Sidste weekend havde jeg Njord til overnatning, der var gået 1½ år siden sidst, så vi skulle lige finde hinandens grænser igen. Jeg har været så ked af at der ikke har været overskud til at have ham, men det er ikke så ligetil efter at de flyttede til Fårevejle. Det tager mellem 1½ og 2 timer hver vej, så det skal virkelig planlægges grundigt. Det var noget nemmere da de boede i Roskilde, så kunne jeg bare hente ham i institutionen og så tage toget her hjem til mig.
Men nu havde vi jo en ekstra fridag, så han kunne have en hel dag her og så sove her 2 gange, det var bare så godt. Fredagen gik med transport, aftensmad og hygge med Disney Sjov. Så heldigvis havde vi en hel lørdag, til at tulle og lege.
I Ringsted skal vi have Børnefestival den 11. juni, så der var lidt optakt med maskotten Line Solsikke på torvet lørdag formiddag
Her delte hun is ud efter at have sunget en sang, Njord skulle have den grønne is, og den blev hurtigt spist.
Bagefter var vi i Mødrehjælpens genbrugsbutik og købe lidt flere biler til min kasse. Biler kan man jo ikke få for mange af er Njords mening.
Vi blev også nødt til at gå en tur ud til moster, for at lege med den traktor hun har i sin kasse og så lige se det nye (gamle) LEGO hun havde været ude og købe. Njord skal nemlig have styr på sagerne.
Om aftenen lavede vi pizza, hvor ønsket til fyld var ananas. Jeg puttede selvfølgelig osse skinke og ost på.
Søndag formiddag gik vi en tur til åen med fiskenettet, men da vi var på vej derned skrev hans mor at, nu var de på vej. Så vores planer gik lidt i vasken der.
Der er altid så meget vi gerne vil når det kun er ham og mig, og det er ikke nemt at nå det hele, det er lidt svært at rumme når man kun er 4 år uden at blive skuffet og ked af det.
Men det vigtigste var at vi fik hygget og bygget lego. Jeg elsker tiden med ham.