Har I ingen tørretumbler???

-"Har I ingen tørretumbler?" spurgte en kollega med meget stor underen og måske en anelse foragt i stemmen i går. Til det kunne jeg jo kun svare: -"Nej! sådan en ejer vi ikke, og kommer heller aldrig til det, men vi har dog en vaskemaskine". Samtalen fortsatte med hvilket stort arbejde det måtte være at hænge alt tøj til tørre, det kunne jeg, med sandhed, sige at jeg aldrig havde overvejet. Faktisk mener jeg, at det at hænge tøj til tørre især udendørs er små momenter af livsglæde for mig. Jeg har tænkt på denne samtale siden, for når jeg går på arbejde, føler jeg mig jo ikke anderledes, jeg trives rigtig godt blandt mine kollegaer (som jo er en flok blandede mennesker). Jeg kan da godt se jeg ikke lever helt som dem. Ovenstående eksempel er jo også blot et ud af mange, ikke udelukkende fra min arbejdsplads, men i mødet med mennesker generelt.

Der var også en, der overhørte en telefonsamtale, hvor jeg talte med min datter om hvorvidt hun måtte tage en legekammerat med hjem. Jeg nævnte for hende, at selvfølgelig måtte hun det, men da jeg først kom senere hjem, var der jo ikke fyret op, så de måtte lige tage en tyk trøje på. Dette er jo hverdag for os, der er først varme på når vi kommer hjem og får fyret op. Men at der er varme på, er jo en selvfølgelighed for de fleste, så derfor afledte denne telefonsamtale en del spørgsmål.

Når jeg møder disse spørgsmål og denne underen, forklarer jeg mig heller end gerne. Vi har jo truffet et valg om at leve, som vi gør, og jeg har ingen forventning om at andre forstår vores valg, at de accepterer det er vores valg, betyder dog meget for mig. Heldigvis møder jeg oftest en interesse, når jeg fortæller om vores livsstil, selvom jeg tit tænker, at dem jeg taler med ikke helt forstår vores valg. Men når alt kommer til alt forstår jeg jo heller ikke helt dem der bor i parcelhuse med store græsplæner og herregårdssten i indkørselen.

Hvordan er det så at vi skiller os ud fra flertallet af befolkningen? I en overskrift tror jeg, at man kan sige, at vi prøver at få mest muligt ud af mindst muligt. I den sætning ligger der jo implicit, at det kræver en lidt større indsats end blot at trykke på forskellige knapper på enten en tørretumbler, et fyr, en dankortterminal eller en mikrobølgeovn. Så vores hverdag er fuld af praktiske gøremål, gøremål som mange vil se som træls arbejde, men som jeg ser som processer, der giver et resultat. Og når man selv har været med i de forudgående processer, bliver glæden og taknemmeligheden ved f.eks. varmen i stuen ekstra tilfredsstillende. Jeg tager ikke meget for givet her i livet, men jeg er dagligt taknemmelig for mangt og meget stort som småt, og jeg tror det hjælpe til at have et sundt liv. Jeg bliver ikke stresset, for jeg er vant til at der skal ydes en indsats for at opnå et resultat, jeg har ikke en forventning om, at ting sker af sig selv. Personligt tror jeg, at det ofte er her, det går galt i det moderne samfund, vi er blevet vant til at blive serviceret, og når vi så skal yde en indsats for at opnå et resultat, så bliver vi stressede, fordi det ikke kommer af sig selv. Jeg er glad for mit liv, og jeg ønsker ikke at leve det anderledes. Tværtimod bliver jeg ved med at søge processer der giver flere daglige gøremål, men så i sidste ende giver mere livskvalitet.

 

 

Praktiske gøremål er jo fantastiske, når man kan tilbringe tid med disse to.

 

 

Vårgrøn vest

Så kom der endelig lidt strik af pindene. Jeg ved ikke hvorfor, men i perioder kan jeg simpelthen ikke tage mig sammen til at færdiggøre mit strikketøj. Jeg begynder hellere på et nyt strikkeprojekt, så i øjeblikket har jeg en del ufærdige strikkerier liggende, men mon ikke jeg tager mig sammen, og får dem gjort færdige.....snart.

Tilbage står nu kun at få Lillebror overbevist om, at han skal have vesten på. Han er en fjollet lille størrelse hvad nye ting angår, han skal,lige se tingene an. Forleden da han fik nye gummistøvler, blev han så vred, at han skreg i 1½ time. Efterfølgende har de stort set ikke været af fødderne, men sådan er han, og for os som forældre gælder det om at tænke taktisk. Solhatten skal f.eks. frem og ses an INDEN solen bliver for skarp, skjorten han skal have på til fest, skal lige listes på et par gange inden o.s.v. 

Næsten 4 år, stædig og med sine helt egne ideer, han skal nok blive til noget en dag;)

8 ugers selvforvaltning.

De næste 8 uger er jeg fritaget for at møde på min arbejdsplads. Jeg er på efteruddannelse, jeg skal læse et pædagogisk diplommodul i social inklusion, hvilket jo må siges at være top aktuelt. Jeg glæder mig, jeg er vild med at læse og fordybe mig i faglitteratur, og pensumlisten er meget laaaang. Så det er jo dejligt, men det allerbedste er, at jeg selv har muligheden for at forvalte min tid. Jeg skal selvfølgelig møde velforberedt til de cirka 40 undervisnings lektioner, og der er jo også en opgave der skal laves, men tiden er min egen. Så hele foråret kommer til at være en vekslen mellem havelivet og bøgerne. Og når alt kommer til alt, så er det en perfekt kombination. Når en teoretisk artikel, kapitel eller undersøgelse er læst, så er det ud i haven, og det er lige netop i haven, at jeg reflekterer bedst. Så mon ikke jeg går 8 skønne uger i møde, og med dette vejr så kan livsglæden da kun være helt i top. God påske til alle der læser med.

Efterår.

Efteråret er efter min mening en skøn skøn årstid. Farverne i naturen, blæsten, regnen, ulden på strikkepindene, stearinlys og et stort forråd til hele vinteren. I dag har jeg været en tur ned over vores marker, Rikke skulle nemlig afleveres til en legeaftale hos naboen. Hver gang jeg går den tur, bliver jeg bekræftet i, at vi valgte rigtigt, da vi købte denne ejendom. Vi købte jo stedet med drømmen om at bygge nyt stuehus, hvilket stadig også er planen, den er bare udskudt på ubestemt tid. Så vi lever på mange måder i et nedslidt hus med utætte vinduer, ujævne gulve, uisolerede værelser og gamle elinstallationer, men det betyder ikke så meget, når vi er omgivet af så meget smuk natur. Vi har stejle bakker, to vandhuller, hegn med store gamle ege- og bøgetræer, eng med dejlig brøndkarse, hasselbuske, kæmpe kampesten, udsigt til skov så langt øjet rækker, bølgende marker og et meget rigt dyreliv...........det er rigdom for mig. 

Rigtig godt efterår til alle Jer der læser med :)

Ude godt men hjemme er nu bedst.

Efter en uge i det smålandske er jeg nu tilbage i min egen lille verden, og det er bestemt ikke værst. Efter en uge uden direkte adgang til en køkkenhave, kan jeg nu endelig gå udenfor døren og hente lækkerier ind, og det er bestemt heller ikke værst. 

Meget smukt kan der siges om Småland, men bugnende grønsags markeder har de bestemt ikke, og udvalget hos den lokale købmand er heller ikke noget at berette om. Blåbærene og skovjordbærene var dog i særklasse, de stod i skovbunden og fristede overalt, hvor vi var. Og jeg håber ikke, at en uge hvor det eneste vitaminrige vi indtog, netop var blåbær og skovjordbær, skader vores ellers glimrende helbred. 

Så her er hvad jeg bl.a. hentede ind til dagens aftensmåltid.

Ærterne er bare helt perfekte i øjeblikket, og jeg har rigtig rigtig mange i år, så måske der for første gang nogensinde ender et par poser i fryseren. Emaljefadet er hjembragt fra et loppis i Småland, og jeg er helt vild med det, og har allerede fortrudt mange gange at jeg ikke også købte en matchende spand og et større fad.....æv æv æv.

Køkkentanker.

Jeg ved ikke, hvornår genbrugstanken sådan for alvor ramte mig. Jeg har altid ment at genbrug var godt, men da jeg var i tyverne, var jeg også enormt betaget af muligheden for, bare at kunne købe noget nyt og flot. Da vi istandsatte den ejendom vi havde tidligere, brugte vi nye materialer, køkken- og badeværelses-elementerne var fra de populære køkkenfirmaer. Det færdige resultat var rigtig flot, men det var også ualmindeligt almindeligt, og som jeg ser det i dag, så var det kedeligt. Vores daværende hjem lignede alle andres hjem. Nu har vi efterhånden boet i dette gamle, på mange måder faldefærdige, hus i 5 år. Planerne er jo at bygge et nyt hus, men planerne er udsat, og målet ender måske med at være meget anderledes end den oprindelige plan.

Fordi planer jo ændrer sig, så vi os jo nødsaget til at renovere vores køkken. Og sikke en proces det har været. Vi havde et meget lille budget, og var derfor nødt til at tænke kreativt, og det skal jeg da lige love for, vi har fået et fint resultat ud af. Alt i alt har vi brugt ca. 15.000 kr på renoveringen, hvilket i sig selv er lidt af en præstation, da vi jo både har støbt gulv, lavet nye lofter, pudset alle vægge op og endda fjernet en væg. Når jeg så sidder nu i mit fine køkken, og er lykkelig helt ind i hjertet, så kan tanken om et spritnyt designkøkken til 200.000 kr ikke ligge mig fjernere. Jeg er blevet bevidst om, at tanken om at genbruge ting og sager i alle afskygninger stikker dybere end blot det at jeg spare penge, det giver mig en skøn lykkefølelse at kunne give gamle/kasserede ting et nyt liv, og derved sætte fokus på "køb og smid ud kulturen" som dominerer den del af verden hvor vi bor. Og så elsker jeg at gøre tingene anderledes end flertallet:) Og i bund og grund handler livet jo om at være lykkelig, og nu ved jeg med sikkerhed, at genbrug gør mig til et lykkeligere menneske.

En juleferie med forandringer.

Det er jo en lidt atypisk juleferie, vi holder os i år. Det nye køkken vi er ved at lave, er virkelig tiltrængt, og når det er færdig (forhåbentlig snart), betyder det et helt nyt indeliv, hvor vi har mulighed for at samles og lave forskellige ting i køkkenrummet. Dette har vi ikke rigtig haft mulighed førhen, da køkkenet har været et koldt, klamt og grimt lille rum.

 

I forbindelse med at vi skulle udvide køkkenet, blev vi nødt til at nedlægge vores pusleplads., det vil sige at lillebror ikke længere har et puslebord, uha så er han altså ved at være stor. Han blev 2½ år den 27. december, så han ER jo IKKE en baby længere.

 

Han er så interesseret i, hvad vi laver, og han elsker at imitere os, og føle han er med. Han er selv begyndt at sige "Dartin arbejder", og det gør han.

 

 

Der er også sket noget andet skelsættende med Lillebror her i ferien, han har nemlig droppet middagsluren, det skal moren lige vænne sig til, det har jo været mit frikvarter, hvor jeg har kunnet lave de ting, der bare er lettest uden en lille pilfinger i nærheden. Men nu er det slut, og det er på sin vis også skønt, børn vokser, og deres små milepæle minder os om, at vi skal huske at nyde dem hver eneste sekund, og at hver alder har sin charme.

 

Barnevognstæppet jeg strikkede, mens jeg var gravid med lillemanden, er nu vasket og klar til at blive pakket væk........eller er der nogen der har en ide til, hvad sådan et lille tæppe kan bruges til?

 

Indholdet af min strikkekurv......

Jeg har vendt indholdet af min strikkekurv ud på stuegulvet....ganske uoverskueligt ser det ud......præcis som min lille families liv. Vi er slået tilbage til start for Gud ved hvilken gang, denne gang er det bare lidt mere omfattende, end vi før har oplevet. Men vi klarer det, vi er stræbsomme, arbejdssomme og vi er ved godt mod.

Hvorfor tømte jeg så min store strikkekurv? jo jeg har besluttet mig for at restestrikke resten af året. 15 års ihærdige strikkerier, giver mange rester, og en del ufærdige projekter, så garn har jeg nok af, nu skal det så forvandles til små hyggelige projekter.

Første projekt er et par hulmønstrede uldsokker i str 30-32, et glad og hyggeligt strikketøj til en søndag aften, hvor drømme skal revurderes, og fremtiden pludselig bliver anderledes, end vi forventede, livet kan ikke planlægges................heldigvis:)



Sat ud af spillet.

Forårstiden er en travl tid, jeg har lange "to-do" lister, der skal såes, forspires, plantes, prikles, jordbehandles, gøres klar til høns, luges, lægges fliser o.s.v. o.s.v. Nu er jeg ikke typen, der bliver stresset og går i panik, men jeg vil gerne have, at der er styr på tingene, og at tingene bliver gjort indenfor den tidsramme, jeg har planlagt. Men sådan skulle det ikke være i denne uge, faktisk har jeg ikke vinget noget som helst af på nogle af mine "to-do" lister, derimod er livet blevet sat lidt i et andet perspektiv for vores lille familie. Søndag aften blev Lillemanden hastet på sygehuset i ambulance, han var blevet ramt af en virusinfektion i luftvejene, hvilket ikke er det bedste, når man i forvejen lider af en særlig genstridig astmatisk bronkitis. Det er ikke første gang vi er indlagt med ham, nærmere ottende eller niende gang, men det er første gang, jeg for alvor har været bange og bekymret for den lille mand. Han er dog ved at være på toppen igen, han er sej og en figther uden lige.

Det jeg egentlig vil frem til, med denne lille fortælling er, at når man sådan er "låst" fast på et sygehus, og ikke kan gøre andet end at drage omsorg for sit syge barn, så får man rigtig god tid til at tænke og reflektere over sit liv. Jeg har tænkt rigtig mange tanker, og de fleste tanker var overraskende positive, jeg er så glad og tilfreds med den måde, vi lever vores liv på, og dog blev tanken om at blive endnu mere selvforsyndende ved med at dukke frem. Når jeg tænker på at blive mere selvforsyndende, tænker jeg det egentlig som en mulighed for at blive mere selvstændige. Det irreterer mig, at jeg ikke har muligheden for at tage det fulde ansvar for mit eget liv. Der er altid nogle der har den endelige magt, jeg tænker her på fagforeningen, banken (som lige er krakket!!!!), myndighederne, kreditforeningen, forsikringselskabet o.s.v. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage det store skridt, og frigøre mig så meget som muligt fra ovenstående, men så begynder tingene også at blive usikre, og det er spørgsmålet, om vi som familie er klar til denne uvished. 

På trods af den ulykkelig situation det er at have et meget syg barn, så kan jeg virkelig anbefale alle at give sig selv et pusterum fra hverdagen og alle dens gøremål og virkelig tænke og reflektere over livet. Jeg tænker at et par døgn i en shelter, telt i skoven eller noget helt tredje er bedre end 4 døgn på en børneafdeling!!!

Kalkuner går rundt og napper i porrene og gulerødderne og jokker i timiaen...

Noget af det bedste TV underholdning der sendes for tiden er efter min mening "Nak og Æd", og mens jeg stod og gjorde urterne til min kæmpe portion fond klar, kom jeg til at tænke på netop dette program. Nikolaj Kirk har jo altid en ide om, at dyrene har gået i skoven og spist lidt æbler, nappet til lidt timian og gnasket i en gulerod. Herhjemme er det jo faktisk det der er foregået, kalkuner ligger nu og koger med de selvsamme porrer, som de har spist toppene af, gulerødderne og sellerierne som de også har taget toppene af og timian og persille, som de ikke ligefrem har gået og nippet til, men nærmere trådt godt og grundigt i. For mig er det virkelig tilfredsstillende, jeg bliver oprigtig glad og fornøjet, når det lykkedes mig at kunne skabe et samspil mellem familien, dyrene og køkkenhaven på denne måde. Det er virkelig sjovt at være selvforsynende.......

Så er det tid til tomater

I dag har jeg for første gang høstet flere tomater, end det var muligt for os at spise. Så i bedste Camilla Plum stil forsøger jeg mig nu med at henkoge nogle af dem. Jeg har aldrig prøvet det før, men jeg håber det bliver en succes, så vi kan erstatte de hakkede tomater fra dåse med egne henkogte tomater. Hvis det for alvor bliver en succes, er planen at jeg næste forår vil have et primitivt drivhus, så jeg virkelig kan avle mange tomater. 

Nogle gange synes jeg, at jeg møder mange kommentarer fra mine kollegaer og omgangskreds omkring, om det virkelig kan betale sig at lave så mange ting selv fra bunden. Faktisk synes jeg ofte, at jeg føler at jeg må gå i forsvar for mine ideer og ideologi omkring at forsøge at være så selvforsynende som muligt. Jeg ved da godt at en dåse hakkede tomater fra Brugsen koster under en femmer, og det er da billigt og ikke mindst let. Alligevel har jeg meget svært ved at forlige mig med tanken om, at man kan få alt serveret, bare man kører et plastikkort gennem en automat, inden man forlader butikken. På den måde synes jeg, at rigtig mange forbrugere bliver ukritiske. Selvom at økologi (heldigvis) vinder stærkt indpas blandt forbrugerne, mener jeg, at det er for let bare at købe en dåse med økologiske hakkede tomater, og derved tro at ens miljømæssige glorie er pudset. Jeg er jo også en forbruger, for mig er det bare vigtigt at stille spørgsmål ved de vare jeg køber, og kan jeg selv lave et tilsvarende om end ikke et bedre produkt ud fra hvad jeg har udenfor min dør, så vil det altid være at foretrække. Og helt ærligt.......hvor lang tid tager det at skære ca. 12 tomater i stykker, putte dem i et glas med lidt salt og hvidløg og henkoge dem i et vandbad i ovnen!!

Fredagsslik

Som i de fleste andre børnefamilier i DK er fredag også slikaften herhjemme hos os. Jeg må indrømme det er en tradition, vi prøvede at undgå, men efter at vores datter startede i børnehave, var det ikke længere muligt. Disneysjov og slik er åbenbart et uadskilleligt par, og det var ikke blot børnene i børnehaven der fortalt Rikke om fredagens tradition med tegnefilm og slik men også pædagogerne!!! Så nu spiser vi også slik fredag aften, og det smager jo også ganske dejligt. Længe har jeg dog gået og tumlet med en plan om, at vi selv vil lave vores slik. Så med fredagens sommerferiestart startede Rikke og jeg også vores nye fredagsslikfabrik op. Første forsøg skulle være skumfiduser, som jeg skal hilse og sige, var en meget klistret omgang. Både Rikke og jeg havde det fornøjeligt med projektet, og det gik virkelig op for Rikke, hvor meget sukker slik indeholder.

Den færdige skumfidusmasse (selvfølgelig er den lyserød)

Skumfiduserne klippes i passende stykker, det var et meget klistret arbejde.

Det færdige resultat blev efter min mening meget sødt, jeg kunne klemme 2 stykker ned. Rikke syntes de smagte fantastiske, og det var jo trods alt det vigtigste. Nu går vi i køkkenet igen, og forsøger at bage en skumfiduskage.

Nogle køber et i Bilka.........

.....andre bruger et højt træ, nogen må nøjes med det de finder på offentlige legepladser. Det er selvfølgelig gyngestativer, jeg taler om. Længe har vi talt om at børnene skulle have et gyngestativ, det er jo både sundt og fornøjeligt at gynge. Så sidste weekend tog faren i skoven for at finde tømmer til stativet. Det var nogle ordentlige kæppe han kom hjem med, men hvis han skal bygge et gyngestativ, så skal det være ordentlig. Ikke nogle nemme løsninger og slet ikke et der ligner naboens (selvom det jo ikke er naboer, vi har flest af). I dag har der så været rejsegilde på projektet. De to små var vældig interesseret. Rikke mest fordi hun glædede sig til, at hun kan komme til at gynge. Martin fordi alt med en motor er spændende, og rendegraveren var jo et nødvendigt redskab til at få rejst de tunge A-rammer. Jeg synes det er en fantastisk følelese, at vi som forældre kan skabe noget unikt til vores børn. Gyngestativet her får en historie, tømmeret er hentet i mormor og morfars skov, Rikke har været med til at skabe A-rammerne, hun kan huske, hvordan det regnede da gyngestativet skulle rejses. Derved lærer hun hvorledes ting kan skabes fra bunden som et fælles projekt og for ganske få penge. Det er en værdi, der er vigtig for os at formidle til vores børn.

Ramt med 140 km i timen!!

Efter 3½ år med studier (og mange fridage) og 10 måneder med barsel, har hverdagen ramt mig. Den har ramt mig hårdt og brutalt. Mine aftener er blevet brugt på sofaen med lukkede øjne, når det ikke lige har stået på aftenmøder på jobbet. Aftensmaden har været den ene overspringshandling efter den anden, men nu er hverdagen ved at indfinde sig. Vores dagligdag er nu også ved at blive en rutine, meget inspireret af den strukturede pædagogik, jeg omgiver mig med til dagligt. Jeg trives i grunden bedst med en ganske almindelig hverdag. Jeg har også haft mange overvejelser om hvorvidt jeg skulle fortsætte med at prøve at oparbejde en blog. Jeg er dog blevet enig med mig selv om, at jeg fortsætter. Jeg har brug for et frirum, hvor jeg kan lade mine tanker flyver, og hvor jeg kan have fokus på at leve simpelt og ukompliceret, selv når hverdagene bliver hektiske.