Fra butikken

Som Agneta (igen!) har påpeget, er det tid til livstegn fra mig. Hun har vist nogle fantastiske billeder fra sit hjem, det er der ikke mange, der kan leve op til. Så det vil jeg ikke forsøge.

Jeg går nogen gange død i blogging, det må jeg indrømme. Som om jeg tørrer ud for ideer. Som om jeg aldrig mere kan få så meget som et ord ud af tastaturet eller et perfekt motiv ud af cameraet. Ligesom jeg kan gå død i alle mulige andre ting.




Naturligvis er der nok at gøre når man har familie, lønarbejde og virksomhed, stresset bliver man jo til tider.




Men det er ikke det.



Selv da jeg boede alene, og kun havde mit job (hvilke tider, egentlig) og inden jeg begyndte at læse til fysioterapeut samtidig med mit job som stewardesse, kunne jeg have perioder hvor jeg ikke var til meget andet end at ligge og kigge op i den blå himmel.




Når jeg så havde gjort det en dags tid eller 2, var jeg ovenpå og fuld af energi igen.




Der skal tømmes, for at der kan blive fyldt på igen....





Nu er det kun i de unge år, man kan tage sig den frihed at lægge sig ned og kigge op i himlen. Tømme hjernen. Eller er det?





I hvert fald i mere end 5 minutter ad gangen. Og de 5 minutter slår simpelthen ikke til i min alder. 5 uger på et ensomt sted, det får man jo kun hvis man TAGER dem.





Eller hvad?




Det er helt sikkert en kvindeting, de mænd jeg kender har det ikke sådan.





Jeg har gået og flyttet varer ind i butikken idag, hvor jeg har fri. Og jeg har flyttet lidt rundt på tingene, så de kunne klæde hinanden lidt mere.




Tænk, det fik jeg så meget energi af at jeg fik lyst til at fotografere lidt derinde.



Så her fik I så resultatet af mit lille energi-boost!

Skriveblokering

Har været udsat for et tilfælde af skriveblokering den sidste tid, og håber der er bedring på vej. Hvorfor fænomenet opstår er ikke godt at vide, men et er sikkert, jo længere tid der går, desto sværere er det at komme igang igen.



Det samme sker i forhold til at få gjort noget ved de mål, man har sat sig. Pludselig svækkes evnen til at hanke op i sig selv, til at holde ved og til at styre sig selv, så at sige.
Men jeg fatter mod. Det sker sikkert for alle, og det gør ikke noget at vejen er lidt hullet. Elsk og tilgiv dig selv, og vær glad for din evne til at komme igen, det er min strategi. Hvad er din?.

jo mere tid man har....

Det er faktisk rigtigt, det der med at man får udrettet mindre, hvis man har dage nok.

Har den sidste tid ikke været flittig med følgende:

- gået mine daglige ture på mellem 3 og 5 km. Resultat, deller og slatten bag
- lagt varer ind i min netbutik. Resultat, færre kundebesøg
- lavet sunde madplaner. Resultat, flere deller og dvask familie
- gjort rent i huset og lavet havearbejde. Resultat, ARGH
- fået ringet til mine venner og inviteret dem. Resultat, hyggemangel
- plejet min hud og mit hår. Resultat, mere ARGH

Men hvad ialverden har du dog så foretaget dig, Helle?. Kunne du måske spørge om.
Jeg har da i hvert fald fået ringet til min gamle mor hver aften, det er jeg glad for, jeg har også haft noget vikararbejde indimellem, og nogen travlhed med at få gjort tal klar til revisorens års- og skatteregnskab. Men ellers er det velsagtens mest bag skærmen man har kunnet finde mig, beskæftiget med at bladre rundt på netsider af diverse art samt lægge kabaler.
Jeg trænger i perioder til at geare ned med noget andet end pligter, og når det kan lade sig gøre nupper jeg chancen, til jeg mærker jeg får energien tilbage.