Viser opslag med etiketten Fondant. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fondant. Vis alle opslag

søndag den 12. maj 2013

Elg brudepar - igen



Cathrine og hendes mand er glade for Sverige og har et specielt forhold til elge. Derfor forelskede de sig i et elg-brudepar jeg tidligere har lavet. Sådan et par måtte de bare have til deres egen bryllupskage.

Alt er lavet i fondant tilsat tylose. Elgene er lavet af chokoladefondant.

"Bruden" har slør og fine sorte øjenvipper lavet med en sort fødevaretusch.

"Brudgommen" lægger en "hånd" på sin brud og ser forelsket på hende.

torsdag den 11. august 2011

Hurraah


Som flere af jer ved, så bor jeg laaangt ude på landet. Så langt ude, at når man tror man er kørt forkert, så skal man bare fortsætte lidt endnu! Indkøbsmulighederne herude på yderkanten af udkantsdanmark er ringe - for ikke at sige ikke-eksisterende. Der er 4 km til den nærmeste købmand med "sommerhus-priser" og et udvalg, der ofte har overskredet sidste salgsdato. Vi skal hele 8,5 km væk for at ramme en by med "almindelige" indkøbsmuligheder, så som Netto, SuperBrugsen, Matas osv. Men ingen kage-butikker, så jeg handler ALT mit kagegrej via nettet.

MEN tænk nu er der lige åbnet en Kop&Kande forretning og de sælger sørme et lille udvalg af kageudstyr, herunder også Wiltons fondant. Så nu har jeg altså en mulighed for at købe fondant i nærheden uden at skulle betale 70 kr i porto. Fondanten var endda på tilbud til 80 kr for 2,27 kg - normalpris 110 kr. Så hurra for at udkantsdanmark nu er blevet lidt rigere - på fondant!

torsdag den 3. marts 2011

How to do: At beklæde et board med fondant

Et board kan være fint i sig selv, men nogen gange er det også flot at beklæde det med fondant. Man får dermed også mulighed for at bruge det beklædte board som en del af pyntningen / temaet for kagen.

Feks denne Baby i bad kage, hvor boardet er beklædt med "fliser".




Eller denne strandkage, hvor det beklædte board indgår som havbund.


At beklæde et board med fondant

Materialer:

Du skal bruge et board, lidt klar alkohol (andet "hæftemiddel" kan anvendes), pensel og selvfølgelig noget fondant og en smoother (ikke vist på billedet).



Trin 1:
Rul fondanten ud med en non-stick rullepind.



Trin 2.
Pensl boardet med alkohol (ikke vist på billedet) og læg den udrullede fondant over boardet. Glat fondanten med en smoother.



Trin 3:
Skær det overskydende fondant af med en spartel eller en skarp kniv.



Trin 4:
Boardet er nu beklædt med fondant.


For at lave en pæn afslutning på boardet kan man påsætte et bånd.

Materialer:

Til kanten skal du bruge en saks, dobbeltklæbende tape og 1 cm bredt bånd.



Trin 1:
Påsæt den dobbeltklæbende tape.



Trin 2:
Påsæt derefter båndet.

Voila! Så er boardet klar til kage og pynt. God fornøjelse!

OBS Hold øje med bloggen, hvor jeg snart poster Trin 5 i serien om Grundlæggende kagedekoration, som handler om at lave kanter på kagen.


fredag den 25. februar 2011

Grundlæggende kagedekoration Trin 4: At betrække kagen med fondant



Indledning
Dette er fjerde indlæg af en række indlæg, der kommer til at handle om grundlæggende kagedekoration. Jeg får dagligt spørgsmål omkring "hvordan man gør" og det er jo ikke bare sådan lige at beskrive med få ord. Derfor har jeg lavet en serie omkring grundlæggende kagedekoration, hvor jeg prøver med små trin for trin billedserier at vise "hvordan man gør". Der vil være en masse tips og tricks og links til nyttige steder, sider, bøger mv.

Hvis man søger en god bog med gode beskrivelser af grundlæggende kagedekoration, så kan jeg anbefale "The essential cake decorating guide". Den beskriver alt man behøves at vide om grundlæggende kagedekoration.



Fjerde lektion i grundlæggende kagedekoration her på min blog er "At betrække kagen med fondant". Betrækket er en sukkermasse, der sælges under navne som "fondant" eller "sugarpaste". På min blog bruger jeg ordet "fondant" for det sukkerbetræk jeg anvender - uanset mærke. Man kan også lave sukkermassen selv, hvor MMF (Marshmallow fondant) er ofte anvendt. Jeg har aldrig selv prøvet at lave det - her hopper jeg over hvor gærdet er væltet!  

Betrækket på kagen er pynt for mig. Jeg synes ikke det tilføre kagen noget ekstra smagsmæssigt. Egentlig synes jeg, at det bliver "for meget" med sukker-betrækket og jeg fjerner selv sukkeret, når jeg spiser kagen. Men nogen synes, at det smager godt og spiser det hele.  

Hvilken fondant skal man vælge?
Der er mange meninger om hvilken fondant, der er den bedste og nogle foretrækker den ene, mens andre foretrækker den anden. Jeg har prøvet tre forskellige og jeg synes, at der er fordele og ulemper ved dem alle tre. Jeg vil derfor ikke anbefale en bestemt, men synes, at man skal prøve sig frem. 

De tre typer jeg har anvendt er:
Dekorfondant fra Kagebutikken
Bakels sugarpaste fra Kagekompagniet
Wilton fondant fra Specialkøbmanden


Hvordan betrækker man kagen med fondant? Trin-for-trin vejledning.


Trin 1:
Start med at duste bordet med lidt maizena, så fondanten ikke klistre fast i bordpladen - se denne how to do på en duster.



Trin 2:
Ælt fondanten grundigt igennem, så den bliver smidig. Rul fondanten ud i ca. 3-5 mm tykkelse med en lang non stick rullepind.



Trin 3:
Læg den udrullede fondant ud på kagen og glat overfladen med en smoother.



Trin 4:
Læg fondanten ind mod siderne af kagen med flad hånd. Træk eventuelt forsigtigt i fondanten, så den ikke laver folder forneden. Glat kagens sider hele vejen rundt med hænderne.



Trin 5:
Glat siderne med smootheren.


Trin 6:
Kagen er nu fuldt betrukket med fondanten.



Trin 7:
Skær den overskydnde fondant af med en skarp kniv, pizzaskærer eller lignende.

Kagen er nu klar til at blive pyntet efter alle kunstens regler! 

Næste lektion i "Grundlæggende kagedekoration" bliver Trin 5: At lave kanter på kagen.

torsdag den 9. april 2009

Chokolade-fondant

Opskriften på denne chokolade-fondant har jeg fra en skøn bog, der er et must for alle kage-koner, nemlig "The Essential Cake Decorating Guide".

Chokolade-fondant
(opskriften giver 1,5 kg)

500 g god mørk chokolade, hakket
150 ml flydende glukose (Jeg brugte Heibergs Glukose Sirup)
50 ml sukker sirup (se opskrift længere nede)
ca. 600 g fondant eller sugarpaste

Smelt chokoladen over vandbad eller i en chokolade-smelter.

Bland glukose og sukker siruppen i en skål over vandbad og rør i det indtil det er netop varmt. Tilsæt derefter den smeltede chokolade og rør godt med en træ-ske. Læg chokolademassen i en plastik pose ved stuetemperatur i 24 timer (skal IKKE på køl).

Dagen efter æltes chokolademassen godt igennem. Bland ind fondanten til en ensartet farve.

Sukker sirup
Bland 6 spsk sukker med 5 spsk vand. Bring det i kog og kog i 3 minutter. Køl siruppen til stuetemperatur.