Viser opslag med etiketten Naturen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Naturen. Vis alle opslag

søndag den 1. juni 2014

Fugleunger.

Sidste år var jeg så heldig at få fuglekasser til min fødselsdag. Nu er fuglene flyttet ind, vi har både gråspurve, musvitter og sortmejser, det er så hyggeligt.


Sortmejsen har dog bygget på terrassen.


Et næsten flyvefærdigt kuld musvitter.


fredag den 2. maj 2014

Mælkebøtteblomstsaft.

Det er lige før, at de gule mælkebøtteblomster lyser lige så meget op som alt det nye grønne. Der er virkelig mange blomstende mælkebøtter i øjeblikket, og de er virkelig smukke. Mælkebøtten skulle jo efter sigende også være utrolig sund. Jeg hørte forleden, at Claus Meyer nævnte at de planter der vokser frit i naturen, måske var de så sunde fordi må kæmpe for deres vækst, og ikke drives frem med pasning og pleje. Jeg ved ikke om det passer, men sjovt er det i hvert fald, at kunne samle mad i naturen.



Hver dag kører vi forbi denne smukke græs- mælkebøttemark, den ligger på vores grusvej, og der bliver flere og flere mælkebøtter for hvert år.







Opskriften har jeg fundet her, den eneste ændring er, at jeg kun har brugt det gule fra blomsterne. Det er et kæmpe pillearbejde, men der kommer ikke noget af det bitre grønne med. Desuden er det en god ide at sætte børnene igang med netop denne del af processen. 


Til sidst blev der fabrikeret smukke etiketter til flaskerne.

lørdag den 12. oktober 2013

Efterår.

Efteråret er efter min mening en skøn skøn årstid. Farverne i naturen, blæsten, regnen, ulden på strikkepindene, stearinlys og et stort forråd til hele vinteren. I dag har jeg været en tur ned over vores marker, Rikke skulle nemlig afleveres til en legeaftale hos naboen. Hver gang jeg går den tur, bliver jeg bekræftet i, at vi valgte rigtigt, da vi købte denne ejendom. Vi købte jo stedet med drømmen om at bygge nyt stuehus, hvilket stadig også er planen, den er bare udskudt på ubestemt tid. Så vi lever på mange måder i et nedslidt hus med utætte vinduer, ujævne gulve, uisolerede værelser og gamle elinstallationer, men det betyder ikke så meget, når vi er omgivet af så meget smuk natur. Vi har stejle bakker, to vandhuller, hegn med store gamle ege- og bøgetræer, eng med dejlig brøndkarse, hasselbuske, kæmpe kampesten, udsigt til skov så langt øjet rækker, bølgende marker og et meget rigt dyreliv...........det er rigdom for mig. 

Rigtig godt efterår til alle Jer der læser med :)




søndag den 12. maj 2013

Mælkebøtteblomstsirup

For over 10 år siden var jeg til et foredrag med Anne Mette Olesen, hvor hun fortalte om, hvordan mælkebøtteblomter kan udnyttes i køkkenet, og siden dengang har jeg hvert forår haft lyst til at bruge de smukke gule blomster, der er overalt. I går plukkede jeg så et dørslag fuld af mælkebøtteblomster, der var cirka 300 gram. Jeg havde en plan om at omdanne dem til sirup. Jeg havde ingen opskrift, så jeg har forsøgt mig frem, og resultatet er blevet helt fint.


Jeg startede med at klippe alle de gule kronblade af selve mælkebøtteblomsten. Jeg har en fornemmelse af, at man skal være rimelig omhyggelig, så man undgår at få dele af den bitre mælkebøtte med i gryden. Herefter kogte jeg mælkebøtteblomsterne sammen med cirka en liter vand og saften af 2 citroner i knap ti minutter. Herefter blev massen siet gennem et viskestykke. Væsken blev tilsat 1 kilo sukker, og herefter kogte det sagte ind i cirka 2½ time. Siruppen blev meget tyk, og jeg tænker at jeg en anden gang vil stoppe processen noget tidligere, så siruppen bliver mere flydende. 


Nu bliver det så spændende, hvad jeg kan finde på at anvende siruppen til.

tirsdag den 26. marts 2013

Flere sultne dyr...

Da jeg stod i køkkenet i morges ved 6 tiden og kiggede ud, så jeg at hønsene allerede var oppe, de var igang med at finde rester af sidste års byghøst ude på marken. 


Køerne lå på modsatte side af markvejen, de normalt helt sorte kreaturer, var dækket af rimfrost. Det er virkelig imponerende, hvor godt isoleret de er.

Ca 100 meter fra hønsene fangede mine øjne ham her.


Han gik og luskede rundt, på jagt efter en lille lækkerbisken....formodentlig.

Ca kl. 8 da solen var kommet mere frem, og mine unger var stået op, kom Mikkel Ræv forbi igen. Hønsene var trukket hjemad, de fornemmede måske, at der var fare på færde.

Ræven var optaget af at fange en stakkels lille mus, men jeg tror nu ikke, han havde heldet med sig.