Follow Me on Pinterest
Viser opslag med etiketten freelance arbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten freelance arbejde. Vis alle opslag

19 november 2011

Jeg ved det godt!

Ja.









Jeg ved det godt, men jeg har haft travlt med andre ting, såsom arbejde f.eks.
Et evigt dilemma mellem det glædesfyldte og det nødvendige her i livet og naturligvis er det optimalt at kunne forene det, men det kan ikke altid helt lade sig gøre.

Som freelancer bliver arbejdet egentlig aldrig trivielt, opgaverne varierer og som regel synes jeg bare det er meget sjovt at tjene penge på den måde.




Eneste ulempe er jo at der så ikke har været så meget tid til butik og blogging, men nu lysner det!

(ps. hvad er der sket for Blogger i den tid jeg har været væk, nu kan jeg ikke redigere i teksten mere?????)



27 august 2011

Tid, frihed og meget at være taknemmelig for.

Jeg har så meget at være taknemmelig for.

Og jeg siger tak hundrede gange om dagen for alle de gaver jeg får og allerede har.

I form af mennesker, der dukker op når man har brug for dem, en krop der fungerer og ikke gør ondt, en mand der elsker mig og altid støtter og bakker mig op, sønner der udvikler sig og er sådan nogle dejlige mennesker, omstændigheder der viser sig at være superheldige selvom det ikke i første omgang så sådan ud, små ting og store ting hver eneste dag!!

Da jeg sagde mit gode vellønnede job op for 4-5 år siden og startede en tilværelse med virksomhed og div. afløserjobs og freelancearbejde, fik jeg samtidigt friheden tilbage.

Tiden blev min.

Min far døde på det tidspunkt og min mor blev alene, men nu havde jeg pludseligt muligheden for at være hos hende, støtte hende, hjælpe hende, køre ture med hende, gøre hende glad uden at skulle bede om fri til det. Jeg kunne holde hendes hånd da hun døde i juni....

Selvfølgeligt havde jeg travlt, vi boede et par timers kørsel fra hinanden og der gik en dag med det hver gang, 2-3-4 gange om måneden. Jeg savner hende inderligt, hver eneste dag, men nu har jeg fået noget tid tilbage til mig selv igen.



Min mor og mine sønner på Louisiana

Tid som jeg nu kan vælge at bruge på at hjælpe min ældste søn, der flytter til den anden ende af landet for at studere på universitetet.
Alting går op i en højere enhed, alting flasker sig. Når nogen har brug for min hjælp så kan jeg hjælpe!

Bekymret, stresset, forvirret, deprimeret, angst kan jeg godt være indimellem. Det har altsammen med fortid og nutid at gøre, og når jeg husker mig selv på det - og på alt hvad jeg kan være taknemmelig for, bliver jeg (som regel, host) rolig igen. Det kan hverken fortid eller nutid tage fra mig.

Man kan øve sig i at se ting at sige tak for.





18 september 2010

Kan man elske at have ondt i maven?

Friheden har en pris!
At være selvstændig og freelancer er ikke for tøsedrenge. Bestandigt er man på tæerne for at øjne noget indtjening til budgetkontoen, og man kan faktisk godt få ondt i maven hvis der ikke lige er noget i sigte en periode.





Det kan dermed se ud som om friheden har for høj en pris, men det har den ikke for mit vedkommende, jeg kan ikke få for meget af den!












Når jeg ikke har den, mærker jeg tøjret stramme som var jeg en hest i bås og det eneste jeg higer efter er at komme fri. 







Så jo, man kan ligefrem elske at have ondt i maven. Bare lidt, i hvert fald doseret så man ikke får stress og bliver syg af det. For man har jo selv valgt friheden fremfor trygheden i at vide hvor den næste månedsløn kommer fra. 




Ja, og med disse billeder af tante 1 og tante 2 hjemkommet efter en lang gåtur i det blæsende, dejlige efterårsvejr, vil jeg først og fremmest undskylde for den manglende røde tråd i foto-delen af dette indlæg, men ikke mindst ønske alle en god weekend.




Posted by Picasa

13 november 2008

Taknemmelig for min frihed


Jeg tænkte netop på det idag. Hvor taknemmelig jeg er for min arbejdsmæssige frihed. Min mor og jeg havde mulighed for at gå på Valby Langgade og kigge på butikker, købe en krans til min fars urnested, hygge os med frokost på en italiensk restaurant, frekventere et par Røde Kors butikker og køre hjem til kaffe og kage, efter vi havde været på kirkegården.

Stille og roligt, ingen spekulation over hvor mange afspadseringstimer eller ferietimer, jeg skulle bede om for at køre til København og besøge min gamle mor, ingen dårlig samvittighed overfor kolleger, ingen at stå til regnskab for, andre end mig selv, for jeg disponerer selv over min tid, og planlægger selv hvad der skal gøres, og hvad der er vigtigst. At besøge min mor er bl.a. vigtigt.

Det er et privilegium at kunne realisere mine drømme, og jeg håber at jeg aldrig mere skal arbejde i et 8-16 job for at overleve, men at jeg til stadighed kan leve for at arbejde med de ting, der giver mig glæde og energi.

09 maj 2008

Erfaringer med freelancearbejde og selvstændig virksomhed


Mine foreløbige erfaringer med at være fri fugl er primært af den positive slags:

-jeg kan selv vælge mine arbejdstider-og dage/uger
-jeg arbejder delvist hjemmefra, og kan derfor være meget mere sammen med min familie
-der er gode muligheder for spontane indfald (besøg, ture mm)
-man har tid til at handle billigt ind, til at gå efter tilbuddene
-man kan godt realisere sine drømme og samtidig få lidt penge ind på budgetkontoen
....hvis man er tålmodig!
-chancen for at blive involveret i sygeligt fnidderfnadder på arbejdspladsen er lille
-afveksling i opgaverne gør underværker for min etwas rastløse karakter
-man har tid til at få set sine forsikringer og bankforhold efter i sømmene
-man bliver mere sikker af at turde være på glatis uden støtteforanstaltninger

14 april 2008

Døren til det frie liv


Det er skønt at være en fri agent, et privilegium at kunne bestemme over sin egen tid og det arbejde man vil lave. Jeg er lige blevet færdig med et freelance job, der har kørt de sidste 6 uger, og hvor jeg selv kunne planlægge hvilke dage jeg ville/kunne arbejde. Samtidig har jeg så kunne tage nogle vagter i hjemmeplejen, i den udstrækning jeg selv har valgt, og har kunnet passe min netbutik.
Herligt med den frihed, men den koster også. Man sætter sin økonomiske sikkerhed (fast månedsløn, pension, betalt ferie og sygefravær) over styr, og der er stress forbundet med den evige søgen efter nye indtægtsmuligheder...... men jeg skal jo til det igen.