelsen gav mig straks en idé til hvad jeg ville lave.

Nedenstående billede er taget fra det blogindlæg, hvor Lone viste sin indbydelse frem.


Det var virkelig sjovt at fortolke en indbydelse til et kagedesign. Det håber jeg, at jeg får mulighed for igen en anden gang.

Her følger en serie af billeder af kagen, samt lidt informationer.

Et billede af kagen i sin helhed.


Et nærbillede af de to kager. Bemærk båndet rundt om cake-boardet. Det fandt jeg i en brugskunstforretning i Kalundborg og det passede så fint i farverne. Båndet er fra Maileg.



Et nærbillede af den øverste kage. De små blomster minder lidt om 80'erne blomstertapeter fra Laura Ashley. Den grønne del af blomsterne er tegnet på med en "Leaf Green" Edible Food Pen fra Rainbow Dust.


Nærbillede af top-kagen.



Nærbillede af top pladen. Flagene er alle tegnet med Edible Food Pen's fra Rainbow Dust. Jeg har brugt følgende farver: "Jet Black", "Dusty Pink", "Red" og "Laeaf Green". Flag 2 og 4 er først dustet med "Shell Blue" fra Edable Art. Bogstaverne er lavet med "Groovy Clikstix" fra Windsor. Jeg er ved at lave et blogindlæg om bogstaver, så mere om dem ved en senere lejlighed.

Grundet travlhed på jobbet havde jeg allerede i sidste weekend fået kreeret top pladen, så den kunne ligger og blive rigtig tør. Men en dag i et ubevogtet øjeblik, havde yngstesønnen haft fat i pynten. Så kan man lære at sætte det udenfor småbørns-rækkevidde!


Jeg vælter ikke rundt i tid lige i øjeblikket, så det var nøje planlagt hvornår jeg skulle lave de forskellige ting. Torsdag aften lavede jeg ganacherne klar og stillede dem på køl natten over. Fredag morgen kl. 5 (!!) stod jeg op og piskede dem. Og der opdagede jeg, at chokoladeganachen godt nok var noget lys i det. Og da jeg tjekkede chokolade-beholdningen kunne jeg se, at jeg havde hakket en hel plade for lidt!! Doh! Der var bare ingenting at gøre, da jeg jo ikke kunne nå at købe ind til og lave en ny portion og smide den på køl i mindst 8 timer, så jeg var noget ærgelig i det og måtte lægge ganachen i kagen i en reducerert udgave. Så tog jeg på arbejde og efter arbejde direkte til hyggeaften hos Piskeriset. Der fortalte jeg pigerne om mine trængsler og så kom Godte på den fine idé at hakke chokoladen og lægge den ovenpå ganachen. Så det gjorde jeg tidligt lørdag morgen. Jeg håber, at det blev en god løsning for min glemsomhed. Så TAK Godte, for at du kom med redningsplanken :-)

Kage fakta:
Kage og fyld: Begge kager har samme indhold. De indeholder 3 lyse lagkagebunde. Kagerne er fyldt med lys chokolade ganache og solbær mousse
Forme: Kagerne er bagt i 2 runde forme á 9" / 23 cm og  13" / 33 cm.
Opsmøring: Det hele er smurt op med 5:5 ganache.
Andre fakta: Kagerne er betrukket med fondant. Til den nederste kage har jeg anvendt "Ruby" fra Sugar Flair. Blomsterhovederne på den øverste kage er samme nuance. Striberne på den nederste kage og bogstaverne er i en mørkere nuance, men stadig "Ruby".  
Søndag gik med at hygge mig med mine to yngste drenge. Det var sådan en søndag, hvor man har "oceaner" af tid til at gå hånd-i-hånd med yngstesønnen ned til skraldespanden (altså herude på landet er der laaangt fra hus til skraldespand).
De næste dage bliver for mig meget travle og meget lange, da jeg får besøg fra Lægemiddelstyrelsen inde på arbejdet. Men så er det godt, at man er blevet fyldt op med god energi fra en langsom søndag.
God dag til jer derude :-)

lørdag den 28. maj 2011

Bryllupskage med kirsebærgrene

I dag bliver Carina og Allan gift og de ville så gerne have, at jeg lavede deres bryllupskage. De nævnte det allerede dengang jeg lavede dåbskager til deres tvillinger, Ava og Smilla. Nu er dagen så kommet.

De var meget enige om, at det skulle være et enkelt design med kirsebærgrene og intet andet. Og det falder jo lige i min smag, så det var meget nemt for mig at opfylde deres ønsker. Jeg bor i øvrigt med udsigt ud over en kæmpe kirsebær plantage, der netop har stået i fuldt flor. Fantastisk udsigt, selvom den desværre tager noget af vores udsigt over vandet.

Men når kirsebærrene blomstrer, så ved man bare, at foråret er i gang og sommeren er på vej. Derfor forstår jeg godt, at Carina og Allan valgte netop dette tema for deres bryllupskage. Bryllupskager med kirsebærgrene er dog meget anvendt, så det er ikke noget revolutionerende design jeg her har kreeret. Jeg valgte at lave tre grene med masser af kirsebærblomster på. Jeg lavede 180 (!) blomster, hvilket tog mig 4 aftener i træk at lave. Jeg satte mig simpel hen i sofaen hver aften efter børnene var lagt og lavede de små blomster - man kan vel multitaske :-)

Her følger billeder af de andre to grene:


Og herunder følger nogle nærbilleder:







Og til sidst et billede af de 180 blomster. Jeg fik ikke brugt dem alle. Jeg havde ca. 40 i overskud.


Kage fakta:
Kage og fyld: Alle tre kager har ens indhold. De indeholder 2 lyse lagkagebunde og  og 1 chokoladebund. Kagerne er fyldt med lys chokolade ganache og hindbær mousse
Forme: Kagerne er bagt i 3 runde forme á 9" / 23 cm, 11" / 28 cm og  13" / 33 cm.
Opsmøring: Det hele er smurt op med 7:7 ganache.
Andre fakta: Kager er betrukket med fondant. Kirsebærblomsterne er lavet af fondant med tylose i. Se min How-to-do på hvordan man laver dem. Kanten rundt om kagerne er lavet af Royal Icing med en rund tyl fra Wilton i størrelse 8. 
Andre bryllupskager:
Bryllupskage med orchidéer og monogram
Bryllupskage med roser og liljekonvaller
Flower Power bryllupskage

Rigtig god weekend til jer alle!

lørdag den 21. maj 2011

Konfirmationskage med FC Barcelona fodbold


Simon blev konfirmeret i går og ønskede sig en FC Barcelona kage. Jeg har efterhånden lavet en del fodboldkager, så min fantasi er ved at løbe tør. Men i januar købte vi en FC Barcelona fodbold til min søn og så havde jeg motivet til kagen. Jeg tog et billede af fodbolden og prøvede (så godt jeg kunne!!!) at lave fodbolden som den ser ud. Men hold da op et puslespil. Det var altså noget af et nørkleri at få tern og farver til at makke ret!

I tillæg til at udfordringerne med bolden, så har en af mine drenge (formentlig den yngste) haft fat i min smoother og glattet et betongulv. Den var så fyldt med ridser, at jeg ikke kunne bruge den. Så kagen blev ikke så glat som ønsket.

Selvom jeg ikke er 100% tilfreds, så håber jeg meget, at konfirmanden blev lykkelig for kagen.

Jeg har tidligre lavet en kage til hans søsters konfirmation. Den kan I se her.

Her er et billede af bolden.


Og et billede af den rigtige bold.

Kage fakta:
Kage og fyld: De grønne kager er lavet af lyse lagkagebunde og er fyldt med hvid chokolade ganache med limeskal og hindbær mousse. Bolden er lavet af Bondekonens chokoladekage.
Forme: Kagerne er bagt i 1 rund form á 9" / 23 cm og 1 rund form á 13" / 33 cm. Bolden er lavet i en 6" / 15 cm Wilton sport ball form .
Opsmøring: Det hele er smurt op med 5:5 ganache
Andre fakta: De runde kager er betrukket med fondant, der er indfarvet med "Foliage Green extra" fra Sugar Flair.Græsset rundt om kagerne er lavet af Royal Icing også indfarvet med "Foliage Green extra" fra Sugar Flair. Bolden er ligeledes betrukket med hvid fondant og derefter er ternene sat på.  
Andre fodbold kager:

Ellers har her været lidt stille på bloggen. Der er så meget, der (også) skal passes. I går var vi til 4-dobbelt fødselsdag (ja, nogen forstår at slå sig sammen) og i dag til champagnebrunch (40 års fødselsdag). I morgen står den bare på afslapning og lidt geocaching med ungerne og en legekammerat. Og mon så ikke jeg skulle se at gøre noget ved de 4 (!!) (over)fyldte vasketøjskurve, der står og "brækker" sig i bryggerset?? Joo, det tror jeg nok.

God weekend til jer alle.

mandag den 16. maj 2011

Rapunzel kage

Jeg er inde i en stime af ustabile projekter. Først en motorcrosser og nu et tårn så højt, så højt, at jeg var seriøst bange for at det skulle vælte!! Indimellem så er jeg lidt naiv og lettere optimistisk ift mine evner udi hvad der måske egentlig er fatisk muligt! Men det blev dog mere stabilt efter det blev beklædt med fondant og sat sig på køl.

Selma er vild med Rapunzel og hendes mor ville overraske hende med denne Rapunzel kage. Og som mor til tre drenge, så går man jo ikke af vejen for en tøse-kage i ny og næ. Jeg har ofret mig langt for kagen. For som nogen af jer har bemærket her på siden (og ikke mindst, dem der kender mig og har besøgt mig), ja, de vil vide, at jeg bor på et stort landsted, som kun delvist er sat i stand (og som i øvrigt er til salg, hvis der er nogen der har brug for et landsted). Og den del af huset, der ikke er sat i stand bruges ikke i dagligdagen, bortset fra mig, når jeg laver kager. Der er nemlig masser af plads til at arbejde med sukker. Men der er også meget koldt. Og fordi kagen ikke lod sig transportere så let, så pyntede jeg det meste af kagen, mens den stod i mit kage-køleskab! Så får jeg ondt i halsen en af de nærmeste dage, så er det nok Rapunzels skyld!

Nu ser jeg ikke så mange tøse-tegnefilm (jeg er mere hensat til alle dem, hvor der ikke er skyggen af prinssesser, piger, lyserødt og lilla), men jeg så på nettet, at tårnet i filmen var meget tyndt for neden og stort og bredt foroven. Men hvis jeg havde gjort som i filmen, ville kagen helt sikkert vælte, så jeg opfandt mit eget tårn i en anden og (trods alt) mere stabil udgave. Taget blev noget større end jeg havde planlagt og det var bestemt heller ikke en del af planen, at det skulle være lige så skævt som Kong Volmers røv. Jeg ved iøvrigt ikke hvem Kong Volmer var og om man egentlig kan have en skæv røv? Nå, men så svedte den jo tran, den kære kage, eftersom lørdagen stod på regn i stride strømme. Nuvel, resultatet blev ok og jeg håber inderligt, at 7 årige Selma godkender kagen, selvom tårnet ser anderledes ud.

Her er et billede, hvor man kan se lidt detaljer fra tårnets side.


Og her er et billede af navnet "Selma 7".


Og slutteligt et billede af Rapunzel og tårnet lidt tættere på.


Kage fakta:
Kagen: Kagen er lavet af Bondekonens chokoladekage, men allerøverst i spidsen af taget er der ingen kage - kun fondant. Til de 5 kager brugte jeg 5x opskriften. Den sidste kage blev ikke fyldt helt op, men den gik til en del af taget.
Forme: Tårnet / taget er lavet af 5 kager á 5" / 13 cm.
Fyld: Da fødselsdagsbarnet ikke er til så meget fyld er der i hver af de 5 kager blot et enkelt lag fyld af hvid chokolade ganache, hvor jeg brugte 1 x opskriften.
Opsmøring: 5:5 ganache
Andre fakta: Tårnet er betrukket med fondant, der er indfarvet med "Super Black" fra Americolour. Farven er ikke helt blandet ind, for at give kagen lidt effekt af mur / sten. Taget er ligeledes dækket med fondant cirkler, indfarvet med "Grape violet" fra Sugar Flair. De grønne blade / stængler / buske er lavet i Royal Icing indfarvet med "Foliage Green extra" fra Sugar Flair. Blomster, roser og bostaver er lavet i Royal Icing indfarvet med "Grape violet" fra Sugar Flair i forskellige nuancer. Døren er lavet af chokolade fondant fra FunCakes. Håret er lavet med en Sugar Gun.

Når I læser dette indlæg er jeg på vej til lufthavnen, for at deltage i en messe i Düsseldorf. Jeg er stor fan af Bloggers "planlægning" af indlæg, som kan skrives og udgives, når det passer én. Smart! God mandag til jer alle.

søndag den 1. maj 2011

Oval kage med STOR rose i utraditionelt design

Jeg er meget imponeret over de store flotte roser "Cakes by Francesca" laver. De er helt fantastiske. Ved Scandinavian Cake Show i 2009 viste Louise fra Cakejournal hvordan man lavede Francesca's store roser og de blev vildt flotte. Desværre knækkede min rose på hjemturen fra Sverige, så jeg fik aldrig blogget om den. Siden den tur har jeg ledt efter en lejlighed til at få dem lavet igen, men tid svømmer man jo ikke altid lige i. Nu i dag fik jeg muligheden, hvor den ældste var hos en kammerat, den mellemste til fodbold og den yngste sov til middag.
Jeg synes, at rosen skulle ligge på en kage, så jeg dekorerede en flamingokage. Jeg havde lyst til at lave noget utraditionelt og derfor valgte jeg sammensætning af en grafisk inspireret kage med rosen på.




Jeg tog billeder af tilblivelsen af rosen, så der kommer snart en "how-to-do" på den. Derudover, så har jeg købt noget af det udstyr, som man anvender for at lave denne rose, som jeg vil forære i en den næste "give-away" - så hold øje med den :-)

Kage fakta:
Kagen: Flamingokage, oval, 20 cm
Andre fakta: "Kagen" er betrukket med fondant, der er indfarvet med "Pink" fra Sugar Flair. Det limegrønne bånd er lavet af en blanding af lidt forskellige grønne farver. De hvide prikker er stukket ud med en rund udstikker på 2 cm i diameter. Rosen er lavet af Flower Paste og der udgives snart en "How-to-do" her på bloggen.

søndag den 3. april 2011

Camouflage bryster


Nå ja, det er jo ikke så tit, at man blogger om camouflage bryster. Det er formentlig første, eneste og sidste gang.

Søren bliver 40 år og havde forelsket sig i mine tidligere brystkager, så det skulle han overraskes med. Han går rigtig meget på jagt, så derfor var det oplagt at iklæde "damen" i en camouflage-corsage. Men altså, det er ikke altid at mine idéer hænger sammen med hvad der rent faktisk kan lade sig gøre!! Så denne kage drillede mig i den grad og når først een ting går galt, så driller alt andet også. Den blev dog hæderlig, men jeg irritere mig nu alligevel over fejl og skævheder.

Her er et nærbillede af øverste del af kagen.


Her er et nærbillede af tatoveringen på babsen, hvor der står SØREN.

Kage fakta:
Kagen: I "kroppen" jeg anvendt lyse lagkagebunde og i brysterne er der Bondekonens chokoladekage
Forme: En hjerteform 12" / 31 cm (3 gange opskriften) og Wiltons sportball form 6" / 15 cm.
Fyld: I hjertet er der et lag solbærmousse og et lag med hvid chokolade ganache med lidt revet limeskal. I brysterne er der ingen fyld.
Opsmøring: 6:6 ganache
Andre fakta: Kagen er betrukket med "hudfarvet" fondant, der er indfarvet med en lille smule "Paprika / flesh" og "Chestnut" - begge fra Sugar Flair. Camouflage-delen af corsagen er lavet af en brun grund (chokoladefondant fra Fun Cakes), grønne pletter ("Spruce green" fra Sugar Flair) og mørkegrå pletter ("sort" fondant fra Fun Cakes). Øverste del af corsagen er lavet i ren chokolade fondant fra Fun Cakes. Blonden øverst er lavet af Royal Icing indfarvet til mørkegrå med "Super black" fra Americolour.

Andre bryst kager: