September solen hedder noget med apricot hos mig

 

 

 

 

ENDELIG!

 

 

Lettere flosset i kanten, og med sine søskende langt bagud er den sprunget ud. Desværre har jeg slet ikke en vase til sådan en tung og lang enlig stilk ,  ( eller jo det har jeg, men det er flaskerne som pynter på altanen hele sommeren,og som nu kræver en større rengøring.. hvilket jeg ikke gider )  så den må bo som her i et lille, men matchende hyacinth glas. Mig gør det ikke noget, jeg er bare glad for at vi nåede det, georgine og jeg, inden frosten kommer. Nu kan jeg med ro i sindet ( på den front  hihi ) lade det grønne visne og grave knoldene op for vinteren.

 

 

Hvad jeg vil se på næste år udenfor har jeg ikke helt besluttet mig for endnu,men eet er sikkert. Jeg vil ihvertfald gerne kunne se denne her skyde endnu en gang.

Jeg drikker stadigt min morgenkaffe på altanen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg drikker stadigt min morgenkaffe på altanen hver dag. Der er så smukt derude også nu, hvor jeg er næsten færdig med at pakke ned for vinteren. Alle dimserne, pyntefjollerierne, hynder og tæpper ligger i en plastikkasse med låg fra Ikea, og egentlig mangler jeg bare at flytte pelagonierne fra altankasserne, og når det bliver nødvendigt, at grave georgineknoldene op. De er blevet KÆMPE, og er på vej med anden runde af blomstringen. 

 

 

 

 

Denne lille fyr mente længe, at han havde eneret til mine morgenfruer. Tog en masse flotte billeder af ham i morgensolen i sidste uge, men de blev faktisk så skarpe at jeg ikke kunne klare at se på dem, så jeg smed hele bunken i skraldespanden igen. På nær dette her altså. Uhh man kunne se de små modhager på benene og fimrehår på kroppen, det giver mig ærligt talt myrekryb, men jeg er da nået så langt i min fobi, at jeg kan sitte helt stille og fotografere djævlen. DET ku jeg ikke før i tiden. Jeg gyser endnu ved tanken om hvor kæmpe sådan en kan blive, så med et bestemt håndelag og en meeeget lang pind blev han forvist til underboen. Med andre ord.. jeg kappede nettet og kylede ham ad h.. til :-)

 

 

Fire lilla og en enkelt hvid blomst ku det blive til i år. Den hvide er endnu kun i knop, og de lilla sidder så godt gemt under loftet, at jeg nær aldrig havde opdaget dem. Men de er der. Og måske der kommer flere næste år. Det håber jeg ihvertfald.

 

 

Vandfadet med forsteninger, er ved at være godt grønt nu.

 

Frøstande med næste års blomsterflor, ligger og venter på at jeg pakker dem ned så de kan bruges næste forår.

 

 

 

 

Inde fra stuen kan jeg næsten bruge georginerne som gardin

 

 

 

Og … fister er ved at have spist sig igennem de sidste rester af kaningodis. Morgenfruer og jordbærblade. Han forstår ikke helt at sæsonen er på vej over i koldere vejr, så han hopper rundt og kigger efter sin skammel og sin madskål. Den lille fis kan sidde og stirre ud af døren meeeget længe, før han opgiver og lunter væk igen. Der HAR nemlig været timer, hvor jeg har måttet lukke døren fordi det trak lige lovligt meget. Ikke for min egen skyld, for jeg har jo mit strik at varme mig med, men for hans. Han ligger jo de mest underlige steder og der kan være koldt på gulvet nu.

Årets første georginer er sprunget ud på min altan

 

 

 

 

Behøver jeg at sige, at jeg er både forbløffet pga tidspunktet, og også lettere forelsket ??

 

Der er to sorter indtil videre, som nu har fået en af mine små vaser pyntet med farver. Flere skulle gerne komme til, men indtil videre er der på dem ingen knopper i sigte.

 

Jeg husker ikke hvad den lilla hedder, men den orange hedder Apricot Jewell og prøv lige at se hvor fint den har en lilla stribe på et af bladende, som passer til den anden.. 

 

Jeg har det mildest talt møgdårligt lige for tiden, så jeg orker ikke mange ord, men her på altanbloggen kan jeg nu godt overskue at dele lidt. Den lille bitte vase, står nu ved min seng på natbordet, så jeg kan nyde frugten af forårets arbejde, selvom jeg bare ligger her og ligger.  Også den røde gerbera er jeg vild med, og planten skyder lystigt hele tiden.

Til sidst et billede af de anemoner jeg lagde i jorden sådan lidt i blinde og uden at vide om de ku. Det ku de, og nu er der flere farver på vej derude i min lille have.

 

 

Forresten kom min underbo på visit i søndags. Hun MÅTTE se, hvad det var der egentligt foregik heroppe, og hun var ved at gå helt i bro hihi. Faktisk fik det hendes ellers altid kørende snakketøj til at gå i stå, og jeg ku så hygge mig over, at det nu er en kendsgerning at det kan lade sig gøre …  for en stund :) 

 

Hun er nu sød, og hendes benovelse over HVOR frodigt man kan ha det på 2. var dejligt ærlig.

 

 

Akeleje i blomst og georgine med knopper

 

 

 

 

Ja det er altså hvad jeg kan fortælle om i denne uge. Jeg må indrømme, at jeg gloede noget da jeg fik øje på de umiskendelige knopper, som jeg slet ikke havde regnet med at se før meget senere på året.

 

Akelejen er så smuk syntes jeg, og måske jeg skulle planlægge at anskaffe en mere næste år. Lige nu er der ikke mere plads desværre hihi.

 

De to georginer er jeg virkelig spændt på hvad bliver for nogle, for jeg kan ikke længere huske hvad der står hvor.

 

Interessant syntes jeg også det er, at de forrige år har givet mig høje planter, men i år og her på denne altan er det mere korte og buskede eksemplarer, der har vist sig. Ikke at det gør noget, for så skal jeg jo ikke slås med at de er svære at styre i blæsevejr :) Alle georginerne har fået mere plads at gro på, og i stedet for de potter jeg har haft tidligere, er et nu kummer de bor i. Gad vide om det har noget med sagen at gøre??

 

Al den blæst vi har haft på det sidste er jeg godt træt af forresten, for den kommer fra en anden front en normalt, og står direkte ind på altanen. Jeg kan jo som regel sidde derude i al slags vejr, men ikke lige nu, hvor også regnen rammer gulvet. ØV altså..

 

 

 

Men ellers ser her fint og og alt gror til, præcist som jeg kan lide det.

Frodige og kulørte stedmødre der giver til mange buketter hver dag, og tallerkensmækkere som villigt begynder at sno sig i kasserne. Det er så herligt.

Altanen fra gaden

 

 

 

 

 

Udeliv bliver det ikke til i disse våde tider, men jeg nusser lidt hver dag alligevel. Piller døde blomster og blade væk, overvåger dyrelivet og konstaterer, at regnen heldigvis har skyllet de værste syndere væk. Georginerne er næsten helt ædt op, og der står nu kun afpillede stilke med buskede toppe tilbage. Jeg VIL have de knopper der er til at springe ud før de får dødsstødet. NÅ!

Som det ses på billederne, har jeg endelig fået taget mig sammen til at få fotograferet den lille balkon nede fra gaden. Det ser helt forrygende ud pga kleamtisen der er virkeligt frodig og nu når helt ned foran det smalle vindue på modsatte side, og så fordi de forholdsvis få jordbørplanter jeg har i kasserne vokser, og laver guirlander af rankerne med nye planter. De erstatter udemærket drømmen om tallerkensmækkerne, der døde med det kolde forår.

Alt i alt har denne sommer trods en tvivlsom begyndelse, været et godt planteår her på 2 sal, men nu begynder vejret at få indflydelse , og de våde dage der nærmest minder om efterår, gør at væksten ikke rigtigt er så voldsom. Det er kommet pludseligt, men jeg håber da på endnu en måned med liv på altanen.

 

 

 

 

I kassen til højre er der Timian, Mynthe og andet godt, men mynthen er den der vokser vildest. Faktisk er den så stor, at jeg snildt kunne servere mynthethe i ugevis uden at mangle blade. Næste år skal det huskes, så jeg kan bruge den som fyld imellem blomsterne.

Til sidst billeder med smukkerier:

 

 

Jeg er trods alt stolt af min hjemmeavl. Smukke og velduftende ærteblomster og så denne fine georgine :-)

Aftenstemning

 

 

 

 

 

Det er ved at være aktuelt med lidt levende lys på altanen. Når nu det ikke kan være anderledes, er det alligevel smukt at se på ik.. :-)

På billedet er de to georginer jeg indtil nu har kunnet høste. Der er endnu tre på vej, og jeg håber sådan at de når at vise deres pragt INDEN ormen tager dem.

Status og en masakre

 

Der er gået tid siden sidste indlæg. Lang tid faktisk, hvor altanen bare har været en del af sommeren og hvor dagene med regn har gavnet planterne, men betydet indendørs sysler. I dag er sådan en dag, hvor hvert minut er vigtigt, for det er ikke til at vide hvor meget længere jeg får mulighed for at sidde herude i år. Jeg kan være heldig og få endnu to mdr med godt vejr, men også luften og lyset betyder noget for om det er behageligt at være her. Og så er der bierne forresten..

Jeg gentager.. :

I dag er sådan en dag :-)

Allerede ved sekstiden i morges, sad jeg herude første gang. Er jeg vågen så tidligt på en lørdag, er det om at få kaffen i koppen og skynde sig at få en halv time derude, FORDI..  så tidligt er der endnu mulighed for at høre stilheden. På det tidspunkt er der endnu ingen trafik, ihvertfald ikke hver tiende sekund, og på det tidspunkt er derfor også mulighed for at høre naturen omkring mig. Fuglene ovre ved søen, mågerne på taget, småfuglene der gemmer sig i buskene og biernes summen.

Uh jeg elsker det.

At jeg så lige gik i seng igen er en anden sag, men jeg nåede at nyde en stille lørdag morgen.

Selve altanen har virkelig foldet sig ud de sidste to mdr, og som I ved har jeg opholdt mig derude nærmest både nat og dag i sommerferien. Jeg har kæmpet en ulige kamp mod naturens egne krigere de grønne lus, men senest også orme. Orme der kom hertil med vinden er jeg overbevist om, for da jeg spottede dem første gang hang de i silketynde snore og var ikke større en knappenåle. Jeg fjernede med løs hånd, og tænkte ikke videre over det.

BIG MISTAKE!

I dag er mine georginer nemlig nærmest spist op, og i går eftermiddags tog jeg konsekvensen som et sidste desperat redningsforsøg. Alt, og jeg mener virkelig ALT blev klippet væk. Døde brune blade, blade med huller så store som ozonlaget, og stængler der var helt indtørrede. Ormene..  ja de dukke jo så frem i lyset, og jeg har fjernet henved tyve femogtyve stykker. Interessant er det at de havde flere farver, og klart har evnen til at tilpasse sig det de nu sidder på. Sejlgarn, lerpotte og det grønne løv feks. Dvs brune, orange og grønne væsener så lange som to cm. Det der fik mig til at gå helt agurk, var da det gik op for mig at alle de sorte runde tingester der lå på altanens lyse gulv, IKKE var jord, men ormepoo!  Jeg ville fjerne det og til min overraskelse var kuglerne grønne indeni. HOLD da fest altså. Er I klar over hvor store kugler med l… der kommer ud af sådan en bette orm??

En enkelt havde endda sneget sig helt over på min stolehynde. Den fangede jeg her til morgen. Den lever ikke mere ..

 

 

´

Nu må jeg så se om jeg har reddet mine planter så meget at de knopper der er på dem, kan springe ud. Ellers er det bare ærgeligt og jeg vil nortere mig bag øret til næste år, at jeg skal have ordentlige midler til at bekæmpe uønskede gæster på altanen.

 

 

 

 

 

Det ser sølle ud ik..?

Flot er tilgengæld mine klematis:

 

 

Kapitulation

 

 

Nogle gange må man bare erkende at man er slået af overmagten. Kapitulere og ikke bruge unødig energi på en håbløs opgave. Det har jeg så gjort nu, med det resultat at min elskede og frodige altan nu er mere blakket at se på.

 

Min kamp med de små satans lus, og med små grønne orme endte med at være FOR svær. I dag ser bla mine georginer sølle og forspiste ud, men jeg lader det være. Store huller og halvdøde skud er overalt på dem, og så alligevel har et par enkelte knopper fundet ved ud af mørket. Den ene blomstrer lige nu, og jeg skal gud dødemig tage alle de billeder af dem jeg orker. Fra alle vinkler og i alle slags vejr. Heldigvis er det den smukkeste af dem, den fra Isabellas :-)

Jeg poster snart billeder af den..

Det ser også ud til at der kommer et par mere, så nu ser vi om de når at folde sig ud, inden dyrene helt har overtaget herredømmet, derude på altanen.

 

Et stort problem får man, når man som jeg godt kan lide at det hele står tæt sammen og ser massivt frodigt ud. Det er umuligt at forhindre de små i at hoppe fra den ene plante til den anden og bare formere sig i lynets hast. De grønne orme opdagede jeg, da de endnu var så små, at de lignede knappenåle som de hang der i deres lange tråd af et spind. Inden ugen var omme, kunne jeg se deres gnaskende gummer med det blotte øje…  Nå ja, ok jeg overdriver muligvis en smule, men store og saftige er de nu. Mere saftige end de blade de æder løs af :-(

Jeg har nu sorteret og smidt ud med hård hånd. Kun en altankasse står tilbage med stedmødre i. Sjovt nok er der ikke utøj i den. ENDNU!  De andre to, er renset for planter der efterhånden var så sølle at se på, at det var en ren blomsterkirkegård. Min økonomi rækker ikke lige til indkøb af nye blomster, så i stedet har jeg leget lidt med det jeg har. Billeder kommer senere, når kameraet igen er ladet op.

Midt i al denne blomsterdød, kan jeg trods alt glæde mig over at mine klematiser vokser som bare pokker. Over stok og sten går det, og den er nu nået helt henover altanen, og er begyndt nedstigningen på den anden side af døren. Den ældste belønner min flid, med masser af smukke mørklilla blomster, den yngste fra i år, gav mig en lille håndfuld af lilla med hvidt. Næste år kan jeg så se frem til en mere blomsterivrig plante. Det er da vidunderligt :-) 

( beklager den ringe billedkvalitet, solen var bare ikke til at komme udenom den da jeg skød )