Viser opslag med etiketten børn i køkkenet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børn i køkkenet. Vis alle opslag

lørdag den 10. januar 2015

Hakkebøffer af rådyr.

Selvom vinteren efterhånden er godt fremskreden, spiser vi faktisk stadig rigtig mange måltider, hvor vi selv har avlet og dyrket op mod 80-90% af måltidet. Det er skønt, det kræver selvfølgelig lidt planlægning, ellers ender det ofte med bagte rodfrugter. Bagte rodfrugter er gode, bare ikke hver dag. Kål er desværre ikke noget vi har haft i haven den forgange sæson, så det køber vi ofte, og eftersom det er sæson for kål i øjeblikket, så har jeg det fint med det. Men mon ikke der bliver plads til kål i næste års køkkenhaven, det kunne være dejligt.
 
I går stod menuen på hakkebøffer af rådyr (min mand er jæger), kartofler, sovs, løgkompot og rosenkålssalat med æbler. Det eneste vi ikke selv havde dyrket var rosenkål og et lille glas kapers (udover selvfølgelig salt, peber, olie og smør). For os er det naurligt at spise et sådant måltid, men det er da lidt af en luksus, at spise så lokale og friske varer.
 
Hakkebøfferne er lette at lave. Jeg hakkede en bov, og derudaf blev der syv bøffer, hvilket gav rester til frokostbordet i dag. Når kødet er hakket formes de blot som almindelige hakkebøffer og steges. Det kræver lidt opmærksomhed ved stegningen, da det er meget magert kød, bliver det hurtigt tørt, hvis det får for meget. Når bøfferne er brunede på begge sider hældes væske ved, vand er fint, men fond fra dyr eller kvæg er ekstra godt. Sovsen laves efterfølgende af denne væske tilsat en stor skefuld ribsgele.

 
Den altid ihærdige køkkenhjælper.


Rosenkålssalaten er bare fintsnittet rosenkål og æbler blandet med 1 del æbleeddike, 1 del rapsolie og lidt salt. Det skal helst trække en times tid. Eddiken har vi selv produceret i år, og den er fantastisk.
Løgkompotten er bagte løg der er stegt i lidt smør tilsat kapers og lidt eddike.

 
Der berettes om hvor stærk man bliver af at spise rådyr, det er ikke for tøsedrenge.

mandag den 2. juni 2014

Lækker madpakke

Nu er sommeren jo begyndt, og der er ved for alvor at ske noget i køkkenhaven. I torsdags spiste vi de første nye kartofler, de var GODE. Med de nye kartofler kommer også kartoffelmadderne, og Rikke har længtes efter kartoffelmadder, siden sidst der var nye kartofler. Så i dag er der kartoffelmadder med purløg og bacon i madpakken. 

  

Derudover har hun også en havregrynsbolle med med æggesalat og salat. 


Til dessert er der friske jordbær fra drivhuset.


Da hun cyklede af sted i morges, mente hun, at hun havde verdens bedste madpakke med.

Fra haven er der brugt følgende: kartofler, purløg, radisser, salat, jordbær og æg fra hønsene.

lørdag den 31. maj 2014

Pizzasnegle

Pizzasnegle og pølsehorn er altid godt at have i fryseren til at variere madpakkerne med, så i dag er der blevet bagt et godt lager af begge dele. Det kan vist lige strække frem til sommerferien, som jo nærmere sig med hastige skridt

Jeg mener, at pizzasnegle skal bages af rent hvidt mel og allerhelst af tipo 00. Jeg har jo en professionel erfaring med børn og madpakker, og hvad jeg ikke har set af børn, der er ved at blive kvalt i GROVE GROVE boller, pølsehorn, pizzasnegle og lignende. Selvfølgelig skal børn have gode kostfibre, de skal bestemt heller ikke leve af hvidt brød, men med en madpakke med groft rugbrød og godt med gnavegrønt, så kan en pizzasnegl godt forsvares.




Opskrift på pizzasnegle 20 stk. :

50 gram gær, 3 dl vand, 1 tsk groft salt, 1 spsk olie og 500 gram mel. Dejen laves som enhver anden brøddej, det vigtige er at få den æltet længe og godt nok, jeg bruger altid min køkkenmaskine, og ælter dejen heri i 10 minutter. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse.


Det er altid godt med hjælp i køkkenet, og som han så sødt sagde -"Mor jeg elsker når du putter dine blomster i pizzasneglene"



Efter hævning rulles dejen ud i en aflang firkant, den smøres med en stor dåse tomatpure. Herefter kommes fyldet på, i dag brugte vi godt med oregano fra haven, en rest hamburgerryg i meget små stykker og en rest ost som rives på til sidst. Dejen rulles til en lang pølse, og pizzasneglene skæres ud og lægges på en bageplade. De skal efterhæve ca. 20 minutter, hvorefter de bages 20 minutter ved 200 grader. De skal afkøle på en rist. Jeg plejer at komme dem i frost poser inden de er helt afkølet, det gør at de bevare fugtigheden.


Det færdige resultat er prøvesmagt og godkendt.