Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder



Viser opslag med etiketten finurligheder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten finurligheder. Vis alle opslag

onsdag den 24. oktober 2012

DETEKTIVER KOM FREM



Kære alle

Kommentarer udgives normalt i kommentarfeltet under den angivne post, men denne kommentar skiller sig lidt ud:)

I, kære læsere må hjælpe mig. Jeg har på fornemmelsen at der sidder et sødt menneske et sted - og hygger sig gevaldigt - måske med et smørret grin i skægget ..... Vil I ikke også gerne se, hvem der gemmer sig bag anonym?

Læs venligst kommentaren nedenfor og fortæl om jeres observationer.....
Er det mon en pige, der har interesse for biler og grovmotorisk udfolden, eller?

Det er i hvert fald en kommentar, der får smilet frem, så egentlig burde forfatteren vel have en hakkenål som præmie:)



Anonym har efterladt en ny kommentar til dit indlæg "SØNDAGSSKOLE - TUNESISK HÆKLING 1":

Kære fru lærer!
herligt at gense tunesisk hakning, som jeg sidst lavede som barn for mange år siden. Som nu var jeg dengang mest til biler og grovmotorisk udfolden, men kunne finde ud af dette. Så glad for atter er kommet på tapetet. Tak for din myndige/rolige indføring som jeg godt nok ikke lige kan se for mig, men med garn og nål i hånden går det forhåbentlig bedre - uagtet talentmangel. På mange rejser i eksotiske hjørner har jeg bl.a. set fantastisk flotte puder lavet med hakning, da der er utrolig mange mønstervariationer og ofte bruges i meget flotte farvekombinationer. MH og tak

Indsendt af Anonym til HEXEN STRIK den 23. okt. 2012 23.04

Kommentaren bliver naturligvis udgivet på rette sted også :)

Kom frem med et bud, jeg ved der er gemt mange detektiver i jer derude:)

I spændt venten...

Ingerlise


- Posted using BlogPress from my iPad

Location:Jeppe Åkjær Vej,Bredsten,Danmark

onsdag den 11. juli 2012

STOLT

Hej til alle

Tillad mig at være lidt ubeskeden, men forsiden på Strikkemagasinet, juli måned kan jeg altså rigtig godt lide!




Ja, det er mig, der er månedens gæstedesigner!

Det har været lidt sjovt at læse mails idag, fordi flere af mine " freeformvenner" i Sverige har set artiklen og sendt søde mails!

Der er altså nogle dage, hvor solen skinner gennem selv de tykkeste skyer.

Jo, jeg er lidt stolt og håber at opskrifterne sætter gang i mange gode timer med freeform

Ingerlise




- Posted using BlogPress from my iPad


fredag den 9. marts 2012

GARNKONFLIKT



I er ikke glemt! Jeg har faktisk tænkt rigtig meget på jer i lang tid..... for nu burde jeg altså få det indlæg skrevet!!!!
Men, men der har været så mange gøremål her på matriklen, men nu er jeg her!

Der er opstået en Garnkonflikt i Brande. Det kunne jeg læse i Vejle Amts Folkeblad d. 5 marts. En hel artikel om strik og garn. Der kan man bare se!
Historien går på ( meget kort fortalt) at en gruppe har startet et projekt der hedder: " Strik Brande Grænseløs Glad". Ideen er at pynte bymidten med strik - som en slags erstatning for de tidligere så berømte gavlmalerier.
Jan Kronvold, som har skrevet artiklen begynder med: " En konflikt på garn og strikkepinde brød lørdag ud i lys lue"
Billedtekst i artiklen:" En lille flok af nørklerene i Røde Kors var mødt frem på torvet i lørdags for at markere, at man vil bruge garn til at pynte i midtbyen frem for at bruge det til varmt tøj til børn i andre lande"
Jeg skal da lige love for at garn og strikkepinde kunne få spalteplads, og ligefrem trække en stor overskrift.
Men hold da op, tænker jeg!

Det ene projekt udelukker vel ikke det andet? Alle initiativer, der viser strik, synes jeg fortjener opbakning og respekt!

Artiklen fik mig til at tænke på hvor forskellige vi er. Hvor forskellige vi er i valg og anvendelse af garn! Hvor forskellige vi er i holdninger til materialer! Hvor forskellige vi er, når vi skal fortælle hvorfor vi strikker.

Denne forskellighed er vigtig, for hvordan skal vi ellers inspirere hinanden? Hvordan skal vi ellers lære nyt?

Så jeg laver lige en en-mandsdemonstration her i min stue. Jeg demonstrerer for retten til at være forskellig og retten til selv at vælge, uden at have dårlig samvittighed overfor børn i andre lande!

søndag den 12. februar 2012

TID

Billedet er lånt fra Hirtshals Turistbureau

Hirtshals fyr er bygget i 1862 og tændt første gang 1. januar 1863.
Det er en rum tid siden og det står der stadig og lyser som vejledening for trafikken på havet.
Det er bygget før vores tid, det står i vores tid, og vil nok også stå i de kommende generationers tid.

Indlægget i dag skal handle om tid, fordi jeg i næste uge vil svælge i tid lige her i området ved Hirthals fyr.

Tiden kan løbe, endda fra en og samtidig kan tiden ikke gå.
Vi kan opleve tidens tand, som træværk, der nærmest råber på Gori eller hud, der råber på et eller andet opbyggeligt. Kun for at mindske sporene efter tidens tand.

Tiden kan stjæles af tidsrøvere. Jeg husker en debat om tidsrøvere i et forlængst lukket pengeinstitut. Man ønskede at blive fri for tidsrøvere, altså helt almindelige mennesker, der bare ville hæve penge ved kassen, når personalet ellers kunne finde tid! Fik banken has på dem? Jo jo, nu kan du være din egen tidsrøver når du bruger netbank og det omtalte pengeinstitut blev opkøbt. Så skal man da ikke bruge mere tid på dem!

Der er stadig muligheder for at "stjæle" tid. Det er ret nemt i garnbutikker. Her kan man stadig få hjælp og vejledning og bruge løs af ekspedienternes tid. Er det ulovligt at stjæle tid? Nej, ikke endnu, heldigvis. Og hvem har bestemt at det skal hedde - stjæle ?

Skulle det være sådan at garn og opskrift blev solgt med indbygget tid? Så slap man da i det mindste for ordet "stjæle", det er jo ikke et ord vi bryder os om at hæfte på os selv. Man kunne selvfølgelig også bare sige: Tak, fordi jeg måtte bruge din tid, så er det ligesom noget andet, ikk?

Man kan købe sig tid. På en workshop blev jeg opmærksom på, hvor vigtigt det er med tid til fordybelse. Da workshoppen var slut sagde en af deltagerne: Er det ikke fantastisk at jeg har brugt 3 hele timer på mig selv! Jeg har været opslugt af garn og nål, medens andre har passet det derhjemme. Jeg har holdt frikvarter.
Jo, må jeg sige, det var fantastisk at se det smil der bredte sig på ansigtet, lige inden hun hastede hjem til familien igen.
Så tid kan købes, både på den ene og den anden måde.

Der kunne skrives en masse om tid:
Til den tid
Din tid kommer
Alt har sin tid
Tiden læger alle sår
Hver ting sin tid
Den tid, den sorg
og så videre og så videre,

Men jeg vil ikke tage din tid.
God tid er godt, at have for god tid er noget helt andet!

Gid I kan få tid til at finde tid til jer selv og bruge den helt som I har lyst til.

Jeg drager afsted for at svælge i tid

lørdag den 15. oktober 2011

DAGENS SMIL

Mormor spørger: Amalie vil du lære at hækle?
Amalie (med overbevisning i stemmen) Mormor - ! Du ved jeg går til badminton, så kan jeg jo ikke gå til mere!

Snusfornuftig, mon ikke....

God weekend

søndag den 15. maj 2011

SØNDAGSSKOLE Mere Oldemor + lidt dagbog

Det har været en travl og ganske forrygende uge. Fyldt op af dejlige mennesker på workshop og besøg af barnebarn.
Amalie kom på besøg og skulle sove hos mormor, sådan bare for hyggens skyld. Og hyggeligt det blev det. Vi tegnede Amalie i fuld størrelse! Hvor er det skønt at ligge på gulvet og tegne og snakke.
Jeg kørte frem med hele arsenalet af tyl, blonder og andre lækre sager, men NEJ TAK. "Vi nøjes med farveblyanter mormor, det er nok" ???
Den enste der blev pyntet var hunden!
Jeg måtte bøje mig og koncentrere mig om farveblyanterne og "slow work". Jeg fik dog, med lidt snilde, sneget lidt tryk med skumpensler ind, så det endte med en tegning af en pige, der havde guld-skoldkopper!
Jeg elsker samværet med de små i familien, det sætter ligesom det hele i perspektiv.
Man kan også godt fundere lidt over en af Amalies mange små guldkorn: " Min bedstemor (farmor) er heldig, hun bor lige præcis ved siden af sin nabo!

Nå til arbejdet...
Denne uges Søndagsskole er til dem der er blevet smittet af min hækle-virus. Ja selvfølgelig også til dem, der gerne vil smittes!
Ovenstående billede viser midten af en ny firkant og hækles således:
Hækl 6 luftmasker og luk dem til en ring (se tidligere søndagsskole)
Hækl 10 luftmasker og 2 fastmasker om ringen. Hækl således til du har 8 store løkker. Du slutter med 2 fastmasker og lukker omgangen med 1 kædemaske, som du plejer
Du kan skubbe fastmaskerne sammen om ringen, hvis du har svært ved at få plads til dem.
Fordelen ved at hækle om ringen er, at man kan fordele maskerne jævnt efterhånden.
Bryd garnet.

Så hækles der "oldemor" således:
Sæt garn til i en løkke og hækl et hjørne således: 3 luftmasker (for at komme op i arbejdshøjde) og 2 stangmasker, 3 luftmasker og 3 stangmasker om samme løkke. Det første hjørne er nu hæklet.
Nu hækles 2 luftmasker og 3 stangmasker om næste løkke, igen 2 luftmasker. Om næste løkke hækles der et hjørne: 3 stangmasker, 3 luftmasker og 3 stangmasker om samme løkke.
Der skiftes altså mellem at hækle hjørne og "mellemrum". I hjørnet er der 3 luftmasker mellem stangmaskerne og i "mellemrummene" er der 2 luftmasker.
Fortsæt hele vejen rundt med mellemrum og hjørner. Tjek lige at du har 4 hjørner inden du bryder garnet.
Skift garn og hækl endnu en omgang. Du kan selvfølgelig hækle det antal omgange du ønsker!

Jeg ønsker dig en dejlig søndag.

PS Næste uge holder jeg fri.
I det hele taget bliver jeg måske lidt ustabil i den kommende tid. Der skal ske store ting! Jeg skal være mormor hele to gange. Den første kommer til verden om mindre end tre uger og den næste om 1½ mdr tid.
Det er så stort at jeg har svært ved at fatte det!
Livet er dog en finurlig ting!

mandag den 11. april 2011

BONI og ULLA



Jeg er ikke helt sikker på hvor jeg har dem fra, men måske er de kommet til huse via: "Min mor/kone kan ikke bruge det her mere. Du laver jo så meget håndarbejde, så vil du ha' det" ? Og så overrækkes der en lille eller større æske med diverse strømpepinde, broderigarn og hæklenåle. Der er som regel også altid et par knapper, lidt elastik og et par sikkerhedsnåle!!! Altså nærmest et lille husapotek udi tekstil.

Disse her fik ikke den opmærksomhed fra starten som de egentlig fortjente. De syner jo ikke af meget.
De ligger fantastisk i hånden, er lette og så har jeg opdaget at de er små personligheder. Den ene hedder Boni og den anden hedder Ulla. Det er altså mere personligt end at hedde Clover, Prym og Pony.
Så ja, jeg elsker mine gamle hæklenåle og vil rigtig gerne vide mere om dem.

Er der nogen der ved, hvem der producerede hæklenåle i farver og med pigenavne? Er der nogen der ved, hvornår de har været i handlen? Er der nogen, der har hæklenåle med navne på?

lørdag den 26. marts 2011

UPDATE

Ofte når jeg ikke alt det jeg havde tænkt at jeg skulle nå..... nåh, det kender du godt?
Måske er det todo-listerne der er lidt for optimistiske eller måske er der bare lige noget andet man hellere vil?
Jeg vil rigtig gerne blive bedre til at blogge, bare lige skrive et lille indlæg medens det er nyt. "Kan man ikke det man vil, så må man ville det man kan", så hermed en lille update af bloggen:

Først hjertelig velkommen til nye læsere, det glæder mig oprigtig at møde jer her i blogland.
I sidste uge flyttede stæren ind... eller jeg opdagede at den var flyttet ind i min egen private "turning torso".
Sjovt, som ting kan forandre sig. Jeg har i årevis bedt om at kassen enten blev rettet op eller fjernet, men nu er det lidt vigtigt for mig at Pouls stærekasse hænger skævt! Iøvrigt er kassen førstevalg blandt stære også selvom kassen ved siden af hænger helt lige! Ak ja, der er meget jeg ikke forstår.

Nok om kasser. I går var jeg på messe i Middelfart. Godt jeg ikke selv havde indkøbsnet med, for posen fra Tante Grøn var da eventyrlig dejlig. I yndlingsfarven og med transportabel strikkeopskrift!!! Jeg fik købt lidt garn, lidt metaltråd og et par bøger.



Jeg mødte flere, der læser med her og mit armbånd i Freeform blev nærstuderet. Så faldt det gode spørgsmål: Virkede det med hårlak? Det er så en af de ting jeg gerne vil blive bedre til, at følge op.

Jo, det virkede med hårlak. Min erfaring er at det er bedst at give mange tynde lag ovenpå hinanden og lade hvert lag tørre godt. (= tålmodighed, som ikke er min stærke side!) Så mit armbånd fik et ordentlig lag, ja så meget at gardiner og potteplanter fuldstændig stivnede i den lakfyldte luft!!.
Altså tyndt lag, tålmodighed, endnu et tyndt lag..... gentag.

Nå tilbage til messen. Jeg mødte en helt fantastisk person på messen. Hun hedder Shirley Paden og har udgivet bogen: Knitwear Design Workshop. Bogen er rigtig god hvis man vil designe ud fra sin egen strikkeprøve. Faktisk viste jeg et billede af bogen her tilbage i april 2010. Shirley udstiller sit strik på messen og jeg kunne se at jeg har været fan af hende ret længe uden dog at vide hvem hun var. Hendes opskrifter er udgivet i Vogue Knitting og Knits m. fl.  Hun laver fantastiske snoninger. Hun fortalte at hun ofte finder gamle/glemte strikkemønstre og giver dem nyt liv i en updated model. Meget spændende og interessant person. Nogen gange er man altså helt ualmindeligt heldig.

Så er I vist opdateret på min gøren og laden.
Vi ses i Søndagsskolen, der kommer til at handle om maskerne ved siden af kantmaskerne!

torsdag den 17. marts 2011

SÆTNING MED HUMØR


I vores familie - og i omgangskredsen bliver ord, omskrivninger og sætninger ofte til kult. Der er helt bestemte udtryk og ord vi bare skal sige, så ved alle - næsten - hvad der tænkes på og hvilken historie der er knyttet til. Mine kære svigersønner må naturligvis sommetider lige opdateres!.
I går var det faktisk en af disse svigersønner der kom med en sætning, der fik, og stadig får mig til at skraldgrine: Amalie havde fundet et spil Mikado og skulle selvfølgelig spille med mormor. Amalies mor og far sad sammen med os ved bordet og pludselig siger den kære dreng (sød svigersøn) med lidt forsagt stemme:
"Jeg har gået til Mikado i syv år, men vi er kun nået til teori "

Det er da en sætning der vil noget, så den kommer helt sikkert på kult-listen.
Smil til dagen

mandag den 29. november 2010

DEN BEDSTE LEG

Jeg sidder og smiler.... eller det klukker nærmest indeni.
Jeg havde besøg af Johan (4 år) i går. Allerede da han, gemt bag en stor blomst, trådte ind af døren sagde han: Vi skal lege flodheste! Tænk at få lov til at være en flodhest - måske ikke det mest charmerende. Efter mange lege kom den bedste:
 Vi kan lege mormor og ungerne! Du er ungerne og så er jeg mormor! Og så greb Johan ellers mit strikketøj og klikkede lystigt med pindene, jeg sad fuldstændig lamslået og anede ikke hvordan man legede "ungerne". Det betød åbenbart ikke noget, så længe jeg bare var stille!!! Men jeg smiler nu stadig.. og Johan fik strikket en "vrangmaske"

tirsdag den 16. november 2010

ET KOLDT GYS

Sikke en fantastisk himmel der har været i dag.
Gennem bilens forrude kunne jeg i eftermiddags nyde den mest fantastiske himmel farvet rød og violet af en "på vej ned - sol". Samtidig var Vejle Ådal nærmest fyldt op med mosekonens bryg, der gav en luftig baggrund til de sorte og nøgne træer. (Desværre, intet kamera med!). Medens jeg sådan sad og tænkte på hvor fantastisk naturen kunne vise sig, vågnede jeg brat! Cyklisten jeg skulle udenom havde shorts på - bare ben - medens termometeret i bilen blinkede på 2 grader! GYYYS!!! Kan han mon rette de ben ud når han står af cyklen? Eller skal de tø op først?

Apropos GYS.
Vi gyser i fællesskab hos Tante Grøn i Odense imorgen. Der er der fri GYYYS, medens vi klipper i strik - altså noget vi lige har brugt en hel masse energi og koncentration på at strikke.
Jeg glæder mig til igen at møde modige strikkere, der skal klippe med ÅBNE øjne!!!

(Sjovt nok, så lukker mange af os øjnene, når vi skal gøre noget vi ikke er helt sikre på. Men saks, strik og lukkede øjne er altså en dårlig kombination)

fredag den 12. november 2010

STRIKKEBIBLIOTEK

Lille udsnit af strikkebibliotek


 
Det går lige så stille fremad med at få flyttet mit strikkebibliotek.
Det går lidt langsomt, fordi jeg er nødt til liiige at læse lidt i de bøger, der ikke har været i hånden længe.... og pludselig er der gået al for lang tid med andet end det der var planlagt.
En af mine svigersønner (den kære dreng) kiggede fortvivlet på stakke af bøger og spurgte om jeg ikke kunne undvære nogen af dem? Jeg ved da ikke hvad han tænkte på!. Nå efter kritisk gennemgang blev der lagt to bøger fra, men efter en endnu mere kritisk gennemgang er de kommet tilbage i reolen, så nej - jeg kan ikke undvære en eneste af dem!!!
Den nye Knitter's Almanac af Elizabeth Zimmermann (genudgivelse) er også på hylden, den er blevet rigtig fin!
Har du dit eget strikkebibliotek? Er der bøger du er specielt glad for?
Jeg har flere yndlingsforfattere, selvfølgelig EZ men også Sally Melville, Montze Stanley og Mary Thomas og... og...
Er det ikke lige vejr til at læse en god strikkebog?
God weekend til alle 


mandag den 20. september 2010

FINURLIGT

Kære gæster, faste læsere og nye læsere.

Jeg er her ikke så meget lige i tiden, men jeg er taknemmelig for at I ofte vender tilbage til min blog og tålmodigt venter på et nyt indlæg.

I dag kommer der, som du har opdaget! et nyt indlæg med indbygget overraskelse!. Der er simpelthen en gave til 5 faste læsere - er du endnu ikke fast læser, så kan du nå at blive det.


Et par strikkepinde med indbygget målebånd, det er da bare finurligt!!
Jeg strikker normalt altid på rundpinde, med mindre jeg strikker med tyndt garn/ sytråd på tykke pinde. Men disse pinde synes jeg var sjove.
Vil du eje et par, så læg en kommentar om at du vil deltage i denne giveaway. Vinderen trækkes d. 1. okt.

Med ønsket om et dejligt efterår til alle
Ingerlise 

fredag den 10. september 2010

SMILER

På vej til noget sjovt......
Lige nu smiler jeg over hele femøren og føler mig samtidig lidt ydmyg.
Jeg har netop sagt ja tak til at undervise på næste strikkefestival på Fanø!!!
Om jeg glæder mig??? Helt vildt!!!

Jeg glæder mig til at se rigtig mange af jer.

God weekend til alle

mandag den 6. september 2010

HVAD ER DET?

Efter at have haft besøg af et par meget stærke og friske fyre med en motorsav, ser jeg lige pludselig min have fra helt andre vinkler.
De to billeder viser massakren - af den gode slags, men til det sidste billede kan jeg spørge - på bedste Piet van Deurs vis: Hvad er det? (Undskyld til jer, der er så unge at I ikke kan høre dette spørgsmål for jeres indre øre!)
Det er såmænd et billede af naturen, der helbreder sig selv! I tidernes morgen - og det er længe siden- var der bundet et nylonreb om træet til montering af en hængekøje!!!. Nu har træet dækket rebet, så kun en lille ende er synlig. Det er en sjov tanke, at den der engang fælder træet skal gætte på hvad det nu er, der er inde i træet og hvorfor det er der?
Fantastisk helbredende kraft der er i naturen, ikk?

tirsdag den 24. august 2010

..... SØLVFAD

I aftes trængte jeg voldsomt til lidt hygge i stedet for rusk og regn.
På hovedet i skabet, for at finde et fad til de nye lys.... og der lå mit sølvfad. Ikke bare et sølvfad, sådan helt almindeligt... men et ganske særligt et af slagsen.
Der er nemlig indgraveret en hilsen til mig på fadet:
"Knus fra din 10. klasse 1987" og nedenunder alle navne. Åh - hvor kan jeg huske dem!!! Det første hold jeg var klasselærer for fra 4. til 10. klasse. Jeg kan huske deres stemmer, deres udvikling, små dejlige historier, og jo, de kan stadig få mig til at smile.
Så jeg brugte aftenen på hygge og sjove minder. Nostalgisk? - ja, heldigvis.
Man kan ikke få alt på et sølvfad, men man kan få rigtig meget !!!

Tænd et lys og hyg jer

Update: På min "aftentur" med hunden idag, mødte jeg en far til en af de drenge, hvis navn står på fadet.
Faderen kunne fortælle at han havde været lidt nervøs for at komme til møde med den nye klasselærer, idet han ikke syntes at drengen lavede nogen lektier. Men han var lettet da han gik fra mødet, for jeg havde sagt: Bare rolig, han skal nok klare sig her i livet, bare I giver ham lov til at være dreng et stykke tid endnu. Drengen har i sandhed klaret sig endog rigtig godt, men så kom chokket!!!! Ja- han fyldte jo 40 år i går..!! Hm, jeg synes slet ikke jeg er blevet SÅ meget ældre. AK ja.

lørdag den 24. juli 2010

EFTERÅR & VINTER

Billedet er lånt her


Så er det nye Costume læst. Jeg er ikke fast læser, men er altid opmærksom på, når der er et tillæg med trends. Der kan jo altid falde en ide af eller to.
Og I kan godt spidse strikkepindene. Der skal strikkes i uld (eller allerhelst cahmere - men - men) i enkle linjer.
De gennemgående farver hos de fleste modehuse er sort, hvid, grå og camel. Som sædvanligt mixet med forskellige kontraster i de enkelte kollektioner. Der ses sarte pasteller, blomme, army og blå m.fl
En, efter min mening, stærk tendens viser at vi skal gå "tone i tone" - altså holdt i samme farve men i forskellige nuancer.
Der skal strikkes korte cardigans (lidt over eller lidt under taljen - jo den findes et sted cirka i midten!) store/oversized, lune og lette trøjer, lange veste og selvfølgelig pandebånd
Der skal strikkes snoninger eller nordiske mønstre. Trenden siger også tykke sokker i "fine" sko og selvfølgelig tørklæder. Handskerne skal være lange i læder, men hvorfor ikke strikke dem selv - og gå amok i broderi og perler? Det med perler og broderi står for egen regning!
Du kan også rolig give dig i kast med at strikke tykke vanter og gerne pynte dem med pels - og den behøver ikke være ægte. Selv skoene kan pyntes med pels!?!

Mode er ikke længere et diktat, det er frit valg, også til at gøre det selv.
God weekend

søndag den 4. juli 2010

ELIZABETH ZIMMERMANN

Elizabeth Zimmermann
1910 - 1999

Elizabeth Zimmermann kunne i år være fyldt 100 år.
I den anledning, vil der her på bloggen komme nogle indlæg om hendes liv og den enorme betydning hun har haft for strikkere verden over.
EZ ville klart have været en superblogger - hvis mediet elles havde været tilgængeligt, som det er nu.
Allerede i 1958 udgav hun sit første nyhedsbrev - skrevet på skrivemaskine (hvor man altså ikke kunne rette/fortryde) og sendt ud med snailpost.
Hvorfor skrive om "noget fra gamle dage" her på et superhurtigt medie, hvor alt er hurtigt ude og hurtigt glemt?
Fordi jeg er en trofast fan! Hun kan stadig lære os noget om detaljer i strik. Men det der fascinerer mig mest, er nok at hun var lidt af en rebel, der gjorde oprør mod de etablerede meninger indenfor strik og opskrifter.
Hun delte meget gerne ud af sin viden - og den holder altså stadig i dag.

Gider du læse om Elizabeth Zimmermann?

tirsdag den 4. maj 2010

RETRO ?


Er mit gamle, og i denne vinter meget benyttede, pandebånd så gammelt at det er blevet RETRO?

Jeg har i dag læst, dvs kigget billeder i L'OFFICIEL 1000 Models Milan-New York winter 2010-11. Hold da op en overraskelse. På side 6, hvor Prada viser frem, bæres mit pandebånd. Samme bredde, samme snoning.
Modellerne bærer godt nok deres pandebånd lidt mere yndefuldt end mig. Deres sidder nydeligt som et hårbånd på opsat hår, og aldeles ikke trukket godt ned om pande og ører. Deres er blå og beige og ikke smånusset.
Jeg gemmer lige mit pandebånd til vinter 2010-11. Jeg er sikker på, at hunden vil undre sig over at jeg næste vinter vil gå sådan lidt "pradaagtigt".
Jeg kunne selvfølgelig også lige strikke et par stykker i blå og beige!
Verden er måske slet ikke så stor?

PS Kig lige efter bladet i kiosken, pandebåndet er på forsiden!!!!

lørdag den 20. marts 2010

HVOR GAMMEL ER DU?

Det der med alder er noget underligt noget.
For mit vedkommende er der mange år til forskel  indeni og udenpå. Jeg funderer over alder efter en mildest talt overraskende episode i dag.
Jeg havde bevæget mig ind i Føtex efter et bestemt svanemærket rengørringsprodukt. Jeg har købt det flere gange i selv samme butik, og havde for en sikkerheds skyld tjekket hjemmesiden, men i dag var det ikke på hylden.
Så starter proceduren: "Ekspedition til rengørring" runger ud i butikken og en venlig mand kommer efter kort tid (godt begyndt)
Jeg spørger til produktet og får at vide at det ikke er i sortiment. Det undrer jeg mig lidt over, med henvisning til hjemmesiden. Og så skal jeg da lige love for at jeg bliver slået hjem til start - eller stemt hjem med følgende replik:
"Vi kan jo ikke have alt hjemme som du ser i Familie Journalen!!!"
Ikke et ondt ord om Familie Journalen, men ærligt talt !
Sagen endte i fordragelighed med at "den unge mand" ville undersøge om de kunne få produktet hjem. Han ville ringe tilbage.
Hold op hvor ville det have været sjovt, hvis det var en Iphone jeg lige skulle tjekke mit mobilnummer på og ikke en Nokia, der er et år gammel!
Nå - men så kan vi lære det - ka' vi.
Så mit spørgsmål i dag er: Hvor gammel er du?
Regnvejshilsen fra
Ingerlise